Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling

Revolutionen mod "Kapitalen" af Antonio Gramsci (1917)

Oversat af Kjeld Østerling Nielsen fra italiensk.
Fra: Antonio Gramsci: Politik og kultur, Gyldendal, København 1972.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online.

Bolsjevikkernes revolution er nu definitivt vokset sammen med det russiske folks almene revolution. Maksimalisterne, der indtil for to måneder siden udgjorde det nødvendige ferment for at hændelserne ikke skulle stagnere, for at kapløbet ind i fremtiden ikke skulle gå i stå og dermed give anledning til en definitiv form for stabilisering - der ville have været en borgerlig stabilisering - har grebet magten, etableret deres diktatur og er ved at udarbejde de socialistiske former, hvor revolutionen til slut må finde sit leje for fortsat at kunne udvikle sig harmonisk, uden alt for store stød, med udgangspunkt i de store landvindinger, der nu er nået.

Bolsjevikkernes revolution er i højere grad konstitueret af ideologier end af fakta (derfor betyder det i grunden ikke så meget at vide mere end det, vi ved). Den er revolutionen mod Karl Marx' "Kapitalen". Marx' "Kapitalen" var, i Rusland, mere en bog for medlemmer af bourgeoisiet end en bog for proletarer. Den var den kritiske påvisning af den skæbnesvangre nødvendighed af, at der i Rusland dannede sig et bourgeoisi, begyndte en kapitalistisk æra og oprettedes en kultur af vesteuropæisk type, inden proletariatet overhovedet kunne tænke på at rejse sig, tænke på sine klassekrav, på sin revolution. Kendsgerningerne har overtruffet ideologierne. Kendsgerningerne har sprængt de kritiske skemaer, inden for hvilke Ruslands historie skulle have udviklet sig ifølge den historiske materialismes regler. Bolsjevikkerne fornægter Karl Marx, de bekræfter med den udførte handling, de opnåede resultater som vidnesbyrd, at den historiske materialismes regler ikke er så ubøjeligt strenge, som man kunne tro og har troet.

Ikke desto mindre findes der også en skæbnekarakter i disse begivenheder og hvis bolsjevikkerne fornægter nogle af "Kapitalens" påstande, fornægter de ikke dens iboende tanke, den tanke, der får den til at leve. De er ikke "marxister", det er det hele; de har ikke, på grundlag af mesterens værker, sammenstillet en udvendig lære, bestående af dogmatiske påstande, der ikke kan diskuteres. Hos bolsjevikkerne bliver den marxistiske tænkning til liv, den tænkning, der aldrig dør, som er fortsættelsen af den italienske og tyske idealistiske tænkning og som hos Marx var blevet besmittet af positivistiske og naturalistiske skorpedannelser. Og denne tænkning sætter altid mennesket som historiens vigtigste faktor, ikke de økonomiske kendsgerninger i deres rå, uforarbejdede form, men derimod menneskenes samfund, de mennesker, der finder sammen, forstår hinanden, og gennem disse kontakter (civilisation) udvikler en social, kollektiv vilje og begriber de økonomiske fakta, og vurderer dem, og tilpasser dem til deres vilje, indtil denne bliver økonomiens drivkraft, den kraft, der former den objektive virkelighed, der lever, bevæger sig og bliver som tellurisk materie [1] i kog, der kan kanaliseres, hvorhen det behager viljen og som det behager viljen.

Marx har forudset det forudseelige. Han kunne ikke forudse den europæiske krig, eller rettere han kunne ikke forudse, at denne krig ville have fået den varighed og de virkninger, den fik. Han kunne ikke forudse, at denne krig igennem tre års uudsigelige lidelser, uudsigelig elendighed, i Rusland ville have vakt den kollektive vilje til live i folket, som den har. For at en vilje af denne art kan danne sig vil den normalt have brug for en lang proces af kapillære infiltrationer; for en lang række klasseerfaringer. Menneskene er træge, har brug for at organisere sig, først udadtil, i lav, i forbund, derpå indadtil, i tænkningen, viljen [...] [2] for en uophørlig kontinuitet og mangfoldighed af ydre stimuli. Og det er grunden til, at reglerne i marxismens historiske kritik normalt dækker virkeligheden, fanger den i deres net og gør den indlysende og klar. Normalt skaber de to klasser inden for den kapitalistiske verden historien igennem en klassekamp, der hele tiden bliver stærkere og skarpere. Proletariatet føler sin nuværende elendighed, lever hele tiden i en tilstand af afsavn og fattigdom og udøver et tryk på bourgeoisiet for at forbedre sin stilling. Proletariatet kæmper, tvinger bourgeoisiet til at forbedre produktionsteknikken, til at gøre produktionen mere nyttig, så det bliver muligt at tilfredsstille dets mest presserende behov. Det er et halsende kapløb mod det bedre, som fremskynder produktionsrytmen og hele tiden forøger den samlede mængde af de goder, der tjener samfundet. Og i dette kapløb er der mange, der styrter, og gør de tilbageblevnes krav endnu mere presserende, og hele tiden koger og rører det sig i massen og fra at være kaotisk folk bliver massen stadig mere den, der bringer orden i tænkningen, bliver den stadig mere sin egen kraft bevidst, sin egen evne til at påtage sig det sociale ansvar og blive sin egen skæbnes herre.

Normalt. Når tingene gentager sig med en vis rytme. Når historien udvikler sig igennem momenter, der bliver stadigt mere komplicerede og rige på indhold og værdi, men dog ligner hverandre. Men i Rusland har krigen tjent til at befri viljerne for træghed. Tre års ophobede lidelser har meget hurtigt ført dem til samklang. Nøden stod for døren, sulten, sultedøden kunne ramme alle, på én gang slå snesevis af millioner af mennesker i kvag. Viljerne kom i samklang, først mekanisk, så aktivt, åndeligt efter den første revolution. [3]

Den socialistiske forkyndelse har bragt det russiske folk i berøring med de andre proletariaters erfaring. Den socialistiske forkyndelse får som i et drama proletariatets historie til at leve i et øjeblik, dets kampe mod kapitalismen, den lange række anstrengelser, det må udfolde for idémæssigt at befri sig fra tjenstagtighedens nedværdigende lænker, for at blive til ny bevidsthed, et vidne nu om en kommende verden.

Den socialistiske forkyndelse har skabt den samfundsmæssige vilje hos det russiske folk. Hvorfor skulle det vente på, at Englands historie gentager sig i Rusland, at der dannes et bourgeoisi i Rusland, at klassekampen vækkes, så at klassebevidstheden opstår og den kapitalistiske verdens katastrofe omsider indtræder? Det russiske folk har gennemløbet disse erfaringer i tanken, selv om det også blot er et mindretals tanke. Det er kommet længere end disse erfaringer. Det benytter dem nu til at hævde sig, således som det vil bruge de vestlige kapitalistiske erfaringer til i løbet af kort tid at komme på højde med den vestlige verdens produktion. Nordamerika er i kapitalistisk henseende mere fremskredent end England, thi i Nordamerika kunne angelsakseme straks begynde fra det niveau, England først var nået til efter en lang udvikling. Det socialistisk skolede, russiske proletariat begynder sin historie fra det højeste produktionstrin, som England i dag har nået; thi eftersom det skal begynde, begynder det fra det, der andetsteds allerede er fuldendt, og fra dette fuldendte vil det modtage impulsen til at nå den økonomiske modenhed, der ifølge Marx er betingelsen for kollektivismen. De revolutionære vil selv skabe de nødvendige betingelser for den fuldstændige virkeliggørelse af deres ideal. De vil skabe dem på kortere tid end kapitalismen ville have brugt. Den kritik, socialisterne har rettet mod bourgeoisiets system for at blotlægge dets ufuldkommenheder og bortsløsningen af rigdommene, vil hjælpe de revolutionære til at gøre tingene bedre, til at undgå dette sløseri og ikke ende i disse mangler. Det vil i begyndelsen blive fattigdommens og lidelsernes kollektivisme. Men denne fattigdom og disse lidelser er et levn fra bourgeoisiets regime. Kapitalismen kunne i Rusland ikke straks gøre mere end kollektivismen vil kunne udrette. I dag ville kapitalismen kunne gøre meget mindre, eftersom den øjeblikkeligt ville have et utilfreds, opbragt proletariat imod sig, der nu ikke mere er i stand til i årevis at skulle udholde de smerter og den bitterhed, de økonomiske afsavn ville medføre. Også fra et absolut, menneskeligt standpunkt har den umiddelbare socialisme sin begrundelse i Rusland. De lidelser, der vil fortsætte også efter freden, vil kun kunne udfoldes, når proletarerne føler, at det beror på deres vilje, deres seje arbejde, om der skal gøres en ende på disse lidelser så hurtigt, det er muligt.

Man får det indtryk, at maksimalisteme i dette øjeblik har været det spontane, biologisk nødvendige udtryk for at menneskeheden i Rusland ikke skal ende i den mest forfærdende opløsning; for at menneskeheden i Rusland ved at gå op i et gigantisk, selvstændigt arbejde for at regenerere sig selv, kan mærke, hvorledes den sultne ulvs lyster svækkes; for at Rusland ikke skal blive et enormt blodbad af vilddyr, der sønderriver hverandre.

"Avanti", Milano 24.11.1917

Noter

1. Tellurisk: Noget som stammer fra Jorden; tellurisk materie: lava

2. Teksten mangler.

3. Februar- (marts-)revolutionen 1917 i Rusland.

Antonio Gramsci | Dansk afdeling | Marxistisk Internet Arkiv