MIA > Norsk > Referanse-arkiv > Wessel
Klassekampen, julenummer 1912.
Du ber om mit fotografi, kjære Klassekamp. Ja, det skal du gjerne få, men der eksisterer ikke noget sådant fra de sidste årtier. Dette er fra 1895.
Og dertil skal du få en høist ordinær troesbekjendelse:
Jeg har en eneste ting at være kry av: at jeg er født den 14de juli. Rigtignok ikke i 1789, men længe nok tilbake - i 1866. Først da jeg var 30 år gammel våget jeg mig så småt til at lite på mine egne tanker. Var så vel indspunden og dertil så vel omgjærdet, at det tok mange, mange år at arbeide sig ut fra ortodoks kristendom gjennem unitarismen og endog en snev av teosofien til ren ateist. Lover Herren!
Kierkegaard, Tolstoi, Brandes, I. P. Jakobsen - alle dem har jeg holdt av at læse.
Samtidig gjennemlevedes alle barnesygdomme - fra kikhoste og meslinger til fredssak og flagsak, dyrebeskytte1se og avholdsfanatisme, målsak og esperanto, vegetarisme og sentimentale vers om "Finnens enfold" og min egen længse1 efter "retfærdighet" og øvrige egne fortræffe1igheter.
Det var den påstand av Garborg, at "riksmålet lægger told på kundskap for 95 % av Norges befolkning - for alle de fattigste", som bragte mig til i nogen år at sværme for målet.
I 1904 fandt jeg frem til socialdemokratiet. Jeg kjendte endnu ingen socialdemokrat og hadde næsten intet læst. Det kom væltende pludse1ig med stor glæde: Det soc.-dem. parti arbeider rigtig. Du er socialdemokrat!
I 1905 hørte jeg Egede-Nissen fortælle om den russiske revolution (jeg læste endnu sågodtsom intet), og jeg blev da voldsomt begeistret for alt det tapre martyrblod. Jeg lærte mig nu russisk for at kunne oversætte til norsk fra russiske agitatorers skrifter, og begyndte med dette arbeide så øieblikkelig, at jeg for at komme frem måtte benytte leksikon ved hvert ord. Min glossar fra denne tid kan derfor være likeså - og vel så - nyttig for en vordende agitator at læse som selve Klasse mot klasse, den først oversatte brosjyre av Martoff.
I 1907 og 08 var jeg begeistret for Brand, Ungsocialisten og alle mulige "nye veier". Men de russiske ortodokse socialdemokrater, jeg imidlertid var blit kjendt med, tvang mig brutalt tilbake fra denne retning. Idiot! Streikebryter! var de første argumenter. Men jeg blev skræmt. Og nu måtte jeg for første gang ta fat på vor egen barnelærdom Marx, Engeis, Kautsky, Bebel, Plechanoff o.s.v. - alle ældre end helgenerne i Boris og Glebs kirke.
Men logisk! Besnærende! Ingen utvei at øine mere hverrken for parlamentarismens himmelsæter eller noget av det øvrige trøstesløse kontorinventar. Jeg sat godt fast!
Først da også den russiske socialdemokratiske presse syntes mig at være smittet av den europæiske undfaldenhetslyster, så jeg klart, hvor det bar hen med bare de gamle veier, og samtidig kom det friske pust i arbeiderbevægelsen herhjemme.
Jeg var atter hjemme!
Nu er jeg så glad om dagene, at jeg endog har begyndt at sætte sammen små melodier - noget jeg aldrig før har våget mig til at forsøke på.
Apropos om musik: Al musik taler til mig om kjærlighet. Kjærlighet, som er det første og det sidste.
Men endnu må jeg omtale en begivenhet i mit liv. Den Ste mars ifjor kom til mig nogen utsendinger fra arbeiderforeeningen "Nordens klippe" og gav mig et kaffeservice av tungt sølv, som et minde om den tid jeg var foreningens kasserer.
Denne gave er det kjæreste jeg eier.
Sist oppdatert 3. august 2007
fastylegar@marxists.org