Staten og Revolutionen af Vladimir Lenin (1917)
1. Om Boligspørgsmålet
2. Polemik mod anarkisterne
3. Et brev til Bebel
4. Kritik af udkastet til Erfurt-programmet
5. Engels' indledning fra 1891 til Marx' Borgerkrigen
6. Engels om demokratiets overvindelse
Noter
Marx leverede grundlaget for bedømmelsen af den betydning, Kommunens erfaringer havde. Engels er gentagne gange vendt tilbage til samme emne, har gjort rede for Marx' analyse og følgeslutninger og undertiden med en sådan kraft og anskuelighed belyst andre sider af spørgsmålet, at man må tage disse redegørelser op til særlig behandling.
I sin afhandling om boligspørgsmålet (1872) (35) Udnytter Engels allerede Kommunens erfaringer og kommer gentagne gange ind på revolutionens opgaver med hensyn til staten. Det er interessant på baggrund af et konkret emne på den ene side klart at få anskueliggjort de træk, hvor den proletariske og den nuværende stat opviser lighedspunkter – træk, der i begge tilfælde giver anledning til at komme ind på staten – og på den anden side de kendetegn, der viser forskellen, eller overgangen til statens ophævelse.
"Hvordan skal nu boligspørgsmålet løses? I det nuværende samfund løser man det akkurat, som man løser ethvert andet samfundsspørgsmål: ved at forskellen mellem efterspørgsel og tilbud efterhånden udlignes økonomisk, en løsning, der i sig selv stadig rejser spørgsmålet på ny, og altså ikke er nogen løsning. Hvordan en social revolution ville løse dette spørgsmål, afhænger ikke alene af de til enhver tid gældende omstændigheder, men hænger også sammen med langt mere vidtgående spørgsmål, blandt hvilke ophævelsen al modsætningen mellem by og land er et af de væsentligste. Da vi ikke skal opstille utopiske systemer om, hvordan det fremtidige samfund skal indrettes, ville det være mere end ørkesløst at komme ind på dette. Men så meget er sikkert, at der allerede nu findes tilstrækkelig mange beboelseshuse i de store byer til, at man ved rationel udnyttelse af dem straks kunne afhjælpe enhver virkelig 'bolignød'. Dette kan naturligvis kun ske ved, at man eksproprierer de nuværende ejere eller i deres huse indkvarterer arbejdere, der er hjemløse eller lever sammenstuvet i deres nuværende boliger, og så snart proletariatet har erobret den politiske magt, vil en sådan forholdsregel, der påbydes af almenvellet, lige så let lade sig gennemføre, som den nuværende stat gennemfører andre ekspropriationer og indkvarteringer." (Side 22 i den tyske udgave af 1887.) (36)
Her behandles ikke forandringen af statsmagtens form, kun indholdet af dens virksomhed klarlægges. Eksproprieringer og indkvarteringer sker netop efter den nuværende stats anordning. Den proletariske stat vil, formelt set, også "anordne" indkvarteringer og eksproprieringer af huse. Men det er klart, at det gamle forvaltningsapparat, den med bourgeoisiet forbundne embedsmandsstand, simpelt hen ville være uanvendelig til at gennemføre den proletariske stats anordninger.
"I øvrigt må det konstateres, at det arbejdende folks 'faktiske overtagelse' af samtlige arbejdsredskaber, af den samlede industri, er det stik modsatte af den proudhonistiske 'afløsning'. Ved den sidstnævnte bliver den enkelte arbejder ejer af boligen, bondegården, arbejdsredskabet, ved den førstnævnte bliver det 'arbejdende folk' fællesejer af husene, fabrikkerne og arbejdsredskaberne og vil næppe, i det mindste i en overgangstid, overlade brugen af dem til enkeltpersoner eller selskaber uden at få godtgørelse for omkostningerne. Ganske ligesom afskaffelsen af ejendomsretten til jorden ikke er det samme som afskaffelsen af jordrenten, men dens overdragelse til samfundet, om end i modificeret form. Det arbejdende folks faktiske overtagelse af samtlige arbejdsredskaber udelukker altså på ingen måde, at man beholder lejeforholdet." (Side 68.) (37)
Det i denne fremstilling berørte spørgsmål om det økonomiske grundlag for statens bortdøen vil vi behandle i det følgende kapitel. Engels udtrykker sig yderst forsigtigt, når han siger, at den proletariske stat "næppe" vil fordele boligerne uden vederlag, "i hvert fald i en overgangstid". Overdragelse af boliger, der tilhører folket, til enkelte familier mod et vederlag forudsætter også indkassering af disse penge, en vis kontrol og en eller anden art normering ved tildeling af boliger. Alt dette kræver en vis form for stat, men absolut ikke noget særligt militært og bureaukratisk apparat med embedspersoner i særlig privilegerede stillinger. Og overgangen til sådanne forhold, under hvilke det er muligt at afgive boligerne gratis, er sammenknyttet med statens fuldstændige "bortdøen".
Der, hvor Engels taler om, at blanquisterne efter Kommunen og under indflydelse af dens erfaringer er gået over til marxismens principielle standpunkt, formulerer han i forbigående dette standpunkt på følgende måde:
"... Nødvendigheden af proletariatets politiske aktion og dets diktatur som overgang til afskaffelsen af klasserne og dermed af staten ..." (Side 55.) (38)
Yndere af bogstavkritik eller borgerlige "bekæmpere af marxismen" kan måske finde en modsigelse mellem denne bekendelse til "statens afskaffelse" og forkastelsen af en formel som den anarkistiske i det tidligere anførte stykke af "Anti-Dühring". Det ville ikke forbavse, hvis opportunisterne også stemplede Engels som "anarkist" – det bliver jo stadig mere almindeligt, at socialchauvinisterne beskylder internationalisterne for anarkisme.
At der sammen med klassernes afskaffelse vil foregå en afskaffelse af staten, det har marxismen altid hævdet. Det almindelig kendte sted om "statens bortdøen" i Anti-Dühring bebrejder ikke simpelt hen anarkisterne, at de træder i skranken for statens afskaffelse, men at de prædiker, at man kan afskaffe staten "fra den ene dag til den anden".
Da den for tiden herskende "socialdemokratiske" doktrin fuldstændig forvansker marxismens stilling til anarkismen, hvad statens afskaffelse angår, er det særlig nyttigt at minde om en polemik, som Marx og Engels førte mod anarkisterne.
Denne polemik fandt sted i 1873. Marx og Engels skrev artikler mod proudhonisterne, "autonomisterne" eller de "antiautoritære", til en italiensk socialistisk årbog, og først i 1913 fremkom disse artikler i tysk oversættelse i Neue Zeit.
"Når arbejderklassens politiske kamp", skrev Marx, idet han hånede anarkisterne og deres afvisning af politik, "antager revolutionær form, når arbejderne sætter deres revolutionære diktatur i stedet for bourgeoisiets diktatur, så begår de den skrækkelige forbrydelse at krænke principperne, thi for at tilfredsstille deres ynkelige, profane daglige fornødenheder, for at bryde bourgeoisiets modstand, giver de staten en revolutionær og forbigående form i stedet for at nedlægge våbnene og afskaffe staten ..." (Neue Zeit, 1913-14, 32. årgang, bd. I, side 40.)
Det er udelukkende mod en sådan "afskaffelse" af staten, Marx vendte sig, da han gendrev anarkisternes påstande! Ingenlunde mod, at staten forsvinder sammen med klassernes forsvinden eller afskaffes sammen med klassernes afskaffelse, men mod, at arbejderne skal give afkald på anvendelse af våben, på den organiserede magt, det vil sige på staten, der skal tjene til "at bryde bourgeoisiets modstand".
Marx betoner med vilje – for at forebygge en forvanskning af det sande indhold af hans kamp mod anarkismen – den "revolutionære og forbigående form", den stat har, som proletariatet har brug for. Proletariatet har kun forbigående brug for staten. Vi er slet ikke uenige med anarkisterne, hvad målet, statens afskaffelse, angår. Vi påstår, at det, for at opnå dette mål, er nødvendigt midlertidigt at udnytte statsmagtens organer, midler og metoder imod udbytterne, ligesom den undertrykte klasses forbigående diktatur er nødvendigt til ophævelse af klasserne. Marx vælger at stille problemet op så skarpt og klart som muligt mod anarkisterne: skal arbejderne "nedlægge våbnene", når de afkaster kapitalisternes åg, eller skal de, for at bryde kapitalisternes modstand, benytte disse våben imod dem? Men den ene klasses systematiske udnyttelse af våben mod en anden klasse, hvad er det da andet end en "forbigående form" for stat?
Lad enhver socialdemokrat spørge sig selv, om han i sin polemik mod anarkisterne har stillet spørgsmålet om staten således? – om det overvejende flertal af de officielle socialistiske partier i II Internationale har stillet dette spørgsmål således?
Engels udvikler de samme tanker endnu mere udførligt og populært. Først spotter han begrebsforvirringen hos de proudhonister, der kaldte sig selv "antiautoritære", dvs. forkastede enhver autoritet, enhver underordning, enhver magt. Lad os tage en fabrik, en jernbane, et skib i rum sø, siger Engels, er det så ikke klart, at uden en vis underordning, altså uden en vis autoritet eller magt kan ikke ét af disse komplicerede tekniske foretagender, der beror på anvendelse af maskiner og mange personers planmæssige samarbejde, fungere?
"...Når jeg", skriver Engels, "stiller disse argumenter op mod de mest rasende antiautoritære, kan de kun give mig følgende svar: Ja! Det er sandt, men det drejer sig her ikke om den autoritet, vi tildeler de delegerede, men om et hverv. Disse folk tror, at de kan forandre en sag, når de forandrer dens navn ..." (39)
Efter at Engels således har vist, at autoritet og autonomi er relative begreber, at deres anvendelsesområde forandrer sig med samfundsudviklingens forskellige faser, at det er meningsløst at anse dem for noget absolut, og efter at han har tilføjet, at maskinernes og storproduktionens anvendelsesområde stadig udvides, forlader han de almindelige betragtninger over begrebet autoritet og går over til spørgsmålet om staten.
"Hvis autonomisterne", skriver han, "havde nøjedes med at sige, at fremtidens sociale organisation kun vil anerkende autoriteten inden for de grænser, der uundgåeligt bliver trukket af produktionsforholdene, så kunne man være nået til en forståelse med dem, men de er blinde for alle de kendsgerninger, der gør autoriteten nødvendig, og kæmper lidenskabeligt mod dette ord.
Hvorfor indskrænker de antiautoritære sig ikke til at skrige op mod den politiske autoritet, mod staten? Alle socialister er indforstået med, at staten og dermed den politiske autoritet vil forsvinde som følge af den kommende sociale revolution, dvs. at de offentlige funktioner vil miste deres politiske karakter og forvandles til simple administrative funktioner, der overvåger de sociale interesser. Men de antiautoritære kræver, at den politiske stat skal afskaffes med ét slag, endnu førend de sociale forhold, der har skabt den, er blevet afskaffet. De kræver, at den sociale revolutions første handling skal være autoritetens afskaffelse.
Har de nogen sinde set en revolution, disse herrer? En revolution er afgjort den mest autoritære sag, der findes, en handling, hvorved en del af befolkningen påtvinger den anden del sin vilje ved hjælp af geværer, bajonetter og kanoner - alt sammen såre autoritære midler, og det parti, der har sejret, må hævde sit herredømme ved hjælp af den skræk, som dets våben indgyder de reaktionære. Og hvis Pariserkommunen ikke havde betjent sig af et væbnet folks autoritet over for bourgeoisiet, mon den så havde hævdet sig mere end én dag? Kan vi ikke omvendt dadle, at den har betjent sig for lidt af den autoritet? Altså: enten – eller: enten véd de antiautoritære ikke selv, hvad de siger, og i så fald skaber de kun forvirring, eller de véd det, og i så fald forråder de proletariatets sag. I begge tilfælde tjener de kun reaktionen." (Side 39.) (40)
I denne betragtning er der rørt ved spørgsmål, der må betragtes i sammenhæng med emnet: forholdet mellem politik og økonomi under statens bortdøen (det følgende kapitel behandler dette emne). Det er den slags spørgsmål, der drejer sig om de offentlige funktioners forvandling fra politiske til simple administrative funktioner og om den "politiske stat". Dette sidste udtryk, der er særlig egnet til at fremkalde misforståelser, peger hen på statens bortdøen: den bortdøende stat kan man på et vist trin af dens bortdøen betegne som en upolitisk stat.
Mest bemærkelsesværdig er i denne betragtning atter den måde, hvorpå Engels stiller problemet op over for anarkisterne. Socialdemokraterne, der vil give sig ud for elever af Engels, har siden 1873 millioner af gange ligget i strid med anarkisterne, men netop ikke sådan, som marxister kan og skal kæmpe. Den anarkistiske forestilling om statens afskaffelse er forvirret og ikke revolutionær – således formulerer Engels problemet. Anarkisterne vil netop ikke se revolutionen i dens opståen og udvikling, i forbindelse med dens særlige opgaver med hensyn til magtanvendelse, autoritet, magt og stat.
Den sædvanlige kritik af anarkismen endte hos de nuværende socialdemokrater i den reneste småborgerlige banalitet: "Det er skam os, der anerkender staten, det gør anarkisterne ikke!" Naturligvis måtte noget så banalt virke frastødende på nogenlunde tænkende og revolutionære arbejdere. Engels siger noget andet: han betoner, at alle socialister er enige om, at staten vil forsvinde som følge af den socialistiske revolution. Han rejser derpå konkret spørgsmålet om revolutionen, netop det spørgsmål, som socialdemokraterne i almindelighed af opportunisme søger at komme udenom, og som de så at sige udelukkende overlader til anarkisterne at "bearbejde". Og idet Engels rejser dette spørgsmål, tager han tyren ved hornene: burde Pariserkommunen ikke have betjent sig mere af statens revolutionære magt, dvs. af det bevæbnede proletariat organiseret som herskende klasse?
Det herskende, officielle socialdemokrati har i almindelighed affærdiget spørgsmålet om proletariatets konkrete opgaver under revolutionen enten simpelt hen med små filistervittigheder eller i bedste fald med den undvigende sofistiske talemåde: "Det vil vi få at se til den tid." Og anarkisterne fik ret til at sige til et sådant socialdemokrati, at det forrådte sin opgave, at opdrage arbejderne revolutionært. Engels udnytter netop den sidste proletariske revolutions erfaringer til et ganske konkret studium af spørgsmålet om, hvad proletariatet bør gøre både med bankerne og med staten, og hvordan det skal gøre det.
En af de mest bemærkelsesværdige, om ikke den mest bernærkelsesværdige betragtning over staten i Marx' og Engels' værker, er følgende sted i et brev fra Engels til Bebel af 18.-28. marts 1875. (41) Dette brev er, i parentes bemærket, så vidt vi véd, for første gang blevet offentliggjort af Bebel i 2. bind af hans erindringer Aus meinem Leben, der udkom 1911, dvs. 36 år efter, at det var skrevet og afsendt.
Engels kritiserede det samme udkast til Gotha-programmet, som også Marx kritiserede i sit berømte brev til Bracke, og skrev specielt med hensyn til spørgsmålet om staten følgende til Bebel:
"... Den frie folkestat er blevet forvandlet til den frie stat. I grammatisk forstand er en fri stat en stat, der står frit over for sine borgere, altså en stat med despotisk regering. Man skulle holde op med al den snak om staten, især efter Kommunen, der allerede ikke mere var nogen stat i egentlig forstand. Anarkisterne har til overmål revet os 'folkestaten' i næsen, skønt allerede Marx' skrift mod Proudhon og senere Det Kommunistiske Manifest direkte siger, at staten med indførelse af den socialistiske samfundsordning opløser sig selv (sich auflöst) og forsvinder. Da 'staten' nu alligevel er en forbigående indretning, som man betjener sig af i kampen, i revolutionen, for med magt at holde sin modstander nede, så er det det rene vrøvl at tale om den 'frie folkestat', så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihedens interesse, men for at holde sine modstandere nede, og så snart der kan være tale om frihed, hører staten som sådan op med at bestå. Vi ville derfor foreslå, at man overalt i stedet for 'stat' satte 'fællesskab' (Gemeinwesen), et godt, gammelt tysk ord, der meget godt svarer til det franske 'kommune'." (Side 321 og 322 i den tyske udgave.)
Man må holde sig for øje, at dette brev sigter til partiprogrammet, som Marx kun få uger senere kritiserede i et brev dateret 5. maj 1875, og at Engels dengang opholdt sig sammen med Marx i London. Når Engels altså i sidste sætning siger "vi", så anbefaler han utvivlsomt i eget og Marx' navn det tyske arbejderpartis førere at slette ordet "stat" i programmet og erstatte det med ordet "fællesskab".
Hvilket hyl om "anarkisme" ville ikke være opløftet af høvdingene over den nuværende "marxisme", der er tilberedt til brug for opportunisterne, hvis man havde foreslået dem en sådan forbedring af programmet!
Lad dem kun hyle. Det vil bourgeoisiet rose dem for.
Men vi vil fortsætte vort værk. Ved revisionen af vort partiprogram må man ubetinget tage hensyn til Marx' og Engels' råd, for at komme sandheden nærmere, for at rekonstruere marxismen ved at rense den for forvanskningerne, for at give arbejderklassens kamp for sin frigørelse en mere sikker retning. Blandt bolsjevikkerne vil der sikkert ikke findes nogen modstander af Engels' og Marx' råd. Kun terminologien kan måske volde vanskelighed. På tysk har man to ord: "Gemeinde" og "Gemeinwesen", af hvilke Engels valgte det, der ikke betyder den enkelte kommune, men betegner indbegrebet af kommuner, et system af kommuner. På russisk findes der ikke et sådant ord, og man må måske beslutte sig til at bruge det franske ord "kommune", skønt også denne betegnelse har sine mangler.
"Kommunen, der allerede ikke mere var nogen stat i egentlig forstand" – det er Engels' i højeste grad vigtige teoretiske påstand. Efter det, der er sagt ovenfor, er påstanden fuldstændig forståelig. Kommunen holdt op med at være stat, for så vidt som den ikke mere skulle holde befolkningens flertal, men mindretallet (udbytterne) nede, den borgerlige statsmaskine havde den sønderslået, i stedet for en særlig undertrykkelsesmagt optrådte selve befolkningen på scenen. Alt dette er afvigelser fra staten i egentlig forstand. Og hvis Kommunen havde slået fast rod, ville sporene af staten være "døet bort" i den af sig selv, den ville ikke have behøvet at "afskaffe" dens institutioner: de ville være holdt op med at fungere, efterhånden som de ikke havde mere at gøre.
"Anarkisterne har til overmål revet os 'folkestaten' i næsen," siger Engels, og mener i første linje Bakunin og hans angreb på de tyske socialdemokrater. Engels anerkender for så vidt berettigelsen af disse angreb, som "folkestaten" er præcis det samme vrøvl og præcis den samme afvigelse fra socialismen som den "frie folkestat". Engels anstrenger sig for at forbedre de tyske socialdemokraters kamp mod anarkisterne, at gøre denne kamp principielt rigtig, at rense den for opportunistiske fordomme med hensyn til "staten". Forgæves! Engels' brev lå i 36 år i en skrivebordsskuffe. Vi vil i det følgende få at se, at Kautsky også efter offentliggørelsen af dette brev hårdnakket gentager væsentlig de samme fejl, som Engels advarede imod.
Bebel svarede Engels i et brev dateret 21. september 1875, i hvilket han bl.a. skrev, at han var "fuldstændig enig" med Engels i dennes dom over programudkastet, og at han havde gjort Liebknecht bebrejdelser på grund af hans eftergivenhed (Bebel: Aus meinem Leben, 2. del, s. 334). Hvis man imidlertid tager Bebels pjece Vore Mål, så finder man deri fuldstændig fejlagtige betragtninger om staten:
"Staten skal forvandles fra en stat, der hviler på klasseherredømmet, til en 'folkestat'." (Unsere Ziele, udgaven af 1886, s. 14.)
Således står det at læse i det niende (niende!) oplag af Bebels pjece! Det er intet under, at en så hårdnakket gentagelse af de opportunistiske ræsonnementer om staten er gået det tyske socialdemokrati fuldstændig i blodet, navnlig da Engels' revolutionære forklaringer blev holdt skjult, og alle forhold i det daglige liv gennem lange tider "vænnede fra" at tænke på revolutionen.
Den kritik af udkastet til Erfurt-programmet, som Engels den 29. juni 1891 sendte til Kautsky, og som først 10 år senere blev offentliggjort i Neue Zeit, kan ikke forbigås, når man analyserer den marxistiske lære om staten, da den i hovedsagen netop var viet kritikken af socialdemokratiets opportunistiske anskuelser om statsordningen.
I forbigående skal det bemærkes, at Engels ligeledes fremkommer med en overordentlig værdifuld udtalelse om de økonomiske spørgsmål, som beviser, hvor opmærksomt og velovervejet han netop fulgte forandringerne i den moderne kapitalisme, og hvordan han netop derfor til en vis grad var i stand til at foregribe vor, den imperialistiske epokes opgaver. Her er denne udtalelse: om ordet "planløshed", der blev anvendt i programudkastet for at karakterisere kapitalismen, skriver Engels:
"... hvis vi fra aktieselskaberne går over til trusterne, der behersker og monopoliserer hele industrigrene, så hører ikke blot privatproduktionen, men også planløsheden op." (Neue Zeit, 20. årg. 1901-1902. s. 8.) (43)
Her har han fået fat i det grundlæggende i den teoretiske vurdering af den nyeste kapitalisme, dvs. imperialismen, nemlig det, at kapitalismen forvandles til en monopolistisk kapitalisme. Det sidste må særlig fremhæves, for den mest udbredte fejltagelse er den påstand, der er fremkommet fra borgerlig-reformistisk side, at den monopolistiske eller statsmonopolistiske kapitalisme ikke mere var kapitalisme, den kunne allerede betegnes som "statssocialisme" el. lign. En fuldstændig planmæssighed har trusterne naturligvis ikke medført, de medfører det ikke i dag og kan heller ikke medføre det. Men for så vidt de medfører planmæssighed, for så vidt kapitalmagnaterne i forvejen beregner produktionens omfang, regulerer den planmæssigt i national eller endog international målestok, så befinder vi os trods alt i kapitalismen, selv om det er i et nyt stadium, er det alligevel umiskendeligt et kapitalistisk stadium. Den "ringe afstand" fra en sådan kapitalisme til socialismen må for proletariatets virkelige repræsentanter være et argument for den socialistiske revolutions nærhed, lethed, gennemførlighed og uopsættelighed, men ingenlunde et argument for at forholde sig tolerant over for en forkastelse af denne revolution og over for den besmykkelse af kapitalismen, som alle reformister giver sig af med.
Men lad os vende tilbage til spørgsmålet om staten. Engels giver her tre særlig værdifulde fingerpeg: for det første om spørgsmålet republik, for det andet om sammenhængen mellem nationalitetsspørgsmålet og statsordningen, for det tredje om det lokale selvstyre.
Hvad republikken angår, så har Engels gjort den til tyngdepunktet i sin kritik af udkastet til Erfurt-programrnet. Og når vi husker på, hvilken betydning Erfurt-programmet har fået i hele det internationale socialdemokrati, at det er blevet til et mønster for hele II Internationale, så vil man uden overdrivelse kunne sige, at Engels her kritiserer hele II Internationales opportunisme.
"De politiske krav i udkastet har en stor fejl," skriver Engels. "Det, der egentlig skulle siges, står der ikke." (Fremhævet af Engels.) (44)
Derefter gøres rede for, at den tyske forfatning i grunden
er en kopi af den yderst reaktionære forfatning af 1850,
at rigsdagen kun er "enevældens figenblad", som
Wilhelm Liebknecht udtrykte sig, og at den tanke at ville gennemføre
"alle arbejdsmidlers forvandling til fælleseje"
på grundlag af denne forfatning og det småstatsuvæsen,
som den sanktionerer, og på grundlag af et forbund mellem
de tyske småstater, "ganske åbenbart er meningsløs".
"Men det er farligt at røre ved dette," tilføjer
Engels, der nøje véd, at man i Tyskland ikke legalt
kan rejse kravet om en republik i programmet. Men Engels slår
sig ikke ganske simpelt til ro med denne indlysende betragtning,
som "alle" er tilfreds med. Han fortsætter: "Og
alligevel må der tages fat på sagen på den ene
eller anden måde. Hvor nødvendigt det er, det beviser
netop nu den opportunisme, der er ved at gribe om sig i en stor
del af den socialdemokratiske presse. Af frygt for en fornyelse
af socialistloven, ihukommende allehånde overilede ytringer,
der blev fremsat, mens denne lov herskede, skal den nuværende
legale tilstand i Tyskland nu pludselig være tilstrækkelig
til, at partiet kan gennemføre alle sine krav ad fredelig
vej …" (45)
At de tyske socialdemokrater handlede af frygt for undtagelseslovens (46) genindførelse, denne fundamentale kendsgerning rykker Engels i forgrunden og betegner den uden omsvøb som opportunisme, netop fordi der i Tyskland ikke findes hverken republik eller frihed, erklærer han drømmen om en "fredelig" vej for fuldstændig meningsløs. Engels er forsigtig nok til ikke at binde sig til noget. Han anerkender, at man i republikker eller i lande med vidtgående frihed "kan forestille sig" (kun "forestille sig"!) en fredelig udvikling til socialismen, men, gentager han:
"... i Tyskland, hvor regeringen er næsten almægtig og rigsdagen og alle andre repræsentative organer uden virkelig magt – at proklamere noget sådant i Tyskland og endog uden at være tvunget til det, det betyder at tage absolutismens figenblad og binde det for sin egen nøgenhed." (47)
Det overvældende flertal af det tyske socialdemokratis officielle førere har da også faktisk tilsløret enevælden og lagt disse anvisninger ad acta.
". . . En sådan politik kan i det lange løb kun vildlede ens eget parti. Man skyder generelle, abstrakte politiske spørgsmål i forgrunden og skjuler dermed de nærmeste konkrete spørgsmål, de spørgsmål, der ved de første store begivenheder, ved den første politiske krise af sig selv vil komme til at stå på dagsordenen. Hvad andet kan der komme ud af det, end at partiet pludseligt, i det afgørende øjeblik er rådvildt, at der hersker uklarhed og uenighed om de mest afgørende punkter, fordi disse punkter aldrig er blevet diskuteret." (48)
"Det kan måske være 'ærligt' ment, at man glemmer de store hovedsynspunkter over dagens øjebliksinteresser, at man stræber og higer efter øjeblikkelige resultater, uden hensyn til de senere følger, at man prisgiver bevægelsens fremtid for bevægelsens nutids skyld – men det er og bliver opportunisme, og den 'ærlige' opportunisme er mdske den farligste af alle ..." (49)
"Hvis noget står fast, så er det, at vort parti og arbejderklassen kun kan komme til magten i form af den demokratiske republik. Dette er endog den specifikke form for proletariatets diktatur, hvad allerede den store franske revolution har vist ..." (50)
Engels gentager her i særlig plastisk form den grundtanke, der går som en rød tråd gennem alle Marx' værker, nemlig den, at en demokratisk republik er den nærmeste vej til proletariatets diktatur. For en sådan republik, der på ingen måde afskaffer kapitalens herredømme og dermed massernes undertrykkelse og klassekampen, fører uundgåeligt til en sådan udvidelse, udfoldelse, klarlægning og skærpelse af denne kamp, at så snart muligheden for at tilfredsstille de undertrykte massers grundinteresser opstår, vil denne mulighed nødvendigvis og udelukkende blive virkeliggjort i form af proletariatets diktatur, i proletariatets ledelse af disse masser. For hele II Internationale hører også dette til marxismens "glemte ord", og denne forglemmelse kom overordentlig skarpt for dagen i det mensjevikiske partis historie i det første halve år af den russiske revolution i 1917.
Angående spørgsmålet om forbundsrepublik i forbindelse med befolkningens nationale sammensætning, skrev Engels:
"Hvad skal træde i stedet for?" (Nemlig i stedet for det nuværende Tyskland med dets reaktionære monarkistiske forfatning og dets lige så reaktionære småstatsuvæsen, der foreviger det særlige prøjservæsen, i stedet for at lade småstaterne gå op i et samlet Tyskland). "Efter min mening kan proletariatet kun bruge den ene og udelelige republik. En forbundsrepublik er i det store og hele endnu en nødvendighed på det kæmpeområde, som de Forenede Stater udgør, skønt den i den østlige del allerede bliver en hæmsko. Den ville være et fremskridt i England, hvor der bor fire nationer på de to øer, og hvor der allerede nu findes tre lovsystemer side om side på trods af fælles parlament. I det lille Svejts er den for længst blevet til en hindring, kun tålelig, fordi Svejts nøjes med at være et rent passivt medlem af det europæiske system af stater. For Tyskland ville et føderativt system som i Svejts være et enormt tilbageskridt. To punkter udgør forskellen mellem en forbundsstat og en enhedsstat: hver enkeltstat i forbundet, hver kanton har sin egen civil- og kriminallovgivning og retsforfatning, desuden består ved siden af folkekammeret et forbundskammer, hvor hver kanton, om stor eller lille, stemmer som sådan." I Tyskland danner forbundsstaten overgangen til en udpræget enhedsstat, og den "revolution fra oven", der blev gennemført i 1866 og 1870, (51) må man ikke dreje tilbage, men tværtimod fuldstændiggøre med en "bevægelse fra neden". (52)
Engels viser ikke alene, at han ikke er ligegyldig over for spørgsmålet om statsformerne, han anstrenger sig tværtimod for netop at analysere overgangsformerne med overordentlig omhu, for alt efter hvert enkelt tilfældes konkrete historiske ejendommeligheder at fastslå, hvilken overgang, fra hvad til hvad, den pågældende overgangsform betegner.
Engels – såvel som Marx – forfægter fra proletariatets og den proletariske revolutions standpunkt den demokratiske centralisme, den ene og udelelige republik. Forbundsrepublikken betragter han enten som undtagelse og som hindring for udviklingen eller også som overgang fra monarkiet til den centralistiske republik, som et "fremskridt" under visse særlige forhold. Og blandt disse særlige forhold træder nationalitetsspørgsmålet i forgrunden.
Hos Engels – såvel som hos Marx – finder man trods deres skånselsløse kritik af det reaktionære småstats-uvæsen og af, at denne reaktionære foreteelse i visse konkrete tilfælde tilsløres af nationalitetsspørgsmålet, ingen steder det mindste spor af forsøg på at gå uden om nationalitetsspørgsmålet, forsøg, som de hollandske og polske marxister ofte har gjort sig skyldig i, idet de går ud fra den fuldt ud berettigede kamp mod den spidsborgerligt indskrænkede nationalisme i "deres" små stater.
Selv i England, hvor man skulle mene, at både de geografiske betingelser og sprogfællesskabet samt mange århundreders historie havde "ordnet" nationalitetsspørgsmålet i de enkelte små dele af England, selv her tager Engels hensyn til den klare kendsgerning, at nationalitetsspørgsmålet endnu ikke er overvundet, og han anser derfor forbundsrepublikken for et "fremskridt". Naturligvis er der her heller ikke i mindste måde tale om at give afkald på at kritisere forbundsrepublikkens mangler, eller på at drive den mest energiske propaganda og kamp for en centralistisk-demokratisk enhedsrepublik.
Engels opfatter imidlertid ingenlunde den demokratiske centralisme i den bureaukratiske forstand, i hvilken de borgerlige og småborgerlige ideologer, deriblandt også anarkisterne, anvender dette begreb. For Engels udelukker centralismen ikke i mindste måde et vidtgående lokalt selvstyre, som absolut afskaffer alt, hvad der hedder bureaukratisme og "kommanderen", samtidig med at "kommunerne" og provinserne frivilligt forsvarer statens enhed.
"... Altså en enhedsrepublik," skriver Engels, idet han redegør for marxismens program angående staten, "men ikke på samme måde som den, man i dag har i Frankrig, og som ikke er andet end det kejserrige, der blev grundlagt i 1798, bare uden kejser. Fra 1792 til 1798 havde hvert fransk departement, hver kommune fuldstændig selvforvaltning efter amerikansk mønster, og det må vi også have. Hvordan selvforvaltningen skal indrettes, og hvordan man kan klare sig uden bureaukrati, det har Amerika og den første franske republik bevist for os, og endnu i dag Australien, Canada og de øvrige engelske kolonier. Og en sådan selvforvaltning i provinser og kommuner er langt friere end f.eks. føderalismen i Svejts, hvor hver kanton ganske vist er uafhængig i forhold til forbundet" (dvs. den føderative helstat), "men også i forhold til distriktet og kommunen. Kantonalregeringerne udnævner statholdere i distrikterne og præfekter, alt sammen ting, som man ikke kender i de engelsktalende lande, og som vi i fremtiden høfligst vil have os frabedt ligesom de prøjsiske landråder og regeringsråder" (kommissærer, kredspolitichefer, guvernører, overhovedet alle embedsmænd, der er udnævnt ovenfra). I overensstemmelse hermed anbefaler Engels at formulere programpunktet om selvforvaltning på følgende måde: "Fuldstændig selvforvaltning i provins" (guvernement eller område), "kreds og kommune ved embedsmænd, der er valgt ifølge almindelig stemmeret. Afskaffelse af alle myndigheder, lokale og i provinsen, der er udnævnt af staten." (53)
I det af Kerenskij og de andre "socialistiske" ministre forbudte Pravda (nr. 68 af 28. maj 1917) har jeg allerede haft lejlighed til at vise, hvordan vore såkaldte socialistiske repræsentanter for et såkaldt revolutionært demokrati på dette punkt (selvfølgelig ikke alene på dette) har begået himmelråbende forsyndelser mod demokratiet. Det er klart, at folk, der er bundet af en "koalition" med det imperialistiske bourgeoisi, har vendt det døve øre til over for denne påvisning.
Det er yderst vigtigt at fremhæve, at Engels med kendsgerningerne i hånden, ved hjælp af et ganske præcist eksempel modbeviser den – især blandt de småborgerlige demokrater - stærkt udbredte fordom, at forbundsrepublikken ubetinget betyder større frihed end den centralistiske republik. Det er forkert. De af Engels anførte kendsgerninger vedrørende den centralistiske franske republik fra årene 1792-1798 og den føderalistiske svejtsiske republik modbeviser dette. Den virkelig demokratiske centralistiske republik bød mere frihed end den føderalistiske. Eller udtrykt på en anden måde: den største frihed for kommuner, provinser osv., som historien kender, frembød den centralistiske og ikke den føderative republik.
Vor partipropaganda og -agitation har ikke haft og har ikke nu i tilstrækkelig grad sin opmærksom henvendt på denne kendsgerning – så lidt som på hele spørgsmålet om den føderative og centralistiske republik samt det lokale selvstyre.
I sin indledning til 3. oplag af Borgerkrigen i Frankrig (54) - dateret 18. marts 1891 og oprindelig offentliggjort i tidsskriftet Neue Zeit – sammenfatter Engels på en overordentlig plastisk måde Kommunens erfaringer, idet han i forbigående fremkommer med interessante bemærkninger om spørgsmål, der står i forbindelse med forholdet til staten. Denne sammenfatning, der har fået større dybde ved alle de erfaringer, der er gjort i den tyveårige periode, der skilte forfatteren fra Kommunen, og som navnlig var rettet mod den i Tyskland udbredte "overtroiske tilbedelse af staten", kan med rette betegnes som marxismens sidste ord i det spørgsmål, vi undersøger her.
I Frankrig, bemærker Engels, var arbejderne efter hver revolution bevæbnede, "det første bud for bourgeoisiet, der stod ved statsroret, var derfor arbejdernes afvæbning. Derfor følger der efter hver revolution, som arbejderne fører frem til sejr, en ny kamp, der ender med arbejdernes nederlag".
Resultatet af erfaringerne fra de borgerlige revolutioner er her udtrykt lige så kort som slående. Sagens kerne – i parentes bemærket også vedrørende staten (er den undertrykte klasse i besiddelse af våben?) – er her sammenfattet på rammende måde. Netop denne kerne går både de professorer, der står under indflydelse af den borgerlige ideologi, og de småborgerlige demokrater for det meste udenom. Under den russiske revolution 1917 havde "mensjevikken" og "også-marxisten" Tsereteli den ære (en Cavaignac værdig) at plapre ud med denne de borgerlige revolutioners hemmelighed. I sin "historiske" tale den 11. juni røbede Tsereteli, at bourgeoisiet var besluttet på at afvæbne Petrograds arbejdere, idet han naturligvis fremstillede denne beslutning som sin egen og overhovedet som en "statslig" nødvendighed. (55)
Tseretelis historiske tale den 11. juni vil selvfølgelig for enhver historieskriver, der behandler revolutionen i 1917, være en af de tydeligste illustrationer af, hvorledes den af hr. Tsereteli førte blok af socialrevolutionære og mensjevikker er gået over på bourgeoisiets side mod det revolutionære proletariat.
En anden sidebemærkning af Engels, som ligeledes står i forbindelse med spørgsmålet om staten, vedrører religionen. Det er en kendt sag, at det tyske socialdemokrati, efterhånden som det forsumpede og blev mere og mere opportunistisk, oftere og oftere sank ned til en filistrøs forvrængning af den berømte formel: "Vi erklærer religionen for en privatsag." Denne formel blev nemlig fortolket, som om spørgsmålet om religionen var en privatsag også for det revolutionære proletariats parti!! Mod dette fuldstændige forræderi mod proletariatets revolutionære program var det, Engels gjorde front, da han i 1891 blot iagttog ganske svage spirer til opportunisme i sit parti og derfor udtrykte sig yderst forsigtigt:
"Ligesom der i Kommunen næsten kun sad arbejdere eller anerkendte arbejderrepræsentanter, således havde også deres beslutninger en afgjort proletarisk karakter. Enten dekreterede de reformer, som det republikanske bourgeoisi kun havde undladt af fejhed, men som dannede et nødvendigt grundlag for arbejderklassens frie aktion, f. eks. gennemførelsen af sætningen om, at religionen er en privatsag over for staten, eller de udstedte forordninger direkte i arbejderklassens interesse, som delvis greb dybt ind i den gamle samfundsordning." (56)
Engels understregede med vilje ordene "over for staten" og førte et direkte slag mod den tyske opportunisme, der havde erklæret religionen for en privatsag over for partiet og dermed trykket det revolutionære proletariats parti ned på samme niveau som det banale spidsborgerlige "fritænkeri", der nok vil give plads for en mangel på religiøs tro, men giver afkald på partiets kamp mod det folkefordummende religiøse opium.
Fremtidens historieskriver, der skal skrive det tyske socialdemokratis historie, vil – når han prøver at opspore rødderne til dets skændige nederlag i 1914 – finde ikke så lidt interessant materiale til dette spørgsmål, lige fra de undvigende erklæringer, som partiets åndelige fører, Kautsky, kom med i sine artikler, og som åbnede døren på vid gab for opportunismen, og til partiets stilling til bevægelsen Bort fra Kirken i 1913. (57)
Lad os imidlertid gå over til at se på, hvordan Engels tyve år efter Kommunen sammenfattede den lære, den gav det kæmpende proletariat.
Følgende erfaringer rykkede Engels frem i første linie:
"... Netop den hidtidige centraliserede regerings undertrykkelsesmagt, hæren, det politiske politi og bureaukratiet, som Napoleon havde skabt i 1798, og som enhver ny regering siden da havde overtaget og udnyttet mod sine modstandere som et kærkomment redskab, netop denne magt skulle falde overalt, således som den allerede var faldet i Paris.
Kommunen måtte straks fra første færd anerkende, at arbejderklassen, når den først er kommet til magten, ikke kan arbejde videre med den gamle statsmaskine, at denne arbejderklasse, for ikke igen at miste sit nylig erobrede herredømme, på den ene side måtte fjerne hele det gamle undertrykkelsesmaskineri, der hidtil var blevet udnyttet mod den selv, men på den anden side måtte sikre sig mod sine egne deputerede og embedsmænd, idet den erklærede dem alle uden undtagelse for afsættelige til enhver tid ..." (58)
Engels understreger atter og atter, at staten vedbliver at være en stat ikke alene i monarkiet, men også i den demokratiske republik, dvs. beholder sit grundlæggende kendetegn: at den forvandler embedspersonerne, "samfundets tjenere", dets organer, til herrer over samfundet.
"Mod denne forvandling af staten og statsorganerne fra at være samfundets tjenere til at være dets herrer - en forvandling, som har været uundgåelig i alle hidtidige stater – anvendte Kommunen to ufejlbarlige midler. For det første besatte den alle stillinger inden for administration, retsvæsen eller undervisningsvæsen ved valg med almindelig valgret, og på en sådan måde, at de stemmeberettigede til enhver tid kunne kalde de valgte tilbage. Og for det andet betalte den for alle hverv, høje såvel som lave, kun den løn, som andre arbejdere fik. Den højeste løn, som Kommunen overhovedet betalte, var 6000 francs. *) Dermed var der sat en stopper for jagten på embeder og karriere, også uden at man havde behøvet de bundne mandater, som til overflod blev indført for de delegerede til de repræsentative organer ..." (59)
Engels kommer her til den interessante grænse, hvor det konsekvente demokrati på den ene side forvandles til socialisme og på den anden side kræver socialisme. Thi for at ophæve staten er det nødvendigt at forvandle statstjenestens funktioner til et så simpelt kontrol- og registreringsarbejde, at befolkningens uhyre flertal, og senere hele befolkningen uden undtagelse, er i stand til at udføre det. Og for fuldstændigt at fjerne stræberiet kræves det, at en "ærespost", selv om den ikke indbringer noget, ikke tjener som springbræt for at nå fra statstjenesten til højtlønnede stillinger i banker og aktieselskaber, således som det til stadighed er tilfældet i alle kapitalistiske lande, selv i de frieste.
Men Engels begår ikke den fejl, som visse marxister begår f.eks. i spørgsmålet om folkenes selvbestemmelsesret, når de siger, denne ret er umulig under kapitalismen og overflødig under socialismen. En sådan argumentation, der skal se åndrig ud, men som i virkeligheden er fejlagtig, kunne man gentage om enhver demokratisk indretning, også om de beskedne embedsmandslønninger, for et konsekvent gennemført demokrati er umuligt under kapitalismen, og under socialismen vil alt demokrati helt dø bort.
Det er sofisteri, der minder om den gamle vittighed, om en mand bliver skaldet, fordi han mister et hår.
At udvikle demokratiet til dets yderste konsekvens, at finde de former, under hvilke en sådan udvikling foregår, at prøve den i praksis osv. – alt dette udgør en del af opgaverne i kampen for den sociale revolution. Demokratisme taget for sig kan aldrig føre til socialisme. Men i det praktiske liv bliver demokratismen aldrig taget "for sig", men "sammen med" andre fænomener, den vil udøve sin indflydelse på økonomien, fremme dennes udvikling, være underkastet den økonomiske udviklings indflydelse osv. Sådan er den levende histories dialektik.
Engels fortsætter:
"Denne sprængning af den hidtidige statsmagt og dens erstatning med en ny, virkelig demokratisk statsmagt, er indgående skildret i tredje afsnit af Borgerkrigen. Det var imidlertid nødvendigt her endnu en gang kort at komme ind på nogle af disse træk, fordi den overtroiske tilbedelse af staten netop i Tyskland var blevet overført fra filosofien til bourgeoisiets og endog mange arbejderes almindelige bevidsthed. Ifølge den filosofiske opfattelse er staten 'ideens virkeliggørelse' eller gudsriget på Jorden oversat til filosofisk sprogbrug, det område, hvor den evige sandhed og retfærdighed virkeliggøres eller skal virkeliggøres. Og deraf følger så en overtroisk tilbedelse af staten og alt, hvad der hænger sammen med staten, og som så meget lettere indfinder sig, fordi man fra barnsben er vant til at indbilde sig, at de anliggender og interesser, der er fælles for hele samfundet, ikke kan udføres på anden måde, end de hidtil er blevet udført, nemlig af staten og dens velbestaltede øvrighed. Og man tror allerede at have gjort et umådelig dristigt skridt, når man frigør sig for troen på det arvelige monarki og sværger til den demokratiske republik. Men i virkeligheden er staten ikke andet end en maskine, med hvilken den ene klasse undertrykker den anden, og det ikke mindre under den demokratiske republik end under monarkiet, og i bedste fald er den et onde, der går i arv til proletariatet, når dette har sejret i kampen om klasseherredømmet, og hvis værste sider det lige så lidt som Kommunen vil kunne undgå straks at beskære så meget som muligt, indtil et slægtled, der er opvokset under nye, frie samfundsforhold, bliver i stand til at kaste hele den lurvede stat fra sig." (60)
I tilfælde af monarkiets erstatning med republik formaner Engels tyskerne til aldrig at glemme socialismens grundsætninger i spørgsmålet om staten. Hans advarsler kan endnu i dag læses som en direkte lektion til d'herrer Tsereteli og Tjernov, der i deres "koalitions"praksis har lagt deres overtro på staten og en overtroisk tilbedelse af staten for dagen!
Endnu to bemærkninger. 1) Når Engels siger, at staten i en demokratisk republik "ikke mindre" er en "maskine til den ene klasses undertrykkelse af den anden" end i monarkiet, så betyder det absolut ikke, at formen for undertrykkelsen er proletariatet ligegyldig, sådan som mange anarkister "lærer". En bredere, friere, mere åben form for klassekampen og klasseundertrykkelsen betyder for proletariatet en mægtig lettelse i kampen for at ophæve klasserne overhovedet.
2) Spørgsmålet om, hvorfor først et nyt slægtled
vil være i stand til at kaste hele den lurvede stat fra
sig, hænger sammen med spørgsmålet om demokratiets
overvindelse, som vi nu går over til at behandle.
Engels fik lejlighed til at ytre sig om dette problem i sammenhæng med spørgsmålet om det videnskabeligt urigtige i at anvende betegnelsen "socialdemokrat".
l forordet til en udgave af de artikler, han havde skrevet i 70'erne om forskellige, især "internationale" emner (Internationales aus dem Volksstaat), et forord, der er dateret den 3. januar 1894, og som altså er skrevet halvandet år før Engels' død, hedder det, at i alle artikler har han brugt ordet "kommunist" og ikke "socialdemokrat", fordi proudhonisterne i Frankrig og lasalleanerne i Tyskland dengang kaldte sig socialdemokrater.
"... For Marx og mig", skriver Engels, "Var det derfor fuldstændig umuligt at vælge et så elastisk udtryk for at betegne vort specielle standpunkt. I dag ligger sagen anderledes, og ordet ("socialdemokrat") kan derfor gå an, hvor lidt det end passer på et parti, hvis økonomiske program ikke alene i al almindelighed er socialistisk, men direkte kommunistisk, og hvis endelige politiske mål det er at overvinde hele staten, altså også demokratiet. Virkelige" (fremhævet af Engels) "politiske partiers navne stemmer aldrig helt, partiet udvikler sig, navnet bevares." (61)
Dialektikeren Engels er stadig på sine gamle dage tro mod dialektikken. Marx og jeg, siger han, havde et udmærket, videnskabeligt nøjagtigt navn til partiet, men der fandtes ikke noget virkeligt, dvs. et proletarisk masseparti. Nu (ved slutningen af det 19. århundrede) findes der et virkeligt parti, men dets navn er videnskabeligt urigtigt. Det gør ikke noget, det "kan gå an", hvis blot partiet udvikler sig, hvis blot det ikke holdes skjult for partiet, at dets navn er videnskabeligt unøjagtigt, og hvis dette navn ikke hindrer det i at udvikle sig i den rigtige retning!
Vittige hoveder vil måske trøste os, bolsjevikkerne, på Engels' manér: vi har her et virkeligt parti, det udvikler sig fortrinligt, det kan derfor "gå an" at bruge et så meningsløst og uhyrligt ord som "bolsjevik", der ikke udtrykker andet end den ganske tilfældige omstændighed, at vi havde flertallet (62) på partikongressen i Bruxelles og London i 1903 ... Måske ville jeg nu, da republikanernes og det "revolutionære" spidsborgerlige demokratis forfølgelser af vort parti i juli og august har gjort ordet "bolsjevik" til et hædersnavn i hele folket, da forfølgelserne desuden har fremhævet det så vældige, historiske fremskridt, vort parti har gjort i sin virkelige udvikling, måske ville også jeg være betænkelig ved at holde fast ved mit forslag fra april om at ændre vort partis navn. Måske ville jeg foreslå mine kammerater et "kompromis": at vi for fremtiden kalder os Kommunistisk Parti og i parentes beholder ordet bolsjevikkerne ...
Men spørgsmålet om partinavnet er ulige mindre vigtigt end spørgsmålet om det revolutionære proletariats stilling til staten.
I de gængse betragtninger over staten begår man vedblivende den fejl, som Engels her advarer imod, og som vi løseligt har berørt i de foregående udredninger, Man glemmer nemlig altid, at statens afskaffelse også betyder demokratiets afskaffelse, at statens bortdøen er det samme som demokratiets bortdøen.
Ved første øjekast ser en sådan påstand yderst mærkelig og uforståelig ud; mange begynder måske at nære frygt for, at vi venter, at der skal bryde en samfundsordning frem, hvor princippet om mindretallets indordning under flertallet ikke overholdes, for demokratiet betyder jo netop anerkendelsen af et sådant princip?
Nej. Demokrati er ikke identisk med mindretallets indordning under flertallet. Demokrati vil sige en stat, der anerkender mindretallets indordning under flertallet, dvs. en organisation, ved hjælp af hvilken den ene klasse, den ene del af befolkningen systematisk anvender tvang mod den anden.
Vi opstiller som vort endelige mål statens afskaffelse, dvs. afskaffelse af al organiseret og systematisk tvang, al magtanvendelse over for mennesker overhovedet. Vi venter ikke, at der skal opstå en samfundsordning, hvor princippet mindretallets indordning under flertallet ikke skulle blive overholdt. Men idet vi stræber hen imod socialismen, er vi overbevist om, at den vil vokse over i kommunismen, og at nødvendigheden af at underordne det ene menneske under det andet, den ene del af befolkningen under den anden, samtidig vil forsvinde fuldstændigt, for menneskene vil vænne sig til at overholde de elementære regler for det kollektive liv uden tvang og uden underordning.
For at understrege dette vaneelement taler Engels netop om en ny slægt, der er "opvokset under nye, frie samfundsforhold" og "vil være i stand til at kaste hele den lurvede stat fra sig", enhver form for stat, også den demokratisk-republikanske.
For at gøre dette klart må man også gå ind på spørgsmålet om det økonomiske grundlag for statens bortdøen.
*) Nominelt var det ca. 2400 rubler, efter den nuværende kurs (august 1917) ca. 6000 rubler. Ganske utilgiveligt handler de bolsjevikker, der f. eks. i byrådene foreslår lønninger på 9000 rubler i stedet for at foreslå et maksimum på 6000 rubler for hele staten, hvilket ville være tilstrækkeligt.
35. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 544 ff.
36. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 568-569.
37. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 626.
38. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 610.
39. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 635.
40. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 635-636.
41. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 35.
42. Erfurt-programmet – det tyske socialdemokratis program, vedtaget på kongressen i Erfurt 1891. I Kritik af Gotha-programmet.
43. Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
44. Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
45. Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
46. Undtagelsesloven, eller socialistloven, blev indført af Bismarck 1878 for at undertrykke den socialdemokratiske bevægelse i Tyskland. Den blev ophævet i 1890.
47. Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
48. Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
49. Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
50. Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
51. Engels hentyder til det splittede Tysklands samling til en enkelt stat, gennemført »ovenfra« med militær magt af Preussens magthavere. Preussens krig mod Østrig i 1866 førte til dannelsen af det Nordtyske Forbund; den fransk-tyske krig i 1870 resulterede i oprettelsen af det tyske kejserrige med Preussen i spidsen.
52. Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
53. Kritik af Gotha-programmet. Forlaget Tiden 1976.
54. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 468 ff.
55. Mensjevikken Tsereteli, der var minister i den provisoriske regering, hævdede i en tale over for præsidiet for den 1. Al-russiske Sovjetkongres m. fl., at den demonstration, som af bolsjevikkerne var berammet til den 10. (23.) juni, skulle have til formål at gennemføre en bolsjevikisk revolution.
56. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 474.
57. Bevægelsen Bort fra Kirken (Los-von-Kirche-Bewegung) antog massekarakter i Tyskland før 1. verdenskrig. Ledende socialdemokrater mente, at partiet måtte forholde sig neutralt over for bevægelsen, og partiets medlemmer måtte afholde sig fra at føre anti-religiøs og antikirkelig propaganda i partiets navn.
58. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 478.
59. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 479.
60. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 479-480.
61. Marx/Engels: Werke, bd. 22, s. 417-418.
62. Det russiske socialdemokratis 2. kongres afholdtes i 1903, først i Bruxelles, hvorfra den under politiets tryk blev flyttet til London. Det var på denne kongres, at det russiske socialdemokrati reelt blev stiftet og partiets program og love vedtaget. Den revolutionære retning i partiet blev ledet af Lenin, den opportunistiske af Martov. På kongressen udfoldedes kampen mellem de to retninger væsentligt om organisationsspørgsmål og resulterede i en spaltning af partiet i to grupper, bolsjevikkerne og mensjevikkerne. Navnene stammer fra valget af partiets ledende organer. Lenins tilhængere fik de fleste stemner og kaldtes siden bolsjevikker (af russ. bolsjinstvo, flertal), medens Lenins modstandere fik navnet mensjevikker (af russ. mensjinstvo, mindretal).