Staten og Revolutionen af Vladimir Lenin (1917)
1. Staten – et produkt af klassemodsætningernes uforsonlighed
2. Særlige formationer af bevæbnede mennesker, fængsler osv.
3. Staten – et redskab til udbytning af den undertrykte klasse
4. Statens "bortdøen" og revolution med magt
Noter
Marx' lære får nu samme skæbne, som så tit i historien er blevet dét til del, der er skabt af revolutionære tænkere og førere i de undertrykte klassers frigørelseskamp. Så længe de store revolutionære var i live, havde undertrykkende klasser kun stadige forfølgelser tilovers for dem, deres lære blev mødt med den vildeste forbitrelse, det mest rasende had, den mest tøjlesløse løgne- og bagvaskelseskampagne. Efter deres død forsøger man at gøre dem til harmløse helgenbilleder, så at sige at kanonisere dem, indrømme deres navn et vist ry, for at "trøste" de undertrykte klasser og tage dem ved næsen, idet man udhuler den revolutionære læres indhold, bryder dens revolutionære brod af og forfladiger den. Bourgeoisiet og opportunisterne inden for arbejderbevægelsen finder nu hinanden i en sådan "bearbejdelse" af marxismen. Man glemmer, tilsidesætter og forvansker lærens revolutionære side, dens revolutionære sjæl. Det, der er antageligt eller synes at være antageligt for bourgeoisiet, fremhæver og roser man. Alle socialchauvinister er nu til dags "marxister" – lad være at smile! Og stadig hyppigere taler tyske borgerlige lærde, hvis speciale endnu i går var marxismens udryddelse, om den "nationaltyske" Marx, som skal have opdraget de arbejderorganisationer, der er organiseret så glimrende til brug for røverkrigen!
Da sagen ligger sådan, og da forvanskningerne af marxismen har fået en så uhørt udbredelse, består vor opgave i første linie i at rekonstruere Marx' virkelige lære om staten. Til det formål er det nødvendigt at anføre en hel række lange citater fra Marx' og Engels' egne værker. Selvfølgelig vil de lange citater gøre fremstillingen tung og på ingen måde gøre forståelsen lettere. Det er imidlertid aldeles umuligt at komme uden om dem. Alle eller i det mindste alle afgørende steder fra Marx' og Engels' værker om spørgsmålet staten må ubetinget citeres så fuldstændigt som muligt, for at læseren kan danne sig en selvstændig mening om alle de synspunkter, som den videnskabelige socialismes grundlæggere har fremsat, og om disse synspunkters udvikling, men dernæst også for dokumentarisk at påvise og anskueliggøre, hvordan de er blevet forvansket af den "kautskyanisme", der råder i dag.
Vi begynder med Fr. Engels' mest udbredte værk: Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse, der allerede 1894 udkom i 6. oplag i Stuttgart. Vi bliver nødt til at oversætte citaterne fra de tyske originaltekster, fordi de talrige russiske oversættelser for det meste enten er ufuldstændige eller yderst utilfredsstillende.
"Staten," siger Engels, idet han sammenfatter sin historiske analyse, "er altså ingenlunde en magt, der er blevet påtvunget samfundet udefra, lige så lidt er den 'den etiske idés virkeliggørelse', 'fornuftens billede og virkeliggørelse', som Hegel påstår. Den er tværtimod et produkt af samfundet på et bestemt udviklingstrin, den er en indrømmelse af, at dette samfund har indviklet sig i en uløselig selvmodsigelse og er blevet spaltet i uforsonlige modsætninger, som det er ude af stand til at mane bort. Men for at disse modsætninger, klasser med modstridende økonomiske interesser, ikke skal fortære sig selv og samfundet i en frugtesløs kamp, er en magt, som tilsyneladende står over samfundet, blevet nødvendig, en magt, der skal dæmpe konflikten og holde den inden for 'ordenens' skranker, og denne magt, der er udgået fra samfundet, men stiller sig over det og mere og mere fjerner sig fra det, er staten." (S. 177-178 i 6. tyske udgave.) (1)
Her er marxismens grundtanke om statens historiske rolle og betydning udtrykt med fuld klarhed. Staten er et produkt af og et udtryk for klassemodsætningernes uforsonlighed. Staten opstår hvor, når og i den grad klassemodsætningerne objektivt ikke kan forsones. Og omvendt: statens eksistens beviser, at klassemodsætningerne er uforsonlige.
Netop på dette vigtigste og grundlæggende punkt begynder forvanskningen af marxismen, der hovedsagelig sker i to retninger.
På den ene side ser vi, at de borgerlige og navnlig de småborgerlige ideologer – der under ubestridelige historiske kendsgerningers vægt må indrømme, at staten kun eksisterer dér, hvor der findes klassemodsætninger og klassekamp – "forbedrer" Marx på den måde, at staten fremtræder som organ for klasseforsoningen. Ifølge Marx kunne staten hverken opstå eller bestå, hvis en forsoning af klasserne havde været mulig. Hos de småborgerlige og filistrøse professorer og skribenter fremstilles det sådan – med idelige velvillige henvisninger til Marx! - at staten netop tjener til klassernes forsoning. Ifølge Marx er staten et organ for klasseherredømme, et organ for den ene klasses undertrykkelse af den anden, den betyder oprettelse af en "orden", der ophøjer denne undertrykkelse til lov og fæstner den ved at dæmpe konflikten mellem klasserne. Efter de småborgerlige politikeres anskuelse er ordenen netop klassernes forsoning og ikke den ene klasses undertrykkelse af den anden, at dæmpe konflikten skulle betyde at forsone og ikke at fratage de underkuede klasser bestemte kampmidler og -metoder til at styrte undertrykkerne med.
Under revolutionen i 1917, da spørgsmålet om statens betydning og rolle netop rejste sig i hele sin vælde, rejste sig praktisk som et spørgsmål om øjeblikkelig aktion og tilmed masseaktion, sank f. eks. alle socialrevolutionære (2) og mensjevikker (3) straks og fuldstændigt ned til den småborgerlige teori om "statens forsoning" af klasserne. De utallige resolutioner og artikler, som disse to partiers politikere har forfattet, er fuldkommen gennemsyret af denne småborgerlige og filistrøse "forsonings"teori. At staten er et magtredskab for en bestemt klasse, der ikke kan forsones med sin antipode (den klasse, der er dens modsætning), det er det småborgerlige demokrati aldrig i stand til at begribe. Forholdet til staten er et af de mest anskuelige vidnesbyrd om, at vore socialrevolutionære og mensjevikker slet ikke er socialister (hvad vi bolsjevikker altid har påvist), men småborgerlige demokrater med en næsten-socialistisk fraseologi.
På den anden side er der den "kautskyanske" forvanskning af marxismen, som er langt mere raffineret. "Teoretisk" benægtes det hverken, at staten er et organ for et klasseherredømme, eller at klassemodsætningerne er uforsonlige. Men man undlader at tage hensyn til følgende, eller man tilslører det: hvis staten er et produkt af klassemodsætningernes uforsonlighed, hvis den er en magt, der står over samfundet og "mere og mere fjerner sig fra det", så er det klart, at den underkuede klasses befrielse er umulig ikke alene uden revolution med magt, men også uden tilintetgørelse af det statsapparat, som den herskende klasse har skabt, og i hvilket denne "fjernen sig" kommer til udtryk. Denne konklusion, der teoretisk er selvindlysende, har Marx, hvad vi vil få at se nedenfor, draget med den største bestemthed på grundlag af en konkret historisk analyse af revolutionens opgaver. Og netop denne konklusion har Kautsky - vi vil udførligt påvise dette i den videre fremstilling - ... "glemt" og forvansket.
"I modsætning til den gamle gensordning" (slægts- eller klanordning), fortsætter Engels, "kendetegnes staten for det første ved inddelingen af statens medlemmer efter territorium ..." Os forekommer denne inddeling "naturlig", men den har krævet en langvarig kamp mod den gamle organisation efter stammer eller slægter.
"... Det næste er oprettelsen af en offentlig myndighed, som ikke mere falder umiddelbart sammen med, at befolkningen selv organiserer sig som væbnet magt. Denne særlige, offentlige myndighed er nødvendig, fordi det efter spaltningen i klasser er blevet umuligt at have en selvvirkende bevæbnet organisation af befolkningen ... Denne offentlige myndighed findes i enhver stat, den består ikke blot af bevæbnede mennesker, men også af tilbehør af ting, alle slags fængsler og tvangsanstalter, som genssamfundet" (klansamfundet) "intet kendte til ..." (4)
Engels udvikler nærmere definitionen af den "magt", der kaldes staten, den magt, der er udgået fra samfundet, men som stiller sig over det og mere og mere fjerner sig fra det. Hvori består denne magt i hovedsagen? I særlige formationer af bevæbnede mennesker, der har fængsler osv. til deres rådighed.
Vi er berettiget til at tale om særlige formationer af bevæbnede mennesker, fordi den offentlige myndighed, der er ejendommelig for enhver stat, "ikke mere umiddelbart falder sammen med" en bevæbnet befolkning, med befolkningens "selvvirkende bevæbnede organisation".
Som alle store revolutionære tænkere søger Engels at lede de klassebevidste arbejderes opmærksomhed hen på netop det, der forekommer de toneangivende spidsborgere at være mindst bemærkelsesværdigt, mest tilvant, og som forekommer dem helligt på grund af fordomme, som ikke alene er rodfæstede, men forstenede, kan man sige. Den stående hær og politiet er statsmagtens hovedvåben, men – kan det da være anderledes?
For det uhyre flertal af europæere ved slutningen af det 19. århundrede, som Engels netop henvendte sig til, og som ikke selv havde oplevet eller på nært hold iagttaget en eneste stor revolution, så det ud, som om det ikke kunne være anderledes. For dem er det fuldstændig uforståeligt, hvad "befolkningens selvvirkende bevæbnede organisation" er for noget. På spørgsmålet om, hvorfor det er blevet nødvendigt at have særlige formationer af bevæbnede mennesker (politi, stående hær), der står over samfundet og fjerner sig fra det, er den vesteuropæiske og russiske filister tilbøjelig til at svare med et par fraser, han har lånt hos Spencer eller Mikhailovskij, idet han henviser til, at det offentlige liv er blevet mere kompliceret, at funktionerne differentieres og lignende.
En sådan henvisning ser "videnskabelig" ud og er velegnet til at dysse spidsborgeren i søvn, idet den tilslører det vigtigste og grundlæggende: samfundets spaltning i klasser, der står uforsonlig fjendtligt over for hinanden.
Hvis der ikke eksisterede en sådan spaltning, ville "befolkningens selvvirkende bevæbnede organisation" adskille sig fra den primitive organisation, der består hos en flok kæppebevæbnede aber eller hos urmenneskene eller i klansamfundet, ved sin komplicerede opbygning, sin tekniks højde osv., men en sådan organisation ville dog være mulig.
Den er umulig, fordi det civiliserede samfund er splittet i fjendtlige og oven i købet uforsonlig fjendtlige klasser, hvis "selvvirkende" bevæbning ville føre til en væbnet indbyrdes kamp. Staten opstår, der skabes en særlig magt, der dannes særlige formationer af bevæbnede mennesker, og enhver revolution, der ødelægger statsapparatet, viser os den utilslørede klassekamp, viser os tydeligt, hvorledes den herskende klasse bestræber sig for igen at skabe særlige formationer af bevæbnede mennesker, der står i dens tjeneste, og hvorledes den undertrykte klasse tragter efter at skabe en ny organisation af denne art, der er i stand til at tjene ikke udbytterne, men de udbyttede.
I den anførte betragtning stiller Engels teoretisk det samme spørgsmål, som enhver stor revolution stiller os praktisk, anskueligt og tilmed i en masseaktions målestok, nemlig spørgsmålet om vekselforholdet mellem de "særlige" formationer af bevæbnede mennesker og "befolkningens selvvirkende bevæbnede organisation". Vi skal se, hvilke konkrete illustrationer til dette spørgsmål erfaringerne fra de europæiske og de russiske revolutioner har givet.
Men lad os vende tilbage til Engels' fremstilling.
Han henviser til, at denne offentlige myndighed undertiden, f. eks. hist og her i Nordamerika, er svag (det drejer sig om en for det kapitalistiske samfund sjælden undtagelse og om de dele af Nordamerika, hvor den frie kolonist var fremherskende i landets før-imperialistiske periode), men at den i al almindelighed bliver stærkere:
"Men den offentlige magt bliver stærkere i samme grad, som klassemodsætningerne inden for staten skærpes, og som staterne, der sætter grænser for hinanden, bliver større og tættere befolket - se blot på vore dages Europa, hvor klassekamp og erobringskonkurrence har skruet den offentlige magt op til en højde, hvor den truer med at opsluge hele samfundet, ja, selv staten ..." (5)
Dette blev skrevet så tidligt som i begyndelsen af 90'erne i forrige århundrede. Engels' sidste forord er dateret 16. juni 1891. Dengang var overgangen til imperialismen opfattet både i betydningen: trusternes fuldstændige herredømme, og i betydningen: kæmpebankernes almagt, samt i betydningen: storslået kolonipolitik osv. – først lige begyndt i Frankrig, og endnu svagere var den i Nordamerika og Tyskland. Siden da har "erobringskonkurrencen" gjort gigantiske fremskridt, så meget mere som jordkloden ved begyndelsen af det 20. århundredes andet tiår definitivt var blevet opdelt mellem disse "konkurrerende erobrere", dvs. de store røverstater. Rustningerne til vands og til lands er siden da vokset utroligt, og røverkrigen 1914-1917 om, hvem der skulle beherske verden: England eller Tyskland, og om, hvordan byttet skulle deles, har drevet den røveriske statsmagts "opslugen" af alle samfundskræfter frem til en fuldstændig katastrofe.
Engels kunne allerede i 1891 pege på "erobringskonkurrencen" som et af de vigtigste kendetegn på stormagternes udenrigspolitik, mens de socialchauvinistiske slyngler i årene 1914 -1917, da netop denne yderst skærpede konkurrence havde fremkaldt den imperialistiske krig, tilslører forsvaret for "deres" bourgeoisis røverinteresser med fraser om "fædrelandsforsvar", om "forsvar for republikken og revolutionen" osv.
Til opretholdelse af en særlig, over samfundet stående offentlig myndighed er skatter og statsgæld nødvendige.
"Som indehavere af den offentlige magt og retten til skatteopkrævning," skriver Engels, "står embedsmændene nu som samfundets organer over samfundet. Den frie agtelse, der villigt blev ydet gensforfatningens organer, er dem ikke nok, selv om de kunne opnå den ..." Der skabes særlige love for at gøre embedsmændene hellige og ukrænkelige. "Den mest lurvede politibetjent ... har mere 'autoritet' end alle genssamfundets organer tilsammen, men civilisationens mægtigste fyrste og største statsmand eller feltherre kan misunde den ringeste gensforstander (6) den frivillige og ubestridte agtelse, som blev ham til del."
Her rejses spørgsmålet om embedsmændenes privilegerede stilling som statsmagtens organer. Det grundlæggende er: hvad er det, der stiller dem over samfundet? Vi vil få at se, hvordan dette teoretiske spørgsmål blev løst i praksis af Pariserkommunen i 1871 og tilsløret reaktionært af Kautsky i 1912.
"Da staten er opstået af trangen til at holde klassemodsætningerne i tømme, da den imidlertid samtidig er opstået midt i konflikten mellem disse klasser, så er den i reglen den mægtigste, den økonomisk herskende klasses stat, og denne klasse bliver ved dens hjælp også den politisk herskende og får således nye midler til at underkue og udbytte den undertrykte klasse ..." Ikke blot den antikke stat og lensstaten var organer for udbytning af slaverne og de livegne, men også "den moderne repræsentationsstat er et redskab for kapitalens udbytning af lønarbejder. Undtagelsesvis forekommer der imidlertid perioder, i hvilke de kæmpende klasser er så nær ved at holde hinanden i ligevægt, at statsmagten som tilsyneladende mægler for en tid får en vis selvstændighed over for begge parter ..." (7) Således f.eks. enevælden i det 17. og 18. århundrede, bonapartismen under det første og andet kejserdømme i Frankrig og Bismarck i Tyskland.
Og således – tilføjer vi på egen hånd – Kerenskijs regering i det republikanske Rusland, efter den er gået over til at forfølge det revolutionære proletariat på et tidspunkt, da sovjetterne takket være de småborgerlige demokraters førerskab allerede er magtesløse, og bourgeoisiet endnu ikke er tilstrækkelig stærkt til ligefrem at jage dem fra hinanden.
I den demokratiske republik – fortsætter Engels, "udøver rigdommen sin magt indirekte, men så meget sikrere," nemlig for det første ved "direkte embedsmandskorruption" (Amerika) og for det andet ved "alliancen mellem regering og børs" (Frankrig og Amerika). (8)
I dag har imperialismen og bankernes herredømme "udviklet" disse to metoder, ved hvis hjælp man kan forfægte og virkeliggøre rigdommens almagt i en hvilken som helst demokratisk republik, til en usædvanlig kunst. Da for eksempel hr. Paltjinskij allerede i den demokratiske republiks første måneder i Rusland – så at sige da det unge ægteskab mellem "socialisterne" (de socialrevolutionære og mensjevikkerne) og bourgeoisiet fejrede sine hvedebrødsdage – i koalitionsregeringen saboterede alle de forholdsregler, der skulle holde kapitalisterne, deres rovgriskhed og deres udplyndring af statskassen ved hærleverancer i tømme, og da så hr. Paltjinskij trådte ud af ministeriet (hvor han selvfølgelig blev erstattet af en anden hr. Paltjinskij, der var nøjagtig ligesådan), blev han af kapitalisterne "belønnet" med et lille ben, der indbragte 120.000 rubler om året – hvad kalder man så det? Direkte bestikkelse eller indirekte? Alliance mellem regeringen og syndikaterne eller "kun" venskabelige forbindelser? Hvilken rolle spillede d'herrer Tjernov og Tsereteli, Avksentjev og Skobelev? Er de "direkte" i forbund med de millionærer, der bestjæler statskassen, eller blot indirekte?
"Rigdommen"s almagt er også af den grund sikrere i den demokratiske republik, at den ikke er afhængig af den politiske mekanismes enkelte mangler, af en dårlig politisk skal om kapitalismen. Den demokratiske republik er den bedste politiske skal om kapitalismen, der kan tænkes, og derfor bygger kapitalen, efter at den (ved hjælp af Paltjinskij, Tjernov, Tsereteli og co.) har sat sig i besiddelse af denne bedste skal, sin magt på en så fast og sikker grund, at ingen vekslen hverken af personerne eller institutionerne eller partierne i den borgerlige demokratiske republik kan få denne magt til at vakle.
Det må endvidere fremhæves, at Engels med den største bestemthed betegner den almindelige stemmeret som et redskab for bourgeoisiets herredømme. "Den almindelige stemmeret," siger han, idet han tydeligt nok støtter sig på det tyske socialdemokratis mangeårige erfaringer, "er en målestok for arbejderklassens modenhed. Mere kan og vil den aldrig blive i den nuværende stat." (8a)
Småborgerlige demokrater som vore socialrevolutionære og mensjevikker og også deres tvillingbrødre, alle socialchauvinisterne og opportunisterne i Vesteuropa, venter sig netop "mere" af den almindelige valgret. De deler selv den forkerte opfattelse og søger at få folket til at tro på den, at den almindelige valgret "i den nuværende stat" er i stand til virkelig at give udtryk for, hvad den arbejdende befolknings flertal vil, og at sikre, at denne vilje gennemføres.
Vi kan her kun fastslå denne forkerte opfattelse, kun henvise til, at Engels' fuldkommen klare, nøjagtige og konkrete udtalelse hvert øjeblik forvanskes i de "officielle" (dvs. opportunistiske) socialistiske partiers propaganda og agitation. En udførlig klarlæggelse af, hvor forløjet hele denne opfattelse er, som Engels her forkaster, følger nedenfor i vor videre fremstilling al Marx' og Engels' synspunkter om den "nuværende" stat.
I sit mest populære værk sammenfatter Engels sine synspunkter i følgende ord:
"Staten har altså ikke eksisteret evigt. Der har eksisteret samfund, der klarede sig uden den, der ikke havde nogen anelse om stat og statsmagt. På et bestemt trin i den økonomiske udvikling, der nødvendigvis var forbundet med samfundets spaltning i klasser, blev staten på grund af denne spaltning en nødvendighed. Vi nærmer os nu med raske skridt et udviklingstrin i produktionen, hvor disse klassers tilstedeværelse ikke alene er holdt op med at være en nødvendighed, men bliver til en positiv hindring for produktionen. De vil falde bort, lige så uundgåeligt som de tidligere er opstået. Sammen med dem falder staten uundgåeligt. Det samfund, der nyorganiserer produktionen på grundlag af fri og lige forbindelser mellem producenterne, anbringer hele statsapparatet dér, hvor det så vil høre hjemme: på museet for oldsager, ved siden af spinderokken og bronzeøksen." (9)
Det er ikke ofte, man møder dette citat i det nuværende socialdemokratis propaganda- og agitationslitteratur. Men selv når man støder på dette citat, betyder det i reglen kun et ærbødigt buk som foran et helgenbillede, dvs. det er en officiel tilkendegivelse af den ærbødighed, man nærer for Engels, uden noget forsøg på at begribe, hvilken dybtgående og vidtfavnende revolution denne "anbringelse af hele statsapparatet på museet for oldsager" forudsætter.
Man finder for det meste ikke engang forståelse af det, Engels betegner som statsapparat.
Engels' ord om statens "bortdøen" er så velkendte, de citeres så ofte og viser så udpræget, hvori den gængse forfalskning af marxismen til opportunisme består, at det er nødvendigt indgående at beskæftige sig med dem. Vi citerer hele den passus, hvorfra de er taget:
"Proletariatet sætter sig i besiddelse af statsmagten og forvandler først produktionsmidlerne til statsejendom. Men dermed ophæver det sig selv som proletariat, dermed ophæver det alle klasseforskelle og klassemodsætninger, og dermed også staten som stat. Det hidtidige samfund, der bevægede sig inden for klassemodsætninger, havde brug for staten, dvs. en organisation af vedkommende udbyttende klasse til opretholdelse af sine ydre produktionsbetingelser, altså navnlig til med magt at holde den udbyttede klasse nede i den form for undertrykkelse (slaveri, livegenskab eller stavnsbånd, lønarbejde), som den bestående produktionsmåde betingede. Staten var hele samfundets officielle repræsentant, dets sammenfatning i et synligt organ, men den var det kun, for så vidt den var den klasses stat, som på sin tid selv repræsenterede hele samfundet: i oldtiden var den de slaveejende statsborgeres stat, i middelalderen lensadelens, i vor tid bourgeoisiets. Idet den endelig faktisk bliver hele samfundets repræsentant, gør den sig selv overflødig. Så snart der ikke mere findes nogen samfundsklasse, der skal holdes nede, så snart klasseherredømmet er fjernet og den kamp for den enkeltes eksistens afskaffet, som opstår på grund af det hidtidige anarki i produktionen, og altså de sammenstød og udskejelser, der udspringer heraf, er der ikke mere noget, der skal undertrykkes, og som kunne nødvendiggøre en særlig undertrykkelsesmagt, en stat. Den første handling, under hvilken staten virkelig optræder som repræsentant for hele samfundet – overtagelsen af produktionsmidlerne i samfundets navn – er samtidig dens sidste selvstændige handling som stat. Statsmagtens indgriben i samfundsforholdene bliver overflødig på det ene område efter det andet og sover så hen af sig selv. I stedet for hersken over personer træder nu forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser. Staten bliver ikke 'afskaffet', den dør bort. I forhold hertil må man måle frasen om den 'fri folkestat', altså både med hensyn til dens tidsbegrænsede agitatoriske berettigelse og med hensyn til dens endelige videnskabelige utilstrækkelighed, det samme gælder de såkaldte anarkisters krav om, at staten skal afskaffes fra den ene dag til den anden." (Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft, 3. oplag, s. 301-303.) (10)
Man kan uden fare for fejltagelser sige, at af denne overmåde tankerige betragtning af Engels har den socialistiske tænkning i de moderne socialistiske partier i virkeligheden kun tilegnet sig dét, at staten ifølge Marx "dør bort", i modsætning til den anarkistiske lære om statens "afskaffelse". At tilstudse marxismen på den måde er det samme som at reducere den til opportunisme, for ved en sådan "fortolkning" bliver kun den dunkle forestilling om en langsom, jævn, gradvis forandring tilbage, uden spring og storme, uden revolution. Statens "bortdøen" efter den gængse, almindeligt udbredte opfattelse, efter masseopfattelsen, om man så må sige, betyder utvivlsomt en tilsløring, hvis det ikke slet og ret er en fornægtelse af revolutionen.
Imidlertid er en sådan "fortolkning" den groveste forvanskning af marxismen, som kun bourgeoisiet har fordel af, og som teoretisk beror på, at man ikke tager hensyn til de vigtigste omstændigheder og overvejelser, som der f.eks. henvises til i den sammenfattende betragtning af Engels, som vi lige har citeret i sin helhed.
For det første: straks i begyndelsen af denne betragtning siger Engels, at proletariatet, der sætter sig i besiddelse al statsmagten, "dermed ophæver staten som stat". Det er ikke "skik og brug" at tænke over, hvad det betyder. I almindelighed ignoreres det enten fuldstændigt eller anses for en slags "hegeliansk" "svaghed" hos Engels. I virkeligheden er erfaringerne fra en af de største proletariske revolutioner, erfaringerne fra Pariserkommunen 1871, kort udtrykt i disse ord, herom vil der blive talt mere udførligt andetsteds. Faktisk taler Engels her om, at den proletariske revolution "ophæver" bourgeoisiets stat, hvorimod ordene om statens bortdøen sigter til resterne af den proletariske statsorganisme efter den socialistiske revolution. Den borgerlige stat "dør" ifølge Engels ikke "bort", men tilintetgøres af proletariatet under revolutionen. Efter denne revolution dør den proletariske stat eller halvstat bort.
For det andet: staten er "en særlig undertrykkelsesmagt". Engels giver her denne glimrende og yderst dybe definition så klart som overhovedet muligt. Men deraf følger, at bourgeoisiets "særlige undertrykkelsesmagt", ved hvis hjælp en håndfuld rige folk undertrykker proletariatet og millioner af arbejdende, må erstattes af proletariatets "særlige undertrykkelsesmagt" til undertegnelse af bourgeoisiet (proletariatets diktatur). Heri består netop "ophævelsen af staten som stat". Heri består netop den "handling", der hedder "overtagelse af produktionsmidlerne i samfundets navn". Og det er uden videre klart, at et sådant skifte, hvorved den ene (borgerlige) "særlige undertrykkelsesmagt" afløses af den anden (proletariske) "særlige undertrykkelsesmagt", under ingen omstændigheder kan ske som en "bortdøen" af staten.
For det tredje: udtrykket at "dø bort" og – endnu mere plastisk og farverigt – at "sove hen" bruger Engels ganske klart og bestemt om epoken efter statens "overtagelse af produktionsmidlerne i samfundets navn", dvs. efter den socialistiske revolution. Vi ved alle, at "staten"s politiske form til den tid er det mest gennemførte demokrati. Men ikke én af opportunisterne, der skamløst forvansker marxismen, kommer i tanker om, at det altså her hos Engels drejer sig om, at demokratiet "sover hen" og "dør bort". Det ser ved første øjekast meget mærkeligt ud. Men "uforståeligt" bliver det kun for den, der ikke har overvejet, at demokratiet også er en stat, og at følgelig også demokratiet vil forsvinde, så snart staten forsvinder. Den borgerlige stat kan kun revolutionen "tilintetgøre". Staten overhovedet, dvs. det mest fuldkomne demokrati, kan kun "dø bort".
For det fjerde: efter at Engels har opstillet sin berømte tese: "Staten dør bort", oplyser han straks konkret, at denne tese er rettet både mod opportunisterne og mod anarkisterne. Tilmed står den konklusion ud fra tesen om "statens bortdøen", der er rettet imod opportunisterne, først hos Engels.
Man kan vædde på, at af 10.000 mennesker, der har læst eller hørt om statens "bortdøen", ved de 9.990 overhovedet ikke, eller kan ikke huske, at det ikke alene er mod anarkisterne, Engels har rettet sine konklusioner ud fra denne tese. Og af de øvrige 10 mennesker ved de 9 sikkert ikke, hvad den "fri folkestat" var, og hvorfor angrebet på denne parole indeholder et angreb på opportunisterne. Således skriver man historie! Således tilpasses den store revolutionære lære umærkeligt efter det herskende filisteri. Den konklusion, der er rettet mod anarkisterne, blev gentaget og forfladiget tusinder af gange og banket ind i hovedet på folk i sin allersimpleste skikkelse og sad efterhånden lige så fast som en fordom. Men den konklusion, der var rettet imod opportunisterne, blev tilsløret og "glemt"!
Den "fri folkestat" var et programkrav og en gængs parole, som de tyske socialdemokrater havde opstillet i 70'erne. Noget som helst politisk indhold, bortset fra en spidsborgerlig, svulstig omskrivning af begrebet demokrati, har denne parole ikke. For så vidt man derved legalt antydede den demokratiske republik, var Engels rede til "for en tid" at lade denne paroles "berettigelse" gælde af agitatoriske grunde. Denne parole var imidlertid opportunistisk, for den gav ikke blot udtryk for en besmykkelse af det borgerlige demokrati, men også for, at man underkendte den socialistiske kritik af en hvilken som helst stat overhovedet. Vi er for den demokratiske republik som den statsform, der er den bedste for proletariatet under kapitalismen, men vi må ikke glemme, at selv i den mest demokratiske borgerlige republik er lønslaveri folkets lod. Endvidere: enhver stat er "en særlig undertrykkelsesmagt" mod den undertrykte klasse. Derfor er enhver stat ikke nogen fri stat og ikke nogen folkestat. Marx og Engels har i 70'erne gentagne gange forklaret deres partifæller dette.
For det femte: i det samme værk af Engels, der indeholder den betragtning om statens bortdøen, som alle husker, findes der også en redegørelse for den med magt gennemførte revolutions betydning. Den historiske vurdering af dens rolle bliver hos Engels til en sand lovsang over revolutionen med magt. Det er der "ingen, der husker på", i de nuværende socialistiske partier er det ikke skik og brug at tale om denne tankes betydning, ja, ikke engang at tænke over den, i den daglige propaganda og agitation blandt masserne spiller disse tanker ingen rolle. Imidlertid er de og statens "bortdøen" uløseligt forbundne til et harmonisk hele.
Her er Engels' redegørelse:
"... Men at magt også spiller en anden rolle" (end den at være det ondes udøver) "i historien, en revolutionær rolle, at den med Marx' ord er fødselshjælperske for ethvert gammelt samfund, der går svanger med et nyt, at den er det redskab, ved hvis hjælp den sociale bevægelse baner sig vej og sønderbryder stivnede, døde politiske former derom findes der ikke et ord hos hr. Dühring. Kun under sukken og stønnen indrømmer han den mulighed, at det måske kunne blive nødvendigt at bruge magt for at styrte udbyttersystemet – desværre! Thi enhver magtanvendelse vil nok demoralisere den, der anvender den. Og dette siges på trods af det mægtige moralske og åndelige opsving, der har været følgen af enhver sejrrig revolution! Og tilmed i Tyskland, hvor et magtsammenstød, der jo kan blive påtvunget folket, i det mindste ville have den fordel at udrydde det trællesind, der gennem Trediveårskrigens (11) fornedrelse er trængt ind i den nationale bevidsthed. Og denne matte præstetankegang uden saft og kraft vil mase sig ind i det mest revolutionære parti, historien kender!" (3. tyske oplag, slutningen af 2. afsnits 4. kapitel, s. 193.) (12)
Hvordan kan denne lovprisning af revolutionen med magt, som Engels fra 1878 til 1894, dvs. indtil sin død, hårdnakket foreholder de tyske socialdemokrater, hvordan kan den forenes med teorien om statens "bortdøen" i én og samme lære?
I almindelighed forener man begge dele ved hjælp af eklekticisme, idet man idéløst eller sofistisk trækker snart den ene, snart den anden betragtning frem, vilkårligt (eller for at tækkes magthaverne), hvorved netop statens "bortdøen" bliver skudt i forgrunden i 99 af 100 tilfælde, om ikke endnu oftere. Dialektikken erstattes med eklekticisme, dette er et ganske almindeligt og udbredt fænomen i vore dages officielle socialdemokratiske litteratur med hensyn til marxismen. Den slags surrogater er naturligvis ikke noget nyt, det kunne iagttages selv i den klassiske græske filosofis historie. Når man vil forfalske marxismen til opportunisme, er det lettest at føre masserne bag lyset ved at lade eklekticisme erstatte dialektikken, derved tilfredsstilles tilsyneladende alle krav, der bliver tilsyneladende taget hensyn til alle processens sider, alle udviklingstendenser, alle modstridende indflydelser osv., mens det i virkeligheden ikke giver nogen samlet og revolutionær forståelse af samfundets udviklingsproces.
Vi har allerede ovenfor sagt og vil i det følgende mere udførligt vise, at Marx' og Engels' lære om uundgåeligheden af en revolution med magt tager sigte på den borgerlige stat. Denne kan ikke afløses af den proletariske stat (proletariatets diktatur) ved en "bortdøen", men – det er den almindelige regel – kun ved en revolution med magt. Den lovsang, som Engels synger over revolutionen med magt, og som nøje svarer til Marx' mangfoldige erklæringer (lad os huske på slutningen af Filosofiens Elendighed (13) og Det Kommunistiske Manifest (14), med den stolte, åbne erklæring om uundgåeligheden af en revolution med magt, lad os huske på kritikken af Gotha-programmet (15) fra 1875, næsten 30 år senere, hvor Marx uden skånsel gennemhegler dette programs opportunisme) – denne lovsang er absolut ikke noget "sværmeri", absolut ingen deklamation, ingen polemisk flothed. Nødvendigheden af systematisk at opdrage masserne til at se sådan og netop sådan på revolution med magt ligger til grund for hele Marx' og Engels' lære. Det forræderi, som den nu herskende socialchauvinistiske og kautskyanske strømning har begået mod deres lære, kommer særlig plastisk til udtryk i, at begge retninger i lige grad har glemt en sådan propaganda, en sådan agitation.
At erstatte den borgerlige stat med den proletariske er ikke muligt uden revolution med magt. At afskaffe den proletariske stat, dvs. afskaffe enhver stat overhovedet, er ikke muligt på anden måde end ved statens "bortdøen".
En udførlig og konkret udvikling af disse anskuelser har Marx og Engels givet ved at studere hver enkelt revolutionær situation og analysere den lære, som hver enkelt revolutions erfaringer har bragt os. Vi går nu over til denne afgjort vigtigste del af deres lære.
1. Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, København 1973, bd. II, s. 317.
2.
Socialrevolutionære – (SR'er) – et russisk
småborgerligt parti, der opstod 1901-02 gennem en forening
af forskellige narodnik-kredse.
Narodnikkerne (1861 ff.), en dels revolutionær, dels liberal demokratisk bevægelse, hvis taktiske hovedmiddel mod tsardømmet var Individuel terror udført af konspirative grupper. Nogle narodnikiske grupper gik ind for propaganda ude i folket (russ.: narod). De satte deres lid til bøndernes demokratiske muligheder.
Under 1. verdenskrig gik de fleste SR'er ind for Ruslands krigsdeltagelse. Efter den borgerlig-demokratiske revolution i 1917 blev de socialrevolutionære sammen med mensjevikkerne den provisoriske regerings væsentligste støtte. Partiets ministre i regeringen var med til at sende straffekolonner mod de bønder, som havde taget godsejernes jord i besiddelse. Under oktoberrevolutionen gik partiet over på kontrarevolutionens side og isoleredes fra den revolutionære befolkning.
I november 1917 dannede en venstrefløj af partiet et selvstændigt parti: de venstre-socialrevolutionære. Formelt anerkendte dette parti det sovjetiske styre og samarbejdede med bolsjevikkerne; men under interventionskrigene og borgerkrigen støttede partiet de udenlandske magter og den indre kontrarevolution.
3. Mensjevikker. Om mensjevikker og bolsjevikker, se note 62 om det russiske socialdemokratis 2. kongres.
4. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 317-318.
5. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 318.
6. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 318-319.
7. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 319.
8. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 320.
8a. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 320.
9. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 321.
10. Marx/Engels: Werke, bd. 20, s. 261-262 (Dietz Verlag, Berlin, 1973).
11. Trediveårskrigen (1618-1648) – begyndte som de tyske lensfyrsters kamp mod kejseren. Senere blev imidlertid de fleste europæiske lande deltagere i krigen som et udtryk for skærpede modsætningsforhold mellem forskellige stater. Udadtil tog krigen form som en kamp mellem katolikker og protestanter.
12. Marx/Engels: Werke, bd. 20, s. 171.
13. Karl Marx: Den Tyske Ideologi – Filosofiens Elendighed, Forlaget Rhodos, København, 1974.
14. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 19-59.
15. Gotha-programmet – det tyske socialdemokratis program, vedtaget på kongressen i Gotha 1875. Marx: Kritik af Gotha-programmet, se Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 7-42 og artikelsamlingen Kritik af Gotha-programmet (Forlaget Tiden 1976).