Originaltitel: "Man and Society in an Age of Reconstruction"
Offentliggjort: i Living Marxism No. 4, Apr. 1941
Oversættelse: Birgitta Gervig og Henning Vangsgård
Digitalisering: Jonas Holmgren
Sociologer, der i embeds medfør bliver mere foruroligede end andre videnskabsmænd over menneskenes usociale adfærd, ser deres største udfordring i den nuværende tingenes tilstand. På den ene side er der et enormt fremskridt i videnskab og produktion, på den anden side en næsten total mangel på evne til at anvende dette til fordel for samfundet som helhed. Dette paradoks får endnu en gang sociologerne til at vende sig bort fra deres yndede hovedbeskæftigelse med isolerede sociologiske data og hellige sig nye forsøg på at formulere omspændende teorier, der sigter mod at påvirke og styre social forandring.
Det er dog værd at lægge mærke til, at den så yndede empiriske formalisme ikke blev anvendt udelukkende af objektivitetsgrunde, men også fordi den tjente som en slags flugtanordning for videnskabsmænd, der ikke var til sinds at træffe politiske afgørelser. Sociologer kunne ikke undgå at bemærke, at al deres forskning førte til konklusioner, der på den ene eller anden måde rettede sig mod de herskende interesser i samfundet. Selvom det ikke var svært at bevare "neutraliteten" i videnskabens navn, så var dette imidlertid ikke nok. Helt uanset hvilken indstilling de har, bliver videnskabsmænd i dag hevet frem i offentligheden for "at tage stilling". De seneste tendenser inden for sociologien viser derfor dels en række af "bekendelser" og dels et militant forsvar for videnskabsmændenes stilling i samfundet.
Skønt velstand og krise, krig og fred afløser hinanden, er det, der kan ændre sig i det samfundsmæssige udviklingsforløb, kun den vægt, der ligger på den ene eller anden side af denne eneste, men tvetydige proces, for i det fremherskende samfund er produktivkræfterne samtidig destruktive kræfter. Dette faktum forklarer, hvorfor der i en atmosfære af krig og almindelig uorden bliver foretaget undersøgelser fulde af håb og tilbudt optimistiske forslag til bevarelse af freden og til genoprettelse af ro og orden. Således bliver denne søgen efter social adfærd fortsat i et "usocialt" samfund, selv midt under krigen, medmindre den tvinges til at stoppe af krigsførelsen. I denne henseende må Karl Mannheims nye bog "Menneske og samfund i ombygningens tidsalder"[1] ses som et betydeligt bidrag til den samtidige sociale tænkning.
For Mannheim er den nuværende sociale krise ikke et midlertidigt fænomen, men en overgangsperiode til en ny samfundsorden. Laissez-faire-princippet og den dertil svarende sociale struktur havde ført til kaos; et nyt princip "planlægning for friheden", og en ny social struktur måtte udvikles og føre til et højere samfundsmæssigt niveau, som indeholdt de tidligere former for handlen, tænken og frihed, som var i overensstemmelse med det nye samfund, og som samtidig ydede beskyttelse mod overdreven dogmatisme i planlægningen. I stedet for at synke i fortvivlelse over det opstående "massesamfunds" fødselsveer, istedet for at længes efter en uigenkaldelig fortid, skulle vi akceptere denne nye realitet og hjælpe til med at virkeliggøre en ny frihed, en ny sikkerhed og et nyt fremskridt.
Da der efter Mannheims mening ikke kunne være tale om "radikale løsninger på de bestående sociale problemer, og da vi måtte være tilfredse med en gradvis ændring af små enkeltheder inden for rammen af de etablerede relationer" (s. 381),[2] måtte vi uafhængigt af vore sympatier "af al magt lede efter en kombination af samfundsmæssige styringsmekanismer, som kunne fastsætte, hvorvidt individuel frihed skulle forblive uantastet for at bevare både den enkeltes frihed og helhedens effektivitet" (s. 8). Han ville også meget hellere, siger han, leve i en tid, "hvor samfundsordenen og dens styringsformer ikke tillod en gruppe mennesker at tvinge sin opfattelse af 'det rigtige liv' ned over en anden. Men det står ikke i vor magt at vælge samfundsform og styringsformer selv. De eksisterer allerede, og det højeste vi kan gøre, er at kombinere og blande dem til den størst mulige fordel." (s. 7). Da der imidlertid ikke længere gives noget "valg mellem planlægning og laissez-faire, men kun mellem god og dårlig planlægning" (s. 6), og da "planlæggerne kun kan rekrutteres fra de allerede eksisterende grupper, vil alt afhænge af, hvilken af disse grupper med deres forhåndenværende synspunkter, der kan mobilisere energi, beslutsomhed og evne til at beherske det moderne livs enorme samfundsapparat" (s. 75).
Alt dette svarer nøje til tidens ånd. Thi det turde i mellemtiden være blevet klart, at den slags "planlægning" og samfundsmæssig styring, som i nationalt regi blev påbegyndt af bolschevikkerne og dernæst overtaget af fascister og nazister - i noget ændret form og med delvis andre midler på grund af de anderledes betingelser - nu vinder større og større indpas under pres fra krise og krig også i de lande, der i hvert fald officielt bekender sig til demokrati og frihandel. I en bestemt henseende og med meget mere ret end Harcourt, der i 1901 sagde, at "vi nu alle er socialister", kunne man sige, at "vi i dag alle er fascister". Til at retfærdiggøre sådan en bemærkning er det tilstrækkeligt med en sammenligning mellem diverse fascistiske forslag og forholdsregler med hensyn til sociale problemer og dem, der er blevet udviklet af reformister fra de socialistiske og liberalistiske skoler. På denne baggrund kan man også rose Mannheims bog, fordi den forsøger at forsone samfundsmæssig teori og praksis, og fordi den erkender, at - ligemeget hvilket standpunkt vi indtager til fascisme - vores fremtidige handlen tager udgangspunkt i den samfundsmæssige nødvendighed, som førte til den totalitære stats opståen.
Mannheims centrale emne udgøres af problemstillingen "hvorledes psykologiske, intellektuelle og moralske udviklinger har forbindelse til det samfundsmæssige forløb" (s. 15). Han vil påvise forbindelsen mellem forandringerne hos menneskene og de store samtidige forandringer i samfundssystemet. Den marxske metode, "at forstå vort indre liv ud fra de økonomiske processer, er dog på ingen måde den eneste mulighed for at forklare bevidsthed i forhold til det samtidige samfund" (s. 19). Relationer der hverken er økonomiske eller politiske, men intermenneskelige, "danner det egentlige centrum for det drama, i hvilket samfundsmæssige forandringer omsættes direkte til psykologiske forandringer" (s. 21). Psykologi, æstetik og jura var ikke bedre egnet end økonomi til en tilfredsstillende behandling af problemerne omkring bevidsthed og samfund. De isolerede videnskaber kunne gøre nytte, men deres enkeltkonklusioner måtte oversættes til sociologiske termer. Da vi hidtil hverken havde haft en historisk eller en sociologisk psykologi, måtte vi nu begynde med at "se den samfundsmæssige side af ethvert psykologisk fænomen og forstå dette som en stadig vekselvirkning mellem den enkelte og samfundet" (s. 17).
Mannheim gør opmærksom på, at antallet af sociale relationer og processer, der har indflydelse på menneskets psykologi, er meget større end almindeligvis antaget. Til at demonstrere dette vælger han ud af de utallige aktuelle samfundsmæssige relationer "de modstridende principper fri konkurrence og regulering". Han siger, "at ikke kun inden for økonomien, men på ethvert af livets områder erstatter reguleringsprincippet/konkurrenceprincippet" (s. 21). På grund af en specifik tendens inden for de samfundsvidenskaber, der beskæftigede sig med den industrielle udvikling, skete der det, at konkurrenceprincippet først blev opdaget på det økonomiske område. Det havde imidlertid almen gyldighed. (Der er konkurrence inden for kærlighed, kunst, politik o.s.v.) Selv om overgangen fra konkurrence til regulering havde økonomiske årsager, har den også sin særlige betydning i dag; dens indflydelse gør sig gældende i enhver form for samfundsmæssig aktivitet" (s. 22).
Mannheims første forsøg på at smede en forbindelse mellem psykologi og samfundsvidenskaber tjener til at finde frem til de de forskellige sociologiske faktorer, der ville være i stand til at forklare, hvorfor kulturen styrter sammen for øjnene af os" (s. 15). Han henviser til, at fornuft og orden kun kan eksistere under bestemte betingelser. I den seneste tid er der blevet rokket ved tiltroen til, at fornuften kunne gøre fremskridt: "de grupper, der hidtil har regeret i samfundet, og som i det mindste siden oplysningstiden har været toneangivende på vor kulturs område" (s. 40), havde pludselig mistet deres magt. Det var derfor blevet nødvendigt at "føje de seneste erfaringer med det irrationelles magt til billedet af den historiske udvikling /.../ Det er sociologiens opgave at vise, på hvilke områder af et givet samfund disse irrationalismer kommer til udtryk, og hvilken samfundsmæssig funktion og form de der antager" (s. 63).
Indledningsvis kommenterer Mannheim den tese, "at anvendelse af fornuften, styring af drifterne og hele moralkodeksens art slet ikke er vilkårlig /.../ men afhænger af de problemer, den bestående samfundsorden opstiller. Tidligere tiders samfund kunne tillade sig et vist misforhold i fordelingen af rationalitet og moralsk styrke. Det moderne samfund må imidlertid bryde sammen, hvis samfundets rationelle styring og individets herredømme over sine drifter ikke holder trit med den tekniske udvikling" (s. 43). Det viste sig, at sidstnævnte misforhold i det lange løb var uholdbart for det industrialiserede samfund, fordi dette samfund førte til tiltagende social interdependens og fundamental demokratisering. Da der herskede et "almindeligt misforhold i udviklingen af menneskets evner", fordi "den moderne tekniske beherskelse af naturen er mange mil forud for udviklingen af menneskets kundskab og moralske styrke", og også et "samfundsmæssigt misforhold" i fordelingen af rationelle og moralske evner, fordi samfundet var delt op i klasser og funktioner, sker der det, at så snart masserne "på den ene eller anden måde griber ind i politik, bliver deres utilstrækkelige forstand og især deres utilstrækkelige politiske erfaring af mere vidtrækkende betydning og truer endda eliten" (s. 45). Der er bestemt ikke mere irrationalitet end tidligere, men "hidtil har den fået afløb i snævrere sociale kredse og i den private sfære" (s. 45). Sålænge demokratiet kun var et "pseudo-demokrati", fortsætter Mannheim sin forklaring, tillod det, at rationaliteten tog til, men efter at "demokratiet blev effektivt, d.v.s. efter at alle klasserne spillede en aktiv rolle i det, er det i tiltagende grad blevet forvandlet til et 'stemningernes demokrati' " (s. 45).
På dette sted er det påkrævet at forklare, i hvilken betydning Mannheim bruger begreberne "rationel" og "irrationel". Han taler om substantiel og funktionel rationalitet og irrationalitet. En substantielt rationel tankeproces "giver forståelsesmæssig indsigt i begivenhedernes sammenhæng i en given situation. Enhver anden ting, som enten er falsk eller ikke er en tankeproces overhovedet (drifter, indskydelser, ønsker, følelser), er substantielt irrationelt" (s. 52). Funktionel rationalitet eller irrationalitet bruger Mannheim således, som det sædvanligvis anvendes om rationaliseringsprocesser inden for industri og administration, d.v.s. "hvor en række handlinger organiseres således, at de fører til et på forhånd defineret mål" (s. 53). "Jo mere industrialiseret et samfund er," forklarer Mannheim, "og jo videre dets arbejdsdeling og organisering er fremskreden, des flere bliver de dele af den menneskelige aktivitet, som er funktionelt rationelle og dermed beregnelige på forhånd" (s. 55). Denne forøgede funktionelle rationalitet fik dog ikke den substantielle rationalitet til at vokse til samme omfang. Den funktionelle rationalitet virkede snarere lammende på den rationelle dømmekraft, hvad kriser og revolutioner vidner tilstrækkeligt om.
I de tidligere samfundsformer "handlede den enkelte kun lejlighedsvist funktionelt rationelt; i det nuværende samfund er han tvunget til at handle på denne måde på flere og flere af livets områder" (s. 65). Den funktionelle rationalisering af adfærden hang tæt sammen med selv-rationalisering, d.v.s. individets systematiske styring af sine impulser. Men da det i det moderne samfund var forbeholdt nogle få organisatorer - mænd i nøglestillinger - at udtænke komplekse handlingsforløb, var gennemsnitsborgerens evne til rationel tænkning permanent aftagende. Dette førte til en stadig større distance mellem eliten og masserne og endelig til "kravet om en fører". Selvrationalisering bliver stadig sværere. "Hvis der nu i krisetider sker det, at den rationaliserede mekanisme i samfundets liv bryder sammen, kan individet ikke reparere den ud fra sin egen indsigt. I stedet hensætter hans egen afmagt ham i en tilstand af rædselslagen hjælpeløshed" (s. 59).
Oprindelsen til de rationelle og irrationelle elementer i det moderne samfund kunne man således udlede af det forhold, at vort samfund ikke kun er et industrialiseret, men også et massesamfund. Qua industrialiseret samfund "afføder det en lang række handlinger, som kan beregnes rationelt /.../ og som bygger på fortrængning og undertrykkelse af drifter. Qua massesamfund afføder det derimod alle de irrationelle forhold og emotionelle bevægelser, der er karakteristiske for en amorf konglomeration af mennesker" (s. 61). Men det "irrationelle" er ifølge Mannheim "ikke altid noget skadeligt, /.../ det hører til de mest værdifulde kræfter, mennesket har, når det optræder som den drivende kraft til at opnå rationelle og objektive mål" (s. 62). Det er skadeligt, når det ikke bliver integreret i samfundets struktur og trænger ind i det politiske liv i et samfund, hvor masserne søger at dominere. Dette er så "farligt, fordi massedemokratiets udvælgelsesapparat giver grønt lys for irrationelle forhold på steder, hvor rational styring er absolut nødvendig" (s. 63). Kort sagt og for at være helt præcis, irrationelle træk er stadig aktiver i England og Frankrig, men selvfølgelig meget dårlige i Tyskland.
Det må være på sin plads at afbryde referatet af Mannheims overvejelser her og opstille følgende af hans teser til diskussion:
1. Samfundet befinder sig i en overgangsperiode fra laissez-faire til planlægning. De herskende eliters beskaffenhed er afgørende for de fremtidige hændelser.
2. For at forstå menneskenes handlinger og forestillinger, må man tage hensyn til de samfundsmæssige begivenheders "mangedimensionale" natur.
3. En kultur bryder sammen; troen på fremskridtet er væk; irrationaliteten vokser. Sidstnævnte må forstås som resultatet af den modsat rettede udvikling af "social interdependens" og "fundamental demokratisering", af at den funktionelle rationalitet i det industrialiserede massesamfund vokser meget hurtigere end den substantielle.
Lad os starte med spørgsmålet overgangsperiode: For at forstå Mannheims tankegang må man holde sig for øje, at hans bog er påvirket af "erfaringer i Tyskland og senere af engelsk tænkemåde og udgør et forsøg på at forene de to" (s. 4). "Demokratierne," siger Mannheim, "har endnu ikke fundet en formel, ud fra hvilken de kan bestemme, hvilke dele af samfundets processer, der kan styres og reguleres, og diktaturerne kan ikke se, at indblanding i alting intet har med planlægning at gøre" (s. 14). Han foretrækker hverken diktatur eller demokrati, men en samfundsmæssig politik, der med udbytte kombinerer fordelene fra begge dele; det hele afhænger til syvende og sidst af, "om vi kan finde midler til at overføre demokratiets parlamentariske styring på et planlagt samfund" (s. 380). På dette sted afsløres den politiske tendens i Mannheims bog. Selvom det er skjult bag en velvillig anerkendelse af Marx' bidrag til samfundsvidenskaberne, så er denne bog dog et angreb på forestillingen om revolutionær forandring. Selvom han er overbevist om nødvendigheden af mange af de fascistiske reformer, frygter Mannheim i bund og grund for deres sociale konsekvenser. Han foretrækker en mellemvej, d.v.s. han foretrækker den politiske indstilling, der er fremherskende i de såkaldte demokratiske nationer, der er i opposition til den nye tyske imperialisme.
Mannheim er overbevist om, "at samfundet vil være fortabt, hvis de grupper, der deltager i politik, stadig nægter at se ud over deres egne umiddelbare interesser" (s. 15). Det er svært at se andet og mere end retorik i denne erklæring, for den ene eller den anden gruppe kan godt være fortabt (hvad det så end skal betyde), men hvorfor dog samfundet? Det er endnu sværere at forstå dette fordi Mannheim ikke tror på, "at vor tids store tema er kampen mellem proletariatet og bourgeoisiet" (s. 215). Han indrømmer, at ideen om klassekamp forekom helt realistisk for tidligere epoker, men nu måtte den anses for at være et "fordrejet perspektiv". Det passer ikke længere, siger han, "at klassemodsætningerne spiller hovedrollerne" i det sociale drama, eftersom der fremkom "nye klasser, der ikke kan kategoriseres som bourgeoisie, proletariat eller militær-kaste. Der er blevet dannet partiorganisationer, som ser bort fra den økonomiske forskel på arbejdere og arbejdsgivere. Disse begivenheder svækker betydningen af de fortsatte spændinger mellem klasserne" (s. 251).
Hvis klassespørgsmål er af "sekundær betydning" i dag, kan de ikke gøres ansvarlige for, at den øjeblikkelige samfundsmæssige krise fortsætter. Men når Mannheim ikke desto mindre taler om, at spændingen mellem grupperne er ansvarlig for det øjeblikkelige kaos, skal dette ses i lyset af hans overbevisning om, at "partiorganisationer ser bort fra forskellen mellem arbejdere og arbejdsgivere". Det, der gør samfundet "fortabt", er kampen mellem partiorganisationer og industri, mellem fascisme og privatkapitalisme. Når Mannheim søger at afslutte spændingerne mellem klasserne med det formål "at redde samfundet", er det en appel til både fascister og "anti-fascister" om at stoppe kampen og finde en kompromisløsning, der tilfredsstiller begge parter - en bøn, der samtidig går ud fra den antagelse, at proletariatet som uafhængig magt allerede er ude af billedet.
Det er ud fra denne synsvinkel, Mannheim hævder, at de fleste af vor tids dårlige symptomer må forstås således, at de skyldes overgangen fra laissez-faire til planlægning, fra et begrænset demokrati til massesamfund, samt ændringerne i den socialteknik, der følger med denne proces. Disse principper forekommer ham vigtigere end Marx' principper om klassekonflikten og kampen om magten, hvis "konkrete strukturer er alt for foranderlige, til at man kan akceptere dem som den evige ramme for fremtidige hændelser" (s. 251). Han anser sine egne principper for mere abstrakte og dermed mere fundamentale, fordi "de giver en fyldestgørende forklaring på en lang række forandringer, som vil fortsætte, efter den specielle klassestruktur er blevet ændret" (s. 252).
Selv om principper, der vil blive stående og gå ud over de øjeblikkelige, snævrere problemer, er udmærkede, så langt de nu ellers rækker, så er de ikke "overordnede", og de stempler ikke nutidens mindre abstrakte problemer som "sekundære kategorier". At påstå, at de fleste af vor tids symptomer skyldes dens overgangskarakter, er bare at gentage med andre ord, at de skyldes den aktuelle kamp mellem partiorganisationerne og industriens arbejdsgivere. På den måde har Mannheim ikke erstattet mindre abstrakte med mere abstrakte principper. Han har bare begrænset klassekampprincippet endnu kraftigere ved konkret at anerkende en af dets faser, her den øjeblikkelige kamp mellem partiorganisationer og industriens arbejdsgivere, som vigtigere end klassekampen selv.
I de nuværende kampe mellem fascisme og privatkapitalisme kan det være svært at genkende den gamle kamp mellem dem, der behersker kilderne til den økonomiske og samfundsmæssige magt, og den der bliver behersket af dem, for tyngdepunktet er nu blevet flyttet fra den såkaldt økonomiske til den politiske sfære. Det er lettere at kassere hele problemet og koncentrere sig om spørgsmål, der tilsyneladende går ud over klassekampene i deres tidligere og nuværende forklædninger. I så tilfælde kan man dårligt undgå at antage, at samfundet allerede er i en overgangsproces hen imod planlægning. Således følger for Mannheim alle sociale spændinger og problemer som resultater af, at laissez-faire og planlægning eksisterer side om side. Men her opstår der en ny vanskelighed, for Mannheim siger selv, at vi kun er "på et udviklingsstadium, hvor enhver af de dominerende samfundsgrupper stræber efter at tilrive sig chancen for at planlægge og styre samfundet for at vende dets magt mod rivaliserende grupper" (s. 70). Han mener, at indtil dato "har historien ikke frembragt nogen ægte forsøg på planlægning, eftersom de eksperimenter, vi kender til, er præget af ånden[3] fra enten orientalsk despotisme eller militære diktaturtraditioner" (s. 7).
Efter Mannheims mening eksisterer virkelig planlægning ikke; men virkelig planlægning burde eksistere. Det nye princip bliver ikke praktiseret, men det burde blive praktiseret. Eftersom den virkelige planlægning ikke eksisterer, kan den øjeblikkelige tingenes beklagelige tilstand ikke tilskrives, at nye og gamle principper, d.v.s. laissez-faire og planlægning, demokrati og diktatur, eksisterer side om side. Så meget mindre, som det gamle princip kun gjaldt på samme måde som det nye nu, nemlig ikke virkeligt, ikke samfundsmæssigt, men kun til gavn for nogle dominerende samfundsmæssige grupper, således som det nye planlægningsprincip idag favoriserer andre dominerende grupper. At både demokratierne og diktaturerne efter Mannheims mening er ude af stand til - selvom de repræsenterer forskellige poler - at udrette det, han anser for samfundsmæssigt nødvendigt, kan forklares ved, at de to systemer, trods alle forskelle, stadig er kapitalistiske regimer, på forskellige udviklingsstadier og i forskellige situationer. Selvom de tilsyneladende gennemgår modsat rettede bevægelser, når de dog begge identiske resultater, en proces, der i den sidste ende måske kan genoprette en ny kapitalistisk "enhed", en relativt ensartet adfærd, en sammensmeltning af det "gode", der findes i både det gamle og det nye, som Mannheim håber på. Set i denne sammenhæng, afspejler Mannheims bog bare, hvad der er ved at udvikle sig, d.v.s. den samfundsmæssige reorganisering af det herskende samfund i overensstemmelse med de seneste økonomiske og klassemæssige forandringer.
Mannheims påstand - med udgangspunkt i den altid eksisterende parallelisme mellem gamle og nye samfundsmæssige strukturer, teknikker og principper og deres forvirrende påvirkninger - om at den aktuelle krise er en overgangsperiode, der fører frem til et nyt samfund, er ikke overbevisende. Ud fra et sådant synspunkt er alle samfund altid midt i en overgang, og selvom dette på sin vis er rigtigt, er sådan en påstand ikke fyldestgørende til at forklare samfundsmæssige fænomener, ligesom den ikke kan bruges til noget praktisk formål.
Under hele den kapitalistiske udvikling har planlægning og laissez-faire, demokrati og diktatur altid været to sider af den samme sag. Planlægning af private foretagender, der nu er udvidet til national planlægning, og diktaturet over arbejderklassen, der nu omfatter alle samfundets lag, er tegn på "modenhed" i et samfund, hvis udvikling har været bestemt af de karakteristiske træk i dets embryonale stadium, d.v.s. af en bestemt produktionsform - og af klasserelationer, der kun tillod "fremskridt" i retning af kapitalkoncentration og centralisering af magten.
Uden tvivl kunne man godt tale om nutiden som en "overgangsperiode" - i modsætning til en periode hvor fascismen endnu ikke er fascisme, men bare en tendens, der viser sig ved, at monopolerne vokser, hvor den diktatoriske styring af arbejdernes liv endnu ikke har strakt sig ud over fabrikken, barakken, understøttelseskontoret og lønsystemets tvang. Man kunne derfor - for at bruge en analogi - henvise til en frugts modningsperiode som dens overgangsstadium, og til dens tidligere vækst som dens "virkelige", "normale" eller "sunde" stadium. Overgang til hvad? Selvom der ikke er nogen grund til, at man ikke skulle skelne mellem forskellige udviklingstrin af en bestemt samfundsform, så kan overgang her dog kun betyde forfald. Skelnes må der imidlertid mellem forskellige udviklingsstadier af et bestemt samfund og mellem et samfund og et andet. Selvom kapitalismens fødsel gik forud for den kapitalistiske revolution, må overgangen fra feudalisme til kapitalisme ikke desto mindre stadig anses for en revolutionær akt, for et resultat af klassekampe. Og selvom overgangen til et nyt samfund ikke behøver kopiere overgangen fra feudalisme til kapitalisme, og heller ikke vil kopiere den, kan den da ikke blot være en "ombygning" af det herskende samfund. Ellers ville det være et ændret, men stadigvæk det herskende samfund.
Selv hvis man følger Mannheims råd og koncentrerer sin opmærksomhed "ikke på modsætningen mellem evolution og revolution, men på indholdet i selve forandringerne" (s. 12), må det stadig overvejes, om de forandringer udgør en virkelig samfundsmæssig revolution, d.v.s. om en klasses herredømme over en anden, eller klasseherredømme i det hele taget afskaffes - kriteriet herfor ligger på det socio-økonomiske område. Selvfølgelig er det sidste spørgsmål kun vigtigt for den klasse, der er interesseret i en revolutionær forandring. Men manglende interesse for problemet eliminerer det ikke. Her er vi ved sagens kerne: Mannheim er overbevist om, at "revolutioner" ikke mere kan være andet end gode eller dårlige "ombygninger" af det bestående samfund. Han stiller sig tilfreds med et meget begrænset program, som faktisk er så begrænset, at det er blevet indhentet af de seneste begivenheder. I den økonomiske sfære f.eks. plæderer han bare for en mindre ændring i ejendomsforholdene,[4] for han er overbevist om, at "helt nye opbygningsprincipper kan ofte iagttages i banale processer på mikro-plan, forudsat disse integreres på en bestemt måde. Overordnede principper gemmer sig således ofte bag ubetydelige detaljer" (s. 12). I mellemtiden har fascismen nu meget tydeligt vist os. hvilke "overordnede principper" der lå bag de "ubetydelige detaljer" i den "ændring i ejendomsforholdene". I det samfund, der således ændrede sig, skulle de ubetydelige detaljer sikre "frihed til individuel tilpasning", som Mannheim bygger sit håb om en bedre fremtid på, og som vi skal se, lader principper skinne igennem, der er lige så utilfredsstillende - i det mindste for den store masse af individer.
En samfundsforms virkelige transformering til en anden ser Mannheim i metamorfosen fra demokrati til diktatur, fra laissez-faire til monopolistisk laissez-faire, fra utilstrækkelig konkurrence til utilstrækkelig regulering, og han hævder, at processens resultat afhænger af den elite, der bestemmer retningen. Vi må huske på, at efter Mannheims mening er demokrati under kapitalismen kun mulig som et "pseudo-demokrati", der giver magtudøvelsen til en lille, besiddende og dannet gruppe. Med kapitalismens udvikling, d.v.s. med koncentrationen af de økonomiske, politiske og militære kræfter, voksede også "irrationaliteten"; demokratierne ændrede sig til diktaturer, fordi det ikke var muligt at "bringe alle op på et mere eller mindre ensartet forståelsesniveau" (s. 46).
Det Mannheim beskriver her, er tidligere blevet fremført i en anden betydning, hvor Marx lakonisk bemærkede, at den "demokratiske svindel" er forbi, så snart den truer den herskende klasse, og også William Graham Sumner mente, at demokratiet fungerede som anstødssten for klassekonflikten, og derfor var industrien til sidst tvunget til at blive plutokratisk for at overleve. Det, der er nyt hos Mannheim, er den underlige måde, hvorpå han prøver at vise, at det ikke var skærpelsen af klassemodsætningerne under kapitaldannelsen, der førte til demokratiets ophør, men derimod udvidelsen af demokratiet, d.v.s. den kvantitative forøgelse af den demokratiske, politiske proces bevirkede det kvalitative omslag til diktatur. Et overdrevent demokrati forer altså til fascisme. Følgelig bekæmper de "demokratiske nationer" de fascistiske nationer i dag, fordi der er for meget demokrati i de sidstnævnte og for lidt i de førstnævnte.
Lad os vende tilbage til irrationalitetens vækst igen: Der er altid færre positioner, siger han, hvorfra den overordnede strukturelle forbindelse mellem forskellige handlingsforløb kan iagttages. De brede masser bliver stadig dårligere i stand til at forstå, hvad der foregår. Deres handlinger forstyrrer samfundets gnidningsfri funktioner, hvis mændene i nøglepositionerne ikke formår at integrere disse aktiviteter i samfundets liv. "Primitive typer" i nøglepositioner er en fare for hele samfundet, ifølge Mannheim, og på grund af det eksisterende demokrati har den "primitive type" chance for at nå de nævnte positioner. "Den første negative konsekvens af den moderne demokratisering af mulighederne for socialt avancement gennem uddannelse", siger Mannheim, "er proletariseringen af intelligensen. Der er flere personer på intelligensens arbejdsmarked, end det nuværende samfund har brug for til at udfore dets intellektuelle arbejde. Overfloden af intellektuelle forringer de intellektuelles værdi og selve den intellektuelle kultur" (s. 100).
Denne form for argumentation forekommer bekendt. Der er f.eks. Hitlers iagttagelse, at der er for mange jøder i de intellektuelle stillinger, flere end der er godt for den tyske kultur. I Mannheims sprog bliver jødiske intellektuelle bare til intellektuelle, tysk kultur bare til kultur. Denne indstilling er fælles for alle separat organiserede grupper med tilsikrede rettigheder inden for den kapitalistiske struktur. I virkeligheden betyder dette intet andet end de "etableredes" uendelige frygt for at miste deres positioner til "opkomlingerne" i det "bestående" samfund, d.v.s. i det relativt stagnerende kapitalistiske samfund. Men Mannheim går videre. Han påstår: Såsnart den "primitive type" har arbejdet eller kæmpet sig op til intellektuelle positioner, trækker han hele det intellektuelle niveau ned på sit eget. Der er endnu en vigtig påstand: Hvis kulturen ikke længere bestemmes af de virkelig kultiverede, som resten af befolkningen skal efterligne med større eller mindre held, vil kulturen blive fordrejet. Proletariatets standpunkt f.eks., der i særlig grad er klasseorienteret og rettet mod de økonomiske aspekter, og som understreger vigtigheden af den teknologiske udvikling, fordi det derved forøger sin egen betydning, kan medføre, at kulturens teknologiske aspekter tillægges for stor vægt. "I Rusland, hvor proletariatet alene sidder inde med den politiske magt", siger Mannheim, "driver proletariatet dette princip så vidt. at det fortsætter med at akkumulere og investere, udelukkende for at vokse som social klasse mod bønderne" (s. 105).
Hvis det forholdt sig således, så skulle al kapitalistisk udvikling være gennemført af det "herskende proletariat". Kapitalismen voksede så hurtigt, fordi den akkumulerede for at akkumulere og for at omdanne så vidt muligt hele befolkningen, med undtagelse af kapitalisterne, til lønarbejdere, der kunne udbyttes. Ud fra det synspunkt ville det se ud, som om de russiske arbejdere kun havde overtaget magten for at fortsætte med det gode, men ensidige værk. fra det punkt, hvor kapitalisterne mistede pusten. Denne overdrevne understregning af akkumulation under kapitalisternes ledelse forstyrrede dog ikke dannelsen af den civilisation, som Mannheim nu ser truet. Mannheims temmelig groteske eksempel illustrerer imidlertid hans synspunkt ganske udmærket. Selv i "bedste fald", mener han, fører klasseherredømme efter et klassesynspunkt til fordrejninger. Hvis regulering og styring af samfundet skal være fornuftig og afpasset efter de samfundsmæssige behov, må den ifølge hans synspunkt følgelig gennemføres af en elite, der står over klasser og grupper, og ved, hvad der er godt for helheden.
Vi tror ikke, at "demokratiseringen" af samfundet på nogen som helst made er ansvarlig for det for store udbud på det intellektuelle arbejdsmarked. Det eksisterende "over-udbud" gælder for alle slags arbejde, ikke kun for et bestemt. Dette viser, at den nuværende krise ikke fremkaldes af dårlig tilpasning eller et forkert forhold mellem forskellige produktionsgrene, som kan afhjælpes ved hjælp af en planlægning, der genopretter en tabt. men opnåelig "balance", men at det drejer sig om en fundamental krise i hele det kapitalistiske system - en krise, der omfatter produktionsgrene og dermed også hele arbejdsmarkedet. Spørgsmålet om de intellektuelle kunne ikke længere løses blot ved rokeringer inden for arbejdsmarkedet, lige så lidt som blot korrektioner i produktionsprocessen kunne overvinde den økonomiske krise. Faktisk har der allerede fundet alle mulige tilpasninger og omgrupperinger sted, således som den omfattende tilintetgørelse af kapital og proletariseringen af de intellektuelle vidner om.
Set fra et andet synspunkt end det, der altid akcepterer samfundet, "sådan som det er", når man taler om fremtiden, har overudbuddet på arbejdsmarkedet ingen mening. Hvis klasserelationerne og profitproduktionen er afskaffet og samfundets produktivkræfter er gjort fri, så kan der ikke være et "overudbud" af arbejdskraft. Problemet med at fore et bedre liv med mindre arbejde og med den forhåndenværende arbejdskraft bliver ganske vist ved med at bestå, og dermed også problemet, hvordan man videreudvikler masserne. Men dette spørgsmål har intet til fælles med de aktuelle problemer angående manglende balance og misforhold og de planlægningsmæssige problemer, der er forbundet hermed. Fra sidstnævnte form for "planlægningsteorier", der er udformet i et samfund, hvor klasseproblemer er blevet tvunget i baggrunden, fordi man ønsker at anbringe dem der, fører der ingen bro til planlægning i et samfund, hvor klasseovervejelser virkelig er holdt op med at fastsætte produktions- og distributionsprocesserne.
Mannheims standpunkt, som regner med muligheden for at planlægge uden at foretage fundamentale ændringer i produktionsprocessens samfundsmæssige struktur, levner ikke meget valg med hensyn til den måde, hans teorier skal omsættes i praksis på. Faktisk kan det hele koges ned til kravet om en bedre udvalgt og mere sikker elite, der retfærdigt og viseligt anbringer enhver, hvor han hører til. selv i arbejdslejre efter Hitlersk mønster, hvis det er nødvendigt.[5] Vi vil være nødt til at vende tilbage til dette punkt, når vi behandler Mannheims forslag til samfundsplanlægning.
Hvad angår det andet diskussionspunkt, nemlig at de samfundsmæssige hændelser er af mangedimensional art, vil vi godt sige med det samme, at ingen kan være uenige i denne iagttagelse. Vi vil også indrømme - for nu at bruge Mannheims eksempel - at konkurrenceprincippet har "universel" gyldighed. Det er der ingen problemer i - bortset fra problemet om, hvor man skal begynde. Valget af udgangspunkt er afgørende for enhver analyse af samfundet, eftersom alle samfundsmæssige fænomener ikke er af samme betydning og heller ikke lige tilgængelige for undersøgelse. Mannheim opfatter marxisme som en teori, der "anser de økonomiske og politiske faktorer for absolutte" og derved "gør det umuligt at komme frem til de egentlige sociologiske faktorer" (s. 21), og fejlfortolker den teori, han kritiserer. Selvom det er rigtigt, at Marx' samfundsvidenskab frem for alt er økonomisk forskning, indskrænker dette ikke dens omfattende karakter. Det er ikke marxismens skyld, at andre grene af socialvidenskaberne er sværere tilgængelige for en videnskabelig undersøgelse, eller at de bliver stadig mere uvidenskabelige, jo længere de bliver fjernet fra økonomiske relationer. For at forblive videnskabelig starter marxismen der, hvor videnskabelig forskning er mulig. Det er ikke marxismen, men samfundet, der er ansvarlig for økonomiens og politikkens fremherskende betydning.
Mannheim foretrækker at koncentrere sig om de "sædvanligvis forsømte psykologiske virkninger af de elementære samfundsmæssige processer", således som de opstår "i andre end økonomiske omgivelser /.../ hvor mennesker kæmper eller samarbejder" (s. 20). Han går ind på spørgsmål som "hvordan, hvornår og hvorfor folk modes, hvordan magt og indflydelse, risiko og ansvar fordeles, om folk handler spontant eller efter ordre, hvilke muligheder der er for styring af samfundet", fordi "alle disse ting på individuelt eller kollektivt plan bestemmer, hvad der siges, hvordan det siges, hvad der bevidst undertrykkes, hvad der fortrænges til det ubevidste, og hvor vidt den offentlige morals diktat anses for bindende eller kun for gyldigt inden for visse grupper" (s. 20). Han ønsker at behandle relationer så som "autoritet og underordning, distancering og isolering, prestige og lederskab, samt deres virkning på psykologiske udtryksformer og kultur i forskellige sociale omgivelser" (s. 20), o.s.v.
Når man vurderer resultaterne af Mannheims undersøgelse, trænger der sig det spørgsmål på, om ikke et mindre ambitiøst mål ville have været bedre. De ideer, han fremfører, afdækker ikke spor bedre "de samfundsmæssige forandringer, der ligger til grund for de psykologiske og kulturelle forandringer", end Marx' mere begrænsede undersøgelser. Det er nærmest det modsatte, der er tilfældet, for Marx går langt videre end Mannheim og viser f.eks. i spørgsmålet om konkurrence, at dens "universelle gyldighed" er nødvendigt forbundet med den specifikke form for kapitalistisk økonomisk konkurrence; at det almene kun kan fattes med henblik på det specielle. Selvom konkurrencemekanismerne inden for kærlighed, kunst, politik på en vis måde har "deres specielle betydning", får de først rigtig deres betydning via den økonomiske proces. Den indflydelse, de "af egen kraft" har på samfundet, opnår kun samfundsmæssig signifikans ved at fa økonomisk betydning. I modsat fald, d.v.s. for så vidt de virkelig frembyder uafhængige former, forbliver de uden for samfundsvidenskabernes arbejdsområde, der ligesom alt muligt andet har dets begrænsninger. Kort sagt, betragtninger over et uendeligt antal sociale relationer kan ikke fore til brugbare generaliseringer. Sidstnævnte er forbundet med et afgrænset antal samfundsmæssige relationer. At forøge det antal ved hjælp af samfundsmæssig forskning og således forbedre pålideligheden af de antagne generaliseringer eller at ændre disse generaliseringer er altsammen et udmærket forehavende, men værdien af resultaterne må dog måles ud fra den viden, der allerede er indhøstet og ud fra anvendeligheden af den viden.
Det er umuligt pa dette sted at sammenligne alle eller bare de vigtigste af Mannheims forskningsresultater med Marx'. Enhver opmærksom marxist, der læser Mannheims bog, må konstatere, at Mannheim - i strid med sine egne ord - næsten udelukkende bygger på økonomiske fænomener, når han fortolker samfundsmæssige og psykologiske fakta. De ikke-økonomiske relationer, der "udgør dramaets egentlige centrum", hvor samfundsmæssige forandringer omsættes til psykologiske, spiller i hans fremstilling en lige så lille rolle som hos Marx, der anerkendte deres eksistens for derefter at forbigå dem. Således vil marxisten, der læser Mannheims bog ofte befinde sig på velkendt grund. Alligevel må de nåle af marxsk oprindelse, der kan findes i denne enorme høstak af forskellige bestanddele,[6] ikke forlede til den antagelse, at forskellene mellem Marx og Mannheim er rent verbale, eller at vi her har at gore med et nyt forsøg på at fore Marx up to date. Hver gang Mannheim tager noget fra Marx, udvander han det. Og dog, hvad denne bog har af indhold, skylder den den "marxisme", som den erklærer for utilstrækkelig til moderne sociologiske formål.
På dette tidspunkt kan det måske være på sin plads at henlede opmærksomheden på Mannheims dialektik, som aldrig undlader at betragte mindst to sider af ethvert problem, h an opstiller. Ligesom irrationalitet og rationalitet har en positiv og en negativ side, således gælder dette også for massedemokrati og pseudodemokrati, konkurrence- og regulering, og ikke mindst gælder det også for det indskrænkede marxistiske synspunkt, og i endnu højere grad for Mannheims langt mere abstrakte sociologiske fremgangsmåde. Selvom Mannheim generelt anser klassekampen for et sekundært problem, indrømmer han undertiden, at "hans diskussion heraf ikke sigter mod at bevise, at der ikke er nogen reel mulighed for, at klassekampen bliver stærkere end enhver anden overvejelse" (s. 341). Dette er imidlertid "kun det ene alternativ". "Selvom spørgsmålet om højeste prioritering er vigtigt", siger han, "ændrer det på ingen måde den kendsgerning, at hovedvægten i nogle perioder flyttes fra en mekanisme til en anden, og dette kan selv skyldes socialteknikkens skiftende natur" (s. 308). Dermed er alting selvfølgelig muligt, og det lykkes faktisk Mannheim at give en forestilling om "de samfundsmæssige begivenheders virkelige" og det vil sige "mangedimensionale natur".
Men man kan ikke stille noget konkret op med denne forestilling om "virkeligheden". Et forvirrende billede toner frem, og der mangler stadig at uddrage, hvad der er genkendeligt i det, for at kunne komme til nogen konklusioner. Mannheim står overalt og ingen steder, når han tilbyder dette billede; som man plejer at sige: han er "ikke til at få ram pa". Der er ikke et eneste standpunkt, som han ikke kan trække sig tilbage fra. Han mangler aldrig forklaringer, der kunne retfærdiggøre både hans gamle og ethvert nyt standpunkt. Hans forholdsvis konstante principper, som f.eks. overgangen fra konkurrence til regulering ligesom de andre, der er forbundet med det, tillader et væld af fortolkninger. De konstante principper er tilstrækkelig vage. Faktiske hændelser ville aldrig hverken kunne bevise eller modbevise deres gyldighed.
Hans egne forslag til ombygning af samfundet og omdannelse af mennesket har ingen forbindelse med virkeligheden. Hans virkeligheds "mangedimensionale" natur udelukker både en frugtbar empirisme og overbevisende teorier. Teorierne forbliver idealistiske krav uden forbindelse med de empiriske undersøgelser, de ledsages af. Hans søgen giver ingen resultater, fordi den er spredt over for stort et område; fordi han konsekvent nægter at beskæftige sig med samfundet som det er og i stedet foretrækker at beskæftige sig med samfundet som det burde være. Mannheim er derfor endnu et vidnesbyrd om, at en "sociologisk videnskab", der forsøger at beskæftige sig med samfundet, er en umulighed i et klassesamfund. Hvis man beskæftiger sig med samfundsmæssige problemer i et klassesamfund, må man også beskæftige sig med klasseproblemer. Men Mannheim afviser at gøre det. Han ser ikke, at så længe der er klasser, vil der nødvendigvis også være klasseinteresser. Han vil have det første uden det andet, eller han tror snarere, at klasserne ikke kan ændres, og at man kan behandle klasseinteresser uafhængigt.
Ligesom tanker og handlinger indenfor det kapitalistiske samfund ikke stammer direkte fra faktiske samfundsmæssige relationer, men for at hævde sig, først må forvandles til værdirelationer i bytteprocessen, er det kun muligt at forstå tanker og handlinger indenfor det kapitalistiske samfund i forbindelse med den fremherskende fetichisme i den kapitalistiske økonomi. Da alle samfundsmæssige handlinger hænger sammen med økonomien på grund af de gensidige relationer mellem alle samfundsmæssige fænomener, er det først og fremmest nødvendigt - for at se hvordan ikke-økonomiske samfundsmæssige forandringer omdannes til psykologiske - at finde ud af i hvor høj grad disse forandringer og deres psykologiske resultater bestemmes af den fetichisme, der gælder for alle sfærer og alle aspekter i det samfundsmæssige liv. Dette betyder, at ingen undersøgelser kan give resultat, med mindre de begynder med de samfundsmæssige relationer, der ligger bag alle økonomiske og ikke-økonomiske relationer, d.v.s. klassestrukturen og samfundets klasseproblemer. Den fascistiske kapitalkoncentration "forenklede" bytterelationerne men afskaffede dem ikke. I nogle lande er forvirringen på markedet erstattet af en åben antagonisme mellem dem, der styrer og de styrede i produktions- og distributionsprocessen. De ideologier, der i stor udstrækning - så at sige - "automatisk" opstår af bytterelationerne, er nu planmæssigt opbyggede og har fået udpræget politiske kendetegn. Hvis det før i tiden var nødvendigt at beskæftige sig med tanken og handlingen på den "indirekte" måde som markedsrelationerne tvang til, og som gjorde den økonomiske forståelse af samfundsmæssige fænomener så vanskelig, så er det nu meget lettere at finde de faktisk bestemmende samfundsmæssige relationer, der ligger bag alle samfundsmæssige fænomener, d.v.s. at den ikke-besiddende klasse udbyttes af den klasse, gruppe eller de individer, der kontrollerer produktionsmidlerne ved hjælp af monopol over alle samfundets styrende instanser.
Det er ikke muligt at sige noget væsentligt om de mangfoldige samfundsmæssige og psykologiske problemer, med mindre de betragtes ud fra de eksisterende klasserelationer. Ved at stille klasseproblemstillingerne i baggrunden og ved at koncentrere sig om det uendelige antal ikke-klassemæssige, d.v.s. ikke-økonomiske fænomener, kan Mannheim kun mystificere dagens faktiske samfundsmæssige problemstillinger endnu mere. Kort sagt, han medvirker bare til at formulere nye ideologier til sikring af de fascistiske regimers herredømme.
Før vi går over til det tredje diskussionspunkt, vil vi påpege, at Mannheims distinktion mellem substantiel og funktionel rationalitet er meget tvivlsom, da al rationalitet er funktionel i virkeligheden. Distinktionen mellem de to former for rationalitet bygger på den antagelse, at forandringerne i mennesket er noget andet end samfundsmæssige forandringer, en antagelse, der er nært forbundet med den gamle forestilling om den menneskelige naturs uforanderlighed. Mannheim går dog ikke så langt; han antager kun, at menneskets natur forandres langsommere end samfundet. Han forklarer dette med princippet om "samtidigheden hos det ikke-samtidige". "Hvad er betydningen af en pilot, der kaster bomber?", spørger Mannheim. Han svarer selv: "Det er, at mennesket kan bruge sit opfindertalent til at lave de mest moderne produkter for derefter at tilfredsstille impulser og drifter med dem" (s. 42).
Vi deler ikke Mannheims opfattelse af den menneskelige naturs modsætningsfyldte karakter. For os at se er hele hans rationalitetsproblem kunstigt. Men vi vil fortsat diskutere på hans egne teoretiske præmisser. Mannheim behøver den menneskelige naturs modsætninger for at retfærdiggøre sine egne forestillinger om planlægning. Selvom han ved, at krig f.eks. "ikke skyldes et eller andet uforanderligt instinkt - som aggressivitet - men delvis skyldes institutionernes mangelfulde arbejde med psykologiske tendenser, og delvis skyldes folks desperate flugt ind i kollektiv aggression, når ikke-koordinerede institutioner svigter og fremkalder en følelse af almen usikkerhed" (s. 141), så ser han også, at på "den centraliserede propagandas nuværende stade kan nye tanke- og adfærdsmønstre populariseres meget hurtigere og i meget større omfang end tidligere" (s. 24). Under de nye betingelser, siger han, "vil lederne nyde muligheden at skabe had den ene dag og dulme det den næste" (s. 137). Under de betingelser forekommer det virkelig betydningsfuldt, hvilken elite, der hersker i samfundet.
Det er sandt, at vi lever i en tidsalder, der producerer ideologier, følelser og handlinger på samme måde som den producerer ost eller enhver anden vare. Det er en tidsalder, hvor det, der tidligere blev anset som "subjektivt" nu er blevet "objektivt". Vi har nået et stadium, hvor simpelthen alt er blevet fuldstændig kapitaliseret og frarøvet den sidste rest af individualitet. "Fanatikere" undtaget er der ingen opfindere mere, men opfindelsesfabrikker; der findes ingen politikere mere - men "mekaniske politiker-dukker". Idag kan hver og en, uanset specifikke kvaliteter eller mangler, være alt eller intet, fordi godkendelse - hvis nødvendigt - kan produceres på bestilling. Kort sagt, der er ikke længere nogen individuel eller privat sfære, fordi der med den moderne tekniks hjælp er blevet udviklet styringsinstrumenter - der er så magtfulde, at de ikke alene kan frarøve de magtesløse i samfundet en del af deres arbejdes produkter, men også hele deres eksistens.
Under de betingelser bliver det dog helt fantastisk at følge Mannheims forsøg på at spore menneskets dobbelte natur "helt tilbage til forhistorien" (s. 64), at i etnologisk forskning finde noget, der indtil mindste detalje kunne forklare årsagen til menneskets irrationalitet. Hvorfor alle disse anstrengelser? Årsagen til "irrationaliteterne" i dagens samfund er fuldstændig klar. Når Mannheim påstår, at de samme "personer, som i deres arbejde i industrisfæren er overordentlig rationelle, når som helst kan forvandles til maskinstormere og samvittighedsløse krigere" (s. 64), er det ganske klart, at de kun kan gøre det ene eller det andet, hvis de får befaling om det. På grund af deres "modsætningsfyldte natur" kan de kun blive til maskinstormere og krigere, hvis de får en chance for at undgå den fysiske og psykologiske styring, som de idag er underkastet. Men Mannheim mener, at "koncentrationen af militærredskaber formindsker chancen for opstand og revolution og for effektueringen af den demokratiske masses vilje" (s. 48). Hvor bliver så de "primitive impulser" af? Piloten kaster ikke bomber på grund af nogle "primitive impulser". For så vidt som "primitive impulser" overhovedet spiller nogen som helst rolle, så er de helt uden betydning for pilotens forskellige handlinger. Han kaster bomben af den simple grund at risikoen for død og for at slå ihjel hører sammen med den kapitalistiske livsmåde. Således behøver sociologerne ikke "opdage" den "sociale mekanisme", der bestemmer hvornår og hvordan rationelle og irrationelle kræfter dukker op i det "menneskelige samfund". Alt de behøver opdage er det, som ligger lige for næsen af dem. Alt hvad der skal ses er klassekarakteren af det nuværende ikke det "menneskelige" - samfund, som tvinger de magtesløse til pa forskellig vis at tjene den herskende klasses behov for at holde sig selv på toppen.
Ifølge Mannheim må man betragte væksten i irrationalitet og moralens sammenbrud som den "negative" side af massedemokratiet under de moderne industriforhold. Den intellektuelle og moralske mangel, som Mannheim foragter, fulgte hele den kapitalistiske udvikling, men først fornylig antog den katastrofale dimensioner. Den kapitalistiske udvikling, "progressiv" som den var mens produktiviteten steg, måtte nødvendigvis hæve massernes intellektuelle niveau. Men ifølge Mannheim, øgedes den funktionelle rationalitet på bekostning af den substantielle rationalitet. Hans bevis er den økonomiske krise og de politiske udbrud, som han anser for irrationelle.
Så opstår dette spørgsmål: Ville der ikke have været nogen krise, hvis den substantielle rationalitet ikke var blevet formindsket, sådan som Mannheim mener den er, hvis den havde været tilstrækkeligt forøget i forhold til den funktionelle rationalitet? Hvis man for diskussionens skyld akcepterer Mannheims distinktion med hensyn til rationaliteten, selv da kunne man sige, at den manglende mulighed for at anvende den substantielle rationalitet ikke er noget bevis for. at den ikke findes, eller snarere at en utilstrækkelig anvendt substantiel rationalitet ikke er noget tegn på, at den er ved at forsvinde. Vi mener det er klart, at selvom substantiel rationalitet fandtes hos andre end mænd i nøglestillinger, ville dette ikke ændre ved det faktum, at den kapitalistiske produktionsproces' særlige karakter bevirker, at den eneste form for rationalitet, der kunne anvendes, var den funktionelle rationalitet.
Det er ikke så meget den nødvendige funktionelle deling i den samfundsmæssige produktion, som det er klasserelationer, der placerer nogle mænd i nøglestillinger og forvandler andre til levende robotter. Mændene i nøglestillinger kan så demonstrere, at det netop er massernes mangel på substantiel rationalitet, der tvinger dem selv til at tjene samfundet fra disse nøglestillinger, der giver dem indsigt i tingenes sammenhæng. Hele denne argumentation, som Mannheim kommer med, minder os om "den hvide mands byrde", som han overfører fra kolonierne til hele verden. Ydermere har mændene i nøglestillinger ikke deres stillinger, fordi de har større indsigt, og deres stillinger giver dem heller ikke større indsigt. De er også begrænset til den uheldige funktionelle rationalitet, fordi hele deres aktivitet, trods al mulig indsigt og hensyn til alle samfundsmæssige fænomeners interdependens - må tjene netop den særlige gruppes interesser, der kæmper imod alle de andre. Mannheim selv siger, at "det der er økonomisk irrationelt for en hel nation stadig kan være til fordel for særlige grupper" (s. 136). Vi kunne forbedre denne sætning på vores egen måde og sige: "Det. der er til fordel for en særlig gruppe, er nødvendigvis irrationelt for hele nationen hvis denne nation ses ud fra et synspunkt hvor klasseproblemer ikke længere er bestemmende. Ellers ville hele problemstillingen omkring irrationalitet og rationalitet, som Mannheim fremstiller, bliver fuldstændig meningsløs. Rationelt for hvem og i forhold til hvad? For at kunne undgå sådanne spørgsmål, må Mannheim nødvendigvis antage eksistensen af et samfund, hvor klassespørgsmål ikke længere har betydning.
Hvis det er korrekt at den substantielle rationalitet falder i forhold til den funktionelle rationalitet i løbet af den teknologiske udvikling, så skulle der i perioder med langtrukne depressioner, som nedsætter tempoet og omfanget af den teknologiske udvikling, være mindre og ikke mere irrationalitet i verden. Og hvis masserne faktisk går ind i politik ved hjælp af den demokratiske mekanisme, skulle formindskelsen af irrationalitet også kunne mærkes i den politiske sfære. Hvad er det rette forhold mellem teknologisk og intellektuelmoralsk udvikling? Hvornår og hvorfor bliver det anførte misforhold farligt for samfundet? Hvornår kan massedemokratiet ikke længere stemme overens med et industrielt samfund og hvornår kan det? Hvor meget demokrati må der være, hvor udviklet må industrien være? Hvilket mål af massedeltagelse fremkalder vendepunktet? Hvornår sker det, at irrationaliteten ikke længere kan trænge ind i de snævrere cirkler? På alt dette og mere til har Mannheim kun det ene svar: på det punkt hvor krisen begynder. Krisen forklarer alle hans påstande. Men hvad forklarer krisen? Hans påstande naturligvis.
Det, der idag udfolder sig "på det offentlige livs scene", er dog ikke den "irrationalitet" som hidtil har fundet sit udløb i "snævrere cirkler og i den private sfære", men undertrykte menneskers helt rationelle handlinger, mennesker, der vil redde livet med alle dets irrationaliteter. At deres handlinger synes "irrationelle" for de herskende grupper i samfundet, beror på, at de herskende er bange for at miste magten over de beherskede. Disse "irrationaliteter" synes helt "rationelle" for de nye magthavere, thi de giver dem magt. Denne overførsel af magtpositioner fra en gruppe til en anden indenfor den fremherskende samfundsstruktur hverken øger eller mindsker rationaliteten eller irrationaliteten, og de er heller ikke udtryk for noget sådant. Irrationel er den gruppe, der mister magten - ikke alene "irrationel" men også "fortabt". Den eneste "rationalitet", der findes for den herskende klasse eller gruppe er det, som sikrer dets herredømme. Den eneste rationalitet, der findes for de magtesløse, er den "irrationalitet", som ødelægger den herskende "rationalitet".
Sålænge det inden for et bestemt samfundsmæssigt monster er muligt at tilfredsstille massernes nødvendige behov, vil masserne forholde sig roligt, og deres adfærd vil synes "rationel". Hvis situationen forandres afgørende - som under kapitalismens lange depressioner - vil ideologier, der passer i andre situationer miste deres greb. Den intensiverede stræben efter nye ideer og aktiviteter fører til bevægelser, dér er i opposition til den herskende rationalitet. Hvis den herskende klasse, der både vil og skal opretholde de eksisterende samfundsmæssige relationer, af en eller anden grund ikke tids nok magter at tilpasse dets styringsmekanismer til den nye situation, vil den blive erstattet af andre grupper, der stræber efter magten og bedre er i stand til at tilpasse deres metoder til den nye situation - i kraft af, at de er mindre hæmmet af bestående interesser og besidder større fleksibilitet. Den gamle herskende gruppes "rationalitet" bekæmpes af den nye gruppes rationelt anvendte "irrationalitet", som så snart den har magten gør de ideologier, som tjener deres formål, til de herskende, og gør akcept af deres herredømme til norm for rationel adfærd.
Sålænge de nye herskere er i stand til at fjerne nogle af de årsager, der før forstyrrede den "samfundsmæssige fred", og til at kanalisere den sociale uro over i andre retninger - krig f.eks. - eller ganske enkelt ved - i intervallet mellem de forventninger der knyttes til den politiske forandring og den eventuelle skuffelse - at skabe en ny styringsmekanisme, der er i stand til at tvinge masserne til ro, så er den samfundsmæssige "enhed" reetableret. Dette tvinger så masserne til at skabe nye kampmetoder og nye våben for massepression. Dette kan tage lang tid. En periode med samfundsmæssig fred er garanteret for de nye herskere, Der opstår en periode, hvor massens adfærd atter synes helt "rationel". Den har endnu ikke fundet ud af, hvordan man kan være "irrationel" i den nye situation.
Oplysningstiden byggede på manglende "fornuft" i den økonomiske sfære, hvis "ufornuftige automatiske" funktion sidenhen blev forstyrret af den kapitalistiske akkumulationsproces, d.v.s. af øget koncentration, centralisering og monopolisering. Dette holder op, så snart fornuften truer med at blive brugt i denne sfære. Men der var ganske klart mindre massepression og derfor mindre "irrationalitet", i Mannheims forstand, under kapitalismens opkomst end i dens depressionsperiode. Men det var ikke massedemokrati eller et eller andet slags misforhold mellem teknik og intellekt, der forte til større "irrationalitet" i kapitalismen. Denne historiske samfundsform udvikledes fra et "rationelt" til et "irrationelt" diktatur, fordi økonomiske hændelser førte til massebevægelser og deres udnyttelse af grupper, der konkurrerede om magten indenfor de kapitalistiske produktionsrelationer. Demokratiet var rationelt for det liberale bourgeoisi; fascismen er rationel for fascisterne. Fra et klasseløst samfunds synspunkt er både det "rationelle" liberalistiske samfund, som Mannheim taler om, og det "irrationelle" fascistiske samfund lige rationelle, kapitalistisk set. Begge er irrationelle i forhold til det hypotetiske klasseløse samfund.
For at arbejde med begreber som gensidig afhængighed i samfundet versus fundamental demokratisering, substantiel rationalitet versus funktionel, o.s.v. har Mannheim brug for et samfund, hvor der er andre kræfter end de økonomiske og klassemæssige, der er bestemmende. Han må finde "overgangsområder", der leder fra den ene til den anden samfundsmæssige struktur, kultur og psykologi. Derfor er han ikke blot nødt til at betragte de "negative sider", men også de "positive sider" ved den aktuelle samfundsmæssige disintegrationsproces. Massernes nye kraft, der skyldes den "fundamentale demokratiseringsproces" og som kommer til udtryk i den "voksende irrationalitet", kan også betragtes, som han siger, "som første stade i en almen oplysningsproces, hvor der for første gang bliver inddraget bredere menneskelige grupper i det politiske eksperimentalfelt og således langsomt lærer at forstå det politiske livs struktur" (s. 199).
På grund af forandringer i moralsfæren[7] i industrisamfundet udvikler der sig en "overindividuel gruppesolidaritet", som må ses som et positivt element i det aktuelle massesamfund. "Vor verden", skriver Mannheim, "består af store grupper, hvor individer, der indtil nu har været mere og mere adskilt fra hinanden, bliver nødt til at afgive deres private interesser og til at underordne dem under større samfundsmæssige enheders interesser" (s. 69). Kapitalen sættes sammen til store industriorganisationer, arbejderne lærer solidaritet i fagforeninger; og således skaber konkurrence gruppeenhed. Mannheim mener, at mennesket på denne måde efterhånden opdager "at det er med til at redde det samfundsmæssige og økonomiske system og derved dets egne interesser, ved at give afkald pa enkeltfordele" (s. 70). Det lærer bedre at forstå sammenhængen mellem begivenheder og udvikler en bevidsthed om planlægningens nødvendighed. Selvom individet indtil nu "ikke tænker i baner, der drejer sig om samfundets velfærd eller menneskehedens velfærd som helhed, men tænker i baner, der drejer sig om hans egen særlige gruppe, så tenderer hele denne proces mod at opove individet i at have et større perspektiv; samtidig tenderer det mod at give ham evnen til velovervejet skøn og til at gøre ham egnet til at dele ansvaret for planlægningen for hele begivenhedsforløb i det samfund, som han lever i" (s. 70).
Det. Mannheim her beskriver som positive elementer i det aktuelle konkurrerende massesamfund, kan imidlertid ikke tjene søm regulerende principper. Arbejderorganisationerne f.eks., som han introducerer for at illustrere sit standpunkt, blev formet og styret i overensstemmelse med kapitalistiske organisations- og styringsprincipper. De var selv lige så lidt "demokratiske" som det "demokrati", de var forbundet med. De greb med held ind mod den "fundamentale demokratiseringsproces" og forhindrede massernes deltagelse i det politiske liv. En ny kapitalistisk institution opstod, arbejderbureaukratiet, som sikrede sin eksistens ved at tjene klassesamfundet. Omdannelsen af disse organisationer til fascistiske styringsinstrumenter er ikke et særligt tilfælde af undertrykkelsen af arbejde og demokrati, men en del af den almene omdannelse, af det halvdiktatoriske kapitalistiske samfund til et heldiktatorisk. Disse organisationer blev ikke undertrykt, eller rettere modificerede, fordi de indeholdt positive elementer, der stod i modsætning til de fascistiske behov. For bedre at tjene de fascistiske behov blev de mere snævert integrerede i den sociale livsproces i det fascistiske samfund. De "positive" sider de havde, fandt her deres anvendelse. På det tidspunkt, da trods alle kapitalistiske styringsteknikker - den økonomiske krise og udstrakt arbejdsløshed bragte hele det kapitalistiske samfund i fare, da blev de reformerede sammen med alle de andre kapitalistiske institutioner og styringsteknikker for at bemestre den nye situation. Pa dette tidspunkt - ikke på grund af en lang "fundamental demokratiseringsproces" men pa grund af den pludseligt opståede øg ikke helt så pludseligt forsvindende økonomiske og politiske krise opstod muligheden for en demokratisering af samfundet. Under de betingelser, som de var og er. er de brede massers virkelig demokratiske deltagelse i det politiske liv kun mulig i form af oprør mod al rationalitet, alle sædvaner, institutioner og arbejderorganisationer med alle deres "positive" elementer, som de forefindes i det fremherskende samfund. At tale om massedemokrati er det samme som at tale om en proletarisk revolution.
Fordi der findes "gruppesolidaritet" kan man ikke konkludere, at den forbereder masserne til fremtidens planlagte samfund. Det modsatte er tilfældet. Den gruppesolidaritet, der er, viser kun at både det pseudo-demokratiske og det fascistisk kapitalistiske samfund skrider frem i overensstemmelse med dets egne regler og i modsætning til alle former for solidaritet. En tendens mød "fundamental demokratisering" ville, hvis den fandtes, finde sit udtryk i udviklingen af klassebevidsthed. Kapitalismens sejr over proletariatet viser sig netop i arbejderorganisationernes succes, en succes der bygger på "gruppesolidaritet"; denne fremgang udelukkede samfundets demokratisering og fjernede de mulige forhindringer pa vejen, der førte til diktatur. Bag de illusoriske demokratiske processer gemte sig udviklingens faktiske tendens, som nu træder klart frem i de fascistiske diktaturer.
Ligesom de tidligere individualistisk orienterede kapitalisters "gruppesolidaritet" tjente til at ødelægge den "automatiske" kapitalistiske "solidaritet", som var mulig på grund af "markedslovene", der endnu ikke kan styres effektivt, således forte væksten i den kapitalistiske "gruppesolidaritet" til den internationale "solidaritets" sammenbrud ved at nedbryde det åbne verdensmarked. Dette forte så til en situation, hvor den kapitalistiske solidaritet kun kan komme til udtryk i verdensomspændende krige, der medfører ødelæggelse af stadig større kapitalistiske "grupper, der er forenet i solidaritet" for at tjene endnu stærkere gruppers "gruppesolidaritet". Arbejdernes "gruppesolidaritet" har også fort lige til de morderiske frontkæmperkollektivers fascistiske solidaritet og har for en tid ødelagt den basis, hvor den proletariske solidaritet kunne bekræfte sig selv - klassebasis. Ved at forhindre udviklingen af klassesolidariteten, har "gruppesolidariteten" ikke formindsket, men forøget samfundets almene atomisering. Der er lige så lidt "solidaritet" indenfor hver "gruppe", som der er mellem de forskellige grupper i samfundet. Der er lige så lidt opofrelse af individuelle ønsker i helhedens interesse indenfor hver gruppe, som der er folkeenhed eller verdenssamfund. Eksistensen af en tilsyneladende "gruppesolidaritet" tilslører, at den er skabt for at intensivere alles krig mod alle. Den "solidaritet", der er indenfor hver gruppe, er en magtens og frygtens "solidaritet". Den dybere mening med denne solidaritet kommer nu og da dramatisk til udbrud i engrosmord og politiske udrensninger for "gruppens" skyld. Således er ødelæggelsen af "gruppesolidariteten" den første forudsætning for en mulig klassesolidaritet. Ødelæggelsen af klassesolidariteten er så den første forudsætning for en mulig menneskesolidaritet. Der er altså intet i Mannheims "gruppesolidaritet", der rækker ud over nutiden og ind i fremtiden, eller som kan fungere som en slags intellektuel og moralsk exsercerplads, hvor fremtiden kunne forberedes.
Mannheims forestillinger om, hvordan samfundet bør planlægges, bygger på de forestillinger, som han har fremstillet i sin fortolkning af den liberalistiske samfundsstrukturs sammenbrud. Hvis gensidig afhængighed i samfundet og fundamental demokratisering skaber irrationalitet, og den fundamentale demokratisering ikke kan integreres i den forandrede samfundsstruktur på grund af udslidte socialteknikker, så må der findes nye styringsformer, som passer til den nye struktur, der er ved at opstå og enten forvandle den eksisterende irrationalitet til nyttig begejstring eller befri den for dens farlige karakter gennem sublimeringer. For Mannheim er spørgsmålet om ombygning dobbelt: ikke bare samfundet men mennesket selv må ændres. Tænkning på planlægningsniveau er forskellig fra den liberalistiske tidsalders tænkning. Mannheim skelner mellem tre historiske stadier i den menneskelige tænkning og adfærd: tilfældig opdagelse, opfindelse og planlægning. Der eksisterer ingen skarp skillelinie mellem de forskellige stadier, heller ikke idag mellem opfindelses- og planlægningsstadiet. De kan meget vel eksistere side om side så længe den ene dominerer. Hvis planlægningen bliver dominerende, vil spændingen mellem gamle teorier og ny praksis dog presse mod en løsning.
Losningen består i at fremme de "positive" aspekter, der findes i den fundamentale demokratiseringsproces. Resultater af denne kan, mener Mannheim, bruges på mindst to forskellige måder. Således afhænger vor fremtid af, hvad "brugerne" gør; de kan fremme demokratiseringsprocessens negative side ved at gore den deraf følgende irrationalitet endnu mere irrationel, eller de kan dreje denne irrationalitet ved hjælp af intelligente og i høj grad moralske handlinger i retning af forøget rationalitet og - på lang sigt - endda forbedre massernes intellektuelle og moralske niveau.
For Mannheim er omdannelsen af menneske, og samfund det samme som planlægning for friheden. Diktatur, siger han, er ikke det samme som planlægning. "Et korrekt skema for planlægning af kulturen, som ville planlægge alt på samme måde som de totalitære stater, ville også blive nødt til at planlægge en plads til kritikken" (s. 109). "Hvem planlægger planlæggerne?" spørger han. "Jo længere jeg spekulerer over dette spørgsmål, des mere hjemsøger det mig" (s. 74). Dette spørgsmål stilles idag af de fleste "anti-fascister", selv om de ikke alle hjemsøges af det. Indtil nu er det imidlertid altid blevet besvaret på fascistisk vis. Lad os se på Mannheims forsøg på at løse problemet. Han siger, at "man vil få en ny forståelse af historien, når. vi er i stand til at forstå de vigtigste strukturelle forandringer ud fra erstatningen af de tidligere styringssystemer" (s. 269). Så længe det drejer sig om styringen af dem, der styrer, synes det gamle system ham dog ganske passende, thi de nye styringsformer refererer ikke til eliten, men kun til de brede masser. Styringen af eliten sikres ved at indføre parlamentarisk demokrati i den planlagte struktur, hvis nødvendigt uden besværet med "plebset, der har mistet dets oprindelige funktion og ikke længere taler til enkeltindivider, der lever i konkrete grupper /.../ men henvender sig til medlemmer af en uendelig og følelsesladet masse (s. 357).
Massen skal ikke have nogen form for direkte magt. Det kan blive nødvendigt med en særlig kreds af magthavere. "Det er meget muligt, at et planlagt samfund ville have særlige former for lukkede sociale grupper, lignende vore klubber, rådgivende kommissioner eller endda sekter, hvor en absolut fri diskussion kan finde sted uden at udsættes for den bredere publiks uovervejede og utilfredsstillende kritik /.../ det må i forfatningen sørges for at ethvert råd eller forslag, der kommer fra en af disse eksklusive lukkede grupper, virkelig når frem til og har en passende indflydelse på regeringen /.../ Adgangen til disse "hemmelige samfund" eller "ordner" skulle være demokratisk og de skulle stå i nær og levende kontakt med masserne og deres forhold og behov" (s. 111). Dette ser imidlertid ikke ud som andet end en slags glorificeret GESTAPO eller GPU -organisationer, der også helt demokratisk vælger de "bedste" fra alle sociale lag, diskuterer de mest omvæltende ideer bag lukkede døre, instruerer regeringen om, hvad den skal gøre for at forblive regering, og har deres spioner i så nær kontakt med masserne, at alle medlemmer af massen hemmeligt mistænkes for at tilhøre den hemmelige orden.
Det er ganske klart, at Mannheim forestiller sig noget helt andet. Men så længe klasserelationer og økonomisk udbytning er dominerende, vil alle sådanne planer i praksis bære Heinrich Himmlers præg. Men Mannheim er ikke altfor bange for at lære noget af fascisterne. "Demokratiet", siger han, "bor opdrage dets borgere i dets egne værdier, istedet for hjælpeløst at vente til systemet bliver ødelagt indefra af private armeer. Tolerance betyder ikke, at man bør tolerere de intolerante" (s. 353). Men demokratiet blev ikke ødelagt af private armeer. Der skete noget andet: Det kapitalistiske udbytningssystem forvandledes både økonomisk og politisk fra demokrati til diktatur. Fordi ingen var intolerant nok til at fjerne den kapitalistiske struktur, forlængedes klasseherredømmet og lønsystemet, som det støtter sig til, i en ny form. Ejendom og magt skiftede ejer. Hidtil har de altid skiftet ejer enten ved økonomisk konkurrence eller ved militærmagt, hvorved militærmagten i den senere tid er blevet dominerende. Ydermere kan demokratiets "værdier" ikke sikre demokratiet. Thi "sikre demokratiet" kan ikke betyde andet end at sikre de mennesker, som under for dem demokratiske forhold besidder ejendomsretten. For at beholde deres magt, må de nødvendigvis være intolerante, når de behandler andre intolerante, der tørster efter at indtage deres plads. Når Mannheim så siger, at "der ikke er noget i planlægningens natur eller i det demokratiske apparat, der gør dem uforenlige med hinanden" (s. 339), går det i virkeligheden ud på, at dem, der idag har magten over ejendom og regering i demokratierne, ikke behøver at miste denne magt, hvis de bare er villige til at forsvare den med samme kraft og med de samme metoder som fascisterne. I denne forstand er det sandt, at "samfundet kan planlægges både i hierarkisk form og i demokratisk form" (s. 364), d.v.s. som demokrati for magthaverne som skitseret ovenfor. Forskellen mellem de to former ville være rent æstetisk, valget mellem bourgeoisi i mufti og bourgeoisi i uniform.
Intolerance er undskyldelig i en god sags tjeneste. Mannheim mener der er håb for, at "de vestlige demokratier på deres nuværende udviklingstrin langsomt forandrer deres liberale forestilling om regeringsform til en social forestilling /.../ at disse stater /.../ forandres til samfundsmæssige servicestater" (s. 336). Desuden er statsmagten "nødt til at øges indtil staten bliver næsten identisk med samfundet". Det, Mannheim kunne påstå, er at staten næsten bliver identisk med ejendoms- og magtinstitutionerne i samfundet; thi desværre kan staten ikke blive identisk med samfundet. I så tilfælde ville staten ikke mere eksistere - der ville så kun være samfundet tilbage. Ved at sætte lighedstegn mellem stat og samfund fortsætter Mannheim med at behandle fejlfortolkede størrelser. Han betragter f.eks. ikke væksten i socialsikringen som bevis for en øget samfundsmæssig usikkerhed, men som "et formidabelt fremskridt mod et positivt statsbegreb" (s. 336). Han er endda villig til at hilse institutioner som Goebbels Kraft Durch Freude velkommen, da "vi simpelthen synes at have valget mellem kommercialiseret eller statsstyret fritid" (s. 337).
"Den eneste måde et planlagt samfund adskiller sig fra det 19. århundredes samfund er, at flere og flere sfærer i det samfundsmæssige liv. og til sidst dem alle, er underlagt statsstyring", siger Mannheim. Men det gør ikke noget, demokratiet behøver ikke at gå tabt, for "hvis parlamentarisk suverænitet kan holde nogle fa magthavere i ave, så kan den også klare mange" (s. 340). Selv om centralstyring er mere nødvendig end nogensinde, kan "suveræniteten styrkes grænseløst ved ubegrænset fuldmagt uden at man behøver at give afkald på en demokratisk styring" i en demokratisk stat (s. 341). Optimisten Mannheim overskygges dog altid af pessimisten Mannheim. Selv om klasseproblemerne i første omgang ikke længere var de bestemmende, kommer han til den slutning, efter at have overvejet mulighederne for at planlægge for friheden, at "planlægning, der bygger på klasseulighed eller skæv formuefordeling, sandsynligvis ikke kan bestå ret længe, da disse uligheder vil skabe en så stor spænding i samfundet, at det vil være umuligt at skabe endog det minimum af stiltiende samtykke, som er det conditio sine qua non for at et system skal kunne fungere" (s. 364). Til sidst, og i modsætning til hans tidligere påstand om, at det gode både i det gamle og det nye må gå op i en højere enhed, siger han, at "intet kan reddes fra liberalismens vrag undtagen dens værdier, bl.a. troen på en fri personlighed" (s. 364), som - det kender vi fra historien - har været troen på retten til frit at købe og sælge arbejdskraft. Men på den anden side føler han, at dette måske ikke engang kan reddes, da "den slags frihed, der er mulig i et samfund ikke rimeligvis kan forlanges i et andet, som kan have andre former for frihed til rådighed" (s. 370).
Liberalismens frihed, d.v.s. opfinderstadiets frihed, kan ikke bruges på planlægningsstadiet. Denne frihed var under alle omstændigheder temmelig illusorisk. "Man har ganske rigtigt påpeget", siger Mannheim, "at det liberale kapitalistiske samfunds "friheder" ofte kun er tilgængelige for de rige, og at de "ikke-besiddende" er nødt til at underordne sig omstændighedernes tryk" (s. 377). Selv om han et sted har påstået, at "en af grundene til opløsningen af den industrielle økonomis frie system var, at konsumenternes absolut frie valg gjorde det vanskeligt at koordinere produktion og forbrug" (s. 315), så indrømmer han nu, ved nærmere eftertanke, at "størstedelen af befolkningen aldrig har haft denne valgfrihed og af fattigdom har været nødt til at købe standardiserede varer" (s. 348). Det vil altså sige, at størstedelen af befolkningen er velforberedt for denne nye planlægningsfrihed. Den kan virkelig ikke gøre den fejltagelse at bruge en frihedsopfattelse, der stammer fra en bestemt periode, i en anden periode.
Selv om denne heldige situation gør det relativt let for samfundets magthavere at udøve deres funktioner, så må man ikke glemme, at "planlægning endog vil tyrannisere individets umiddelbare handlinger mere end i det liberale samfund, hvor hvert enkeltindivid forfølger sine formål. Spændingen mellem den enkeltes handlinger og tænkning vil blive større end nogensinde før" (s. 212). Men solen bryder atter frem, for nu "har vi nået et stade, hvor vi kan forestille os, hvordan vi kan planlægge de bedst mulige menneskelige typer ved målbevidst at omorganisere de forskellige grupperinger af sociale faktorer" (s. 222). Det vil være psykologiens opgave at "opdage nøglepositioner indenfor struktursociologiens område, hvor særlige adfærdstyper kan forudsiges eller produceres med en høj grad af nøjagtighed /.../ Den vil søge efter love, der kan styre og sublimere aggressive impulser" (s. 202). Planlægning er i den sidste ende rationel beherskelse af det irrationelle.
Der findes både direkte og indirekte metoder til at påvirke den menneskelige adfærd. Indirekte påvirkning virker på afstand. Således kan individet have "en fornemmelse af frihed, og tilpasser i virkeligheden sig selv. Men fra et sociologisk synspunkt er de mulige løsninger mere eller mindre givet på forhånd gennem samfundsmæssig styring af forholdene" (s. 275). Forventninger, ønsker og belønninger falder ind under denne styring og må planlægges. Mannheim citerer anerkendende F. Knights iagttagelse, at "selv vores interesse for mad i høj grad er spørgsmål om social standard snarere end om biologiske behov" (s. 282), og at vi må skelne mellem de forhold, hvor mad og husly indebærer social prestige, og når ønsket om prestige kan opfyldes af emblemer og titler.[8] Også i andre henseender håber Mannheim, at "et samfund, hvor profitten ikke er det eneste kriterium for økonomisk produktion vil foretrække at arbejde med metoder, som selv om de gav mindre output ville give arbejderne større psykologisk tilfredsstillelse" (s. 266). Men selv da ville der opstå konflikter, som ville gøre det nødvendigt med "erhverv, hvis hovedopgave det er at studere metoder til at bilægge konflikter" (s. 302), og at udvikle voldgiftsrettens teknik til en videnskab.
Planlægning for frihed giver eliten frihed til at planlægge og "de planlagte" friheden til at akceptere den. Masserne må endnu engang lære, at det, der er, er rigtigt. Ligesom deres underkastelse under kapitalistklassens faktiske og ideologiske herredømme i oplysningstiden var ensbetydende med social fred og kooperation, så etableres kooperation og fred nu i det planlagte samfund ved underkastelse under planlæggernes herredømme. For med godt mod at kunne akceptere de forhold, der skabes for dem, skal masserne kun forstå, at elitens magt virkelig er nødvendig for deres velfærd. Ligesom de for var overbevist om, at samfundet ikke kunne eksistere uden kapitalisterne, så må de nu betragte eliten som et uundgåeligt redskab for den samfundsmæssige livsproces. For at overvinde følelsen af undertrykkelse og undertrykkelsen selv, behøver de bare begynde at kunne lide den. På et senere stade vil masserne måske igen rådspørges, folkeafstemning bliver måske atter genindført. Med en virkelig elite ved roret, med det økonomiske liv nogenlunde velplanlagt, med nye fremskridt, kan måske både nye og gamle sociale problemer løses ved hjælp af en sandt sociologisk psykologi. Det er rigtigt, at frihed i abstrakt forstand aldrig kan realiseres. Marx f.eks. påpegede, at friheden i socialismen kun kan bestå i "at det samfundsmæssiggjorte menneske, de associerede producenter, regulerer dette deres stofskifte med naturen rationelt, at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som en blind magt; at de fuldbyrder det med det mindst mulige energiforbrug og under betingelser, der er deres menneskelige natur mest værdige og adækvate".[9] For Mannheim omfatter det "nødvendighedens rige", som al frihed i et fungerende samfund er "nødvendighedens rige", som al frihed i et fungerende samfund er underlagt, foruden naturen, en "anden natur", der indskrænker frihedens spillerum yderligere. "Mens teknikken", siger han, "befrier os for naturens tyrani, fremkalder den to nye former for afhængighed. Al fremskridt indenfor teknikken er forbundet med yderligere samfundsmæssig organisering" (s. 373). "Friheden i menneskets direkte kamp med naturen er noget helt andet end friheden i dets kamp mod den "anden natur", d.v.s. en "natur", der på dette udviklingstrin karakteriseres af en mangel på evne til "både teoretisk og praktisk at mestre massepsykologiens, konjunkturcyklussens, eller dårligt tilpassede institutioners kumulative effekt" (s. 375). Denne "anden natur" - som iøvrigt ikke skyldes teknikkens udvikling, som Mannheim fremstiller det, men en socio-økonomisk og teknisk udvikling i klassesamfundet - må ganske vist først overvindes, for at muliggøre en større beherskelse af naturen. Da klassekampen frigør produktivkræfter, der ikke kan udvikles i klassesamfundet, er den for Marx en forudsætning for en større frihed. Men for Mannheim antager denne "anden natur" en sådan stivhed og stadighed, at det "nødvendighedens rige", som bestemmer den mulige frihed, bliver så meget større, at selv en blot omorganisering af det bestående udbytningssystem og udviklingen af nye styringsmekanismer til bibeholdelse af samfundsmæssig fred på trods af klasserelationerne, vil fremtræde som nye friheder, der ledsager menneskehedens aldrig afsluttede kamp for yderligere fremskridt.
"Frihederne" i Mannheims "nødvendighedens rige" kræver mange slags tvang. Planlægningen må tage hensyn til dette og bliver på en og samme tid planlægning for og imod de "planlagte". Planlæggerne vil hele tiden være i opposition til de grupper, der forsøger at tage deres plads. Den herskende elite tvinges, for at forblive de herskende og for at beholde muligheden for at "planlægge for samfundet", til at fortsætte den koncentrationsproces, som den kapitalistiske akkumulationsproces begyndte. Men, som Mannheim har bemærket for, "samfundets dybere natur bygger på en øget differentiering, således at dets mindre enheder ikke kan styres af det centrale organ" (s. 49). Den herskende elite kan kun imødegå denne øgede styringsvanskelighed ved hjælp af yderligere centralisering. Jo mere planlægning der er, des vanskeligere bliver det således at sikre styringen af de "planlagte". Planlægning, der startede som et forsøg på at løse samfundsmæssige problemer, bliver så til sidst reduceret til planlægning af veje og midler til at beholde den herskende elite ved magten, koste samfundet, hvad det koste vil.
Styringen af de beherskede kræver stadige forbedringer som planlægningen skrider frem. Planlæggernes angst vokser i takt med, at det moderne samfundsmæssige livs kompleksitet i stigende grad modsiger planlæggernes stadig snævrere planer. Hele hierarkiet med styringssystemer, som de anvendes i de fascistiske stater, har en iboende usikkerhed. Den permanente terror, der udøves overalt hvor dette system hersker, afslører dets usikkerhed. Det er ydermere uøkonomisk og alt for stift til at tilfredsstille de moderne produktions- og distributionsprocessers virkelige behov. Det ødelægger initiativ og tilpasningsevne og kræver yderligere organisatoriske forbedringer, der er forældet lige så snart de introduceres. Kapitalakkumulationen forandres til organiseringsakkumulatiøn. Den sidstnævnte bliver en kilde til nye samfundsmæssige usikkerheder og en hindring for produktionens udvikling, istedet for at øge produktiviteten og tilfredsstille samfundsmæssige behov.
Terror og psykologisk styring kan ganske vist kun anvendes med held, hvis der samtidig på en eller anden made sørges for massernes "grundlæggende behov" Men hvad er disse "grundlæggende behov"? Udholdenhed er en af menneskeracens mest bemærkelsesværdige egenskaber. Men ikke desto mindre trodser den al beregning. Det er ikke muligt at sige hvornår, hvor og hvordan udholdenheden ophører. Således må der bruges et stort antal styringsmekanismer samtidig for at mestre enhver eventualitet. Al slags uafhængighed, der ikke tjener den herskende klasse må forhindres. Den psykologiske styring må være altomfattende. Den kan omfatte mere end andre styringsmekanismer, som kan kræve neddæmpning, for ikke at tabe deres anvendelighed. Psykologibølgen må altså forstås i sammenhæng med forandringen af det liberale samfund til et totalitært samfund.
Totalitære institutioner som den katolske kirke har altid i udstrakt grad benyttet sig af psykologiske styringsmetoder. Vi vil her også påminde om, at overmenneskets filosof helt konsekvent troede, at "psykologien endnu en gang vil blive betragtet som videnskabernes dronning, til hvis tjeneste og udbredelse de andre videnskaber eksiterer".[10] Det kan ikke undre, at dagens "antifascister" med stor begejstring peger på fascisternes anvendelse af psykologien (alle skoler inkl.) og spørger efter lignende våben til fascismens ødelæggelse.[11] For alle teoretikere, der vil løse samfundsmæssige problemer uafhængigt af det nuværende samfunds klassestruktur, bliver psykologien af største betydning.[12] Men al politisk aktivitet bliver på den made til en slags kæmpe terrorstrid og de fremgangsrige ledere må fejres som store dyretæmmere.
Da Mannheim ikke opfatter dagens samfundsmæssige kampe som andet end konkurrence mellem partiorganisationerne og de industrielle ledere for at få magten over arbejdet, bliver den betydning, som han tillægger psykologien, både i den nuværende rå form og som et lovende styrings- og planlægningsinstrument i fremtiden, helt plausibel. Vi mener ikke selv, at der er nogen grund til at benægte psykologiens nuværende betydning og dens fremtidige muligheder til anvendelse indenfor propaganda og styring. Men vi behøver ikke bekymre os om de psykologiske problemer, der er indeholdt i Mannheims spørgsmål om, hvordan dem, der styres, kan styres, og om hvordan planlæggerne kan planlægges. Hvis vi erstatter disse spørgsmål, der bygger på den uberettigede antagelse, at samfundets opdeling i herskere og beherskede er uforanderlig, hvis vi erstatter den med en undersøgelse af de praktiske midler, der kunne føre til, at de "planlagte" blev til planlæggere og de styrede afskaffede styringen, flyttes vægten tilbage fra problemets psykologiske aspekter til de klassemæssige og økonomiske, d.v.s. den vender sig mod undersøgelser og handlinger, der drejer sig om at ændre de samfundsmæssige relationer i produktionssfæren. Marxismens overvejende interesse for samfundsprocessernes mere objektive sider, skyldes ikke kun metodologiske årsager, men forklares også af dens revolutionære karakter. Efter en gennemgribende økonomisk analyse af den kapitalistiske struktur og dens mekanismer, bliver det utænkeligt at der skulle findes nogen virkelig losning på de problemer, der truer arbejderklassen, hvis samfundets klassestruktur ikke blev afskaffet. Konsekvente marxister har derfor altid sejlet klar af "videnskabelig" sociologi, sådan som den er blevet udviklet af et optimistisk bourgeoisi, der troede, at deres egen glemte revolution en gang for alle havde lost alle samfundets problemer.
Nu, hvor den kapitalistiske koncentrationsproces er fuldbyrdet og med den den optimisme, der var forbundet med den markedsregulerede økonomi, vil den borgerlige sociologi langsomt forvandles til en slags pseudo-videnskabelig psykologi til forsvar af den herskende klasse. Denne funktionsforandring tilsløres af forestillinger som den samfundsmæssige livsproces' "mangedimensionale" karakter. Denne tilsyneladende udvidelse af de sociologiske teoriers område er imidlertid hovedsagelig af verbal natur. Som G. von Gontard sagde, psykologerne "har i deres egne hjerner skabt et kosmos i sig selv, som ikke kan angribes fordi dets integritet beskyttes af terminologiske forholdsregler".[13] Kosmos er dekoration. For så vidt som psykologi og sociologi bliver brugt, tjener de det meget snævre formål at komplettere de forskellige redskaber, der behøves for at forlænge de eksisterende udbytningsforhold.
Socialpsykologiens anvendelighed er ydermere snævert forbundet med det materielle apparat, eller snarere med de mennesker, der styrer det apparat, der fordeler de ideologiske redskaber til koordinering af de individuelle viljer. For at kunne styre og påvirke individernes tanker og følelser, må presse, skoler, kirke, film og radio styres. Effektiv psykologisk styring forudsætter, at styringsredskaberne fast og sikkert er i de styrendes hænder. Og det er de, hvilket betyder, at den psykologiske styring forbliver den herskende klasses eksklusive våben med mindre den styrtes med våben, der er stærkere end deres, med våben og metoder, der ikke er underlagt de styrende styring. Den mulighed, der før stod åben for forskellige kapitalistiske grupperinger og politiske bevægelser, at gøre større eller mindre brug af de gængse propagandakanaler, forsvandt i den totalitære stat. Hvis den revolutionære stadig tror, at hele spørgsmålet om samfundsmæssig forandring er et spørgsmål om at stille den ene ideologi op mod den anden, og at det eneste middel til samfundsmæssig forandring er at erstatte den ene herskergruppe med den anden, må han sandelig fortvivle. Det nuværende udviklingstrin viser med al ønskelig tydelighed, at vejene og midlerne til at få politisk indflydelse og magt indenfor det borgerlige demokrati er ophørt med at eksistere. Alt, hvad der er tilbage for sådanne mennesker, der stadig anses for "revolutionære", er, at kræve - for så vidt som de endnu kan give udtryk for deres mening - at de nuværende herskere i de nationer, der stadig er "demokratiske" selv gennemfører den nødvendige samfundsmæssige revolution.[14]
"Den eneste måde diktatoriske løsninger på samfundsmæssige kriser kan blive permanent vellykket på", skriver Mannheim, "er ved at centralisere styringen af de individuelle viljer. Men det virkelige problem er at vide i hvor høj grad disse forsøg modvirkes af det moderne industrisamfunds livsforhold" (s. 46). Desværre, selv om det er konsekvent ud fra hans eget synspunkt, har Mannheim koncentreret sig mere om "den centraliserede styring af de individuelle viljer", end om "livsbetingelserne", der kunne modvirke dets effekt. Livsbetingelserne i det moderne samfund har imidlertid nu skabt en situation, hvor økonomiske og politiske problemstillinger viser deres primat og deres overordentlig store betydning, daglig, og med den største, næsten utålelige tydelighed. Hvad der var en del af Marx' afsløring af fremtidige hændelser er nu nøgen virkelighed. Den forvirrende mangfoldighed af grupper og interesser, der tilslørede det kapitalistiske samfunds egenskab at bestå af to klasser, fremtræder ikke mere.[15] Der findes nu kun én organisation, én klasse, én gruppe - den totalitære stat som den styrende og dermed ejeren af det, der giver magt i samfundet. Der er på den anden side resten af befolkningen, der er underkastet dette totalitære herredømme. Det er rigtig nok, at hele denne masse stadig er kunstigt delt af ideologiske distinktioner og stadig er splittet i den stadige konkurrence for at opnå bedre stillinger - en konkurrence der endnu ikke er ophørt ved en total tvangsudskrivelse af alt arbejde. Det er en magtløs, viljeløs masse, som helt lever af den herskende elites nåde. Der er også den nye verdenskrig, endnu kun i sin begyndelse, som kun er i stand til yderligere at komplicere det uløselige problem med at tilpasse samfundets klassenatur til størstedelen af menneskehedens virkelige behov.
Den kendsgerning, at proletariatet eksisterer som industrisamfundets største klasse, den kendsgerning, at alle magtcentrer er fuldstændig monopoliserede og centraliserede udelukker - for øjeblikket - enhver klassekamp af direkte revolutionær karakter. Tilsyneladende findes der kun den imperialistiske krig, tilsløret af alle slags fraser. Men indenfor rammerne af denne krig udvikler der sig en borgerkrig, allerede forberedt men udkæmpet ubevidst mod de herskende klasser. Denne borgerkrig indenfor den imperialistiske krig vil blive mere og mere dominerende jo længere det sociale livs opsplitning skrider frem med den yderligere udfoldelse og udstrækning af den nuværende verdensbrand. Den vil tilsidst blive den nuværende kamps hele indhold, thi den har i sig indkorporeret den eneste løsning, som kan afslutte stridighederne og afskaffe årsagerne til dem. Hvis den bliver den eneste samfundsmæssige realitet, vil den lade alle illusoriske mål fra igår og idag langt bag sig.
Videreførelsen af klasseherredømmet og udbytningen betyder død og sult. Der findes i øjeblikke ingen virkelige problemer i verden undtagen problemet med at få sat en stopper for denne morderiske situation. Både død og sult kræver deres menneskelige tribut, fordi klasser, ledere, eliter, privilegerede grupper forsvarer deres snævre interesser imod den overhængende nødvendighed af at socialisere samfundet, d.v.s. at fjerne dets klassestruktur. Død og sult kan opnå større udbredelse gennem længere tidsrum; indenfor visse grænser kan deres elendighed kompenseres med terror og propaganda. Indenfor visse grænser kan den angst og forvirring, den skaber, kanaliseres og udnyttes for en eller anden national interesse, bag ved hvilken der gemmer sig de herskende klassers interesser i de forskellige stater. Men i hovedsag er imidlertid død og sult mere bestemmende og mere kraftfulde end alle ideologiske problemstillinger og styringsinstrumenter, hvor snedigt udtænkte de end er.
Der er ikke den mindste grund til at antage, at denne krig vil eller kan holdes indenfor de rammer, som de centrale organer, der har sat den igang, ønsker det. Snarere må man sige, at krigens udbredelse ser temmelig sikker ud. Derfor vil man nu atter kunne øjne en situation, ligesom i den sidste krig, men i meget større skala, en situation, der byder de magtesløse muligheden for - forsynede med våben, takket være de herskende eliters modsætningsfyldte og selvopløsende behov - at bruge deres nye magtfulde situation til at forfølge deres nærmeste interesse - den at opretholde livet og at tilfredsstille deres sult. De vil gå frem, som de er nødt til, uforstyrret af de samfundsmæssige processers mangedimensionale natur, og de vil tjene deres formål uden hensyn til "samfundet som helhed", d.v.s. uden hensyn til de fascistiske og halv fascistiske eliter. Det, Mannheim kun forsøger at gøre symbolsk, det må de udføre i virkeligheden.
[1] Karl Mannheim: "Man and Society in an Age of Reconstruktion", Harcourt, Brace & Company, London, 1940.
Bogen, der bærer undertitlen "Studier i moderne social struktur", falder i seks dele, der behandler de rationelle og irrationelle elementer i det nuværende samfund, de sociale årsager til kulturkrisen, spørgsmålet krise, diktatur og krig, og endelig tænkning på planlægningstrinnet og spørgsmålene planlægning og frihed. Udover en indledning indeholder den en bibliografi på 72 sider og et navne- og et emneregister. Det turde være klart, at kritikeren ikke kan yde retfærdighed mod hele indholdet i dette ambitiøse værk, som rummer forfatterens refleksioner fra en periode på over seks ar. Kritikeren vil kun indirekte komme ind på hans sociale erkendelsesteori og hans sociologiske analyse af ideerne. Han føler, at denne fremgangsmåde er berettiget, fordi de aspekter, der således udelades, blev behandlet udførligt, den gang dr. Mannheims forrige bog "Ideologi og Utopi" udkom. Da kritikeren tillægger de politiske aspekter større betydning end de sociologiske, behandler han kun bogens vigtigste teser og dens "budskab", i det omfang de angår faktiske sociale problemer.
[2] Sidetallene i parentes henviser til den amerikanske udgave af Mannheims bog, som nævnt i anm. 1.
[3] Man kunne lige så godt udelade "ånden", for Mannheim er sig bevidst, at ikke kun i de direkte udsatte lande, men i alle højt industrialiserede stater "finder der en forandring sted, fordi alle lider ved den samme forstyrrelse af deres normale tilværelse". Det forhold, "at nogle viser tydelige symptomer på krisen, mens andre undergår lignende forandringer i langsommere tempo og under dække af samfundsmæssig fred," siger han, "skyldes at de drivende kræfter ikke er lige stærke i alle stater, og at nogle lande råder over større mentale og materielle ressourcer end andre" (s. 12).
[4] "Det bliver stadig mere tydeligt," siger Mannheim, "at det at nyde indtægt og renter og på den anden side retten til at disponere over kapital er to forskellige ting. Det kan være, at tingene i fremtiden vil udvikle sig således, at denne uindskrænkede dispositionsret kunne beskæres ved passende beskatning og obligatoriske afgifter til sociale formål og styres centralt ved hjælp af kreditkontroller. Uden at ville det, laver fascismen her et interessant eksperiment, idet den eksproprierer kapitalisterne uden at sige det. Det er lykkedes den at samfundsmæssiggøre dispositionsmagten uden derved at fordrive den tidligere industrielle elite fra dens poster. Ændringer i den oprindelige form for kapitalisme består ikke i, at man afskaffer kravet om privat ejendomsret, men i, at man trækker nogle af de funktioner, der hører til at eje kapital, tilbage fra kapitalisternes kompetence" (s. 350).
[5] I tidsskriftet "Mass und Wert" (oktober 1937, s. 113) skrev Mannheim: "Selvom de fascistiske arbejdslejre ikke er nogen behagelig løsning på den krise, under hvilken de konstant arbejdsløse lider, er de dog ud fra et social-teknisk synspunkt en bedre metode, hvis man sammenlignede dem med liberalismens, der prøvede at løse arbejdsløshedens socialpsykologiske problemer ved hjælp af et stempel."
[6] Adler, Dewey, Durkheim, Freud, Durbin, Hegel, Hobson, Gumplovicz, Le Bon, Michels, Mill, Nietzsche, Oppenheimer, Pareto, Pavlov, Sorel, Spengler, Scheler, Summer, Tawney, Veblen, Weber m.fl.
[7] Fordi Mannheim mener, at der eksisterer "en fuldstændig parallelitet mellem de faktorer, der bevirker vækst og sammenbrud af rationalitet i den intellektuelle sfære og de faktorer, der bevirker vækst og sammenbrud i moralitet" (s. 66), behøver vi ikke særskilt at behandle de spørgsmål om moral, som han rejser i sin bog. Med visse modifikationer - som ikke har nogen betydning for vores formål - anvender Mannheim i moralsfæren atter distinktionen mellem de funktionelle og de substantielle synspunkter. "Det funktionelle aspekt på en given type moral består i de mønstre, som, hvis de virkeliggøres i adfærden, garanterer samfundets ubesværede drift. Substantiel moral består af visse konkrete værdier, som trossætninger og forskellige former for følelser, mønstre som kan have en fuldstændig irrationel kvalitet. Jo mere det moderne samfund er funktionelt rationaliseret, des mere tenderer det mod at neutralisere den substantielle moral, eller at dreje den ind i privatsfæren." Dobbeltmoralen (moralsk i privatlivet - voldsom i den offentlige sfære), der indtil nu har været et privilegium for de herskende klasser, kan overtages af masserne. "Så snart akcepten af vold bliver det generelle princip for samfundets moral, vil resultaterne af en lang moralsk træning i arbejdssfæren og i konkurrencesfæren næsten automatisk ødelægges" (s. 72). De resultater, der bliver ødelagt på denne måde, var resultater af det stadium med "superindividuel gruppesolidaritet", der bliver behandlet i teksten. Med andre ord, moralen bryder sammen, når masserne møder deres herskere på deres egen grund og således ødelægger dobbeltmoralens klasseværdi. De kan blive lige så umoralske som deres herrer, og de kan endda se bort fra deres organisationers gode arbejde, der var med til at opretholde dobbeltmoralen ved at styrke illusionen om, at gruppesolidaritet var muligt i den kapitalistiske verden.
[8] Dette er Veblen i sin yderste konsekvens; småborgerskabets psykologi bliver generaliseret. Det er dog mærkværdigt, at det i almindelighed er dem, der har tilstrækkelig mad og gode boligforhold, der også har emblemerne og titlerne.
[9] MEW 25, s. 828; Rhodos 3:4, s. 1055/56.
[10] F. Nietzsche, Jenseits von Gut und Böse, Leipzig 1923, s. 37.
[11] F.eks. S. Chakot in, The Rape of the Masses, New York 1940.
[12] Grænsenytteteorien indenfor økonomien er her et andet eksempel.
[13] In Defense of Love, New York, 1940, s. 292.
[14] Se f.eks. H. J. Laskis nye bog: "Where Do We Go From Here?", der plæderer for en SOCIAL REVOLUTION VED ENIGHED! Enigheden skal naturligvis være på de herskende klassers side, til hvis fornuft og storhed Laski appellerer.
[15] Dette faktum tilbagevises ofte med argumentet, at - numerisk set - er proletariatet ved at tabe betydning i forhold til den hurtigere voksende s.k. nye middelklasse af funktionærer. Dette argument er meningsløst, da de fleste funktionærer tilhører proletariatet. De behøver ikke "proletariseres", som man så ofte foreslår. Deres nuværende ideologiske idiosynkrasier er ikke nogen større kraft, som effektivt kunne forhindre samfundets fundamentale tendens til at forarme og undertrykke hele den arbejdende befolkning, og pa denne måde tvinge dem ind i en ensartet klasse. [Fodnoten mangler i vores udgave - MIA.]
Last updated on: 8.23.2009