Vores Marx

af Antonio Gramsci (1918)

Oversat af Kjeld Østerling Nielsen fra italiensk.
Fra: Antonio Gramsci: Politik og kultur, Gyldendal, København 1972.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online.

[...] Marx anbringer sig i historien med en kæmpes solide firskårenhed: han er ikke mystiker, heller ikke positivistisk metafysiker; han er en historiker, der fortolker fortidens dokumenter, alle dens dokumenter og ikke blot en del af dem.

Dette var den indre væsensmangel ved historieskrivningen, ved forskningen af de menneskelige tildragelser: man undersøgte og tog kun hensyn til en del af dokumenterne. Og denne del blev udvalgt ikke af viljen til at skabe historie, men af partigængerens fordomme, der var og blev fordomme, også når de var ubevidste og i god tro. Forskningens mål var ikke sandheden, det eksakte, den integrale genskabelse af fortidens tilværelse, men at fremhæve en specifik aktivitet eller en a priori tese. Historien var helt ideernes domæne. Mennesket blev betragtet som ånd, som ren bevidsthed. To falske konsekvenser fulgte af denne opfattelse: de ideer, der blev fremhævet, var ofte rent arbitrære, fiktive. De kendsgerninger, der tillagdes betydning, var anekdotiske, ikke historie. Blev der endelig skrevet historie, i ordets sande mening, skyldtes det enkeltpersoners geniale intuition, og ikke en systematisk og bevidst videnskabelig virksomhed.

Hos Marx er historien fortsat ideernes, åndens domæne, området for de enkelte eller forenede individers bevidste virksomhed. Men ideerne, ånden får substans, de mister deres arbitrære karakter, de er ikke længere fiktive religiøse eller sociologiske abstraktioner. Deres substans findes i økonomien, den praktiske virksomhed, i produktionens og omsætningens systemer og relationer. Historien som tildragelse er ren praktisk (økonomisk og moralsk) aktivitet. En idé bliver til virkelighed ikke for så vidt den er logisk kohærent med den rene sandhed, den rene humanitet (der kun eksisterer som program, som menneskenes generelle etiske mål), men i den udstrækning den i den økonomiske virkelighed finder sin begrundelse, midlet til at hævde sig. Vil man med præcision erkende et lands, et samfunds, en grupperings historiske mål, gælder det først og fremmest om at kende de systemer og relationer, der findes i dette lands, dette samfunds produktion og omsætning. Uden denne viden kan man sammenstille partielle monografier og afhandlinger, der kan være nyttige for kulturens historie, uden denne viden kan man fange sekundære reflekser, fjerntliggende konsekvenser, men det er ikke historie, der skabes eller skrives, den praktiske virksomhed kommer ikke frem i hele sin kompakte soliditet.

Afgudsstøtterne styrter, guddommene ser, hvorledes skyerne af duftende røgelse spredes og forsvinder. Mennesket erhverver bevidsthed om den objektive virkelighed, sætter sig i besiddelse af den hemmelighed, der får tildragelsernes reale følgen efter hverandre til at udspille sig. Mennesket erkender sig selv, det ved, hvor meget dets individuelle vilje gælder, og hvorledes denne vilje kan fyldes med styrke, når den adlyder, disciplinerer sig over for nødvendigheden og derved ender med at beherske nødvendigheden, idet mennesket identificerer den med sit eget mål. Hvem kender sig selv? Ikke mennesket i almindelighed, men det menneske, der træller under nødvendighedens åg. Denne udforskning af historiens substans, der fikseres i produktionens og omsætningens system og relationer fører til opdagelsen af, at menneskenes samfund er delt i to klasser. Den klasse, der besidder produktionsredskaberne, kender nødvendigvis allerede sig selv, har bevidsthed - omend vag og fragmentarisk - om sin styrke og opgave. Den har individuelle mål og virkeliggør dem igennem sin organisation, køligt, objektivt, uden at bekymre sig om dens vej er brolagt med legemer, udmarvet af sult eller af slagmarkernes lig.

For den anden klasse får systematiseringen af historiens reale årsagssammenhæng værdi af en åbenbaring, en afdækning af sandheden, der bliver ordnende princip for den uendelige flok uden hyrde. Flokken bliver sig selv bevidst, opnår bevidsthed om det hverv, den her og nu må udføre, for at denne anden klasse kan befæste sig, blive sig bevidst, at dens individuelle mål forbliver ren vilkårlighed, kun ord, tom og svulstig ønsketænkning, så længe den ikke har midlerne, så længe ønsketænkningen ikke bliver til vilje.

Voluntarisme, viljesdyrkning? Ordet er uden indhold eller det bliver brugt i betydningen "vilkårlighed". Vilje, i marxistisk forstand, betyder bevidsthed om målet, der igen betyder et præcist kendskab til sin egen styrke og midlerne til at udtrykke den i handling. Som følge heraf betyder det i første række, at klassen udskiller sig, får individualitet, et politisk liv, der er uafhængigt af den anden klasse, en kompakt organisation med en disciplin indrettet på klassens egne, specifikke mål, uden afvigelser og tøven. Det betyder en impuls i lige linje mod det højeste mål, uden skovture på det hjertevarme broderskabs grønne enge, mens sjælen røres af det spæde græs og de ømme erklæringer om respekt og kærlighed (...)

"Il Grido del Popolo", 4.5.1918