Staten og Revolutionen af Vladimir Lenin (1917)
1. Hvori bestod det heroiske i kommunardernes forsøg?
2. Hvad skal man sætte i stedet for det sønderslåede statsmaskineri?
3. Parlamentarismens ophævelse
4. Organisering af nationens enhed
5. Tilintetgørelse af snylterstaten
Noter
Som bekendt advarede Marx nogle måneder før Kommunen, i efteråret 1870, pariserarbejderne og påviste, at et forsøg på at styrte regeringen ville være en fortvivlet dårskab. Men da den afgørende kamp i marts 1871 blev påtvunget arbejderne, og de tog den op, da opstanden blev en kendsgerning, hilste Marx den proletariske revolution med den største begejstring trods de dårlige varsler. Marx bed sig ikke fast i en pedantisk fordømmelse af den "overilede bevægelse", således som den sørgeligt berømte russiske marxistiske renegat Plekhanov, der i november 1905 opmuntrede arbejderne og bønderne til kamp og efter december 1905 efter liberalt mønster jamrede: "Man skulle ikke have grebet til våben."
Marx nøjedes imidlertid ikke med at begejstres over de - som han udtrykte sig – "himmelstormende" kommunarders heroisme. Han så i den revolutionære massebevægelse, skønt den ikke nåede sit mål, et historisk forsøg af uhyre rækkevidde, et skridt fremad for den proletariske verdensrevolution, et praktisk skridt, som er vigtigere end hundreder af programmer og betragtninger. At analysere dette forsøg, at udvinde en taktisk lære af det, at gennemprøve sin teori på grundlag af dette forsøg - det var den opgave, Marx stillede sig.
Den eneste "rettelse", Marx anså det for nødvendigt at foretage med hensyn til Det Kommunistiske Manifest, foretog han på grundlag af pariserkommunardernes revolutionære erfaringer.
Det sidste forord til et nyt tysk oplag af Det Kommunistiske Manifest, der er undertegnet af begge forfatterne, er dateret 24. juni 1872. I dette forord erklærer forfatterne, Karl Marx og Friedrich Engels, at Det Kommunistiske Manifests program "i dag på sine steder er forældet".
"Navnlig", fortsætter de, "har Kommunen leveret bevis for, at 'arbejderklassen ikke uden videre kan overtage den færdige statsmaskine og sætte den i bevægelse for sine egne formål'." De ord, der i dette citat er sat i enkle citationstegn, har forfatterne fra Marx' skrift Borgerkrigen i Frankrig. (26)
Altså tillagde Marx og Engels den ene af Pariserkommunens afgørende og grundlæggende erfaringer en så uhyre betydning, at de føjede den til Det Kommunistiske Manifest som en væsentlig rettelse.
Det er overordentlig betegnende, at netop denne væsentlige rettelse er blevet forvansket af opportunisterne, og at dens betydning sikkert er ukendt for ni af ti, om ikke for nioghalvfems af hundrede læsere af Det Kommunistiske Manifest. Vi kommer mere udførligt ind på denne forvanskning nedenfor, i det kapitel, der specielt beskæftiger sig med forvanskningerne. Foreløbig må det være nok at henvise til, at den gængse, vulgære "opfattelse" af den her citerede berømte udtalelse af Marx går ud på, at Marx her skulle understrege tanken om den langsomme udvikling i modsætning til erobring af magten og lignende.
I virkeligheden er det lige omvendt. Det er Marx' tanke, at arbejderklassen må sønderslå, sønderbryde "den færdige statsmaskine" og ikke simpelt hen indskrænke sig til at sætte sig i besiddelse af den.
Den 12. april 1871, dvs. netop under Kommunen, skrev Marx til Kugelmann:
"Hvis du slår op på sidste kapitel af min Attende Brumaire, vil du finde, at jeg udtaler, at den franske revolutions næste forsøg ikke mere som hidtil vil være at overføre det bureaukratisk-militære maskineri fra den ene hånd til den anden, men at sønderbryde det" (fremhævet af Marx, i originalen: zerbrechen) "og dette er forudsætningen for enhver virkelig folkerevolution på Kontinentet. Det er også det, vore heroiske partifæller i Paris forsøger." (S. 709 i Neue Zeit, bd. XX, l. årgang 1901 – 1902.) (Marx' breve til Kugelmann er på russisk udkommet i ikke mindre end to udgaver, deraf den ene under min redaktion og med forord af mig.) (27)
Disse ord: "at sønderbryde det bureaukratisk-rnilitære maskineri", indeholder kort udtrykt marxismens hovedlære om proletariatets opgaver under revolutionen over for staten. Og netop denne lære er ikke alene blevet fuldstændig glemt, men direkte forvansket ved den herskende kautskyanske "fortolkning" af marxismen!
Hvad Marx' henvisning til Attende Brumaire angår, har vi ovenfor citeret det pågældende sted uden forkortelser.
Det er interessant særligt at fremhæve to punkter i den anførte betragtning af Marx. For det første begrænser han sin konklusion til kun at gælde for Kontinentet. Det var forståeligt i 1871, da England endnu var mønsteret på et rent kapitalistisk land, men uden militarisme og i betydelig grad uden bureaukrati. Marx gjorde derfor en undtagelse med England, hvor dengang en revolution og selv en folkerevolution syntes at være – og også var - mulig uden absolut at ødelægge "den færdige statsmaskine".
Nu, i 1917, i den første store imperialistiske krigs epoke, falder Marx' forbehold her bort. Både England og Amerika, de største og sidste repræsentanter for angelsaksisk "frihed" i verden, nemlig i betydning af manglende militarisme og bureaukratisme, er fuldstændig gledet ned i den almindelige europæiske snavsede, blodige sump af bureaukratisk-militære institutioner, der gør sig til herre over alt og knuser alt. Nu er "forudsætningen for enhver virkelig folkerevolution" både i England og i Amerika at sønderbryde, ødelægge den "færdige statsmaskine" (som dér i årene 1914-1917 har opnået den "europæiske", almenimperialistiske fuldkommenhed).
For det andet må man lægge særlig mærke til den overordentlig dybe bemærkning af Marx, at ødelæggelsen af det bureaukratisk-militære statsmaskineri danner "forudsætningen. for enhver virkelig folkerevolution". Dette begreb "folke"revolution synes mærkeligt i Marx' mund, og de russiske plekhanovfolk og mensjevikker, disse Struves efterfølgere, der gerne ville gå for at være marxister, kunne gerne ende med at betegne dette udtryk hos Marx som en "fortalelse". De har fået et så ynkeligt liberalt vrængbillede ud af marxismen, at der ikke eksisterer noget andet for dem end modsætningen mellem borgerlig og proletarisk revolution, og selv denne modsætning opfatter de utrolig stift.
Tager man f.eks. revolutionerne i det 20. århundrede, så må man naturligvis betegne både den portugisiske og den tyrkiske revolution som borgerlige. Men hverken den første eller den anden er en "folke"revolution, for folkets masse, dets uhyre flertal, træder hverken frem i den første eller den anden revolution, så at den på nogen måde kan spores som en aktiv og selvstændig faktor med egne økonomiske og politiske krav. Derimod var den russiske borgerlige revolution 1905-1907, skønt den ikke kunne opvise så "strålende" resultater som de, der forbigående blev den portugisiske og den tyrkiske revolution til del, utvivlsomt en "virkelig folkerevolution", for folkets brede masse, dets flertal, de underkuede og udbyttede nederste lag i samfundet rejste sig selvstændigt og prægede hele revolutionens forløb med deres krav, deres forsøg på at opbygge et nyt samfund på deres egen måde i stedet for det gamle, der skulle ødelægges.
I Europa som det så ud i 1871, udgjorde proletariatet ikke folkets flertal i noget land på Kontinentet. En "folke"revolution, der virkelig river folkets flertal med ind i bevægelsen, kunne kun blive mulig i tilfælde af, at den omfattede både proletariatet og bønderne. Disse to klasser udgjorde dengang "folket". Begge klasser har det fælles, at det "bureaukratisk-militære statsmaskineri" underkuer, undertrykker og udbytter dem. At sønderslå dette maskineri, at sønderbryde det – det er det, "folket", dets majoritet, arbejderne og størstedelen af bønderne, har virkelig interesse i, det er "forudsætningen" for et frit forbund mellem de fattigste bønder og proletarerne, og uden et sådant forbund er demokratiet ikke holdbart og den socialistiske omformning ikke mulig.
Et sådant forbund var Pariserkommunen som bekendt ved at bane sig vej til, men som følge af en række indre og ydre grunde nåede den ikke sit mål.
Følgelig har Marx, da han talte om en "virkelig folkerevolution", uden i mindste måde at glemme småborgerskabets særegenheder (han talte meget og ofte om dem), taget nøje hensyn til det faktiske forhold mellem klasserne indbyrdes i de fleste stater på Europas fastland i 1871. Og på den anden side konstaterede han, at det er både i arbejdernes og bøndernes interesse at "sønderslå" statsmaskineriet, at dette forener dem og stiller dem over for den fælles opgave at fjerne "snylteren" og sætte noget nyt i stedet.
På dette spørgsmål gav Marx endnu i 1847 i Det Kommunistiske Manifest et fuldstændig abstrakt svar, eller rettere et svar, der viste opgaverne, men ikke metoderne til deres løsning. Sæt "proletariatets organisering som herskende klasse", "erobringen af demokratiet" i stedet – således lød svaret i Det Kommunistiske Manifest.
Marx indlod sig ikke på utopier, men ventede, at massebevægelsens erfaring ville besvare spørgsmålet om, hvilke konkrete former denne proletariatets organisering som herskende klasse vil antage, og på hvilken måde denne organisering kan lade sig forbinde med den mest fuldstændige og konsekvente "erobring af demokratiet".
Hvor ringe Kommunens erfaringer end var, underkaster Marx dem dog den mest opmærksomme analyse i sin bog Borgerkrigen i Frankrig. Vi anfører her de vigtigste steder af dette skrift. (28)
I det 19. århundrede udvikledes den fra middelalderen stammende "centraliserede statsmagt, med dens allestedsnærværende organer – stående hær, politi, bureaukrati, gejstlighed og dommerstand". Med udviklingen af klassemodsætningen mellem kapital og arbejde "fik statsmagten mere og mere karakter af en offentlig magt til undertrykkelse af arbejderklassen, en maskine for klasseherredømmet. Efter enhver revolution, der betegner et vist fremskridt for klassekampen, træder statsmagtens rent undertrykkende karakter mere og mere åbent frem". Statsmagten bliver efter revolutionen 1848-1849 "kapitalens nationale krigsredskab mod arbejdet". Det andet kejserdømme (29) fæstner den yderligere.
"Kejserdømmets direkte modsætning var Kommunen." "Kommunen var den bestemte form" "for en republik, der ikke alene skulle fjerne klasseherredømmets monarkiske form, men klasseherredømmet selv ..."
Hvori bestod nu denne "bestemte" form for den proletariske, socialistiske republik? Hvordan var den stat, som den gav sig i lag med at skabe?
"Kommunens første dekret var afskaffelse af den stående hær og dens erstatning med det bevæbnede folk..."
Dette krav står nu i alle de partiers programmer, der vil kaldes socialistiske. Men hvad deres programmer er værd, ser man bedst af vore socialrevolutionæres og mensjevikkers opførsel: efter revolutionen af 27. februar gav de faktisk netop afkald på at virkeliggøre dette krav i praksis!
"... Kommunen blev dannet af byrådsmedlemmer, der blev valgt ved almindelig valgret i de forskellige distrikter i Paris. De var ansvarlige og til enhver tid afsættelige. Deres flertal bestod selvfølgelig af arbejdere eller anerkendte repræsentanter for arbejderklassen ..."
"Politiet, der hidtil havde været et redskab for statsregeringen, blev straks berøvet alle sine politiske egenskaber og forvandlet til et ansvarligt og til enhver tid afsætteligt redskab for Kommunen, ligeledes embedsmændene i alle andre grene af administrationen. Fra Kommunens medlemmer og nedefter måtte den offentlige tjeneste udføres for arbejderløn. De høje statsembedsmænds traditionelle privilegier og repræsentationsudgifter forsvandt sammen med disse høje herrer selv ... Da den stående hær og politiet, redskaberne for den gamle regerings materielle magt, først var fjernet, gik Kommunen straks i gang med at knække det åndelige undertrykkelsesapparat: præstevældet ... dommerne mistede den tilsyneladende uafhængighed ... de skulle for fremtiden være valgte, ansvarlige og afsættelige."
Det sønderslåede statsmaskineri erstattede Kommunen altså tilsyneladende "kun" med et mere fuldstændigt demokrati: afskaffelse af den stående hær, alle ledende folk skal uden indskrænkning vælges og skal kunne afsættes. Men i virkeligheden betyder dette "kun", at den ene slags institutioner i gigantisk målestok er blevet erstattet med institutioner af en principielt anden art. Her ser man netop et af de tilfælde, hvor "kvantiteten slår om i kvalitet": det demokrati, der således gennemføres med den størst tænkelige fuldstændighed og konsekvens, forvandles fra borgerligt til proletarisk demokrati, fra at være en stat (en særlig magt til at holde en bestemt klasse nede) til noget, der ikke længere er nogen egentlig stat.
Det vil stadig være nødvendigt at holde bourgeoisiet og dets modstand nede. For Kommunen var det ganske særlig nødvendigt, og en af grundene til dens nederlag er, at den ikke gjorde dette tilstrækkelig beslutsomt. Men undertrykkelsesorganet er allerede her befolkningens flertal og ikke mindretallet, som det altid har været tilfældet tidligere, det være sig under slaveriet, livegenskabet eller lønslaveriet. Men når folkets flertal selv holder sine undertrykkere nede, er en "særlig undertrykkelsesmagt" ikke længere nødvendig! I denne forstand begynder staten at dø bort. I stedet for et privilegeret mindretals særlige institutioner (privilegeret embedsstand, den stående hærs kommandostab) kan flertallet selv umiddelbart besørge dette, og jo mere hele folket tager del i udøvelsen af statsmagtens funktioner, des mindre behøver det denne magt.
Særlig bemærkelsesværdig i denne henseende er en af Kommunens forholdsregler, som Marx har fremhævet: afskaffelsen af enhver art af repræsentationsudgifter, af alle embedsmændenes finansielle privilegier, reducering af lønnen for alle ledende folk i staten til "arbejderlønnens" niveau. Netop her udtrykkes klarest omsvinget – fra det borgerlige til det proletariske demokrati, fra undertrykkerdemokratiet til de undertrykte klassers demokrati, fra en stat, der er en "særlig magt" til underkuelse af en bestemt klasse, til undertrykkernes underkuelse ved hjælp af folkeflertallets, arbejdernes og bøndernes, almene magt. Og netop på dette særlig anskuelige punkt – hvad staten angår vel nok det vigtigste – har man mest fuldstændigt glemt Marx' lære! I de populære kommentarer, og dem er der utallige af, tales der ikke om det. Det er "skik og brug" at tie stille med det, som om det drejede sig om en forældet "naivitet", omtrent på samme måde som de kristne "glemte" urkristendommens "naiviteter" og dens demokratisk-revolutionære ånd, efter at kristendommen var blevet ophøjet til statsreligion.
Nedskæringen af de højere statsembedsmænds lønninger ser "simpelt hen" ud som en naiv, primitiv demokratismes krav. En af "grundlæggerne" af den nyeste opportunisme, den tidligere socialdemokrat Eduard Bernstein, har ofte og med flid gentaget de trivielle borgerlige spydigheder om den "primitive" demokratisme. Som alle opportunister, og også de nuværende kautskyanere, har han absolut ikke begrebet, for det første, at overgangen fra kapitalisme til socialisme er umulig uden en vis "tilbagevenden" til "primitiv" demokratisme (hvordan skal statsfunktionerne da ellers gå over til at udøves af befolkningens flertal, ja af hele befolkningen uden undtagelse?), og for det andet, at "primitiv demokratisme" på kapitalismens og den kapitalistiske kulturs basis ikke er det samme som urtidens og den førkapitalistiske tids primitive demokratisme. Den kapitalistiske kultur har skabt storproduktion, fabrikker, jernbaner, post, telefon osv., og på denne basis er størstedelen af den gamle "statsmagts" funktioner blevet så forenklede og kan reduceres til så simple arbejder som registrering, bogføring og kontrol, at disse funktioner fuldt ud kan magtes af alle, der kan læse og skrive, at disse funktioner fuldt ud kan varetages for almindelig "arbejderløn", og at man kan (og skal) berøve dem ethvert skær af noget privilegeret, noget "overordnet".
Alle embedspersoner uden undtagelse skal i fuld udstrækning vælges, de skal kunne afsættes til en hvilken som helst tid, deres løn skal reduceres til den almindelige "arbejderløn" – disse simple og "selvfølgelige" demokratiske forholdsregler forbinder ubetinget arbejderklassens interesser med de fleste bønders og tjener samtidig som en bro, der fører fra kapitalismen til socialismen. Disse forholdsregler vedrører den statslige, rent politiske ombygning af samfundet, men deres egentlige indhold og deres betydning får de selvfølgelig først i sammenhæng med, at man virkeliggør eller forbereder "eksproprieringen af ekspropriatørerne", dvs. går over fra kapitalistisk privateje af produktionsmidlerne til samfundseje.
"Kommunen," skrev Marx, "virkeliggjorde alle borgerlige revolutioners stikord: billig regering, idet den ophævede de to største udgiftskilder, hæren og embedsstanden."
Fra bondestanden og fra småborgerskabets andre lag når kun et ringe mindretal "op til toppen" og "driver det til noget" i borgerlig forstand, dvs. bliver enten til velhavende folk, til bourgeoiser, eller til velbestaltede, privilegerede embedsmænd. Bøndernes overvældende flertal, der i ethvert kapitalistisk land, hvor der overhovedet findes en bondestand (hvad der er tilfældet i de fleste kapitalistiske lande), bliver undertrykt af regeringen, længes efter dens fald og efter en "billig" regering. Dette kan kun proletariatet virkeliggøre, og idet det virkeliggør dette, kommer det samtidig et skridt nærmere til den socialistiske omformning af staten.
"Kommunen," skrev Marx, "skulle ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme tid udøvende og lovgivende ...
I stedet for en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål i parlamentet, skulle den almindelige valgret tjene det i kommuner konstituerede folk til at udsøge arbejdere, opsynsmænd og bogholdere til sin forretning, ligesom den individuelle valgret tjener enhver anden arbejdsgiver dertil." (30)
Denne bemærkelsesværdige kritik af parlamentarismen, skrevet i 1871, hører nu også til marxismens "glemte ord", som følge af den herskende socialchauvinisme og opportunisme. Vore dages ministre og levebrødsparlamentarikere, forrædere mod proletariatet, de "praktiske" socialister, overlod fuldstændig kritikken af parlamentarismen til anarkisterne, og af denne forbavsende kloge grund erklærede de enhver kritik af parlamentarismen for "anarkisme"!! Man kan absolut ikke undre sig over, at proletariatet i de "fremskredne" parlamentariske lande væmmedes ved synet af sådanne "socialister" som Scheidernann, David, Legien, Sembat, Renaudel, Henderson, Vandervelde, Stauning, Branting, Bissolati og co. og i stadig højere grad skænkede anarkosyndikalismen sine sympatier, skønt den var opportunismens tvillingbroder.
Men for Marx var den revolutionære dialektik aldrig de tomme modeord, den barnerangle, som Plekhanov, Kautsky osv. har gjort den til. Marx forstod at bryde hensynsløst med anarkismen, fordi denne ikke var i stand til også at udnytte den borgerlige parlamentarismes "svinesti", navnlig når der ganske åbenbart ikke forelå nogen revolutionær situation, men samtidig forstod han også at yde en virkelig revolutionær-proletarisk kritik af parlamentarismen.
Med flere års mellemrum at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der i parlamentet skal ud- og undertrykke folkets krav – det er den borgerlige parlamentarismes sande væsen, ikke blot i de parlamentarisk-konstitutionelle monarkier, men også i de allermest demokratiske republikker.
Imidlertid, når det er staten, vi skal undersøge, og når parlamentarismen, en af statens institutioner, skal behandles ud fra de opgaver, som proletariatet har på dette område – hvor findes der da en udvej af parlamentarismen? Hvordan skal man da ordne sig uden den?
Atter og atter må man sige: den del af Marx' lære, der havde studiet af Kommunen som basis, er blevet glemt så grundigt, at vor tids "socialdemokrat" (læs: vor tids forræder mod socialismen) simpelt hen ikke begriber nogen anden kritik af parlamentarismen end en anarkistisk eller reaktionær.
Det er naturligvis ikke nogen udvej af parlamentarismen at ophæve de repræsentative organer og valgordningen, man må tværtimod forvandle de repræsentative organer fra at være sludrebutikker til "arbejdende" organer. "Kommunen skulle ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme tid udøvende og lovgivende." "Ikke et parlamentarisk, men et arbejdende organ" - det er en slutning, der rammer de moderne parlamentarikere og socialdemokratiets parlamentariske "skødehunde" lige i hjertet! Se på et hvilket som helst parlamentarisk regeret land, fra Amerika til Svejts, fra Frankrig til England, Norge osv.: det egentlige "stats"arbejde udføres bag ved kulisserne af departementerne, regeringskontorerne og hærledelsen. I parlamenterne snakker man kun, med det særlige mål at holde det "menige folk" for nar. Dette er i den grad sandt, at alle disse parlamentarismens synder straks gjorde sig gældende selv i den russiske republik, en borgerlig-demokratisk republik, endnu inden den havde fået skabt et rigtigt parlament. Sådanne helte fra det rådne spidsborgerskab som Skobelev og Tsereteli, Tjernov og Avksentjev har præsteret at tilsvine endog sovjetterne med den mest lurvede borgerlige parlamentarisme og at forvandle dem til rene sludrebutikker. I sovjetterne fører d'herrer "socialistiske" ministre godtroende bondemænd bag lyset med fortærskede fraser og resolutioner. I regeringen opføres der en evig dans, på den ene side for efter tur at lade så mange socialrevolutionære og mensjevikker som muligt komme "til fadet" med de godt betalte og ærefulde stillinger, og på den anden side for at "fængsle folkets opmærksomhed". I regeringskontorerne, i hærledelsen "ydes" der imidlertid "stats"-arbejde!
Delo Naroda/Folkets Sag/ (31), organ for det regerende "socialrevolutionære" parti, indrømmede for nylig i en redaktionel leder – med den uforlignelige åbenhjertighed, man træffer i det "gode selskab", hvor alle giver sig af med politisk prostitution – at selv i de ministerier, der ledes af "socialister" (undskyld udtrykket!), selv i dem er det samlede embedsmandsapparat i det væsentlige det gamle, det fungerer på den gamle måde og saboterer ganske "frit" det revolutionære initiativ! Og selv om denne tilståelse ikke forelå, er da ikke de historiske fakta om de socialrevolutionæres og mensjevikkernes deltagelse i regeringen bevis nok? Det er kun betegnende, at Tjernov, Rusanov, Sensinov og de øvrige redaktører ved Delo Naroda, der har dannet ministerium sammen med kadetterne, har mistet enhver skamfølelse og ikke generer sig for offentligt, uden at rødme, at fortælle - som om det var en bagatel – at i "deres" ministerier er alt ved det gamle!! Revolutionær-demokratiske fraser for at narre enfoldige bønder, og et bureaukratisk omsvøbsdepartement for at "tilfredsstille" kapitalisterne det er den "ærlige" koalitions væsen.
Kommunen erstatter det borgerlige samfunds korrumperede og rådne parlamentarisme med organer, i hvilke menings- og diskussionsfriheden ikke udarter til bedrag, fordi parlamentarikerne selv må arbejde, selv må føre deres love ud i praksis, selv må kontrollere, hvad der kommer ud af deres gennemførelse, selv må stå til ansvar direkte over for deres vælgere. Repræsentative organer bliver ved med at bestå, men parlamentarismen som særligt system, som adskillelse af den lovgivende og den udøvende virksomhed, som fortrinsstilling for deputerede, findes ikke her. Uden repræsentative organer kan vi ikke forestille os et demokrati, heller ikke det proletariske demokrati, uden parlamentarisme kan og skal vi forestille os det, hvis kritikken af det borgerlige samfund ikke er tomme ord for os, hvis bestræbelsen for at styrte bourgeoisiets herredømme er ment oprigtigt og alvorligt og ikke er en "valg"frase til at fange arbejderstemmer med, som det er tilfældet hos mensjevikkerne og de socialrevolutionære, hos folk som Scheidemann og Legien, Sembat og Vandervelde.
Det er overordentlig lærerigt, at dér, hvor Marx taler om de embedsmænds funktioner, som også Kommunen og det proletariske demokrati har brug for, bruger han til sammenligning "enhver anden arbejdsgivers" funktionærer, dvs. et almindeligt kapitalistisk foretagende med "arbejdere, opsynsmænd og bogholdere".
Hos Marx finder man heller ikke mindste spor af utopisme i den forstand, at han opfinder eller fantaserer sig til det "nye" samfund. Nej, han studerer, hvorledes det gamle samfund føder det nye, som en naturhistorisk proces, studerer overgangsformerne fra det ene til det andet. Han holder sig til den proletariske massebevægelses faktiske erfaring og anstrenger sig for praktisk at drage lære af den. Han "lærer" af Kommunen, ligesom alle store revolutionære tænkere ikke veg tilbage for at lære af erfaringerne fra den undertrykte klasses store bevægelser, uden nogen sinde at holde pedantiske "moralprædikener" for dem (á la Plekhanov: "Man skulle ikke have grebet til våben," eller Tsereteli: "En klasse må forstå at begrænse sig.").
Der skal ikke være tale om pludseligt og fuldstændigt at afskaffe embedsstanden overalt. Det er en utopi. Men straks at sønderslå det gamle embedsmaskineri og på stedet at begynde med at bygge et nyt, der efterhånden overflødiggør og ophæver alt embedsrnandsvæsen - det er ikke nogen utopi, det er Kommunens erfaring, det er det revolutionære proletariats direkte, aktuelle opgave.
Kapitalismen forenkler "stats"administrationens funktioner, den tillader at afskaffe al "kommanderen" og reducerer det hele til proletarernes organisation (som herskende klasse), der i hele samfundets navn ansætter "arbejdere, opsynsmænd og bogholdere".
Vi er ikke utopister. Vi "drømmer" ikke om, at man pludselig skulle kunne klare sig uden nogen adrninistration, uden nogen underordning. Disse anarkistiske drømme, der beror på en gal vurdering af de opgaver, proletariatets diktatur har, er væsensfremmede for marxismen og tjener i virkeligheden kun til at udskyde den socialistiske revolution til en tid, da menneskene vil være anderledes. Nej, vi vil gennemføre den socialistiske revolution med menneskene, som de er nu, med de mennesker, der ikke kan klare sig uden underordning, uden kontrol, uden "opsynsmænd og bogholdere".
Men det, man skal indordne sig under, er den bevæbnede fortrop for alle udbyttede og arbejdende – proletariatet. Statsembedsmændenes særlige "kommanderen" kan og må man straks, fra den ene dag til den anden, begynde på at erstatte med "opsynsmænds og bogholderes" simple funktioner, funktioner, som bymenneskene med det udviklingsniveau, de allerede har i dag, i almindelighed er fuldt på højde med, og som absolut kan udføres for "arbejderløn".
Det er os selv, det er arbejderne, der skal organisere storproduktionen ud fra det, kapitalismen allerede har skabt, idet vi støtter os på vor egen arbejdserfaring, idet vi skaber en streng, jernhård disciplin, der opretholdes af de bevæbnede arbejderes statsmagt, det er os, der skal gøre statsembedsmændene til folk, der simpelt hen udfører vore ordrer, til ansvarlige, afsættelige, beskedent lønnede "Opsynsmænd og bogholdere" (naturligvis med teknikere af enhver art, enhver rang og enhver grad) – det er vor opgave, vor proletariske opgave, det er det, man kan og skal begynde med, når man vil fuldbyrde den proletariske revolution. En sådan begyndelse på basis al storproduktion fører af sig selv til, at alt bureaukrati efterhånden "dør bort", at der efterhånden skabes et system – et system uden gåseøjne, som ikke har noget at gøre med lønslaveri – et system, under hvilket de stadig simplere funktioner: tilsyn og afregning, skiftevis udføres af alle, senere bliver til en vane og endelig ophører med at være særlige funktioner for et særligt lag mennesker.
En vittig tysk socialdemokrat har i 70'erne i forrige århundrede betegnet postvæsenet som mønster på et socialistisk økonomisk system. Det er meget rigtigt. For tiden er postvæsenet et økonomisk system, der er organiseret som typen på et stats-kapitalistisk monopol. Imperialismen forvandler lidt efter lidt alle truster til organisationer af denne type. Oven over de "simple" arbejdende, der er overlæsset med arbejde og sulter, står her det samme borgerlige bureaukrati. Mekanismen i samfundets økonomiske ledelse findes imidlertid allerede her i færdig skikkelse. Hvis man styrter kapitalisterne, hvis man med de bevæbnede arbejderes jernnæve slår disse udbytteres modstand ned og sønderbryder den moderne stats bureaukratiske maskineri - så har man for sig en mekanisme af høj teknisk standard og befriet for "snylteren", en mekanisme, som de forenede arbejdere udmærket selv kan sætte i gang, idet de ansætter teknikere, opsynsmænd og bogholdere og lader dem alle – som overhovedet alle "stats"embedsmænd - udføre deres virksomhed for arbejderløn. Det er den konkrete, praktiske, straks gennemførlige opgave over for alle truster, en opgave, der befrier den arbejdende befolkning for udbytningen, og som udnytter de erfaringer, Kommunen (i særdeleshed på statsopbygningens område) allerede begyndte at gøre i praksis.
Hele folkehusholdningen organiseret i lighed med postvæsenet, således at teknikere, opsynsmænd, bogholdere, i det hele taget alle ledende folk, får en løn, der ikke overstiger "arbejderlønnen", under kontrol og ledelse af det bevæbnede proletariat – det er vort nærmeste mål. Det er den stat, det er det økonomiske grundlag for staten, vi har brug for. Det vil ophævelsen af parlamentarismen og bibeholdelse af de repræsentative organer give os, det vil befri de arbejdende klasser for bourgeoisiets prostituering af disse institutioner.
"I en kort skitse af den nationale organisation, som Kommunen ikke havde tid til at udarbejde i enkeltheder, hedder det udtrykkeligt, at Kommunen skulle være selv den mindste landsbys politiske form." Kommunerne skulle også sende deputerede til nationalforsamlingen i Paris.
"... De få, men vigtige funktioner, som så endnu blev tilbage til en centralregering, skulle ikke, som man bevidst har forfalsket sagen, afskaffes, men overdrages til kommunale, dvs. strengt ansvarlige embedsmænd." "...
Nationens enhed skulle ikke brydes, men tværtimod organiseres ved hjælp af kommunalforvaltningen, den skulle blive til virkelighed ved at tilintetgøre den statsmagt, der udgav sig for at være legemliggørelsen af denne enhed, men ville være uafhængig og overlegen over for nationen, på hvis legeme den dog kun var en snyltende udvækst. Mens det gjaldt om at bortskære de af den gamle regeringsmagts organer, der kun var undertrykkelsesorganer, skulle dens berettigede funktioner løsrives fra en magt, der gjorde krav på at stå over samfundet, og gives tilbage til samfundets ansvarlige tjenere ..." (32)
I hvilken grad det moderne socialdemokratis opportunister ikke har forstået – måske rettere sagt: ikke ville forstå - danne fremstilling hos Marx, beviser renegaten Bernsteins herostratisk berømte bog Socialismens Forudsætninger og Socialdemokratiets Opgaver. Netop under henvisning til de citerede ord af Marx skrev Bernstein, at der her var udviklet et program, "som efter sit politiske indhold i alle væsentlige træk opviser den største lighed med – Proudhons føderalisme ... Trods alle øvrige forskelligheder mellem Marx og 'småborgeren' Proudhon (Bernstein sætter ordet småborger i gåseøjne, det skal være ironisk ment) er deres tankegang på disse punkter så nært beslægtet, som det på nogen måde er muligt." Naturligvis, fortsætter Bernstein, vokser byrådenes betydning, men "det forekommer mig at være tvivlsomt, om virkelig en sådan opløsning (ty. Auflösung) af de moderne statslegemer og den fuldstændige forandring (ty. Umwandlung) af deres organisation, som Marx og Proudhon skildrer (nationalforsamlingens sammensætning af delegerede fra provins- og distriktsforsamlinger, der så igen skulle være sammensat af delegerede fra kommunerne), skulle være demokratiets første værk, så at altså den hidtidige form for nationalpræsentationer faldt bort." (Bernstein, Voraussetzungen des Sozialismus, s. 134 og 136 i den tyske udgave fra 1899.)
Dette er ligefrem uhyrligt: at rode Marx' anskuelser om "tilintetgørelsen af statsmagten, den snyltende udvækst" sammen med Proudhons føderalisme! Det er imidlertid ikke noget tilfælde, for det falder overhovedet ikke opportunisten ind, at Marx her slet ikke taler om føderalismen i modsætning til centralismen, men derimod om at sønderslå det gamle, borgerlige statsmaskineri, der findes i alle borgerlige lande.
Opportunisten kommer kun i tanker om det, han ser rundt omkring sig, i sit miljø af små- og spidsborgerlighed og "reformistisk" stagnation, nemlig kun "byrådene"! Opportunisten kan ikke mere så meget som tænke på proletariatets revolution.
Det er til at le ad. Men det er bemærkelsesværdigt, at der ikke har været nogen diskussion med Bernstein om dette punkt. Mange har modbevist Bernstein, i den russiske litteratur navnlig Plekhanov, i den vesteuropæiske Kautsky, men hverken den ene eller den anden har talt om denne forvanskning af Marx hos Bernstein.
Opportunisten har i den grad glemt at tænke revolutionært og at tænke over revolutionen, at han tilskriver Marx "føderalisme" og roder ham sammen med anarkismens grundlægger, Proudhon. Og Kautsky og Plekhanov, der vil være ortodokse marxister og forsvare den revolutionære marxismes lære, tier stille! Her har vi en af rødderne til den kolossale forfladigelse af anskuelserne om forskellen mellem marxisme og anarkisme, der i lige grad er karakteristisk for kautskyanerne og opportunisterne, og som vi senere skal drøfte.
I Marx' anførte fremstilling af Kommunens erfaringer findes der ikke det mindste spor af føderalisme. Marx stemmer netop overens med Proudhon på et punkt, som opportunisten Bernstein slet ikke har lagt mærke til. Marx afviger fra Proudhon netop der, hvor Bernstein ser lighed imellem dem.
Marx stemmer overens med Proudhon i, at de begge er for at sønderslå den nuværende statsmaskine. Denne overensstemmelse mellem marxismen og anarkismen (både Proudhon og Bakunin) vil hverken opportunisterne eller kautskyanerne se, for de har på dette punkt fjernet sig fra marxismen.
Marx afviger såvel fra Proudhon som fra Bakunin netop i spørgsmålet om føderalismen (for slet ikke at tale om proletariatets diktatur). Af anarkismens småborgerlige anskuelser følger principielt føderalismen. Marx er centralist. Og i hans her citerede fremstilling findes der ikke nogen som helst afvigelse fra centralismen. Kun folk, der er fulde af småborgerlig "overtro" med hensyn til staten, kan anse tilintetgørelsen af det borgerlige statsmaskineri for en tilintetgørelse af centralismen!
Nuvel, og når så proletariatet og de fattigste bønder tager statsmagten i deres hånd, fuldstændig frit organiserer sig i kommuner og forener disse kommuners virksomhed til fælles slag mod kapitalen, for at knuse kapitalisternes modstand, for at overføre privatejendomsretten til jernbaner, fabrikker og jord osv. til hele nationen, hele samfundet, er det måske ikke centralisme? Er det ikke den mest konsekvente demokratiske centralisme? Og oven i købet proletarisk centralisme?
Bernstein kan simpelt hen ikke få i sit hoved, at en frivillig centralisme, kommunernes frivillige sammenslutning til en nation, de proletariske kommuners frivillige sammenslutning for at ødelægge det borgerlige herredømme og den borgerlige statsmaskine, er mulig. Centralisme forekommer Bernstein, som alle andre filistre, at være noget, der kun kan påtvinges og opretholdes ovenfra af embedsmænd og militærpersoner.
Som om Marx havde forudset den mulighed, at hans anskuelser kunne blive forvansket, fremhæver han udtrykkeligt, at den beskyldning, der blev rejst imod Kommunen, at den ville tilintetgøre nationens enhed og afskaffe centralregeringen, er en bevidst forfalskning. Marx bruger med hensigt udtrykket "at organisere nationens enhed", for at stille den målbevidste, demokratiske, proletariske centralisme op i modsætning til den borgerlige, militære og bureaukratiske.
Men ... den, der ikke vil høre, er værre end en døv. Og det nuværende socialdemokratis opportunister vil netop ikke høre noget om statsmagtens tilintetgørelse, om bortskæring af den snyltende udvækst.
Vi har allerede anført herhen hørende steder hos Marx og skal supplere dem.
"Det er nye historiske frembringelsers almindelige skæbne, at de fejlagtigt anses for at være et sidestykke til ældre og ligefrem forældede former af samfundslivet, som de til en vis grad ligner. Således er denne nye Kommune, der bryder den moderne statsmagt, blevet anset for at være en genoplivelse af middelalderens kommuner ... et forbund af små stater, som Montesquieu og girondinerne drømte om ... en overdreven form for den gamle kamp mod overcentralisationen …"
"Kommunalforfatningen ville tværtimod have givet samfundslegemet alle de kræfter tilbage, som den snyltende udvækst 'staten', der lever af samfundet og hæmmer dets frie bevægelse, hidtil har fortæret. Denne bedrift alene ville have været nok til at give stødet til Frankrigs genfødelse ..."
"I virkeligheden ville kommunalforfatningen imidlertid have bragt producenterne på landet ind under distriktshovedstædernes åndelige førerskab og dér, i byernes arbejdere, have sikret dem naturlige repræsentanter for deres interesser. - Kommunens blotte eksistens medførte som noget selvfølgeligt det lokale selvstyre, men ikke mere som modvægt mod statsmagten, der nu var blevet overflødig ..." (33)
"Tilintetgørelse af statsmagten", der var en "snyltende udvækst", dens "bortskæring", dens "ødelæggelse", "statsmagten, der nu var blevet overflødig" – det er de udtryk, Marx brugte om staten, da han vurderede og analyserede Kommunens erfaringer.
Alt dette er skrevet for næsten et halvt århundrede siden, og i dag må man så at sige foretage udgravninger for at delagtiggøre de brede masser i den uforfalskede marxisme. De slutninger, Marx drog af iagttagelserne fra den sidste store revolution, han oplevede, har man netop glemt i det øjeblik, da tiden for proletariatets næste store revolutioner er kommet.
"Den mangfoldighed af fortolkninger, som Kommunen har været udsat for, og den mangfoldighed af interesser, der kom til udtryk i den, beviser, at den var en helt igennem udviklingsdygtig politisk form, mens alle tidligere regeringsformer væsentlig havde været undertrykkende. Dens sande hemmelighed var følgende: den var væsentlig en arbejderklassens regering, resultatet af den producerende klasses kamp mod den udbyttende klasse, den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå.
Uden denne sidste betingelse var kommunalforfatningen en umulighed og en illusion ..." (34)
Utopisterne gav sig af med at "opdage" politiske former, under hvilke samfundets socialistiske omdannelse skulle foregå. Anarkisterne ville overhovedet ikke vide noget af spørgsmålet om de politiske former. Det nuværende socialdemokratis opportunister tog den parlamentariske, demokratiske stats borgerlige politiske former som den grænse, der jo ikke er til at overskride, de kastede sig i støvet og tilbad dette "forbillede" og erklærede enhver bestræbelse for at sønderbryde disse former for anarkisme.
Marx har af hele socialismens og den politiske kamps historie draget den slutning, at staten må forsvinde, og at overgangsformen, under hvilken staten forsvinder (overgangen fra stat til ikke-stat), vil være "proletariatet organiseret som herskende klasse". Men Marx tog sig ikke på at opdage fremtidens politiske former. Han indskrænkede sig til nøje at iagttage og analysere Frankrigs historie og til at drage den slutning, der fulgte af året 1851: det drejer sig om at ødelægge det borgerlige statsmaskineri.
Og da proletariatets revolutionære massebevægelse brød løs, begyndte Marx trods denne bevægelses vanheld, trods dens korte varighed og iøjnefaldende svaghed at studere, hvilke former den havde opdaget.
Kommunen er den af den proletariske revolution "endelig opdagede" form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kan foregå.
Kommunen er den proletariske revolutions første forsøg på at sønderslå den borgerlige statsmaskine, den "endelig opdagede" politiske form, der kan og skal afløse det sønderslåede.
Vi vil i den følgende fremstilling få at se, at de russiske revolutioner i 1905 og 1917 i en anden situation, under andre omstændigheder fortsætter Kommunens værk og bekræfter Marx' geniale historiske analyse.
26. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 512. Forordet til Det Kommunistiske Manifests tyske udgave 1872, samme sted, bd. I, s. 20.
27. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. II, s. 464.
28. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 468 ff.
29. Det andet kejserdømme, dvs. kejserdømmet under Napoleon III (1852-1870) til forskel fra Napoleon I's kejserdømme (1804-1814).
30. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 515-516.
31. Delo Naroda (Folkets Sag) - dagblad udgivet af de socialrevolutionære i Petrograd marts 1917-juli 1918. Bladet gik ind for fædrelandsforsvaret og støttede den provisoriske regering. Fra oktober 1918 udkom bladet med fire numre i Samara og fra marts 1919 med ti numre i Moskva. Bladet blev forbudt på grund af kontrarevolutionær virksomhed.
32. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 516.
33. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 516-517.
34. Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bd. I, s. 518.