Originaltitel: "Marxism and the New physics"
Offentliggjort: i Philosophy of Science No. 29, Oct. 1962
Oversættelse: Birgitta Gervig og Henning Vangsgård
Digitalisering: Jonas Holmgren
Skønt konflikten mellem øst og vest også drejer sig om forskellige ideologier, så omfatter den praktisk taget ikke divergerende forestillinger om fysisk realitet. Ideologier stemmer ikke overens, fordi materielle og sociale interesser heller ikke gør det. Men derimod er for alle stridens parter "fysisk realitet" en og samme ting. Ikke desto mindre bliver i begge lejre den ideologiske strid også ført ind i naturvidenskaberne - i øst i form af et defensivt forsvar af den dialektiske materialisme; i vest med påstanden om, at den dialektiske materialisme er "den egentlige rod til øst-vestkonflikten, fordi den er grundlaget for marxisternes fanatiske tro på, at verden uundgåeligt og af egen drift tilfalder dem".[1]
Begge sider holder naturligvis fast ved, at deres videnskabelige forklaringer af den ydre verden er fri for enhver ideologisk belastning. Medens det for de østlige videnskabsmænd og filosoffer synes, som om hele den moderne fysik verificerer den dialektiske materialisme, så forekommer marxismen videnskabsmændene i vest at være totalt forældet, fordi determinationstanken er opgivet. Selve begrebet "materialisme" bliver tilbagevist, fordi det tilhører det sidste århundrede. På Marx' tid, hedder det, "kendte man intet til den moderne relativitetsteori eller til atomfysikken; materie var dengang det, som vore sanser opfattede som eksisterende; fysiske målinger beskæftigede sig med tingenes sanseligt iagttagelige egenskaber".[2] Idag er det anderledes.
Naturligvis kunne Marx kun støtte sig på sin samtids naturvidenskaber; men de senere forandringer indenfor videnskaben tilsidesætter ikke hans teorier. Marx havde ikke opfundet begrebet dialektisk materialisme, men han anvendte adjektivet materialistisk til betegnelse af de grundlæggende og oprindelige betingelser for al menneskelig eksistens. Hegels dialektik udgjorde for Marx' kritik af det kapitalistiske samfund kun et udgangspunkt. Den var vigtig for ham på grund af "den enorme historiske forståelse, den byggede på" og fordi den "opgiver alle forestillinger om endegyldig absolut sandhed og hertil svarende menneskehedstilstande".[3]
Den materialisme, Marx blev konfronteret med, var ikke historisk, og den dengang herskende dialektik var ikke materialistisk. Idet han spillede Hegel ud mod Feuerbach og vice versa, udviklede Marx sin egen opfattelse af den samfundsmæssige udvikling, som af Engels blev betegnet med begrebet historisk materialisme. Denne materialistiske historieopfattelse kom ikke fra den "fysiske determinisme, hvis udgangspunkt er den newtonske mekanik".[4] Tværtimod, den blev udviklet ad dialektisk vej i direkte modsætning til den materialisme, der baserede på den newtonske mekanik. Den udelukkede ideen om den menneskelige historie, der bestemmes af altomfattende, mekaniske eller dialektiske "naturlove". Ganske vist tog den hensyn til vekselvirkningerne mellem mennesker, samfund og natur, men først og fremmest var den en teori om menneskene og samfundet.
Desværre var imidlertid overbevisningskraften i den historiske og dialektiske materialisme - som den senere kom til at hedde - så stor, at den fik selv Engels til at tale om dens universelle gyldighed. Medens nogle af de tolerante kritikere blot fandt dette pudsigt,[5] benyttede de mindre velovervejede denne overdrivelse som påskud til at afvise marxismen en bloc som forskruet tysk mysticisme. Tanken om den dialektiske materialismes "universalitet" kan ikke forsvares. Den er heller ikke væsentlig for marxismen, der ikke mister noget af sin kraft ved at opgive den. Marx beskæftigede sig i hvert fald ikke med "naturens dialektik". Ikke Marx' ideer, men derimod "marxismen" som ideologi for den voksende europæiske arbejderbevægelse og for de selvbestaltede "socialistiske" stater i den østlige magtblok, giver næring til den vestlige antimarxisme. Og her er grunden til, at kampen mellem det "marxistiske" Østeuropa og det antimarxistiske Vesteuropa, hvor reel den end måtte være, intet siger os om marxismens gyldighed eller ugyldighed for vores tid.
Den førkapitalistiske verden var optaget af spørgsmålet om åndens eller naturens primat. "De, der forsvarede åndens oprindelighed overfor naturen /.../ udgjorde den idealistiske fløj. De andre, der anså naturen for at være det oprindelige, tilhørte materialismens forskellige fløje."[6] Idet den revolutionære middelstand vendte sig mod den feudale fortids betingelser og religiøse ideologier, var den materialistisk. Den betragtede naturen som en objektivt givet realitet og mennesket som bestemt af naturlove. Naturvidenskaberne skulle forklare dets liv og adfærd og, ud fra hjernefunktionen, dets iagttagelser og bevidsthed. Befriet fra den religiøse overtro helligede videnskaben sig opdagelsen af naturlovene, og den newtonske mekanik udgjorde grundlaget for den voksende overbevisning, at alle naturlige fænomener fulgte nøje fastlagte, kausale regler.
Den radikale borgerlige materialisme mistede sin ideologiske drivkraft med etableringen af bourgeoisiet som herskende klasse. Naturvidenskabens befrielse fra teologien kunne ikke udvides til også at omfatte samfundets befrielse fra religionen. Napoleon udtrykte det således: "Som jeg ser det, er religionen ikke skabelsens men samfundets hemmelighed. Religionen forbinder ideen om lighed med himmelen og forhindrer på den måde, at de fattige slagter de rige. Samfundet er afhængig af ulige indkomst, og den ulige indkomst af religionens eksistens."[7] Den fredelige sameksistens mellem videnskab og religion i den usikre borgerlige verden fandt ideologisk understøttelse i den idealistiske måde, som den videnskabelige udviklings videre resultater blev forklaret på. De tidligere materialister eller naturfilosoffer (Francis Bacon og Thomas Hobbes) var af den overbevisning, at en absolut gyldig erkendelse af den ydre verden kunne nås gennem sanseiagttagelser og intellektuelle anstrengelser, baseret på disse. En sådan optimisme forsvandt med John Locke, der netop så denne erkendelse begrænset af ideernes mellemkomst. Han anså kun erkendelse for at være tvingende i det omfang, ideerne faktisk stemte overens med tingene. Skønt godt nok iagttagelser og ideer var knyttet til den ydre verden, så kunne denne verden selv ikke virkelig erkendes. Immanuel Kant akcepterede den tese, at de sidste ting (das Ding an sich) ikke kunne erkendes, og at den empiriske viden var indskrænket til de subjektive former, i hvilke mennesket bliver sig den objektive verden bevidst. Af netop denne grund indså han nødvendigheden af a prioriske begreber, der strukturerede erfaringen og gjorde den forståelig. Begreber om tid, rum og kausalitet var den menneskelige ånds opdagelse, og de var helt nødvendige for videnskab, filosofi og menneskelig adfærd, skønt de ikke var empirisk verificerbare. Verden var således i sin væsentlige struktur et resultat af ideen. Og således som den materialistiske erkendelsesteori for mange materialister blev til materialistisk virkelighedsteori, således blev også den idealistiske erkendelsesteori for mange idealister til idealistisk virkelighedsteori.
I et forsøg på at inddrage den materialistiske fremstilling af den objektive verden i erkendelsesprocessen selv, vendte Ernst Mach sig imod både den ny idealisme og den gamle materialisme. Han hævdede, "at vi ikke kan erkende naturegenskaber ved hjælp af selvindlysende antagelser, men at disse antagelser måtte tages fra erfaringen".[8] Men fordi al erkendelse var udledt af iagttagelse og ikke kunne overskride disse iagttagelser, var udsagn om den objektive realitet umulig for erkendelsen; den kan kun udfylde erfaringshullerne med ideer, som erfaringen giver anledning til. Skønt han opponerede mod det kantianske standpunkt, tilbageviste han også den mekaniske materialisme og betragtede dennes objektive verden af materie, rum, tid og kausalitet som kunstige begreber. Machs kritiske empirisme understøttede mod sin vilje en idealistisk tendens i videnskabsfilosofien. Den marxistiske "revisionisme", d.v.s. den vellykkede udvikling af arbejderorganisationer indenfor rammerne af kapitalismen og det dermed forbundne håb om en udelukkende evolutionær overgang fra kapitalisme til socialisme, medførte tabet af en tidligere militant ateisme og en ambivalent akcept af den voksende idealistiske tendens i form af neokantianismen. Radikale socialister begyndte at forsvare det revolutionære borgerskabs gamle materialisme mod den ny idealisme i kapitalistklassen og i arbejderbevægelsen. Især for de russiske socialister var dette væsentligt, fordi den russiske revolutionære bevægelse jo endnu befandt sig på den borgerlige revolutions stade og derfor i høj grad førte sine ideologiske kampe med det vestlige revolutionære borgerskabs argumenter. De intellektuelle, der især stammede fra middelstanden, udgjorde bevægelsens spydspids og var naturligvis tilbøjelige til at tilegne sig den vestlige borgerlige materialisme til deres eget formål, d.v.s. til at bekæmpe den religiøse ideologi, der understøttede den zaristiske feudalisme.
Fordi videnskaben for Ernst Mach havde sin oprindelse i livsbehovene, fik hans ideer en vis tiltrækningskraft for socialister. Nogle russiske revolutionære, først og fremmest Bogdanov, forsøgte at forbinde dem med socialismen. De fik en vis indflydelse i Ruslands socialistiske parti, men Lenin satte sig for at ødelægge denne indflydelse i sin bog "Materialisme og Empiriokriticisme". Det subjektive element i Machs erkendelsesteori var for Lenin en idealistisk afvigelse og et bevidst forsøg på at vække religiøs obskurantisme til live igen. Især Machs fastholden ved materiebegrebets afledte, abstrakte karakter generede Lenin, thi for ham som for de tidlige materialister var erkendelse kun det, der genspejlede den objektive sandhed, d.v.s.: Sandhed om materie. Han anså det for nødvendigt at fore den objektive virkelighed tilbage til materien; naturens materielle eksistens udenfor ånden skulle uden forbehold kunne erkendes.
Mach havde ikke afvist den ydre verdens uafhængige eksistens. Han fremhævede blot, at vores erkendelse i den henseende er begrænset, fordi den kun bygger på sanselig erfaring. Men Lenin slog fast: "Det gælder ubetinget, at der til enhver videnskabelig metode svarer en objektiv sandhed, en absolut natur."[9] For ham havde den dialektiske materialisme allerede fundet frem til, hvad natur er og formår - om end ikke fuldstændig, så dog i det mindste tilnærmelsesvist. "Set ud fra den moderne materialisme, d.v.s. ud fra marxismen", skrev han, "er grænserne for vor videns tilnærmelse til den objektive, absolutte sandhed historisk betinget, men ubetinget er eksistensen af denne sandhed selv, og ubetinget er det, at vi nærmer os denne".[10] Med opdagelsen af universets substans og bevægelse bestod den eneste opgave nu i, indenfor alle selvstændige erkendelsesområder, at arbejde videre med de principper, der gælder for naturen som helhed. På den måde ville man så nå en videnskabelig praksis, der stemte overens med den objektive virkelighed, ligesom denne objektive virkelighed også ville vise sig i al sand videnskabelig bestræbelse. Vanskeligheden i denne forbindelse er naturligvis, at man umuligt kan anvende praksis som målestok for en teori om universet, for slet ikke at tale om, at ingen ved, hvad naturen som helhed er. På denne måde udvidede Lenin den historiske materialisme til dialektisk materialisme. Naturen har haft en historie, og dens dialektiske udviklingsmønster har for så vidt være progressiv, som den udviklede sig fra det anorganiske over det organiske til ånd og bevidsthed. "Materien er ikke et produkt af ånden", skrev Lenin, "tværtimod er ånden selv kun materiens højeste punkt."[11] Verden er "materie, der evigt bevæger og udvikler sig, og som genspejles af den menneskelige bevidstheds udvikling".[12] Den menneskelige historie er et produkt af den universelle historie. Dette er naturligvis i en vis forstand sandt, og det indrømmer, at den ydre verden eksisterer uafhængigt af den menneskelige eksistens. Og det er ligeledes klart, at bevidsthed forudsætter hjernens eksistens.
Men det er også klart, som påvist af Marx, at "spørgsmålet, om hvorvidt den menneskelige tænkning kan gøre krav på objektiv sandhed /.../. ikke er et teoretisk men et praktisk spørgsmål. I praksis må mennesket bevise sin tænknings dennesidige sandhed, d.v.s. virkelighed og magt. Striden om tænkningens virkelighed eller ikke-virkelighed, er et rent skolastisk spørgsmål, hvis det er løsrevet fra praksis".[13] De gamle grækeres atomteorier f.eks. var ikke baseret på eksperimentelle kendsgerninger, men var en del af en spekulativ kosmisk filosofi. De blev konfronteret med andre filosofiske skoler, der byggede på et rent filosofisk grundlag, og blev fortrængt af disse. Dette kan ikke længere gentage sig, for den moderne atomteori er baseret på eksperimenter og matematisk udregning, kort sagt, pa videnskabelig praksis, der kan verificere teoriens gyldighed. Ikke blot spekulation, men også kemikeres og fysikeres arbejde førte fra atom- til nuklearteorien, til den ny fysik og den dermed forbundne filosofi. Enhver virkelig erkendelse af den ydre verden er et resultat af menneskenes teoretiske og praktiske arbejde i den faktiske verden. Men denne menneskeskabte erkendelse kan aldrig være andet end erkendelse, der er produceret af mennesker; den er ikke absolut sandhed. Den er kun sandhed med hensyn til det område af universet, der på et givet tidspunkt er tilgængelig for menneskene, og i hvilket de arbejder og verificerer deres teorier. Og fordi deres erkendelse øges i takt med den historiske udvikling, medfører denne øgede erkendelse en konstant modificering af erkendelsen og en opgivelse af teorier, der er blevet overflødige på grund af nye opdagelser.
Den radikale vestlige arbejderbevægelses tilbagegang og den russiske bolschevismes succes førte til en næsten total identifikation af en specifik leninistisk version af marxismen med marxismen overhovedet. Fordi den russiske revolution på samme tid var "borgerlig" og "proletarisk" - i den forstand, at forudsætningerne for socialismen ikke var til stede, medens laissez-faire kapitalismen ikke længere var mulig forte den til en form for statskapitalisme, der kun kunne betegnes som "socialisme", fordi den var noget andet end den private ejendoms kapitalisme. Men de opgaver, der var pålagt private virksomheder og konkurrencen, var nu den bolschevistiske stats opgave. Idet de bolschevistiske herskere tog magten over produktionsmidlerne og socialprodukterne, beherskede de også arbejderklassen.
Kapitalistens "sjælero" og arbejdernes nødvendige anerkendelse af klassesituationen nødvendiggør en eller anden form for almen akcept af kapitalens og den private initiativs uundværlighed: Den ny russiske situation havde brug for en anden ideologi: Den skulle få herskernes og de beherskedes interesser til at fremtræde som identiske. Marxismen kunne på en eller anden måde tilfredsstille dette behov, fordi den var blevet formuleret under kapitalismens laissez-faire stadium. For i Rusland eksisterede der ikke længere kapitalister i traditionel betydning; og hvad angik regeringen, så karakteriserede den sig selv som den herskende arbejderklasses administrative organ.
Men da kun de, der lever i fattigdom, er tilbøjelige til frivilligt at dele den almene armod, kom den bolschevistiske "elite" snart til den opfattelse, at indkomstforskelle som tilskyndelse til større individuel anstrengelse kunne blive en velsignelse for alle. For pa lang sigt at hæve alles eksistensniveau, var det nødvendigt straks at forbedre nogle få menneskers situation. Således opstod en ny klasse, hvis grundlag var magten over statsapparatet og de nationaliserede produktionsmidler. For at intensivere den produktive udvikling, anvendte man både de "positive" tilskyndelser, altså magt og indkomst, og de "negative", tvangsarbejde og terrorisme. Men jo større afstanden blev mellem herskernes og de beherskedes interesser, jo stædigere proklamerede ideologien deres identitet.
Under relativt stabile samfundsmæssige forhold kan ideologisk kontrol være utilstrækkelig til at sikre den sociale status quo. Under sådanne omstændigheder, der kaldes et "frit" eller "demokratisk" samfund, ledsages de sociale konflikter af en strid om ideer, og samfundets klassestruktur bliver på samme tid afvist og indrømmet. Klasseforhold udtrykkes og afvises f.eks. i udtryk som "social mobilitet" og "chancelighed". Socialismen ville afskaffe den slags tvetydigheder, for hvis der ikke eksisterer klasser, er det heller ikke muligt at komme fra den ene til den anden, og hvis der ikke eksisterer privilegier, er der heller ingen udsigt til at få del i dem. Så længe det russiske samfund begunstiger en priviligeret minoritet, holder det nødvendigvis fast ved begrebet "chancelighed", men det kan ikke indrømme eksistensen af klasseforhold uden at miste den socialistiske etiket.
Selv om Marx' socialisme af frygt for utopisme aldrig blev særlig tydelig, stod dog en ting klar: Socialisme implicerer et klasseløst samfund uden udbyttere og udbytning og ikke bare et forandret klasseforhold i en forandret kapitalisme. I Rusland kan kun ideologien hævde fraværet af klasseforhold. Men de beherskede kan ikke undgå at lægge mærke til den kendsgerning, at de eksisterende omstændigheder ikke svarer til den af staten dikterede ideologi. Denne ideologi formår derfor ikke at tjene som erstatning for direkte fysisk beherskelse, men er et aspekt ved den - et instrument for politimagten. Det dikterede fravær af sociale konflikter finder i ideernes klare enstemmighed ikke understøttelse men kun sit udtryk. I marxismens og socialismens navn kom bolschevikkerne til magten, og de udslettede i disses navn alle fjender. Selv om de interne stridigheder om positioner og indflydelse indenfor magthierarkiet skulle udtrykkes i marxistiske begreber, enten som støtte til en én gang for alle etableret "ortodoksi" eller som erklæret afvigelse fra den. Den marxske socialismes totale mangel på relation til de russiske forhold gør enhver problematisering eller enhver seriøs diskussion af den marxske teori umulig. Lenins dogmatiserede "marxisme" skal akcepteres som en trosartikel. Kun således kan den indpasses i de russiske forhold. Og det er ikke blot Lenins anvendelse af den borgerlige materialisme til forsvar af "marxismen", der viser bolschevismens og den russiske revolutions halvt borgerlige og halvt proletariske karakter, men også den bolschevistiske, statskapitalistiske opfattelse af "socialisme", den autoritære holdning overfor organisation og spontanitet, samt det forældede og uigennemførlige princip om den nationale selvbestemmelse, og ikke mindst Lenins overbevisning om, at kun middelstandsintelligensen er i stand til al udvikle en revolutionær bevidsthed og derfor er prædestineret til at lede masserne. Kombinationen af borgerlig materialisme og revolutionær marxisme, der er typisk for den tidlige bolschevistiske filosofi, fremtræder med den sejrrige bolschevisme igen som en kombination af neokapitalistisk praksis og socialistisk ideologi.[14]
"I den samfundsmæssige produktion af deres liv", skriver Marx i en kort formulering af sin materialisme, "indgår menneskene i bestemte, nødvendige forhold, der er uafhængige af deres vilje, produktionsforhold, der svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Totaliteten af disse produktionsforhold udgør samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, som en juridisk og politisk overbygning etableres ud fra og til hvilken der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Det materielle livs produktionsmåde betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed."[15] Marx beskæftigede sig ikke med den dialektiske eller nogen anden absolut naturlov, fordi for ham "naturen, hvor den er isoleret fra mennesket, intet er for menneskene".[16] Han beskæftigede sig med samfundet som et "aggregat af relationer, som producenterne lever i m.h.t. naturen og sig selv".[17] Skønt naturen eksisterer uafhængigt af menneskene, så er dog dens eksistens kun for så vidt faktisk for menneskene, som de kan iagttage og forstå den. Arbejdsprocessen i dens forskellige former, inklusive det videnskabelige arbejde, er vekselvirkning og formforandring mellem menneske og natur; og den behersker, udnytter og forandrer naturen, inklusive menneskets og samfundets natur. "Naturlove" refererer ikke til en "sidste realitet", men er beskrivelser af naturens adfærd og regelmæssigheder, således som de iagttages af mennesker. Iagttagelser forandrer sig i takt med erkendelsens forandring og i takt med den samfundsmæssige udvikling, der præger erkendelsesstadet. Begreber om fysisk realitet refererer således ikke blot til natur og mennesker, men også indirekte til samfundets struktur og den sociale forandring, og derfor er de historiske.
Skønt specifikke samfundsmæssige forhold, der er knyttet til specielle former for samfundsmæssig produktion, kan finde ideologisk udtryk i videnskaben og i en vis grad influere på dennes resultater, så er dog videnskab ligesom produktionsprocessen selv et resultat af al forudgående samfundsmæssig udvikling og er i den henseende uafhængig af en hvilken som helst bestemt social struktur. Begreber og fysisk realitet kan være identiske i strukturelt set forskellige samfund. Og ligesom forskellige teknologier kan udvikles indenfor en speciel social struktur, som f.eks. den nuværende såkaldte anden industrielle revolution, således kan en bestemt forestilling om fysisk realitet erstattes af en anden, uden at bestående samfundsmæssige forhold bliver præget af det. Alligevel er disse ny forestillinger historiske sammenlignet med tidligere forestillinger om fysisk realitet, der eksisterede under forudgående og anderledes produktionsmåder og samfundsforhold.
Videnskab i den moderne betydning udvikledes samtidig med den moderne industri og kapitalismen. Hastigheden i den videnskabelige udvikling forløber parallelt med den ubarmhjertige revolutionering af produktionsprocessen ved hjælp af den konkurrerende kapitalakkumulation. Der er en klar forbindelse mellem videnskab, dens teknologiske anvendelse og de herskende samfundsmæssige forhold. Skønt den moderne videnskab ikke blot kvantitativt men også kvalitativt er forskellig fra fortidens videnskabelige grundlag, så er den dog ikke desto mindre en videreudvikling af dette. Ligeledes kan videnskab og teknologi i den formodede socialistiske fremtid - hvor forandret den så end måtte være - kun opbygges ud fra hele den forudgående, videnskabelige og samfundsmæssige udvikling. Der eksisterer ingen "borgerlig videnskab", der skal erstattes af en "proletarisk videnskab". Det, som en marxistisk videnskabskritik retter sig imod, er den klassebestemte ideologiske interpretation og den klassebestemte anvendelse af videnskaben, hvor og når de skader menneskehedens behov og vel.
Skønt videnskaben tilstræber en hypotetisk ideal objektivitet, bliver anvendelsen af videnskaben ledet af andre overvejelser. Lige såvel som brugen af andre produktive og menneskelige ressourcer er den underordnet klasseforholdenes krav, der vil gøre den samfundsmæssige produktionsproces til redskab for kapitaldannelse. Anvendelsen af videnskaben til opfyldelse af profit og magtprincipper berører muligvis ikke den interne videnskabelige objektivitet, men den præger den videnskabelige udviklings retning. Fordi der ikke findes noget "endeligt mål" for videnskaben, og fordi dens forskningsområder er ubegrænsede, kan videnskab forsøge at koncentrere sig om enten det ene eller det andet. Tyngdepunktet i et bestemt område og en bestemt målrettethed afhænger af et givet samfunds behov, struktur og overbygning. I det 16. og 17. århundrede var der en iøjnefaldende forbindelse mellem koncentrationen omkring astronomien og udviklingen af verdenshandelen. Ligeledes er der en klar forbindelse mellem den nuværende fremhævelse af atomfysikken og de aktuelle imperialistiske stridigheder.
Ifølge marxistisk vurdering er mennesket alle tings mål, og videnskaben skulle være en videnskab for menneskene. Lige som socialismen implicerer produktivkræfternes videreudvikling, således implicerer den også udvidelsen af videnskaben. Den har til hensigt at forbinde grundsætningerne i den videnskabelige objektivitet med samfundsmæssig ansvarsfuldhed. Og ligesom den afviser en fetichistisk kapitalakkumulation, afviser den også "videnskab for videnskabens skyld". Denne fetichistiske holdning overfor videnskaben beror efter sigende på et medfødt menneskeligt behov for at søge efter en sidste sandhed, men i virkeligheden er den blot endnu et udtryk for det manglende sociale ansvar i klassesamfundet og for den hidsige konkurrence blandt videnskabsmændene selv. Den uansvarlige, irrationelle og selvødelæggende foragt for menneskeheden hos en mængde videnskabsmænd i dag, der forsvarer deres værk i videnskabens navn, skønt det ofte tjener rent ødelæggende formål, er kun muligt i et samfund, der kan underordne videnskaben under den herskende klasses partikulære behov. Men humaniseringen af videnskaben forudsætter humaniseringen af samfundet. Videnskaben og dens udvikling er således et samfundsmæssigt problem.
Marxismen, der ikke er en fysisk, materialistisk teori, og som ikke er bundet til den newtonske mekanik, bliver ikke præget af den ny fysik og mikrofysik. Ganske vist havde Marx ingen grund til og heller ikke til hensigt at afvise det 19. århundredes fysik. Det, der adskilte hans historiske materialisme fra den borgerlige materialisme, var hans afvisning af det enkelte menneskes direkte konfrontation med den ydre virkelighed, og hans kritik af den borgerlige materialismes manglende evne til at se samfund og samfundsmæssigt arbejde som en uadskillelig del af samfundstotaliteten. Det, der forbandt marxismen med den borgerlige materialisme, var overbevisningen om, at der eksisterede en ydre verden uafhængig af menneskene, og at videnskaben bidrog til erkendelse af denne objektive realitet.
Mens marxisterne akcepterer den positivistiske fremhævelse af erfaringen, afviser de tanken om at iagttagelser skulle være erfaringens eneste kilde - en tanke, der førte mange over i solipsismens modsigelsesfyldte sterilitet og andre til idealisme eller til indirekte retfærdiggørelse af religiøs tro. Selv om sanselige iagttagelser godt nok er individers iagttagelser, har menneskene dog udvidet deres sansers rækkevidde og evner både kvantitativt og kvalitativt. Ydermere gælder det, at "erkendelsen af en struktureret ydre verden, som vi kan indvirke rationelt på, kan udledes næsten udelukkende af samfundet. De brudstykker, som den sanselige erfaring selv har blotlagt, ville ikke selv udgøre nogen struktur, men de passer ind i den struktur, hvis grundrids samfundet har lært os. Faktisk er det, vi iagttager med vore sanseorganer, i højeste grad bestemt af vores opdragelse - af det, som ældre personer og medmennesker har lært os at betragte".[18]
Materiebegrebet indeholder i dag andet end for hundrede år siden. Mens for Lenin, og før ham for den borgerlige materialisme, naturens egentlige stof var materien, der var sammensat af atomer, og mens atomer for Mach var et tankemæssigt kunstgreb, der ikke var tilgængeligt for den sanselige erfaring, så betragtes i dag materie som noget "mellemliggende", fordi "materie som givet af vore sanser, synes at være et sekundært fænomen, fremkaldt af vore sanseorganers vekselvirkning med processer, hvis natur kun indirekte kan blotlægges, gennem teoretiske forklaringer af eksperimentelt betragtede sammenhænge; med andre ord, gennem intellektuel anstrengelse".[19]
Materie blev engang opfattet som sammensat af udelelige atomer. Denne forestilling mistede sin gyldighed med de nyopdagede egenskaber ved materien, f.eks. radioaktiviteten. Man opdagede, at "materiepartikler var i stand til at forsvinde, idet de opløstes i stråling, medens stråling kunne fortættes til materie og skabe partikler".[20] Einstein formulerede transformationen af masse til energi; begrebet materie omfatter således, når det anvendes, alle fysiske fænomener, som mennesker bliver opmærksom på. Man udtænkte eksperimentelle metoder, der skulle registrere virkningerne af atomerne og elementarpartiklerne, som de var sammensat af. Disse elementarpartikler kan betragtes som materiens mindste enheder - "netop de enheder som materien opspaltes i under indflydelse af ydre kræfter. Dette sagsforhold kan sammenfattes på følgende måde: Alle elementarpartikler er lavet af samme stof - nemlig af energi /.../ Materie eksisterer, fordi energi antager form af elementarpartikler".[21]
Disse opdagelser negerer ikke den fysiske virkeligheds objektive eksistens og heller ikke dens manifestation i ting, der konstituerer sig som materie. Hvad end videnskab måtte blotlægge som egenskaber ved naturen, og om materie betragtes som "reelt" eller "ikke reelt", som "primært" eller "sekundært" fænomen, så eksisterer den dog efter sin egen ret, og uden den fandtes der ingen antimaterialister, der kunne benægte dens eksistens. Den materielle verden er menneskets verden, uafhængig af den kendsgerning - sagt videnskabeligt eller filosofisk - at den gamle forestilling om materie er utilstrækkelig til at forklare den fysikalske realitet ud fra.
Ækvivalensen mellem masse og energi, lys og materie udvidede dualiteten mellem bølge og korpuskel, der først var blevet opdaget ved lyset, til at omfatte materien som helhed. Som ved lyset kan man forestille sig materiepartikler enten som kopruskler eller som bølger, og begge billeder er nødvendige til forklaring af deres egenskaber. Ifølge Max Plancks kvanteteori findes der ingen kontinuerlig stråling, men man kan kun beskæftige sig med den som materien, i individuelle enheder. Emission og absorbtion af disse egenskaber følger sandsynlighedsprincippet. Anvendelsen af kvantemekanikken på atomstrukturens problemer hos Niels Bohr og Werner Heisenberg førte til usikkerhedsprincippet, til indeterminisme og til komplementaritetsbegrebet. Ifølge de sidstnævnte kræver beskrivelsen af mikroobjekter, f.eks. elektroner, både bølge- og korpuskularmodeller; skønt de gensidig udelukker hinanden, kompletterer de hinanden. Usikkerhedsprincippet henviser til umuligheden af præcist at fastslå en partikels position og bevægelse på samme tid.
Fordi elementarprocesserne i deres totalitet konstituerer den fysiske virkelighed, førte kvantefysikkens indeterministiske, statiske, probabilistiske karakter til en fornægtelse af kausaliteten. Men ikke alle videnskabsmænd er villige til at anerkende akausalitet som et fundamentalt aspekt ved naturen. Einstein opfattede kvanteteorien med alle dens implikationer som blot en foreløbig hjælpekonstruktion - som udtryk for vores uvidenhed. Max Planck mente, at kvanteteorien eventuelt ville finde sit eksakte udtryk i bestemte ligninger, der ville være en mere eksakt formulering af kausalitetsloven. Og Heisenberg overvejede, om akausaliteten ikke blot var en konsekvens af adskillelsen mellem betragter og det betragtede og derfor ikke var anvendelig på universet som et hele.
Hvordan det nu end forholder sig - problemet kan, om overhovedet, kun løses gennem yderligere videnskabeligt arbejde. Mens nogle videnskabsmænd antager, at der skjult bag kvanteteoriens statistiske love findes parametre, der kan erkendes, og som følger den klassiske fysiks love, mener andre, at kausalitet i de fænomener, der kan iagttages med det blotte øje, selv er baseret på sandsynlighedslove. Mens for mange kausalitet engang var det absolut bestemmende princip, er den nu for andre tilfældighed. Marxismen, der ikke tænker i absolutte kategorier, akcepterer fysikkens nuværende udviklingsstade og er overbevist om, at ligesom alle tidligere udviklingsstader er også det nuværende foreløbigt og ingenlunde den fysiske erkendelses endelige resultat.
På grundlag af de makroskopiske fænomener var den newtonske mekanik absolut fyldestgørende. Erkendelsen af den objektive realitet, som vi havde opnået ved hjælp af vore sanseorganer og videnskabelige instrumenter, påvirkede ikke den synlige realitet selv iagttageligt. I mikrofysikken derimod påvirkede vekselvirkningen mellem betragter og objekt det betragtede fænomen. Sanselige indtryk og instrumenter implicerer overførsel af energi (photoner), hvilket hos atomare objekter, der betragtes, præger en væsentlig del at deres adfærd. Denne uundgåelige situation, der af nogle beklages som den absolutte grænse for al erkendelse af den objektive realitet, har fået andre til at konstatere, "at videnskab står mellem menneske og natur," og skønt hændelser i naturens verden ikke er afhængige af vores betragtning af dem, "beskæftiger vi os i videnskaben ikke med naturen selv men med naturvidenskaben - d.v.s. med naturen, der er gennemtænkt og beskrevet af mennesket".[22]
Skønt dette aspekt ved kvantefysikken for det meste mobiliseres som argument mod den filosofiske materialisme og som bevismateriale til gavn for idealismen, så følger det i en henseende marxismen meget langt, selv om dennes formulering er anderledes. Det, der star mellem menneske og natur, forbinder også menneske og natur. For marxismen implicerer erkendelsen af den objektive verden det udelelige forhold mellem menneske, samfund og natur; og den bekymrer sig ikke om en "objektiv realitet", der er adskilt fra den, som mennesker kan erkende. Hvis der ikke skulle være nøgen vej til den "absolutte" objektivitet, så er den grad af objektivitet, der kan opnås, menneskets objektive realitet. Selv om vi anerkender, at naturen og den natur, der kan blotlægges af videnskab, maske ikke er identiske, så tilstræber vi blot det højest mulige objektivitetstrin, og vi ser helt bort fra, om det forer os til en forståelse af "absolut realitet" eller ej.
Mikrofysikken er en blandt mange menneskelige bestræbelser, og skønt den har ført til mange nye opfattelser af fysisk realitet, så har den ikke ændret den menneskelige situation i den makroskopiske verden. Dualiteten "mellem statistiske og dynamiske love er i sidste instans forbundet med dualiteten mellem mikrokosmos og makrokosmos, og det må vi akceptere som en eksperimentelt bevist kendsgerning. Tilstrækkelige eller ej, kendsgerninger skabes ikke af teorier, og der er intet alternativ til indrømmelsen af både de statiske og de dynamiske loves faste plads i de fysiske teoriers samlede system".[23] Rum, tid, kausalitet, der er udledt af eksperimenter, er og bliver tilforladelige vejvisere for de fleste menneskelige aktiviteter, ganske uafhængigt af virkelighedens udslaggivende eller grundliggende relativistiske eller atomistiske teorier. Det er temmelig sikkert, "at den klassiske mekanik vil blive ved med at være det instrument, der er mest velegnet til at løse bestemte spørgsmål, spørgsmål af største betydning for os, fordi de refererer til vores størrelsesskala".[24]
Det ændrer intet ved denne situation, om den klassiske mekaniks deterministiske interpretation ligeledes betragtes som forkert.[25] For kausalitet og determinisme refererer ikke til naturen i dens totalitet, men til vores gensidige forhold til naturen, gennem hvilket vi opdager regler og regelmæssigheder, der tillader os at forvente - og dermed forudsige - naturmæssige hændelse med en næsten sikker grad at sandsynlighed. Skønt det tidligere ideal om en absolut sikker erkendelse af den ydre verden gik tabt i den blotte stræben efter videnskabelig objektivitet, så bevarer "naturlove", der tillader forudsigelse, deres "absolutte gyldighed" for det menneskelige erfaringsområde. Og mens forståelsen af atomare processer implicerer sandsynlighed og statistik, forer udnyttelsen af denne erkendelse til forudsigelige aktiviteter, som om de byggede pa et årsag-virknings forhold. Ligeledes "tillader den klassiske fysiks tanker en a priori basis for udforskningen af kvantefysikken, fordi vi jo kun kan udføre eksperimenter på det atomare område ved hjælp af den klassiske fysiks forestillinger".[26]
Fordi indeterministme dominerer indenfor kvantefysikken og determinismen "selv i den mest enkle klassiske videnskab, mekanikken," ikke længere kommer pa tale, finder Max Born det "ganske enkelt uhørt, at man anvender determinismeideen på historiske hændelser".[27] Men selv om den historiske materialisme gør krav på forudsigelsesevner, gør den ikke krav på, at disse evner er afledt af eller er analoge med naturprocesser, men at de bygger pa "samfundsmæssige udviklingslove", der er baseret på historiens evidens. For at tilbagevise "samfundsmæssig determinisme" må man bevise dennes umulighed for samfund og historie. Det kan ikke ske via en analogi til fysikalske processer. Born, der går frem på den måde, foretager dermed præcist det samme, som pseudo-marxister gør, når de læser "samfundsmæssige love" ind i naturen, blot i modsat retning. Hvis den ene analogi er dårlig, er den anden det også.
Samfund udvikles og fungerer ikke gennem tilfældighed, derimod gennem menneskelige reaktioner på klart markerede nødvendigheder. Mennesket må spise for at leve, og når det må arbejde for at skaffe føde, tvinger arbejdet det til regelbundet adfærd og dermed til lydighed og kamp overfor naturmæssige fænomener og deres regelmæssigheder. Når mennesker arbejder i grupper og samfund, opstår af den samfundsmæssige arbejdsproces nye nødvendigheder og forskrifter. Sammen med produktivitetsvæksten udvikles samfundsmæssige klasseforhold og sociale forskrifter, der bygger på førstnævnte. I takt med den yderligere vækst af samfundets produktivkræfter aftager de ydre nødvendigheders determination af den menneskelige adfærd, mens de sociale reglers determination til gengæld vokser. Determination er i høj grad et samfundsmæssigt produkt; det er den samfundsmæssige udvikling selv, der fører til forudsigelighed gennem erkendelsen af produktionens og reproduktionens materielle og sociale nødvendigheder.
På grund af den samfundsmæssige determinations samfundsmæssigt producerede karakter er Marx hverken determinist eller indeterminist i den almindelige betydning af disse begreber. "Ifølge ham er historien produktet af den menneskelige handling, selv om menneskene er produkter af historien. Historiske betingelser bestemmer den måde, som mennesket skaber den fremtidige historie på; men disse historiske betingelser er selv et resultat af menneskelige handlinger ... Det grundlæggende udgangspunkt er aldrig historie men mennesket, dets situation, dets reaktioner."[28]
I den historie, vi kender, kan trin af menneskelig og samfundsmæssig eksistens bestemmes ud fra ændrede redskaber, produktionsformer og samfundsmæssige forhold, der ændrer arbejdsproduktiviteten. Hvor den samfundsmæssige produktion stagnerer, gør samfundet det også; hvor den kun udvikler sig langsomt, gør samfundet det også. Men al tidligere udvikling er resultatet af det fremskridt, der har fundet sted i produktionssfæren, og man må antage, at fremtiden ligeledes vil være afhængig af denne.
Dette siger ikke ret meget med henblik på den virkelige overgang fra kapitalismen til socialismen, sådan som den blev foregrebet af Marx. Det betyder kun, at socialismen er det næste skridt i udviklingen af de samfundsmæssige produktivkræfter, der omfatter videnskaben og den samfundsmæssige bevidsthed. Ifølge Marx både hæmmer og fremmer enhver klassestruktur den samfundsmæssige produktions almene udvikling. Den fremmer den i modsætning til tidligere eksisterende samfundsmæssige produktionsforhold, og den hæmmer den, idet den forsøger at gøre de bestående samfundsmæssige forhold permanente. Bestemte samfundsmæssige forhold er bundet til bestemte udviklingstrin af de samfundsmæssige produktivkræfter - uanset alle faktiske sammenfald af gamle og nye former af samfundsmæssige forhold og produktionsmåder. I vores tidsalder er det forbindelsen mellem kapital og arbejde, der som samfundsmæssig grundmodsigelse hæmmer den videre sociale udvikling. Men en sådan udvikling kræver ophævelsen af samfundsmæssige modsigelser. Og da kun de, der formår at sætte deres lid til et klasseløst samfund, vil tilstræbe dettes realisering, så Marx i arbejderklassen og i dens behov den menneskelige emancipations kraft.
Skønt Marx var overbevist om kapitalismens uundgåelige endeligt, lagde han sig ikke fast på et bestemt tidspunkt. Dette ville afhænge af den faktiske klassekamp og var kun en afgjort sag, hvis man antog en fortsættelse af forløbet i den tidligere sociale udvikling. Fremtidige begivenheder kan kun baseres på den nuværende erkendelse, og forudsigelser er kun mulige ud fra den antagelse, at bevægelsen i den hidtidige udvikling også har gyldighed for fremtiden. Og det har den muligvis ikke; alligevel retfærdiggør erfaringerne yderligere forventninger og muliggør dermed handlinger, der for deres vedkommende kan afgøre, om forventningerne var berettigede eller ej. Når Marx talte om kapitalismens endeligt, tænkte han også på de elementer af et nyt samfund, der allerede var ved at udfolde sig i "skødet af det gamle samfund". Kapitalen havde ingen fremtid, fordi overvindelsen af den allerede var en kendsgerning, man kunne se. Sammen med kapitalismens udvikling udvikledes også alle dens modsigelser, således at dens opstigning allerede varslede dens nedgang, hvis man vel at mærke betragtede sagen fra et revolutionært standpunkt og ikke fra et konservativt.
Der er ingen forbindelse mellem marxismen og den fysiske determinisme eller indeterminisme, og altså heller ingen forbindelse mellem den kolde krig og de forskelligartede opfattelser af fysisk realitet i ost og vest. Og hvilken mulig forbindelse skulle der også kunne være mellem nuklearfysikkens indetermination og alle de sociale problemer, der plager denne verden og bestemmer dens politiske bevægelser? Disse sociale stridigheder foruroligede verden længe for den ny fysik dukkede op, og de kan hverken afskaffes gennem videnskab eller filosofi. De politiske relationer mellem ost og vest vil ikke blive forbedret, blot fordi fysikere afstår fra ideologisk interpretation af deres arbejde. Dette arbejde og dets praktiske anvendelse er i øst og vest ens. De eksisterende meningsforskelle er uden betydning, da de beskæftiger sig med spekulationer om fysikkens fremtidige udsigter. Nogle østlige videnskabsmænd gør sig ingen umage med at forsyne deres arbejder med filosofiske interpretationer; andre forsøger at indpasse dem i den dialektiske materialismes skema, for ikke at krænke den af staten foreskrevne ideologi, som de må tro på, ligesom de vestlige videnskabsmænd i almindelighed akcepterer deres samfunds herskende ideologi.
Under alle omstændigheder er realiteten altid stærkere end ideologien; det viser den fortløbende nødvendighed af at integrere videnskabens nye opdagelser og teknologiens fremskridt i de herskende ideologier. Engang denoncerede russiske dialektiske materialister Einsteins relativitetsteori som borgerlig obskurantisme, mens de senere - endda temmelig hurtigt - måtte hylde den som endnu en milepæl i den dialektiske materialisme. Rum-tid, bolger-mekanik, materiens struktur, kort sagt, hele den samlede moderne fysik forvandledes til en stor manifestation af naturens dialektik og dens materielle substans. "Komplementaritets"-grundsætningen, d.v.s. opgivelsen af et begrebsmæssigt ensartet billede af de atomare fænomener blev prist som endnu et eksempel på dialektisk proces, som modsigelses- og ophævelsesproces, i hvilken tese og antitese forer til syntese.
Men "syntesen" er indtil nu kun blevet filosofisk foregrebet af den dialektiske materialisme, for at tilfredsstille det leninistiske kriterium for absolut objektiv sandhed. Nogle østeuropæiske fysikere, dog ikke alle, hævder ganske enkelt, at de fænomener, der observeres i mikrofysikken og som angår bølger og partikler, er fuldstændig objektive, hvorimod de for nogle vestlige fysikere, dog ikke for alle, er til dels subjektive på grund af den forstyrrende og forandrende vekselvirkning mellem betragter og objekt, og fordi bølgen har karakter af en sandsynlighedsbølge og ikke betragtes som objektiv eksistens. Naturligvis indrømmer de russiske fysikere, at mikroobjekternes rene objektivitet kun kan anerkendes delvist, men de mener, at det i princippet vil være muligt at etablere deres fuldstændige objektivitet, ved at finde midler og veje til at formindske indflydelsen fra iagttageren og hans instrumenter på de betragtede mikroobjekter. Anvendelsen af atomenergien synes dem at være et bevis for de atomare fænomeners objektive karakter.
Det, der er væsentligt for vestlige fysikere i vor tid, er kvanteteorien på dens nuværende stade og de problemer, den rejser. Det gælder naturligvis også for de russiske videnskabsmænd. Og man kan endda sige, at deres stræben efter absolut objektivitet, realisabel eller ej, er en bedre arbejdshypotese end visse vestlige fysikeres subjektivistiske underkastelse under en formodet absolut grænse for forståelsen af den objektive realitet. Men når alt kommer til alt, så anvendes atomenergi på begge sider af "barrikaden". Atomenergiens nøgterne sandhed er blevet opdaget på tværs af dialektisk materialisme og borgerlig idealisme.
Fordi Lenin holdt fast ved kausalitetens objektivitet og universelle gyldighed, og fordi leninisme er den herskende ideologi, kan de russiske fysikere dårligt undslå sig den. Det er der heller ikke nogen reel grund til, for ifølge den dialektiske materialisme udelukker kausalitet ikke tilfældighed, men indbefatter den. Kvantefysikkens indetermination indrømmer man ganske vist, men man betragter den som foranlediget af de eksperimentelle teknikker og ikke gennem en fundamental naturlov. Forskellene mellem fysikerne i øst og vest angår så i sidste instans ikke deres arbejde, men består deri, at de østlige fysikeres arbejder skal munde ud i en verifikation af den dialektiske materialismes antagelser.
Disse antagelser angår dog ikke socialismens sejr over kapitalismen, men kun kausalitetens genetablering for naturen som et hele, og genoptagelsen af materiebegrebet i dets nuværende betydning som den eneste basis for alle eksisterende fænomener inklusive den menneskelige ånd. Naturligvis kan sådanne forventninger i en vis forstand være udtryk for en almindelig optimisme, der er knyttet sammen med fremgang, succes og triumf for bolschevismen og dens ideologiske ledsager, leninismen. Men det er vanskeligt at se, hvorledes den dialektiske materialisme i fysikken på den ene eller anden måde skulle bestemme menneskenes politiske afgørelser, eller hvordan den skulle kunne betragtes som et instrument for klassekampen.
Ideologier er våben; men i atombombens tidsalder er de ikke længere udslaggivende eller bare meget vigtige. Lige så lidt de vestlige nationer har tillid til "rationaliteten" og "naturligheden" af deres socio-økonomiske forhold, lige så lidt har de østlige "marxister" tiltro til historiens dialektiske forløb - for slet ikke at tale om naturens - som et middel til den endelige sejr. Begge sider støtter sig først og fremmest på deres materielle magt. Naturligvis kan det kun være nyttigt, når den materielle magt finder ideologisk støtte; af denne grund findes der i begge lejre succesfulde ideologer i behagelige indkomstlag. Ud fra deres profession lægger de godt nok vægt på ideologiernes magt og betydning, men de overvurderer dermed blot deres egen betydning.
[1] M. Born, The Concept of Reality in Physics, i: Bulletin of the Atomic Scientists, Chicago 1958, Vol. XIV, No. 8, s. 320.
[2] Ibid., s. 319.
[3] F. Engels, Ludwig Feuerbach und der Ausgang der klassischen deutschen Philosophie, i: MEW 21, s. 320.
[4] Born (note 1), s. 320.
[5] B. Croce, Lebendiges und Totes in Hegels Philosophie, Heidelberg 1909.
[6] F. Engels (note 3), s. 275.
[7] Alphonse Aulard, Histoire Politique de la Révolution Française; Origines et Développement de la Démocratie et de la République (1789-1804). Paris 1901, s. 734.
[8] E. Mach, The Science of Mechanics, London 1942, s. 27.
[9] Lenin, Materialismus und Empiriokritizismus, 10. Aufl., Berlin 1971, s. 131 (Werke, Bd. 14).
[10] Ibid., s. 130.
[11] Ibid., s. 80, Lenin citerer her fra: F. Engels (note 3), s. 277/78.
[12] Ibid., s. 132.
[13] K. Marx, Thesen über Feuerbach, i MEW 3, s. 5.
[14] En mere udførlig kritik af Lenins videnskabelige og filosofiske ideer findes i: Karl Korsch, Marxismus und Philosophie. Frankfurt 1966, samt i: Anton Pannekoek, Lenin als Philosoph, Frankfurt 1969.
[15] K. Marx, Zur Kritik der Politischen Ökonomie, forordet, i MEW 13, s. 8/9.
[16] K. Marx, Ökonomisch-philosophische Manuskripte (1844), i MEW EB 1, s. 587.
[17] K. Marx, Das Kapital, bd. III, MEW 25, s. 827; Rhodos 3:4, s. 1053.
[18] V.G. Childe, Society and Knowledge, New York 1956, s. 97.
[19] Born (note 1), s. 319.
[20] L.d. Broglie, Physichs and Microphysics, New York 1960, s. 68.
[21] W. Heisenberg. From Plato to Max Planck, i: Atlantic Monthly, Boston, nov. 1959, s. 113.
[22] Ibid., s. 112.
[23] M. Planck, A Survey of Physical Theory, New York 1960, s. 64.
[24] E. Borel, Space & Time, New York 1960, s. 182.
[25] Sml. M. Born. Voraussagbarkeit in der klassischen Mechanik, Physikalische Blätter, H. 8. 1959.
[26] Heisenberg (note 21), s. 320.
[27] Born (note 1), s. 320.
[28] A.G. Meyer, Marxism: The unity of theory and practice, Cambridge 1954, s. 10.
Last updated on: 8.23.2009