Massestrejke, parti og fagforeninger: Rosa Luxemburg (1906)
Det vigtigste krav i de store kampes tidligere eller senere periode, som den tyske arbejderklasse må være forberedt på, er ved siden af en taktik baseret på fuldstændig beslutsomhed og konsekvens, den størst mulige aktionsevne, d.v.s. den største mulige enhed inden for den ledende socialdemokratiske del af den proletariske masse. Imidlertid har de første svage forsøg på at forberede en større masseaktion allerede med det samme afsløret en vigtig ulempe på dette punkt: nemlig den fuldstændige adskillelse og selvstændiggørelse af to organisationer inden for arbejderbevægelsen, nemlig socialdemokratiet og fagforeningerne.
Hvis man ser nærmere på massestrejkerne i Rusland og samtidig på forholdene i selve Tyskland, bliver det klart, at det er umuligt at forestille sig nogen som helst større masseaktion, en såkaldt politisk massestrejke, hvis det da ikke blot skal indskrænke sig til en éngangs demonstration. Fagforeningerne ville ikke være mere interesseret i en sådan aktion end socialdemokratiet. Det skyldes ikke den kendsgerning, som fagforeningslederne bilder sig ind, at socialdemokratiet med deres meget mindre organisation, skulle være henvist til medvirken af de 1¼ million fagorganiserede og ikke kunne få noget i gang "uden dem". Det har en langt mere dybtliggende årsag: enhver direkte masseaktion eller periode med åbenlyse klassekampe ville nemlig samtidig være en politisk og økonomisk kamp. Om det af en eller anden grund på et tidspunkt skulle komme til omfattende politiske kampe, til massestrejker, i Tyskland, vil det samtidig blive indledning til en periode med mægtige faglige kampe i Tyskland, og da vil begivenhederne overhovedet ikke spørge om, hvorvidt fagforeningslederne har givet bevægelsen deres velsignelse eller ej. Stiller de sig ved siden af bevægelsen, eller forsøger de måske oven i købet at sætte sig op imod den, så vil følgen af en sådan holdning kun være, at fagforeningslederne - akkurat som partilederne i tilsvarende tilfælde - ganske enkelt bliver skudt til side af begivenhedernes bølge, mens masserne udkæmper både de økonomiske og de politiske kampe uden dem.
Ja, virkelig. Adskillelsen mellem den politiske og den økonomiske kamp og selvstændiggørelsen af de to dele er ikke andet end et kunstigt og også historisk betinget produkt af den parlamentariske periode. Under det borgerlige samfunds rolige "normale" gang bliver på den ene side den økonomiske kamp splittet op og opløst i en masse enkelte kampe i hver bedrift, i hver produktionsgren; på den anden side bliver den politiske kamp ikke udført gennem massen selv i en direkte aktion, men på stedfortrædende måde i former, der svarer til den borgerlige stat gennem pres mod de lovgivende forsamlinger. Så snart en periode med revolutionære kampe oprinder, d.v.s. så snart masserne dukker op på kamppladsen, forsvinder både den økonomiske kamps opsplitning og den politiske kamps indirekte parlamentariske form; i en revolutionær masseaktion er den politiske og økonomiske kamp ét, og den kunstige skranke mellem fagforening og socialdemokrati, der optræder som arbejderbevægelsens to adskilte og helt selvstændige former, er ganske enkelt forsvundet. Hvad der imidlertid kommer tydeligt til udtryk i den revolutionære massebevægelse stemmer også for den parlamentariske periode, når vi tænker på den virkelige situation. Der gives ikke to forskellige former for klassekampe for arbejderklassen, en økonomisk og en politisk, der gives kun én klassekamp, der på én og samme tid stiler mod en begrænsning af den kapitalistiske udbytning inden for det borgerlige samfund og på afskaffelsen af udbytningen i det hele taget tillige med det borgerlige samfund.
Selv om disse to sider af klassekampen er adskilte fra hinanden i den parlamentariske periode også af tekniske grunde, så udgør de dog ikke noget, man kan kalde to parallelt løbende aktioner men blot to faser, to trin i arbejderklassens befrielseskamp. Den faglige kamp omfatter arbejdsbevægelsens dagsaktuelle interesser, den socialdemokratiske kamp dens fremtidsinteresser. Kommunisterne, står der i Det kommunistiske manifest, repræsenterer over for de forskellige gruppeinteresser (nationale, lokale interesser) det samlede proletariats fælles interesser, og i de forskellige udviklingsfaser af klassekampen, repræsenterer de den samlede bevægelses interesse, d.v.s. slutmålene for proletariatets befrielse. Fagforeningerne repræsenterer gruppeinteresserne og et udviklingstrin inden for arbejderbevægelsen. Socialdemokratiet repræsenterer arbejderklassen og dennes befrielsesinteresser i sin helhed. Forholdet mellem fagforeningerne og socialdemokratiet er derfor enkeltdelens forhold til helheden, og når teorien om "ligeberettigelse" mellem fagforeningerne og socialdemokratiet finder så stor genklang hos fagforeningslederne, så beror det på en grundig fejlvurdering af selve fagorganisationens væsen og dens rolle i arbejderklassens almene befrielseskamp.
Denne teori om en parallel aktion fra socialdemokratiets og fagforeningernes side og om deres "ligeberettigelse" er dog ikke fuldstændig grebet ud af luften, men har sine historiske rødder. Den beror nemlig på illusionen om en rolig og "normal" periode i det borgerlige samfund, i hvilken socialdemokratiets politiske kamp tilsyneladende går op i den parlamentariske kamp. Men den parlamentariske kamp, det supplerende modstykke til fagforeningskampen, er på samme måde som denne udelukkende en kamp, der udspiller sig på den borgerlige samfundsordens grundvold. Ifølge dens natur drejer det sig om politisk reformarbejde, på samme måde som fagforeningerne arbejder for økonomisk reformarbejde. Den repræsenterer politisk dagsaktuelt arbejde på samme måde som fagforeningerne repræsenterer økonomisk dagsaktuelt arbejde. Den udgør på linje med dette også blot en fase, et udviklingstrin inden for helheden af den proletariske klassekamp, hvis slutmål på samme måde peger udover den parlamentariske kamp som udover fagforeningernes kamp. Den parlamentariske kamp forholder sig derfor også til socialdemokratisk politisk som en enkelt del til helheden, nøjagtig som fagforeningsarbejdet. Socialdemokratiet er i sig selv netop en sammenfatning af såvel det parlamentariske som den faglige kamp i en klassekamp rettet mod afskaffelse af den borgerlige samfundsorden.
Teorien om fagforeningernes "ligeberettigelse" med socialdemokratiet er altså ikke blot en teoretisk misforståelse, ikke blot en fejltagelse, men den er et udtryk for en velkendt tendens hos den opportunistiske fløj indenfor socialdemokratiet, en fløj som vil reducere arbejderklassens politiske kamp til faktisk kun at være den parlamentariske kamp, forvandle socialdemokratiet fra at være et revolutionært proletarisk til at blive et småborgerligt reformparti. [*]
Hvis socialdemokratiet var villig til at acceptere fagforeningernes teori om "ligeberettigelsen" ville det dermed indirekte og stiltiende acceptere den forvandling som længe er blevet tilstræbt af repræsentanterne for den opportunistiske retning.
Imidlertid er en sådan forskydning af forholdene inden for arbejderbevægelsen i Tyskland mere umulig end i noget andet land. Det teoretiske forhold, ifølge hvilke fagforeningerne blot er en del af socialdemokratiet, finder netop i Tyskland sin klassiske illustration i kendsgerningerne, i den levende praksis. Det kommer faktisk til udtryk i tre retninger. For det første er de tyske fagforeninger direkte et produkt af socialdemokratiet: Det et dette, som har skabt den første begyndelse til en fagbevægelse i Tyskland; det er dette, som har opflasket det og til dato leveret deres ledere og organisationens mest aktive kræfter. For det andet er de tyske fagforeninger et produkt af socialdemokratiet også i den betydning, at den socialdemokratiske lære danner sjælen i den faglige praksis; deres overlegenhed over alle borgerlige og konfessionelle fagforeninger kan de takke klassekampstanken. Deres praktiske succes og deres magt er et resultat af den omstændighed, at deres praksis er inspireret af den videnskabelige socialismes teori, hævet over en snæversynet empirisme. Styrken i de tyske fagforeningers "praktiske politik" ligger i deres indsigt i den kapitalistiske ordens dybere sociale og økonomiske sammenhænge. Denne indsigt har de imidlertid ingen andre at takke for end den videnskabelige socialismes teori, som denne praksis støtter sig på. I denne forstand betyder bestræbelserne på at løsrive fagforeningerne fra den socialdemokratiske teori, på at søge efter en anden "fagforeningsteori" i modsætning til socialdemokratiets ikke andet end et selvmordsforsøg. Løsrivelsen af den faglige praksis fra den videnskabelige socialismes teori ville for de tyske fagforeninger betyde et øjeblikkeligt tab af deres overlegenhed over for alle de borgerlige fagforeninger, det ville betyde et fald fra deres hidtidige høje niveau ned til et niveau præget af holdningsløs famlen sig frem, af den rene platte empirisme. Endelig og for det tredje er fagforeningerne, når det drejer sig om deres talmæssige styrke et produkt af den socialdemokratiske bevægelse og den socialdemokratiske agitation, noget fagforeningslederne efterhånden har glemt. Ganske vist har den faglige agitation i mange distrikter ført an foran den socialdemokratiske og gør det stadigvæk, og overalt jævner det faglige arbejde også vejen for partiarbejdet. Når det drejer sig om virkningen, arbejder parti og fagforening fuldstændig hånd i hånd. Men hvis man tager et overblik over klassekampen i Tyskland i sin helhed, og over den dybereliggende sammenhæng, så forskyder forholdet sig væsentligt. Mange fagforeningsledere plejer gerne med en vis triumf (og en vis skadefryd) fra deres stolte højde med 1¼ million medlemmer at se ned på den usle halve million organiserede medlemmer i socialdemokratiet og minde dem om dengang for 10-12 år siden, hvor man inden for socialdemokratiets rækker endnu gjorde sig pessimistiske tanker omkring perspektiverne ved udviklingen af fagforeningerne. De bemærker overhovedet ikke, at der mellem disse to kendsgerninger - det høje medlemstal i fagforeningerne og det lave tal af organiserede i socialdemokratiet - består en vis grad af direkte kausal sammenhæng. Tusinder og atter tusinder af arbejdere går ikke ind i socialdemokratiet, fordi de er gået ind i fagforeningerne. Efter teorien skulle alle arbejdere være dobbeltorganiserede: gå til to forskellige slags møder, betale to kontingenter, læse to udgaver af arbejderpressen o.s.v. Men for at gøre dette kræves en høj grad af intelligens og en idealisme, der af ren pligtfølelse over for arbejderbevægelsen ikke skyer daglige ofre, når det gælder tid og penge, foruden også den lidenskabelige form for interesse for det egentlige partiarbejde, som kun kan blive tilfredsstillet gennem tilhørsforhold til en partiorganisation. Alt dette holder stik, når det drejer sig om det mest oplyste og intelligente mindretal blandt de socialdemokratiske arbejdere i de store byer, hvor partilivet er tiltrækkende og fuld af indhold, hvor arbejdernes levestandard er højere. Men blandt de bredere lag af arbejdermasserne i storbyerne såvel som i provinsen, i de mindre og mindste afkroge, hvor det lokale politiske liv kun er et uselvstændigt refleks af det, som sker i hovedstaden, og hvor partilivet derfor også er trist og monotont, og hvor arbejderens økonomiske levestandard for det meste er meget kummerlig - der er dobbeltorganisationen meget svær at gennemføre.
For den socialdemokratisk indstillede arbejder fra de brede masser bliver spørgsmålet løst af sig selv på den måde, at han simpelthen går ind i sin fagforening. Den umiddelbare interesse i den økonomiske kamp kan han nemlig ikke få tilfredsstillet på anden måde end ved at gå ind i sin faglige organisation, hvad der udspringer af selve kampens natur. Kontingentet, som ofte er en betydelig belastning af hans økonomi, bringer ham umiddelbar og synlig nytte, og han er også med udgangspunkt i sin socialdemokratiske holdning i stand til at engagere sig uden at tilhøre nogen speciel partiorganisation: gennem stemmeafgivningen til parlamentsvalgene, gennem deltagelse i socialdemokratiske møder, ved at følge med i referater af socialdemokratiske taler holdt i de folkevalgte organer, ved at læse partipressen - man kan f.eks. sammenligne tallet på socialdemokratiske vælgere så vel som abonnementtallet på "Vorwärts" med tallet på organiserede partimedlemmer i Berlin. Og hvad der er helt afgørende: den socialdemokratisk indstillede gennemsnitsarbejder fra de brede masser, som det enkle menneske han er, har ikke nogen forståelse for den indviklede og fine dobbeltsjæle-teori, men føler sig alligevel som socialdemokratisk organiseret i fagforeningen. Selv om centralforbundene ikke bærer noget officielt partiskilt, så ser arbejdsmanden i den større eller mindre by de kolleger, der står i spidsen for hans fagforening som de mest energiske ledere, og han kender dem også som kammerater, som socialdemokrater fra det offentlige liv: snart som socialdemokratiske rigsdags-, landdags- eller kommunalvalgte, snart som socialdemokratiske tillidsmænd, formænd i vælgerforeningerne, partiredaktører, partisekretærer eller ganske enkelt som talere og agitatorer. De tanker, om den kapitalistiske udbytning, om klasseforholdene, som han hører i agitationen i fagforeningen, og som han er kommet til at kunne lide og forstå, er ofte de samme, som han kender fra den socialdemokratiske agitation: ja, de fleste og mest afholdte talere til fagforeningsmøderne, dem, som "sætter liv i kludene" og bruges som trækplastre for de ellers svagt besøgte og søvnige fagforeningsmøder, er netop kendte socialdemokrater.
Dette virker således altsammen i retning af at give den klassebevidste gennemsnitsarbejder en følelse af, at han, når han er fagligt organiseret, også tilhører sit arbejderparti, er socialdemokratisk organiseret. Og det er netop i dette forhold at de tyske fagforeningers egentlige rekrutteringsstyrke ligger. Ikke gennem et skin af neutralitet, men den socialdemokratiske virkelighed, der er deres natur, har gjort fagforeningerne i stand til at nå deres nuværende styrke. (I dag er der faktisk ikke nogen i Tyskland, der lader sig vildlede af dette skin). Dette skyldes ganske enkelt den samtidige eksistens af forskellige fagforeninger med borgerligt partipræg: katolske, Hirsch-Dunckerske o.s.v. Det er gennem dem, man forsøger at begrunde nødvendigheden af enhver påstået "neutralitet". Når den tyske arbejder, der har det fulde frie valg til at tilslutte sig en kristelig, katolsk, evangelisk eller frisindet fagforening, ikke vælger nogen af disse, men den "frie fagforening" eller endog går ud af en af de førnævnte, for at slutte sig til den, så gør han det kun, fordi han opfatter centralforbundene som organisationer for den moderne klassekamp, eller hvad der i Tyskland er det samme som socialdemokratiske fagforeninger. Kort og godt - det skin af "neutralitet", som eksisterer for mange fagforeningsledere, er ikke nogen realitet for masserne i de faglige organisationer. Og det er et held for centralforbundene. Men hvis dette skin af "neutralitet", denne fremmedgørelse og løsrivelse af fagforeningerne fra socialdemokratiet bliver en realitet og i særdeleshed bliver til virkelighed i de proletariske massers øjne, så ville fagforeningerne straks miste hele deres fortrin over for de konkurrerende borgerlige forbund og dermed også deres rekrutteringskraft, deres livgivende ild. Det, som her er sagt, bliver slående bevist af alment kendte facts. Skinnet af partipolitisk "neutralitet" fra fagforeningernes side kunne nemlig gøre fremragende tjeneste som tiltrækningsmiddel i et land, hvor socialdemokratiet selv ikke er velanskrevet hos masserne, hvor dette at knytte deres dårlige ry til en arbejderorganisation snarere skader end hjælper i massernes øjne, hvor fagforeningerne med et ord, først selv må rekruttere deres tropper fra en ganske uoplyst, borgerligt indstillet masse.
England var et eksempel på et sådan land igennem hele det forrige århundrede, og er det også i høj grad i dag. I Tyskland ligger partiforholdene imidlertid helt anderledes. I et land, hvor socialdemokratiet er det mægtigste politiske parti, hvor dets rekrutteringskraft kommer til udtryk gennem en hær på over tre millioner proletarer, er det latterligt at tale om socialdemokratiets afskrækkende ry og om nødvendigheden af, at arbejdernes kamporganisation hykler politisk neutralitet. Blot dette at stille tallene på socialdemokratiske vælgere op mod tallene fra de faglige organisationer i Tyskland er nok til at gøre det klart for ethvert barn, at de tyske fagforeninger ikke hverver deres medlemmer hos de uoplyste borgerligt sindede masser som i England, men blandt en masse, som allerede er blevet sat i bevægelse af socialdemokratiet og vundet for klassekampstanken blandt den socialdemokratiske vælgermasse. Mange fagforeningsledere afviser med harme tanken om at betragte fagforeningerne som rekrutteringsskole for socialdemokratiet - det er en af "neutralitetsteoriens rekvisitter". Faktisk er den for dem tilsyneladende så fornærmende, men i virkeligheden højst smigrende formodning blevet til fantasi i Tyskland af den enkle grund, at det for det meste forholder sig lige omvendt, det er socialdemokratiet som i Tyskland udgør rekrutteringsskolen for fagforeningerne. Selv om organisationsarbejdet for fagforeningerne endnu er meget vanskeligt og møjsommeligt (således at det vækker og nærer den illusion hos fagforeningslederne, at det er dem som pløjer de første furer og sår den første udsæd i det proletarisk nyindvundne land), så er jorden i virkeligheden allerede blevet gjort opdyrkelig af den socialdemokratiske plov, men fagforeningernes udsæd og såmanden selv må også være "rød" socialdemokratisk, for at høsten skal blive god. Hvis vi på denne måde ikke sammenligner fagforeningernes talmæssige styrke med de socialdemokratiske organisationer, men hvad der er det eneste rigtige, med den socialdemokratiske vælgermasse, så kommer vi til et resultat, der afviger betydeligt fra foreningsledernes triumferende sejrsbevidsthed. Det viser sig nemlig her, at de "frie fagforeninger" i dag i virkeligheden endnu udgør et mindretal af Tysklands klassebevidste arbejdere, med deres 1¼ million organiserede udgør de ikke engang halvparten af den masse, som er blevet vækket af socialdemokratiet og vundet for klassekampen.
Den vigtigste slutning af de anførte kendsgerninger er, at den fuldstændige enhed mellem den faglige og socialdemokratiske arbejderbevægelse, som er så ubetinget nødvendig for de kommende massekampe i Tyskland faktisk er til stede, og den har netop fodfæste i de brede masser, der på en og samme tid danner basis for socialdemokratiet og for fagforeningerne, og i deres bevidsthed er begge sider af bevægelsen smeltet sammen til en åndelig enhed. Den påståede modsætning mellem socialdemokratiet og fagforeningerne skrumper i denne sammenhæng ind til at være en modsætning mellem socialdemokratiet og det øverste lag af fagforeningsfunktionærer, der imidlertid samtidig markerer modsætningen indenfor fagforeningerne mellem en del fagfagforeningslederne og den fagligt organiserede proletariske masse.
Den stærke vækst i fagforeningsbevægelsen i Tyskland i løbet af de sidste 15 år, specielt i perioden med økonomisk højkonjunktur 1895-1900 har af sig selv medført en stor selvstændiggørelse af fagorganisationerne, en specialisering af deres kampmetoder og deres ledelse og endelig resulteret i fremvæksten af et regulært fagligt bureaukrati. Alle disse ting er et fuldstændigt forklarligt og naturligt historisk produkt af fagforeningernes 15-årige vækst, et produkt af den økonomiske opgang og af det politiske vindstille i Tyskland. De er, hvad der især gælder fagforeningernes funktionærstand, et historisk nødvendigt onde. Men udviklingens dialektik medfører, at det middel, der har været befordrende på fagforeningernes vækst - at det, når organisationen har nået en vis størrelse og forholdene en vis modningsgrad, slår over i sin modsætning og kommer til at hæmme den videre vækst.
Specialiseringen af de faglige lederes professionelle aktivitet såvel som den snævre synskreds, der er forbundet med de opsplittede økonomiske kampe, der foregår i en rolig periode, fører hos de faglige funktionærer alt for let til både bureaukrati og indskrænkethed i opfattelsen. Begge dele ytrer sig imidlertid i en lang række tendenser, som kan blive højst skæbnesvangre for den faglige bevægelses fremtid. Dertil hører frem for alt en overvurdering af organisationen som lidt efter lidt bliver forvandlet fra at være et middel til at nå frem til målet - til at blive et mål i sig selv, et højeste gode, som kampinteresserne ofte bliver underordnet. Heri ligger også forklaringen på det behov for hvilepauser, der resulterer i at man skræmt viger tilbage for en større risiko og for indbildte farer, når det gælder fagforeningernes beståen, nervøse på grund af usikkerheden når det drejer sig om større masseaktioner. Hertil kommer så overvurderingen af selve den faglige kampmåde, dens udsigter og dens resultater. Faglige ledere, som til stadighed er optaget af økonomiske småkrige og som har det som op- gave at gøre det begribeligt overfor arbejderne, at selv et nok så lille økonomisk resultat, enhver lønforhøjelse eller forkortelse af arbejdstiden er af høj værdi, havner selv lidt efter lidt i den situation, at de mister overblikket over den samlede situation og over de større sammenhænge. Kun på den måde kan det forklares, at de mange fagforeningsledere f.eks. med så stor tilfredshed henviser til resultaterne fra de sidste 15 år, til de millioner af mark, som er opnået i lønforhøjelser, i stedet for omvendt at lægge vægt på den anden side af medaljen: på den uhyre forringelse af proletarernes levestandard som samtidig har fundet sted på grund af brødspekulation, gennem skatte- og toldpolitikken, gennem den jordspekulation, der har drevet huslejerne sådan i vejret, kort sagt på alle de objektive tendenser i den borgerlige politik, som for en stor del igen gør de resultater, som fagforeningerne har tilkæmpet sig igennem de sidste 15 år, illusoriske. Af hele den socialdemokratiske sandhed, der ved siden af at betone det faglige arbejde og dets absolutte nødvendighed lægger hovedvægten på kritikken og på de begrænsninger, der ligger i dette arbejde, bliver kun den halve faglige sandhed tilbage, som udelukkende fremhæver det positive ved den dagsaktuelle kamp. Og fortielsen af de objektive begrænsninger, som den borgerlige samfundsorden har sat for de faglige kampe, udvikler sig endelig til en direkte fjendtlighed over for enhver teoretisk kritik, som peger på disse begrænsninger i forbindelse med arbejderbevægelsens endemål. Ubetinget skamros, grænseløs optimisme, bliver gjort til en pligt for enhver "ven af fagforeningsbevægelsen". Men eftersom det socialdemokratiske standpunkt netop består i at bekæmpe kritikløs faglig optimisme samt bekæmpe den kritikløse parlamentariske optimisme, så bliver der til slut gjort front mod selve den socialdemokratiske teori. Fagforeningsfunktionærerne søger famlende efter en "ny teori", (som kan modsvare deres behov og deres opfattelse), d.v.s. efter en teori som i modsætning til den socialdemokratiske lære ville åbne helt ubegrænsede perspektiver for økonomisk opgang på grundlag af den kapitalistiske orden med udgangspunkt i de faglige kampe. En sådan teori har faktisk allerede eksisteret længe: Det drejer sig om professor Sombarts teori, som udtrykkelig blev formuleret med henblik på at drive en kile ind mellem fagforeningerne og socialdemokratiet i Tyskland og lokke fagforeningerne over på borgerlig grund.
I nær sammenhæng med disse teoretiske tendenser står en ændring af forholdet - leder til masse. Den kollegiale ledelse baseret på lokale komiteer med deres utvivlsomme utilstrækkeligheder erstattes af fagforeningsfunktionærernes forretningsmæssige ledelse. Initiativ og dømmekraft bliver dermed så at sige til en fagspecialitet, mens masserne hovedsagelig er forpligtet til disciplinens mere passive dyd. Disse skyggesider ved funktionærvældet rummer sikkert også betydelige farer for partiet, noget som den sidste nyrekruttering og ansættelse af lokale partisekretærer let kan resultere i - hvis ikke de socialdemokratiske masser er opmærksomme herpå, således at de omtalte sekretærer forbliver rene eksekutivorganer og ikke bliver betragtet som udvalgte bærere af initiativ og ledelse i det lokale partiliv. Men på grund af de politiske kampes karakter er der trukket snævrere grænser for bureaukratismen inden for socialdemokratiet end indenfor fagforeningerne. Her er det netop den tekniske specialisering af lønkampene, f.eks. afslutningen af komplicerede tarifmæssige overenskomster og lignende, som medfører, at massen af de organiserede oftest nægtes "overblikket over det samlede erhvervsliv", noget man begrunder deres manglende kompetence med. Et resultat af disse forhold er nemlig den argumentation med hvilken enhver teoretisk kritik af den faglige praksis' udsigter og muligheder bliver fordømt, fordi den påstås at være en fare for massernes fromme holdning over for fagforeningerne. Man går her ud fra den antagelse, at arbejdermasserne kun kan vindes og fastholdes i organisationen gennem en blind og barnlig tro på den faglige kamps lykke og held. I modsætning til socialdemokratiet, som netop baserer sin indflydelse på massernes indsigt i den bestående ordens modsigelser og i hele den komplicerede natur i udviklingen af disse modsigelser, baserer den på massernes kritiske stillingtagen til alle momenter og stadier i deres egen klassekamp, bliver fagforeningernes indflydelse og magt efter denne forkerte teori baseret på massernes kritikløshed og manglende dømmekraft: "Man må lade folk beholde troen" - det er det princip, på grundlag af hvilken mange fagforeningsfunktionærer stempler enhver kritik af fagforeningsbevægelsens objektive utilstrækkeligheder som et attentat mod selve bevægelsen. Endelig er den stærke selvstændiggørelse og "neutralitet" af fagforeningerne over for socialdemokratiet også et resultat af denne specialisering og denne bureaukratisme. De faglige organisationers ydre selvstændighed er opstået med deres vækst som en naturlig betingelse, noget der har udviklet sig af den tekniske arbejdsdeling mellem den politiske og den faglige kampform. De tyske fagforeningers "neutralitet" er på sin side opstået som et produkt af den preussisk-tyske politistats reaktionære foreningslovgivning. Men begge forhold har med tiden ændret natur. På baggrund af den politiske "neutralitet", der blev påtvunget fagforeningerne, opstod der senere en teori om deres frivillige neutralitet, en nødvendighed som skulle være begrundet i fagforeningskampens natur. Og fagforeningernes tekniske selvstændighed, som skulle hvile på den praktiske arbejdsdeling inden for den samlede socialdemokratiske kamp, er nu blevet forvandlet til fagforeningernes uafhængighed af socialdemokratiet, af dets synspunkter og af dets ledelse - er blevet til den såkaldte "ligeberettigelse" med socialdemokratiet.
Dette skin af uafhængighed og ligeberettigelse med socialdemokratiet kommer imidlertid hovedsagelig til udtryk hos fagforeningsfunktionærerne, der har deres udkomme i fagforeningernes forvaltningsapparat. Desuden er der gennem en sideordnet eksistens af en stab af faglige funktionærer, af en fuldstændig uafhængig centralledelse, en mangfoldig fagpresse og endelig med de faglige kongresser skabt en skin af en fuldstændig parallellitet med socialdemokratiets forvaltningsapparat, med partiledelsen, partipressen og partikongresserne. Denne illusion om ligestilling mellem socialdemokrati og fagforeninger har bl.a. ført til den uhyrlige foreteelse, at der på de socialdemokratiske partikongresser og på de faglige kongresser til dels bliver behandlet helt analoge dagsordener, hvor der bliver taget forskellige, ja, direkte modstridende beslutninger om de samme problemer. Med udgangspunkt i arbejdsdelingen mellem den kongres, der repræsenterer arbejderbevægelsens almene interesser og opgaver, og fagkongresserne, som med sit langt snævrere arbejdsfelt behandler de specielle spørgsmål og interesser, der er knyttet til den faglige dagsaktuelle kamp, er der blevet konstrueret en splittelse mellem en påstået faglig og en socialdemokratisk verdensanskuelse, hvad angår de samme almene spørgsmål og interesser i arbejderbevægelsen. (Og når først denne abnorme tilstand engang er blevet skabt, har den en naturlig tendens til at vokse og skærpes. Nu hvor uskikken med parallelle dagsordener på faglige kongresser og partikongresser er opstået, medfører selve eksistensen af fagforeningskongresserne en naturlig tilskyndelse til en stadig stærkere afgrænsning og afstandtagen fra socialdemokratiet. For at dokumentere sin "selvstændighed" over for sig selv og andre, for at modbevise, at man er overflødig eller underdanig ved blot at gentage partikongressernes stillingtagen, må de faglige kongresser, der jo som bekendt hovedsagelig er funktionærkongresser, instinktivt søge at fremhæve det, der adskiller: det "specielt faglige". På samme måde fører selve eksistensen af en parallel uafhængig centralledelse for fagforeningerne psykologisk til, at der hele tiden må gøres opmærksom på deres egen uafhængighed af socialdemokratiets ledelse, og at enhver kontakt med partiet frem for alt må ses i lyset af spørgsmålet om "kompetencegrænser".)
Der har således udviklet sig den ejendommelige situation, af den selvsamme fagforeningsbevægelse, der nede i de brede lag danner en enhed med socialdemokratiet, foroven i forvaltningsoverbygningen distancerer sig skarpt fra socialdemokratiet, og forholder sig over for dette som en anden uafhængig stormagt. Den tyske arbejderbevægelse får på denne måde den ejendommelige form af en dobbeltpyramide, hvis basis og krop består af et massiv, men hvis to spidser står langt fra hinanden.
Denne fremstilling skulle klart vise, hvad der er den eneste vej at gå for på en naturlig og frugtbar måde at opnå kompakt enhed i den tyske arbejderbevægelse, en enhed der med henblik på de kommende politiske klassekampe, men også med henblik på fagforeningernes egen interesse for deres videre udvikling, er ubetinget nødvendig. Intet ville være mere forkert og håbløst end at ville genoprette den enhed som tilstræbes på grundlag af sporadiske og periodiske forhandlinger omkring enkeltspørgsmål indenfor arbejderbevægelsen mellem den socialdemokratiske partiledelse og den faglige central. Netop de to øverste organisationsspidser inden for arbejderbevægelsen personificerer, som vi har set, adskillelsen og selvstændiggørelsen, samtidig med at de er - og dette gælder især den faglige ledelse - bærere og støttepunkter for illusionen om "ligeberettigelsen" og for paralleleksistensen mellem socialdemokratiet og fagforeningerne. Dette at ville oprette enheden mellem de to gennem en forbindelse mellem partiledelsen og generalkommissionen betyder at bygge en bro, netop der hvor afstanden er størst og overgangen vanskeligst. (Skulle denne form for forbindelse mellem parti og fagforeninger - disse stormagtsforhandlinger - gå hen og blive til et system, ville det ikke være andet end en kanonisering af det føderative forhold, der eksisterer mellem hele den proletariske klassebevægelse og en del inden for denne bevægelse, noget det gælder om at gøre op med som en abnormitet. Det diplomatisk-føderative forhold mellem den socialdemokratiske og faglige overinstans kan kun føre til en stadig større fremmedgørelse og tilfrysning af forholdene og vil blive en kilde til stadig nye gnidninger. Dette ligger i sagens natur. Gennem selve den form, som dette forhold har, er det nemlig givet, at det store spørgsmål om den harmoniske forening mellem den økonomiske og politiske side af den proletariske befrielseskamp bliver forvandlet til det ubetydelige spørgsmål om, at der skal være et "venskabeligt naboforhold" mellem "instanserne" i Lindenstrasse og på Engel-Ufer, [22] og arbejderbevægelsens ideer bliver skjult af smålige ranghensyn og ømtålelighed. Den første prøve på denne diplomatiske instansmetode, forhandlingerne mellem partiledelsen og generalkommissionen omkring massestrejken har allerede leveret tilstrækkeligt bevis på det håbløse i denne fremgangsmåde. Og når generalkommissionen fornylig har erklæret, at konferencer mellem dem og partiledelsen allerede flere gange er blevet foreslået, snart fra den ene side og snart fra den anden, og at de også har fundet sted, så kan denne forsikring set på baggrund af den gensidige etikette virke meget beroligende og opløftende; den tyske arbejderbevægelse, der står over for de kommende alvorlige kampproblemer må imidlertid erkende problemerne i forbindelse med kampen noget mere dybtgående, og har derfor al mulig grund til at skubbe dette kinesiske mandarinsystem til side og søge løsningen på opgaven, hvor den efter forholdene er at finde.) Ikke foroven iblandt spidserne i organisationsledelserne og i deres føderative forbund ligger garantien for arbejderbevægelsens virkelige enhed, men i basis blandt de organiserede proletariske masser. I bevidstheden hos en million fagforeningsmedlemmer er parti og fagforening faktisk ét, de udgør nemlig i forskellige former proletariatets socialdemokratiske frigørelseskamp. Og derfor giver det også sig selv, at det bliver nødvendigt at afskaffe dette kølige forhold og de stridigheder, der er mellem socialdemokratiet og fagforeningerne og tilpasse deres gensidige forhold efter bevidstheden hos de proletariske masser, d.v.s. igen at slutte fagforeningerne til socialdemokratiet. Det, der her vil komme til udtryk, er bare syntesen af den faktiske udvikling, som førte fra fagforeningernes oprindelige inkorporering i socialdemokratiet til deres fjernelse herfra, for derefter gennem en periode med stærk vækst både for fagforeningerne og socialdemokratiet at forberede den kommende periode med store proletariske massekampe og dermed gøre en genforening af socialdemokratiet og fagforeningerne til en nødvendighed i begges interesse.
Det drejer sig her naturligvis ikke om at opløse hele den faglige opbygning i partiet, men det drejer sig om at genoprette det naturlige forhold mellem ledelsen af socialdemokratiet og fagforeningerne, mellem partikongresser og fagforeningskongresser, der svarer til det faktiske forhold mellem arbejderbevægelsen betragtet som en helhed, og så dens faglige del. Et sådant omsving vil fremkalde en heftig opposition hos en del af fagforeningslederne, og anderledes kan det ikke være. Men det er på høje tid, at den socialdemokratiske arbejdermasse lærer at give udtryk for sin dømmekraft og aktionsevne for dermed at bekræfte sin modenhed med henblik på tidens store kamp og store opgaver, i hvilke massen skal være det handlende kor, ledelsen bare de "talende personer", masseviljens tolke.
Fagbevægelsen er ikke det, som afspejler sig i de fuldkommen forklarlige, men fejlagtige illusioner hos et mindretal af fagforeningsledere, men det som lever i bevidstheden hos den store masse af proletarer, som er vundet for klassekampen. I denne bevidsthed udgør fagbevægelsen en del af socialdemokratiet: "Og hvad den er, det vover den at vedstå".
* Da tilstedeværelsen af en sådan tendens indenfor det tyske socialdemokrati sædvanligvis benægtes, må man hilse den åbenhjertighed, med hvilken den opportunistiske retning for nylig har formuleret sine egentlige mål og ønsker, velkommen. På et partimøde i Mainz den 10. september i år blev følgende resolution, fremlagt af dr. David, vedtaget:
"I betragtning af, at det socialdemokratiske parti ikke opfatter begrebet "revolution" som en voldsom omvæltning, men som en udvikling i fredelig forstand d.v.s. en gradvis gennemførelse af et nyt økonomisk princip afviser den offentlige partiforsamling i Mainz enhver form for "revolutionsromantik".
Forsamlingen ser i erobringen af den politiske magt ikke andet end erobringen af folkeflertallet for socialdemokratiets ideer og krav; en erobring, som ikke kan ske med voldelige midler, men kun gennem en revolutionering af den enkeltes tanker gennem åndelig propaganda og gennem praktisk reformarbejde indenfor alle områder af det politiske og sociale liv.
I overbevisning om at socialdemokratiet er meget bedre tjent med de lovlige midler end med de ulovlige og med en omvæltning, afviser forsamlingen den "direkte masseaktion" som taktisk princip og fastholder princippet om parlamentarisk reformarbejde, d.v.s. den ønsker, at partiet herefter ligesom tidligere skal anstrenge sig alvorligt for gradvis at nå vore mål ad lovgivningens og den organiske udviklings vej.
Den fundamentale forudsætning for denne reformatoriske kampmetode er ganske vist, at muligheden for de besiddelsesløse folkemassers deltagelse i lovgivningen i riget ikke bliver indskrænket, men udvidet til fuld ligeberettigelse. Af denne grund regner forsamlingen det for at være arbejdernes ubestridelige ret, når det gælder forsvar mod angreb på deres lovlige rettigheder såvel som tilkæmpning af yderligere rettigheder, også at kunne nedlægge arbejdet i kortere eller længere tid, hvis alle andre midler svigter.
Da den politiske massestrejke imidlertid kun kan gennemføres sejrrigt for arbejderne, når den holdes inden for strengt lovlige rammer, og de strejkende ikke giver den bevæbnede magt nogen anledning til indgreb, ser forsamlingen den videre opbygning af den politiske, faglige og kooperative organisation som eneste nødvendige og virksomme forberedelse til anvendelse af dette kampmiddel. Thi kun på denne måde kan de forudsætninger skabes inden for de brede folkemasser, som garanterer det heldige forløb af massestrejken: målbevidst disciplin og passende økonomisk støtte".
22. SDP's ledelse havde til huse i Lindenstrasse i Berlin, fagforeningernes generalkommission lå på Engel-Ufer.