|
Originaltitel: "Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen
- Über den halbasiatischen und den westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin,
Lukács und die Dritte Internationale". |
|
Vi må i første runde skitsere det marxske historie- og arbejdsbegreb for at forhindre, at historiske processer berøves deres subjektive side, den menneskelige aktivitet og handlen. Ellers ville alle historiske forløb blive reduceret til mekaniske uundgåeligheder. Begrebet om den "objektive mulighed" (Lukács), dvs. den samfundsmæssige scene for den aktive handlen ville miste sin mening, hvis de historiske processer forløber deterministisk, mennesket ville så ikke være historisk subjekt, men udelukkende objekt. Herom siger Marx overfor Feuerbach: "Hovedmangelen ved al hidtidig materialisme (Feuerbachs medregnet) er, at genstanden, virkeligheden, sanseligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; men ikke som menneskelig sanselig virksomhed, praksis, ikke subjektivt".[1] Marx betoner altså den revolutionære praksis' springende sanselighed. Det er denne aktive side, uden hvilket stofskiftet mellem mennesket og naturen ville være lige så umulig som objektiveringen af mennesket gennem arbejdet. Derigennem og alene derigennem adskiller Marx mellem en "forud for den menneskelige historie eksisterende natur[2] og en natur, som mennesket bemægtiger sig, som det tilegner sig. Her bliver det forståeligt, hvorfor Marx forstår "naturens historie" som forhistorie, men begriber "menneskenes bearbejdning af naturen" som bearbejdningen af menneskene formidlet over menneskene"[3], som menneskehedens produktions- og livsepoke, altså som artshistorie, og følgelig også som en brugsværdifrembringende"[4] historie, for at kunne tilfredsstille de sanselige behov, en "styrende aktivitet for naturkræfterne".[5] Arbejdet som alment begreb har to sider, det reflekterer ikke kun "menneskets anstrengelse som en særlig dresseret naturkraft"[6], men derimod også at mennesket råder over selvstændige handlingsmomenter, formål, "som først individet selv sætter".[7]
Gennem denne sammenhæng konstitueres "selvvirkeliggørelsen", "subjektets objektivering", den "virkelige frihed".[8] Det ville være denne samfundsmæssige individuation, som er negationen af den borgerlige individualisme, når individet reflekterer sit historisk-ontologiske væsen, for at nå sit mål, nemlig tilpasningen til det historiske niveau i den udstrækning det er muligt i kraft af den enkeltes personlighed.
I denne sig historisk specificerende objektivering af arten ville de "undertrykte og ydmygede" kunne handle.
For nu at kunne bestemme de historiske produktionsformer griber vi tilbage til Marx:
"Det borgerlige samfund er den mest udviklede og mangfoldige historiske organisation af produktionen. De kategorier, der udtrykker dets forhold, forståelsen af dets struktur, giver derfor samtidig indsigt i alle de samfundsformers struktur og produktionsforhold, der er gået under, og med hvis ruiner og elementer det borgerlige samfund opbygger sig selv, samt fra hvilke endnu delvis uovervundne rester slæbes med i det, fra hvilke blotte antydninger har udviklet sig til udfoldede betydninger etc.
Menneskets anatomi indeholder en nøgle til abens anatomi".[9]
I receptionen og kritikken af Adam Smith osv. og især Ricardos politiske økonomi om det borgerlige samfund nåede Marx til en materialistisk-verdenshistorisk forståelse af produktionsformerne. Ricardo, som det borgerlige samfunds mest radikale kritiker og ideolog, havde mere eller mindre gennemskuet det grundliggende arbejdsbegreb - "produktionen for produktionens egen skyld" - (Marx) og kunne derfor teoretisk bringe den "kapitalistiske produktions væsen"[10], lønarbejdet på begreb. Den kapitalistiske produktionsmådes særegenhed og de dermed formidlede produktionsforhold, bliver imidlertid hos Smith og Ricardo fordrejet til arbejds'logikkens' "evige" naturlove under kapitalens herredømme. Bagved dette ligger der et rigtigt moment, nemlig den ahistoriske arbejdsproces, som stofveksling mellem menneske og natur, arbejdet grundliggende bestemmelse som objektivering. Men som den kapitalistiske produktions ideologer kommer de ikke ind på det samfundsmæssige arbejdes dobbeltkarakter: "Idet de således på den ene side udtrykker arbejdet absolut (fordi arbejde for dem er identisk med lønarbejde) og på den anden side ligeså absolut (udtrykker) kapitalen, arbejderens fattigdom og ikke-arbejderens rigdom i samme åndedrag, som eneste kilde til rigdom, bevæger de sig hele tiden i absolutte modsigelser uden at ane det".[11]
Smith og Ricardos analyse, som bliver hængende i den blotte analyse af "Arbeit sans phrase" støder naturligvis på noget "uforklarligt": Som kapitalens og lønarbejdets teoretikere analyserer de varen som "dobbeltheden" af brugsværdi og bytteværdi", men de kunne ikke i forlængelse heraf begribe, at "også det i varen nedlagte arbejde må besidde en dobbeltkarakter"[12], at varerne i den kapitalistiske produktionsmåde er "sanselige-oversanselige ting"[13].
Jo dybere den kapitalistiske produktionsmåde konstituerer og reproducerer sig til et "organisk hele"[14], hvor vareformen er den "økonomiske celle" i det "moderne borgerlige samfund" i dets givne totalitet, desto tydeligere kan den indre organisering af den moderne borgerlige samfundsstruktur erkendes.
Og under disse gennemskueliggjorte historisk-samfundsmæssige betingelser kunne Marx og Engels' ægte dialektik ophæve og kritisk-materialistisk omvælte de kategorier, som R. Jones, J. Stuart Mill, Smith, J. Mill og i særdeleshed Ricardo havde indvundet gennem det forkortede arbejdsbegreb, som det borgerlige samfunds "Eksistensformer", Daseinsformer. Derfor kunne Marx om fremstillingen "som tanketotalitet" forestille sig den kapitalistiske produktionsmådes "konkrete totalitet" således:
"1) De almene abstrakte bestemmelser som derfor mere eller mindre tilkommer alle samfundsformationer ... 2) De kategorier der udgør det borgerlige samfunds indre struktur og hvorpå de fundamentale klasser beror. Kapital, lønarbejde, jordejendom. Deres relation til hinanden. By og land, de tre store samfundsklasser. Bytning mellem samme. Cirkulation. Kreditvæsen (privat). 3) Det borgerlige samfunds sammenfatning i form af staten. Betragtet i relation til sig selv. De 'uproduktive' klasser. Skatter. Statsgæld. Offentlig kredit. Befolkningen. Kolonierne. Udvandring. 4) Produktionens internationale forhold. International arbejdsdeling. International bytning. Ud- og indførsel. Vekselkurs. 5) Verdensmarkedet og kriserne".[15] Bernd Rabehl[16] fortsætter i sine studier efter dette citat af Marx: "Udarbejdelsen af det almene kapitalbegreb foranlediger Marx til at foretage den første korrektur i sin plan. Den almene abstrakte bestemmelse af det bytteværdisættende arbejde udvikles i den almene undersøgelse af vare, penge og pengenes overgang til kapital. I denne analyse viser det sig endvidere, at alle kategorier, der udgør den indre organisering af det borgerlige samfund, er bestemt af kapitalen". Relationerne mellem menneskene, produktions-, livs- og kommunikationsformerne bliver altså mere upersonlige. Under disse kapitalforhold antager arbejdet en dobbeltkarakter: Deraf følger tilsløringer eller formidlet over klassekampen mellem kapital og lønarbejde gennembrydende afsløringer. Gennem erkendelsen af arbejdets dobbeltkarakter, kan værdiskabelsesprocessen, udviklingen af kapitalagenternes profit, den samfundsmæssige bestemthed og overvindelighed af det repressive lønarbejde overhovedet gøres gennemsigtigt: "Skulle der en hel arbejdsdag til for at holde en arbejder i live en arbejdsdag, så eksisterede kapitalen ikke, fordi arbejdsdagen ville blive byttet mod sit eget produkt og kapitalen ville altså ikke kunne valorisere sig og derfor heller ikke bevare sig selv som kapital ... Er derimod kun en halv arbejdsdag nødvendig for at holde arbejderen i live en hel arbejdsdag, så giver produktets merværdi sig selv ..."[17]
Kapitalen skaber profitten gennem den ubetalte, men "objektiverede arbejdstid". Mere specifikt siger Marx: "Den i kapitalen nedlagte arbejdstid fremtræder som en sum bestående af tre dele: a) Den i råstoffet nedlagte arbejdstid. b) den i arbejdsprisen nedlagte arbejdstid. Nu forbliver dele a) og b) uforanderlige som kapitalens bestanddele; også når de i (arbejdsprocessen ændrer deres skikkelse, deres stoflige eksistensmåde, forbliver de som værdier uforandret. Det er kun c) som kapitalen bytter mod et kvalitativt andet; et givet kvantum objektiveret arbejde mod et kvantum levende arbejde".[18] Varefetichismens herskende ideologi [Schein], der er sat med kapitalforholdet, gør de menneskelige relationer til tingslige varerelationer.
Denne ideologi kan gennem den af Marx påviste sammenhæng begribes som en antagonistisk, overvindelig modsigelse mellem kapital og lønarbejde. Perspektivet og den politiske praksis i udviklingen af den "oprejste gang" (Ernst Bloch) begynder i klassekampen. Kapitalbevægelsens immanente modsigelser og de heraf formidlede problemer for den kapitalistiske værdiøgning gør det naturgroede kapitalforhold gennemskueligt inden for cyklisk bestemte grænser. Inden for disse samfundsmæssige rammer bestemt gennem produktivkræfternes givne historiske udviklingstrin i dette "organiske hele", er kampzonen for de objektive muligheder afstukket, hvori klassekampen kan bevæge sig. Dialektikken mellem kapitalbevægelse og klassebevægelse skal begribes som en historisk-materialistisk og ikke som en mekanisk-deterministisk dialektik.
Gennem varerelationerne bliver mennesket til en varerepræsentant, gennem klasse-kampen bryder lønarbejdere, lønafhængige og deres forbundsfæller altid tendentielt igennem til det sande væsen i erkendelsen af den kapitalistiske udbytnings sande væsen. Den politisk-økonomiske klassemæssige bestemmelse af kapitalforholdet bliver således gennem Marx og Engels et aktualitetsproblem i en hel epoke.[19] I denne forståelse og fremstilling af produktions- og kulturhistorien, klassekampens historie i det moderne borgerlige samfunds produktionszone, kan Marx sige at, "den mest ekstreme form for fremmedgørelse, hvori arbejder, den produktive aktivitet i forholdet mellem kapital og lønarbejde, fremtræder til sine egne betingelser og sit eget produkt, er et nødvendigt gennemgangspunkt - og derfor i sig selv, og endnu kun i fordrejet form, i en form der er stillet på hovedet, allerede indeholder opløsningen af alle bornerte forudsætninger for produktionen og snarere skaber og fremstiller de ubetingede forudsætninger for produktionen og derfor de fulde, materielle betingelser for den totale universelle udvikling af individernes produktivkræfter".[20] Konstitutionen af et samfund af denne type med den dynamiske udvikling af produktivkræfterne forudsætter en betingelse, man aldrig må glemme, nemlig: "Eksistensen af værdien i sin renhed og almenhed forudsætter en produktionsmåde, hvori det enkelte produkt som sådan er ophørt med at eksistere for producenten overhovedet og endnu mere for den enkelte arbejder, men uden realiseringen gennem cirkulationen er det intet ... Denne værdibestemmelse selv har altså som sin forudsætning et givet historisk trin i den samfundsmæssige produktionsmåde og er selv eet med denne givet, historisk forhold".[21] Og alene om et sådant historisk trin i produktivkraftudviklingen og de dermed formidlede samfundsmæssige forhold kan Marx sige: "Det borgerlige samfund er den mest udviklede og mangfoldige organisation af produktionen. De kategorier, der udtrykker dets forhold, forståelsen af dets struktur giver derfor samtidig indsigt i alle de faldne samfundsformers struktur og produktionsforhold, samfundsnormer, med hvis rester og elementer det borgerlige samfund opbygger sig selv, fra hvilke dels endnu uovervundne rester slæbes med i det, dels blotte antydninger har udviklet sig til udfoldede betydninger osv.".[22] Her drejer det sig om udviklingen af produktionsformer, om specifikke historiske produktionsmåder og deres specifikke modifikation. Marx kan kun belyse den asiatiske, antikke og feudale produktionsmåde, fordi han har gennemskuet det "moderne borgerlige samfund" og dets negation, bragt væsenslogikken i negationen af disse forhold på begreb. Når Marx taler om et "halv-asiatisk" fastland i Rusland,[23] og Lenin endnu i 1923 taler om den "halvasiatiske kulturløshed" i Rusland, når Lukács i sine Lenin-studier under sin KI-tid slet ikke tangerer begrebet, så må vi gå bag om dem, for at kunne bestemme den ægte specificitet i dette lands udvikling og historie. Ellers bliver begribelsen af den politiske overflade i den russiske klassekamp - partispørgsmålet inklusiv - europæiseret, men uden at hæve det "moderne borgerlige samfunds" strukturelle produktionssammenhæng som realt socialt-økonomisk grundlag. Marx har også i forbindelse med de klassiske politøkonomers asiatiske konception overtaget henvisningen til den "asiatiske regeringsform" (J. Mill) som en specifik samfundsmæssig type. Hvad skulle den være andet? Den unge engelske imperialisme havde gennem politiske-militære-økonomiske aktioner forsøgt at nedbryde den samfundsmæssige formation i den asiatiske struktur. Det opfanger den politiske økonomis teoretikere. På grundlag af en analyse af ejendomsforholdene konkretiserer Marx og Engels disse almene kendetegn på en specifik "asiatisk regeringsform". De erkendte dynamikken i dette samfundsmæssige systems modsigelser.[24]
For Marx og Engels er denne specifikke regeringsform udtryk for samfundsmæssig ejendoms- og magtforhold, hvori der er givet det enkelte individ ejendomsret til produktionsmidler og jord, men som formidlet over den "asiatiske despotismes" "regeringsform" bliver håndhævet og udbyttet: ... mens individet i den feudale magtform har del i fællesskabet forsåvidt det er bundet til et bestemt stykke jord som ejendom, og i den antikke produktionsmåde blander begge typer sig. Først i det borgerlige samfund hvis totalitet ikke længere er formidlet gennem en personbundet magt, men derimod gennem produktion og cirkulation af varer, fremtræder overbygningsformerne historisk differentieret gennem produktionsmåderne såvel som social-økonomisk bestemt; og da også historieopfattelsen i sine omfangsmæssige muligheder er bestemt gennem den samfundsmæssige orden, bliver en materialistisk fremstilling af de forudgående historieepoker" - dvs. produktionsepoker - først mulig i kapitalismen, som er deres selvforståelse overlegen, idet den forklarer og afdækker dens indhold".[25]
Produktionsmådens logiske oprindelse lader sig rekonstruere på grundlag af kritikken af den politiske økonomi, men kræver for hver specifik førkapitalistisk produktionsmåde en historisk-konkret analyse. Dette forfølger vi hos Marx, Engels og Lenin, fordi hos dem alle bærer Rusland stærke, næsten overvejende førkapitalistiske træk, henholdsvis udtrykker en "vis form for kapitalisme" (Marx). Men at tilkende Rusland en "asiatisk produktionsmåde" uden samtidig blot at gøre forsøget på at fremstille oprindelsesprocessen af en sådan leveform i disse lande, overlader vi gerne til de, der erstatter den kritiske konfrontation med en opportunistisk tilpasning.
Jeg ser nu min opgave i at gå nærmere ind i en metodisk problematisering af de førkapitalistiske sammenhænge i Marx' og Lenins Ruslandsanalyser. I denne sammenhæng må specielt undersøges, hvad Marx og senere Lenin mener, når de strengt adskiller mellem den asiatiske produktionsmåde med Kina som eksempel og den halvasiatiske afart med Rusland som eksempel. I den forbindelse skal det undersøges, hvorledes denne produktions- og livstype inden for verdenshistoriens rammer udvikler sig, om den bevares eller opløses. Og netop i særdeleshed i imperialismens historiske revolutionsetappe indenfor rammerne af produktivkræfternes stagnation eller udvikling. De politiske konsekvenser af en sådan analyse står for mig i centrum. Netop fordi det for mig drejer sig om at bevare eller nybestemme den revolutionære arv, og på den anden side kaste det, som hindrede de "undertrykte og ydmygede" i at føre deres klassekamp udfra tingenes tilstand, i historiens skraldespand.
Ligesom Rosa Luxemburg ikke forklarer kapitalismens uundgåelige sammenbrud ud fra den kapitalistiske produktionsmådes indre bevægelseslove, "men derimod udfra fraværet af ikke-kapitalistiske lande, altså en udvendig (transcendent) kendsgerning"[26] så forstår Lenin i sit forsøg på at bestemme den proletariske "klassebevidsthed" partimæssigt i Kautskys metodiske betydning "udefra" ikke arbejder- og bondeklassens reale bevidste væren som grundlag for den organisatorisk formidlede klassebevidsthed i partiform. I sidste instans går heller ikke bolsjevikkerne ud fra en given social-økonomisk bevægelse henholdsvis stagnation i Ruslands samfundsmæssige totalitet, men ud fra et "tilsnittet" netop politisk formidlet, men ikke et materialistisk afledet klassebevidsthedsbegreb.
Fælles for dem begge, og det gælder også for Lukács i 20'erne, er, at de overhovedet ikke gennemskuer den meta-økonomiske dimension hos Marx. At arbejdsprocessen er den "evige naturbetingelse for det menneskelige liv"[27] udtryk for stofskiftet mellem menneskene og naturen, men at lønarbejdet må afskaffes gennem den proletariske revolution - denne dialektiske sammenhæng så de ikke. Hvorledes objektiveringen følger af arbejdsprocessen i almenhed, og hvorledes tingsliggørelsen og fremmedgørelsen produceres gennem arbejdet i den specifikke kapitalistiske produktionsmåde, er en gåde for dem alle tre. Men det er nødvendigheden af den proletariske revolution ganske vist ikke! Men hos Lenin, Rosa Luxemburg og Lukács dominerer den moralske kraft. Kun sådan kan man forstå, hvorfor trods forskellene hos dem alle partiets "ånd" bliver misforstået som den højeste form for klassebevidsthed. Når "bevidsthed" i kritisk-materialistisk arbejds- og historieforståelse ikke udtrykker andet end bevidst væren, så er "klassebevidstheden" klassens begrebsligt og organisatorisk-politisk udtrykkende væren inden for rammerne af kapitalbevægelsen og dens negation. Når den "dialektiske" metode hos Marx er den metode, der behandler det samfundsmæssige "stof (Marx), så må vi spørge efter den historiske og specifikke karakter af dette samfundsmæssige "stof Det drejer sig således ikke om totalitetskategoriens "abstrakte almenhed" (Hegel), men derimod om totaliteten af de samfundsmæssige produktions- og livsmåder. I indledningen til "Grundrisse" henviser Marx til, at i "alle samfundsformer er der en bestemt produktion, der anviser alle øvrige (produktioner) rang og indflydelse, og hvis forhold derfor også dominerer over alle øvrige. Den er en almen belysning, hvori alle øvrige farver bades, og som modificerer disse farver i deres særegenhed. Den er en særlig æter, som bestemmer den specifikke vægt af alt, som har en fremtrædende eksistens i den".[28] Det gælder altså altid om at undersøge hvilken produktion og livsmåde, der er dominerende.
Marx kunne via gennemskuelsen af det "moderne borgerlige samfund" nå frem til den førkapitalistiske produktionsmåde og dens specificitet. Men begribes arbejdet og den specifikke produktionsproces ikke som det konstituerende praksisbegrebs grundform og type, resulterer det i at "bevidstheden" ikke bliver betragtet som "bevidst væren" (Marx) men derimod som en "udefra" (kommende) (Lenin) eller en "tilsnittet" (Lukács) klassebevidsthed.
Ifølge Max Weber gælder det i sociologisk forstand om at undersøge - og Lukács gør det i den filosofiske betydning af Rickerts værdifilosofi - hvilke årsager der er værdifulde. Disse bliver så underordnet de faktiske hændelser. En sådan erkendelsesteori hjemfalder til dommen over den borgerlige teori, der kender ligeså lidt til arbejdsbegrebet i almindelighed og arbejdets dobbeltkarakter i det borgerlige samfund i særdeleshed, som til kritikken af den politiske økonomi og negationen af det borgerlige samfund. Det erkendelsesteoretiske slægtsskab mellem Max Weber og Lenin er ikke uinteressant. Som Weber ordner Lenin metodisk de tilsynekommende fænomeners kaotiske mangfoldighed: "I stedet for at begribe forestillingen om den kaotiske mangfoldighed af fænomener som bevidstheden om det borgerlige samfunds overflade, accepterer han den borgerlige erkendelsesteoris grundteorem, forestillingen om "et objektivt kriterium" der udefra bliver presset ned over genstanden, for at ordne fænomenernes mangfoldighed og bringe dem på begreb".[29] Denne metodiske kritik af Lenin er korrekt, det er underforstået, at der er tale om et kapitalistisk samfund af vesteuropæisk type. Som praktisk revolutionær ved Lenin, at dette ikke er tilfældet, at der i Rusland eksisterer specifikke halvasiatiske produktionsbetingelser, men håber som søn af borgerskabet på det første. Heraf opstår nødvendigvis en metodisk modsigelse, der hindrer ham i at betragte den specifikke halvasiatiske produktions-"æter" som modificerende overfor fortiden, nutiden og fremtiden.
Marx begrundede udfra kapitalforholdet indsigten i fortiden, henholdsvis i de reale samfund, hvori urkommunistiske rester, stammespecifikke eller asiatiske strukturer med despotisk overbygning endnu eksisterer. Før videreudviklingen af sine ruslandsstudier, var Marx i Grundrisse metodisk klar over, at det ville være forkert at antage, at udviklingslovene for det borgerlige samfund kun ville kunne fremstilles, når "produktionsforholdenes virkelige historie"[30] allerede var skrevet: "Men den rigtige betragtning og deduktion af disse som værende selv historisk tilblevne forhold fører altid til aksiomer, der som de empiriske tal i f.eks. naturvidenskaberne, henviser til en bag dette system liggende fortid. Disse antydninger frembyder sammen med den rigtige opfattelse af det nuværende så også nøglen til forståelsen af fortiden ..."[31]
For Marx stiller sig altid metodisk den opgave, at udvikle de mest forskellige samfundsmæssige fremtrædelsesformer "ud fra respektive virkelige livsforhold".[32] Derfor kunne Marx efter intensive studier adskille udviklingen af verdenshistorien i fire forskellige produktionsepoker, nemlig den asiatiske, antikke, feudale og den moderne borgerlige dvs. den kapitalistiske. Gennem graden af den udviklede "teknologi" viser "menneskets aktive forhold til naturen"[33] sig, hvorved sammenhængen mellem "dets livs umiddelbare produktionsproces og dets sociale samværsformer bliver synlig. Således fuldbyrdes det sociale menneskes "livstagsproces"[34] i de specifikke produktionsforhold. Man må altså begribe den reale produktion i dens "specifikke historiske form"[35] ellers er det "umuligt at opfatte det bestemte ved den åndelige produktion, der udtrykker den, og vekselvirkningen mellem dem begge".[36] Det givne historiske trin af "livtagsprocessen" står altså altid til debat. Eller anderledes sagt, den "evige"[37] arbejdsproces' historiske form. Marx siger herom rigtigt: "Uden slaveriet ingen græsk stat, ingen græsk kunst og videnskab. Uden slaveriet intet romerrige. Men uden grundlag i det græske bysamfund og romerriget heller ikke noget moderne Europa ... Uden det antikke slaveri ingen moderne socialisme".[38] Og når man efter den kinesiske revolution f.eks. må sige: uden asiatisk statsslaveri, intet moderne Kina, ingen kinesisk kunst eller videnskab. Men uden et indtrængende tatarisk statsslaveri heller ingen zarisme i Rusland, ingen halvasiatiske strukturer med deres specifikke overgange til kapitalisme og socialisme.
Marx forklarer os analysemetoden af førkapitalistiske produktionsformer med eksemplet fra (antikken) og (middelalderen) således: "Tværtimod, den måde, hvorpå de skaffede sig udkommet, forklarer hvorfor politikken spillede hovedrollen der og katolicismen her. Man skal iøvrigt ikke kende meget til f.eks. den romerske republiks historie for at vide, at det er jordbesiddelsens historie, der udgør dens inderste historie".[39] Metodisk gælder det tilsvarende for den asiatiske og halvasiatiske produktionszones historie, hvor alle samfundsmæssige tilsløringer af oprindelsen, historien og kontinuiteten af statsslaveriet og den statslig despotiske grundejendom kan fremlægges. Da nu produktionsforhold er ejendoms- og fordelingsforhold, fører de nødvendigvis ved en videreudvikling af produktivkræfterne, til en differentiering af klasseforholdene.
Hvor stærk denne voksen ind i kapitalismen gennem kapitalens oprindelige akkumulation gik for sig i Vesteuropa har Marx fremstillet i "Kapitalen". At blive kastet ind i kapitalismen gennem udviklingen af verdensmarkedet fordrer i den asiatiske og halvasiatiske struktursammenhæng en anden vej, som vi vil se.
De førkapitalistiske produktionsmåder, for så vidt som de fremtræder som efterlevn eller som en historisk modificeret basis med kapitalistisk overflade, vil vi beskæftige os med. Hvorved vi sætter forskellen mellem den vesteuropæiske og asiatiske retning for produktionen og det samfundsmæssige liv i centrum, for med Rusland som lærestykke at kunne udarbejde den produktive modsigelse.
Når Marx så sent som i 1870 taler om, at den kapitalistiske produktionsmåde endnu ikke har sat sig igennem i Rusland, så må Ruslands rolle og funktion i den internationale politik og i verdensmarkedets historie undersøges.
Rusland blev af tatarerne i det 13. århundrede erobret, Indien af den engelske imperialisme i det 19. århundrede. Begge var blevet bytte for erobrere. Tatariseringen af Rusland fjernede landet endnu længere fra det opstående Europa, drev det endnu stærkere mod Asien, som det i forvejen var agrarisk og geografisk knyttet til.
Spørgsmålet er nu, hvorledes de derigennem opståede produktionsforhold forholdt sig til verdensmarkedsbevægelserne i de næste århundreder, hvorvidt de overhovedet var berørt heraf.
Kina og Indien var i det 18. århundrede specielle eksempler på det moderne bourgeoisis vanskeligheder med at sætte sig økonomisk igennem overfor de asiatiske produktionsforhold. Havde den internationale kapital lignende vanskeligheder med Rusland? For virkelig at belyse dette spørgsmål må vi først gøre os fortrolig med "den asiatiske produktionsmåde".
I den almene forståelse af den asiatiske produktionsmåde synes at ligge en analytisk indgangsnøgle, hvad angår den leninske politik, dens paroler, de afgørende russiske kampformer og den specifikke partitype.
Lenin kalder den historiske arv, trægheden i den russiske udvikling af den kapitalistiske produktionsmåde, "halvasiatisk", "halvfeudal", "feudal", "orientalsk", "asiatisk", "patriarkalsk" osv. Denne teoretiske "uklarhed" - med den højst taktiske smidighed i de pågældende vendinger - må efter vores mening forklares på grundlag af de marxske kategorier fra "Kritikken af den politiske Økonomi" og den historiske sammmenhæng.[40]
I forordet til "Zur Kritik der politischen Ökonomie" (1859) hedder det: "I store omrids kan man betegne den asiatiske, den antikke, den feudale og den moderne borgerlige produktionsmåde som progressive epoker i den økonomiske samfundsformation"[41] Ifølge Marx drejer det sig her om den bestemte måde, hvorpå menneskene under bestemte naturlige og samfundsmæssige betingelser erobrer, bytter og fører deres livsunderhold videre.
Derfor forekommer det os nu især at være vigtigt, at inddrage begrebet om den "asiatiske produktionsmåde" i dets almenhed, fordi det såvel hos Marx og Engels som også hos Lenin spiller en central rolle i forståelsen af udviklingen af den russiske produktionsform.
Det er påfaldende hos Marx og Engels, at der allerede i den "Tyske Ideologi" (1845) bliver henvist til, at fundamentet for opretholdelsen af fællesejendommen, den archaiske, i en vis forstand arketypiske kollektivitet, skulle bestå i, at på et underudviklet trin af produktionen, "hvor et folk ernærer sig ved jagt og fiskeri, af kvægavl eller højst af agerbrug"[42] skulle arbejdsdelingen indeholde egalitære samværsformer på et underudviklet plan. Produktionsmåden i denne type af "urfællesskabet" bliver dermed principielt bestemt af Marx og Engels. På denne basis, og principielt uden at overskride den, udviklede den samfundsmæssige type af den "asiatiske produktionsmåde" sig. En type, der implicerer alle produktionszoner i verdensmålestok, som ikke kunne realisere overgangen til privatejendomsretten til jord, således at den "oprindelige" den "kollektive" fællesejendom til jorden trods alle historiske metamorfoser, f.eks. i Indien osv. ind til den engelske imperialismes indtrængen, principielt kunne bevares. "Englændernes intervention, som deporterede spindere til Lancashire, vævere til Benegalen eller begge dele, og fejede den indiske spinder og væver væk, førte til opløsningen af det halvtbarbariske, halvt civiliserede landsbysamfund, idet den sprængte dets økonomiske grundlag, og således fremkaldte den største og sandt at sige den eneste sociale revolution Asien nogensinde havde set".[43] Den historiske rækkevidde af en sådan opløsningsproces i den asiatiske produktionszone skal vi specielt undersøge.
Hvad var det historiske grundlag, der muliggjorde opretholdelsen af denne verdenshistoriens første ejendomsform, "stammeejendommen" på et højere trin mere end 2000 år? Hvad var det "asiatiske systems" specifikke samfundsmæssige samværsform?
Idet vi stiller spørgsmålet således, spørger vi efter den oprindelige kommunisme som produktions- og livsenhed i den asiatiske zone.
Ifølge Marx, i "Kapitalens" 1. Bind, er det den "simple produktive organisme i disse selvforsynende landsbysamfund, der bestandig reproducerer sig selv i den samme form, og som, hvis de tilfældigvis ødelægges, opstår igen på samme sted og med samme navn, som "leverer nøglen til hemmeligheden ved de asiatiske samfunds uforanderlighed, der står i en så påfaldende kontrast til den bestandige opløsning og nydannelse af asiatiske stater og den aldrig ophørende skiften af dynastier. Strukturen i samfundets økonomiske grundelementer forbliver uberørt af den politiske himmelregions storme".[44]
Det afgørende er den faste og den sig bestandig reproducerende deling af arbejdet, i udviklingstrinene før gennembruddet af privatejendommen til jorden. Den udviklede sig specielt i Asien på grundlag af en produktionsmåde, der førte op til agrikulturen, op til håndværket, op til hjemmeindustrien. En produktionsmåde, der bevægede sig stagnerende i de fra hinanden isolerede bysamfund, der holdt udviklingen af produktivkræfterne og 'civilisationen' 'tilbage'. Dette skete i en territorial overordentlig bred geografisk sammenhæng. Landbrugets specielt gunstige situation (jord, klima osv.) må medtænkes.
Det er forståeligt, at landsbybeboerne har 'behov' for en særlig statsform i en sådan samfundstype, hvor selvforsynende landsbyfællesskaber reproducerer sig adskilt fra hinanden, og som bliver truet gennem 'udenlandsk' intervention, gennem regelmæssigt forekommende oversvømmelser i egne omkring de store floder osv.
Den særlige asiatiske statsform i denne epoke udviklede sig gennem en lang og smertefuld proces af kampe.
Først skal de grundliggende udbytningsforhold klargøres: "Betragter man grundrenten i dens simpleste form, som arbejdsrente, hvor den umiddelbare producent i en del af ugen dyrker jord, der rent faktisk tilhører ham, med arbejdsredskaber, (plov, trækdyr osv.) der faktisk eller juridisk tilhører ham selv, mens han i resten af ugen arbejder på jordejerens gods, for godsejeren, uden vederlag, så er sagen (her) endnu helt klar. Grundrente og merværdi er her identiske. Grundrenten og ikke profitten er her den form, hvori det ubetalte merarbejde kommer til udtryk".[45]
Vi må nu lære den asiatiske form for arbejdsrente at kende. Det specielle ligger i første runde i agerbrugerens selvstændige produktionsform, i sammenknytningen af agrikultur og "landlig hjemmeindustri"[46]: "Denne selvstændighed ophæves ikke ved at disse småbønder som f.eks. i Indien imellem sig danner et mere eller mindre primitivt produktionsfællesskab, da det her kun drejer sig om selvstændighed i forhold til den nominelle jordejer. Under disse betingelser kan merarbejde for den nominelle jordejer kun aftvinges dem ved en ikke-økonomisk tvang, hvilken form den end måtte antage".[47] Den "ikke-økonomiske tvang" er forbundet med personlig afhængighed af de mest forskellige former: "Hvis det ikke er private jordejere, men - som det er tilfældet i Asien - selve staten, der står over for dem som jordens ejer og samtidig som politisk overherre, så falder jordrente og skat sammen, eller der sker snarere det, at der ikke eksisterer nogen skat, som er adskilt fra denne form for jordrente".[48] Et sådant samfundsmæssigt grundlag begrunder et specifikt økonomisk-politisk trælleforhold overfor staten: "Staten er her den øverste jordejer. Statsmagten er her selve jordejendommen, der er koncentreret i national målestok. I dette tilfælde eksisterer der ingen privat jordejendom, selv om der findes både privat og kollektiv besiddelse og brugsret til jorden".[49]
Og Marx siger alment: "Den specifikke økonomiske form, hvori det ubetalte arbejde pumpes ud af den umiddelbare producent, bestemmer relationen mellem herre og træl, som den umiddelbart vokser frem af selve produktionen og på sin side virker bestemmende tilbage på den. Men derpå beror hele udformningen af det økonomiske fællesskab, der vokser ud af produktionsrelationerne selv, og dermed tillige dette fællesskabs specifikke politiske skikkelse. Det er altid de umiddelbare relationer mellem produktionsbetingelsernes ejere på den ene side og de umiddelbare producenter på den anden side, - relationer hvis form i hvert enkelt tilfælde altid med naturnødvendighed svarer til et bestemt udviklingstrin, i den måde arbejdet udføres på, og dermed til arbejdets samfundsmæssige produktivkraft - hvori vi finder den inderste hemmelighed, det skjulte grundlag for hele samfundets opbygning og derfor også for den politiske form, som suverænitets- og afhængighedsforholdet antager, kort sagt for den til enhver tid herskende specifikke økonomiske statsform".[50]
Således opstod i Asien på grundlag af specifikt udviklede samfundsmæssige produktivkræfter den "asiatiske despotismes" statsform. Herom siger Marx: "I umindelige tider fandtes der i Asien kun tre regeringsdepartementer: et for finanser, for den indenlandske udplyndring; et krigsdepartement for den udenlandske udplyndring; og endelig et for offentlige arbejder. Klimatiske og territoriale forhold, især de vide ørkenstrækninger, der fra Sahara går tværs gennem Arabien, Persien, Indien og Tatarien til det højeste asiatiske højland, betingede kunstig overrisling gennem kanaler og vandværk, grundlaget for det orientalske landsbyfællesskab".[51] Således spiller den særlige centraliserede form for "offentligt arbejde" for at tilegne sig merværdien, for at organisere den livsnødvendige vandregulering, bygningen af sluser, kanaler og veje, en specifik samfundsmæssig rolle. De mest forskellige bygninger, der tjente til såvel opretholdelse af myten omkring despoten og hans politiske magt som udbytningen af de agrikole producenter, udtrykte som stabiliserende fundament beskyttelsen og udviklingen af den almene produktion på det stationære stagnationsniveau i byfællesskaberne: "Fællesbetingelserne for den virkelige tilegnelse gennem arbejdet, overrislingssystemer, var meget vigtigt hos de asiatiske folk, kommunikationsmidler osv. fremtræder så som værk af den højere eenhed, - den over de små kommuner svævende despotiske regering".[52]
Den "despotiske regering" er den dominerende fraktion indenfor den herskende klasse. En undertrykkende klasse, der naturligt vinder sin videre form og fraktionering gennem udbytningen og produktionsprocessen. Det "offentlige arbejde", "overrislingssystemerne" og "kommunikationsmidlerne" bliver ledet af den bureaukratiske embedsmandsfraktion, uden hvilken den asiatiske despotisme næppe havde kunnet inddrive sine skatter, den almene ledelse af det "offentlige arbejde" i produktionskomplekset kunne ikke have fundet sted. Embedsmandsfraktionen var den afgørende basis inden for den herskende klasse. Dette specifikke dialektiske forhold mellem den despotiske centralisering af den politiske magt og den decentrale ledelse af udbytningsprocessen, der formidles gennem det "offentlige arbejde" er grundlaget for disse asiatiske agrarsamfunds statiske og stagnerende struktur i denne epoke. Derfor er det vigtigt at være klar over, at den umiddelbare producent i det asiatiske landsbysystem (bonden) også efter omlægningen af tiende [Bei-Steuer] - landsbyskatten i ordets sandeste betydning - syntes at være den reale besidder af produktionsmidler og produktionsbetingelser indenfor et undertrykkende og beherskende skattesystem.
Derigennem bliver han så meget fastere bundet til "den fælles jords" "navlestreng" som rigtignok står i et meget modsætningsfyldt forhold til urkommunistiske former. Det demokratisk-egalitære tiende [Bei-steuer], der oprindelig tjente til at kunne samle det for fællesskabet uundværlige forråd mod naturkatastrofer osv. ændrede i løbet af udviklingen sit væsenstræk og fungerede under den despotiske stat som et regulerende og udbyttende skattesystem. Den enkelte bondes selvstændighed i det 'kollektive' landsbysystem til at objektivere sig i sit arbejde for at skaffe sit livsunderhold bevaredes i en fremmedgjort form. Det "offentlige arbejde" og det nødvendige arbejde for subsistensmidler syntes også stadig at være identiske. Hvorved dette "overskud ud over de nødvendige subsistensmidler, spiren til det, der i den kapitalistiske produktionsmåde fremtræder som profit, er helt og holdent bestemt af grundrentens størrelse".[53] I den asiatiske produktionsmåde, hvor ren og skat falder sammen, bliver "overskuddet" bestemt gennem højden af det af statsmaskinen fastsatte skattesystem. I denne asiatiske produktionsform blev der naturligvis nok i en vis udstrækning byttet varer, primært mellem fællesskaberne, ved deres grænser. En vareudveksling, der nok ligger yderst tæt ved det Engels kalder vareproduktionens urtilstand".[54] Varen bliver jo kun til vare, til bytteværdi, når ejeren afhænder sin objektivering i arbejdsproduktet, bringer den på markedet. En proces som ikke kunne udvikle sig yderligere i den asiatiske produktion med dens sammenblanding af hjemmeindustri og agerbrug i isolerede bysamfund, på grundlag af en sig selv reproducerende lav arbejdsdeling.
I en brevveksling med Engels om det ejendommelige fænomen som ligger i "grundejendommens fravær" (Engels) har Marx konkret formuleret den asiatiske produktionsform således: "Hvad der, trods de formålsløse bevægelser på den politiske overflade, fuldstændigt forklarer den stationære karakter af denne del af Asien (dvs. Indien, R.D.) er to omstændigheder, der gensidigt understøtter hinanden: 1. Det offentlige arbejde under centralregeringen. 2. Ved siden af dette hele riget, som bortset fra et par større byer var spredt i landsbyer, som besad en fuldstændig diskret organisation og udgjorde en lille verden for sig selv".[55]
Et "mere solidt grundlag for asiatisk despotisme (ibid.)" kunne Marx ikke forestille sig. Var det end lykkedes for den engelske imperialisme, at "irlandisere" landet "kraftigt" så var det dog den ufravigelige betingelse at "sprænge de stereotype urformer for europæisering". (ibid.)[56]
For det må ikke glemmes, at "fremskridtskategorien" ikke er noget overhistorisk begreb. Gennem stofvekslingen med naturen tilegner vi os selv og dermed naturen, idet vi gennemskuer og bruger naturens og vores egen indre struktur.
Den engelske imperialisme gennemskuede ikke den specielle indre struktur i den asiatiske livs- og produktionszone; den ville snarere nedbryde den for at "civilisere" hele den økonomiske struktur, mere præcist udbytte den imperialistisk. Imperialismens vanskeligheder i denne produktionszone strækker sig op til i dag.
Efter Marx og Engels ved vi, at produktivkræfterne i deres totalitet bestemmer produktionsmådens væsen. Hvorved produktivkræfterne bærer en dobbelt karakter: den ene, den forefundne er naturbetingelsen, den anden er menneskenes aktive samfundsmæssigt handlende energi. Om dette siger Marx: "Forskellige fællesskaber forefinder forskellige produktionsmidler og forskellige livsmidler i deres naturomgivelser. Deres produktionsmåde, livsmåde og produkter er derfor forskellige. Baggrunden er de givne "geologiske" æro-hydografiske, klimatiske og andre forhold": (Disse forhold betinger imidlertid ikke kun den oprindelige, naturgroede organisation af mennesker, ... især raceforskelle, men også deres videre udvikling eller ikke-udvikling op til idag.)"[57] Marx og Engels har allerede her foregrebet problemet omkring den samfundsmæssige stagnation, der historisk kendetegnede den asiatiske produktionszone, uden først at have analyseret dens fremtrædelsesformer. Vi har allerede været inde på de specielle naturlige produktivkræfter i det asiatiske område (klima, jordbund og vandregulering) som specielle betingelser (objektiveringsformer) for stagnation og udvikling. Nu må den russiske særegenhed fremstilles. Når man forstår begrebet om den feudale agrikultur således, at den som i Vesteuropa er kendetegnet ved sin "rå bondekultur og håndværksmæssige industri" kunne udviklingen af den feudale karakter i Rusland i retning af den vesteuropæiske kapitalisme næppe betvivles udfra en overfladisk betragtning. Hvad taler imod dette? Hvilke specielle træk i bestemmelsen af landets struktur kræver en anden konklusion? Er det det russiske statsmaskineris specielle oprindelseshistorie? Den derved opståede kløft mellem den klassiske feudalisme, hvor kongen er den første mellem ligemænd, og den asiatiske feudalisme, hvor zaren har den førende rolle og er den politisk-økonomisk bestemmende?
Forrige | Næste
Indholdsfortegnelse
[1] MEW, Bd. 5, s. 533 og MEW Bd. 3, 5; Karl Marx: "Økonomi og Filosofi" ved Villy Sørensen. Gyldendal, s. 91.
[2] MEW, Bd. 5, s. 34.
[3] Ibid., s. 573.
[4] MEW, Bd. 23, s. 57; Rhodos 1,1., s. 137.
[5] Grundrisse s. 505; Grundrids, Rhodos, s. 281.
[6] Ibid.
[7] Ibid.
[8] Ibid. I Rhodos oversættelsen sammenblandes begreberne Vergegenständlichung/wertgegenständlichung, objektivering/tingsliggørelse, således at det fejlagtigt i oversættelsen hedder "subjektets tingsliggørelse".
[9] Ibid., s. 25; Grundrids, Modtryk, s. 24f.
[10] MEW, Bd. 26.3, s. 275. Udviklingen af den kapitalistiske formation udtrykker sig naturligt specielt i Ricardos teori. Derfor arvede Marx og Engels så meget fra den borgerlige økonomi. Ganske vist på grundlag af den franske kommunisme og den tyske idealisme. Uden denne kritisk-materialistisk reciperede arv ville det ikke have været muligt for Marx, at fremstille det borgerlige samfunds konkrete udviklingsproces i dens lovmæssighed som transitorisk produktionsmåde, som historisk nødvendighed i den subversive overgang.
[11] Ibid. Thomas Ehleiter siger: "Arbejdsbegrebet er i Marx' teori bestemt gennem mennesket som subjekt i et bestemt samfund, gennem naturen som objekt for arbejdet og gennem det mellem subjekt og objekt formidlede arbejdsredskab". (Th. Ehleiter: Die Kategorie des Bonum Commune bei Karl Marx in Beziehung zu Aristoteles und Thomas von Aquin Kategorien om bonum commune (det fælles gode) hos Karl Marx i relation til Aristoteles og Thomas Aquinas, s. 49. Dissertation, Berlin 1972.) Med dette arbejde kan man forstå, hvorfor Aristoteles og Thomas Aquinas så godt som gennemskuede subjekt-objekt problemet, hvorfor Marx beundrede dem sådan, og hvorfor den klassiske politiske økonomi ikke engang virkelig kunne se det.
[12] Briefe über Das Kapital Breve om 'Kapitalen', Berlin 1954, s. 158.
[13] MEW, Bd. 23, s. 85; Rhodos s. 170.
[14] Marx: Grundrisse s. 21; Grundrids I, Modtryk, s. 20.
Med kapitalbevægelsens dynamik i det "moderne borgerlige samfund" forstår Marx: "Det resultat, vi når frem til, er ikke, at produktion, distribution, bytte, konsumtion er identisk, men at de alle udgør dele af en totalitet, forskelle inden for en enhed. Produktionen er overgribende i forhold til sig selv i produktionens modsætningsfulde bestemmelse såvel som til de andre momenter. Fra den begynder processen uophørligt påny. At bytte og konsumtion ikke kan være overgribende, er selvklart. Det samme gælder for distributionen som distribution al produkter. Som distribution af produktionsagenterne er den imidlertid selv et moment i produktionen. En bestemt produktion bestemmer altså en bestemt konsumtion, distribution, bytte og bestemte forhold mellem disse forskellige momenter indbyrdes. Rigtignok bliver også produktionen i sin ensidige form på sin side bestemt af de andre momenter. Når f.eks. markedet, dvs. byttets sfære, udvides, vokser produktionen i henseende til omfang, og arbejdsdelingen mellem dens forskellige grene uddybes. Med forandring i distributionen ændres produktionen; f.eks. med kapitalens koncentration, forskellig distribution af befolkningen på by og på land etc. Endelig bestemmer konsumtionsbehovene produktionen. Der linder vekselvirkning sted mellem de forskellige momenter. Dette er tilfældet ved ethvert organisk hele". (Grundrisse, s. 20.; Grundrids.)
Af denne logik i dens historisk-specilikke form, som klassekampen giver den, konstitueres den revolutionær-organisatoriske negation af forholdene.
[15] Grundrisse, s. 28 f.
[16] B. Rabehl: Zur politischen Theorie der veränderung der Produktionsverhältnisse in Rusland zwischen 1840-1921 [Til den politiske teori om produktionsforholdenes forandring i Rusland mellem 1840-1921]. Berlin 1973, s. 44.
[17] Grundrisse s. 230.
[18] Ibid., s. 227.
[19] Om den principielle kamp "klasse mod klasse" i tilspidsningen af samfundsmæssige modsætninger, om den kvalitative forskel mellem kapitalforholdets "diktatur" og "proletariatets revolutionære diktatur" (Marx), om den strukturelle forskel mellem "proletariatets revolutionære diktatur" og et revolutionært parti-mindretals opdragelsesdiktatur vil vi reflektere under fremstillingen af Lenin og Lukács' positioner.
[20] Grundrisse, s. 414; Grundrids, Rhodos, s. 252.
[21] Ibid., s. 163.
[22] Ibid., s. 25f.
[23] Se D. Rjasanov: Karl Marx über den Ursprung der Vorherrschaft Russlands in Europa ["Karl Marx om oprindelsen af Ruslands fremhersken i Europa".] Særtryk af "Neue Zeit" fra 1909, s. 25.
[24] K. A. Wittfogel tilhørte de få kommunister og socialister, der begrænset har udarbejdet Marx og Engels' asiatiske konception. Wittfogels arbejder mellem 1926 og 1938 herunder især "Geopolitik, geographscher Materialismus" [Geopolitik, geografisk materialisme], i: "Unter dem Banner des Marxismus", III, s. 15, 51, 485-522, 698-735, og "Die Theorie der orientalischen Gesellschaft" [Teorien om det orientalske samfund], i: "Zeitschrift für Sozialforchung" VII, s. 90-122. Man skal ubetinget lægge mærke til, da den samme kommunist var gået over til antikommunismen, huskede han, at Marx og Engels og Lenin havde anvendt væsentlige momenter af den "asiatiske konception" overfor Rusland. En krumbøjet kommunist fra Komintern-KPD, for hvem det i sidste instans ikke var muligt, at diskutere spørgsmålet om den nye bureaukratisme i Sovjetunionen ud fra Ruslands halvasiatiske arv, begriber som renegat endnu mindre, at det er en pligt for revolutionære socialister og antibureaukratiske kommunister, med alle politiske, videnskabelig-metodiske og analytiske bidrag at understøtte lønarbejdere og lønafhængiges kamp for en "oprejst gang", at recipere de tabuerede tekster af Marx, Engels og Lenin omkring den asiatiske konception og problematisere dem påny for at komme problemet om den bureaukratiske stats- og partimaskine i overgangssamfundet med dets specifikke ejendomsforhold nærmere, gennemskue det som en særlig negation af "proletariatets revolutionære diktatur" (ægte massedemokrati).
[25] F. Kramer: Kollektivwirtschaftliche Ursprünge des Sozialismus in China und Rusland ["Socialismens kollektive samfundsmæssige rødder i Kina og Rusland"], i: Gesellschaftstrukturen [Samfundsstrukturer], udgivet af Meschkat og Negt, Frankfurt/M 1973, s. 188-189. Rabehl fører ganske vist senere begrebet om den "asiatiske produktionsmåde" og det "asiatiske despoti" ind i sin Ruslandsforståelse, men han er trods alle senere tilføjelser ikke klar over det specifikke i dette formationsbegreb. Han har netop ikke kastet sin vesteuropæiske feudalisme-forståelse over bord, for således kontinuerligt at kunne lastholde det asiatiske problem: "Er den feudale stat eller det semifeudale despoti den øverste jordbesidder, omtrent som i Asien, så falder skat og grundrente sammen. Trods alle historiske særegenheder bliver de grundliggende feudale afhængighedsforhold ikke antastet i dette tilfælde". (Rabehl) Hvis det forholdt sig således, så havde Marx overhovedet ikke indført kategorien om "den asiatiske produktionsmåde", men været "tilfreds" med kategorierne antikken, feudalismen og kapitalismen. Netop, hvor Rabehl trækker den "statssuverænitet" frem som kendetegn på den særlige karakter af sammenfald mellem "grundrente og skat" i den asiatiske produktionszone, tilslører han Ruslands halvasiatiske særegenhed ved, at han overhovedet ikke engang lader forskellen mellem den vesteuropæiske og den asiatiske feudalismes udvikling blive et problem. Det fører til, at han nu ganske vist på en vis måde med henblik på Rusland kan "udvide" sit tidligere udgangspunkt i den "absolutistiske Stat" med en kunstig henvisning til det asiatiske problem, men ikke kan drage den fulde konsekvens af dette skridt. Han forudsætter stadig et vesteuropæisk feudalismebegreb, forudsætter dette for det asiatiske problem - for gennem nye omveje, forandringer og tilføjelser at redde sammenhængen i denne trods al kritik værdifulde bog.
[26] H. Grossmann: Das Akkumulations- und Zusammenbruchsgesetz des kapitalistischen Systems Det kapitalistiske systems akkumulations- og sammenbrudslov, Leipzig, 1929, s. 21.
[27] MEW, Bd. 23, s. 198; Rhodos Bog 1.2., s. 310.
[28] Grundrisse, s. 27.
[29] Projekt Klassenanalyse - Leninismus, neue Stufe des wissenschaftlichen Sozialismus? Zum Verhältnis marxscher Theorie, Klassenanalyse und revolutionäre Taktik bei W. I. Lenin [Leninismen - nyt stadium i den videnskabelige socialisme? Til forholdet mellem marxsk teori, klasseanalyse og revolutionær taktik hos W. I. Lenin]. VSA, Westberlin 1972.
Den første omfangsrige kritik af dette dobbeltbind, der beskæftiger sig med Ruslands asiatiske udvikling, kom betegnende nok ikke fra teoretikerne omkring tidsskriftet "Probleme des Klassenkampfs", men derimod fra antiautoritære socialister (se Prokla, Hefte 10, årgang 1973, No. 4, s. 63 ff.) Begge forfattere Scharrer og Schütte tackler det russiske spørgsmål udfra en asiatisk position for derfra påny at diskutere stalinproblemet. Når de nu af en fraktion omkring tidsskriftet "Probleme des Klassenkampfs" bliver bebrejdet, at de er "subjektivistiske", "abstrakte" og "ahistoriske", så må "Prokla"-teoretikerne rådes til at lære af Oskar Negt, som jo adskiller mellem en "autoritær voluntarisme" og en mod emancipation orienteret "subjektivisme", der ikke abstraherer den objektive sammenhæng bort. Kampen mod denne subjektivisme er en dårlig skjult kamp mod enhver social frigørelse.
[30] Grundrisse s. 384.
[31] Ibid.
[32] MEW, Bd. 23, s. 393; Rhodos, Bog 1.3., s. 547, fodnote 89.
[33] Ibid.
[34] MEW, Bd. 19, s. 362.
[35] MEW, Bd. 26.1., s. 257.
[36] Ibid.
[37] Den "evige arbejdsproces" står ikke i modsætning til lønarbejdets afskaffelse, til reduktionen af arbejdstiden, den udtrykker alene vort stofskifte med naturen.
[38] MEW, Bd. 20, s.168.
[39] MEW, Bd. 23, s. 96; Rhodos, Bog 1.3., s. 184.
[40] Fritz Kramer indledte i 1970 en, desværre ikke videreført, diskussion aflærestykket i forholdet mellem den russiske og kinesiske revolutionshistorie, se Rotes Forum, Hefte 3, 1970; hvorledes en diskussion kan desavoueres, og hvorledes metoden til en destruktiv ødelæggelse af en diskussion om relevante politisk-teoretiske problemer ser ud, se Neues Rotes Forum, Helt 4, 1970. Hvorledes Ruslands reale historiske særegenhed abstrakt bliver forbigået, og hvorledes de leninske paroler og kampformer osv. bliver legitimeret gennem en abstrakt kritik af hans fejlagtige forståelse af den marxske væsenslogik i "Kapitalen", se Projekt Klassenanalyse, Leninismus - Neue Stufe des wissenschaftlichen Sozialismus? Berlin 1972. Således "forenes" værdifuldt arbejde og tilslørende legitimation.
[41] MEW, Bd. 13, s. 9; "K. Marx og F. Engels Udvalgte skrifter, Bd. I" Tiden, s. 356.
[42] MEW, Bd. 3, s. 22.
[43] MEW, Bd. 9, s. 132. Netop oprindelsen til Asiens økonomiske struktur er endnu i 1927 lukket land for Lukács i hans bidrag Die Wendung der Oktoberrevolution im Osten [Oktoberrevolutionens vending i Østen], Lj Március, 1927, s. 110 ff. Han ser "kapitalismens indtog i Indien" (s. 1) uden at betone kapitalismens specifikke vanskeligheder i den asiatiske zone, af hvilke der så udvikler sig særlige klassekampsbetingelser og paroler.
[44] MEW, Bd. 23, s. 379; Rhodos, Bog 1.2., s. 526.
[45] MEW, Bd. 25, s. 798; Rhodos, Bog 3.4., s. 1016.
[46] Ibid., s. 799; Rhodos, Ibid., s. 1017.
[47] Ibid., s. 799; Rhodos, Ibid., s. 1017.
[48] Ibid., s. 799; Rhodos, Ibid., s. 1017.
[49] Ibid., s. 799; Rhodos, Ibid., s. 1017f.
[50] Ibid., s. 799; Rhodos, Ibid., s. 1018. Da Lukács kun Komintern-agtigt lokaliserer denne grundliggende oprindelse af arven fra dette social-økonomiske kompleks gennem "feudalisme"-begrebet, kan han ganske vist alment-abstrakt forstå, at Marx, "da han som følge af 1. internationale kunne gribe ind i ledelsen af proletariatets verdenspolitik", kom til den indsigt, "at koloniernes befrielseskamp hænger strategisk sammen med proletariatets klassekamp". (Uj Március, ibid., s. 1) Men Irlands strukturelt forskellige produktions- og kulturhistorie i forhold til England og Indiens i forhold til den engelske imperialisme lader Lukács fuldstændigt ude af betragtning. Hans senere elev Ferenc Tökei henviser i Zur Frage der asiatischen Produktionsweise [Til spørgsmålet om den asiatiske produktionsmåde], Budapest 1965 i forlængelse af Marx til, at der i Kina "hverken i middelalderen eller senere har udviklet sig et feudalt samfund, selvom det alligevel - vi minder om de tendenser af 'antik' karakter der er observeret i middelalderen - er et afsnit af feudal karakter". (s. 104).
[51] MEW, Bd. 9, s. 129. Krampagtigt at ville tillægge Rusland den "asiatiske produktionsmåde" uden at være klar over, at det russiske agerbrug ikke havde behov for den centralt organiserede "bebyggelse af floddalen" (Marx), er ganske forkert.
[52] Grundrisse, s. 377. Lukács henviser til virkningen af den russiske 1905-revolution i Tyrkiet. Persien osv. til og med Kina: "Endnu større var virkningen af 1917-revolutuionen". Og han fortsætter med ægte dialektisk indsigt: "Ruslands egenartede geografiske og samfundsmæssige struktur og bolsjevikkernes rigtige revolutionære strategi bragte den sejrrige proletariske revolution i umiddelbar sammenhæng med de koloniale folks befrielseskamp. (Lukács, Ibid., s. 4. Fremhævelse af R. D.).
Her mangler Lukács næsten kun de specifikke kategorier i Ruslands social-økonomiskc struktur, af hvilke bolsjevikkernes store sejre og nederlag kan afledes! Han når med henvisningen til "Ruslands egenartede geografiske og samfundsmæssige struktur" helt til tærskelen af begrebet om den halv-asiatiske, halv-orientale produktions- og livsmåde af russisk afart hhv. særegenhed: En ganske vist væsentlig afart, som vi vil se senere. Den kinesiske embedsmandstradition f.eks., som fraktion af den herskende klasse, forblev produktiv gennem ledelsen og reguleringen af vandsysteme, som forbandt de decentraliserede, isolerede landsbyfællesskaber. Her var produktivitet og udbytning mere eller mindre identisk. I den russiske tradition fandtes en ekstrem skatteudbytning, men ingen produktivitet. Det russiske bureaukratis særlige rolle og funktion i den zaristiske maskine skal vi derfor senere beskæftige os med.
[53] MEW, Bd. 25, s. 798; Rhodos, Bog 3.4., s. 1016.
Hvorledes uligheden og udbytningen lader sig bestemme gennem ejendomsspørgsmålet, angiver Marx f.eks. således: "Hvilken specifik form grundrenten end har, så har alle typer grundrente det til fælles, at tilegnelsen al grundrenten er den økonomiske form, hvori grundejendommen realiseres, og at grundrenten på sin side forudsætter en grundejendom, bestemte individers ejerskab al bestemte stykker af jordkloden". (MEW, Bd. 25, s. 647; Rhodos Bog 3.3., s. 825)
[54] Engels, Efterord i: Das Kapital, Dietz Verlag, Berlin 1961, s. 33.
Åbent sagde Lenin senere: "Bureaukratisme versus demokratisme, det er netop centralisme versus autonomisme, det er netop det revolutionære socialdemokratis organisatoriske princip overfor det opportunistiske socialdemokratis organisatoriske princip" (LW, Bd. 7, s. 400). Hvor tæt en decentraliseret autonomi i den asiatiske zone er ved urkommunismen, og centralismen kun i denne sammenhæng indeholder socialistiske muligheder, har Lenin ikke set.
[55] MEGA tredie del, Bd. 1, Berlin 1929, s. 476-77. Det er ikke historisk uinteressant, at Rjasanov, der som den første havde nyudgivet Marx og Engels' tekster om Indien og Kina (Se "Urner dem Banner des Marxismus", tysk udgave), i 1929 blev smidt ud af partiet af Stalin. Han måtte slutte sit store arbejde ved Marx-Engels-Arkivet og blev smidt i længsel. 'Udelukkelsen' ramte også hans børn!
[56] Idet Lukács ikke havde forstået det "solide grundlag" for den asiatiske produktionshistorie, som Marx og Engels havde erkendt som "hemmeligheden" i dens opløsning, kunne han ikke bestemme arven i denne zone, konsekvenserne for udviklingen af klassekampene i imperialismens tidsalder. Med kapitalens aktioner følger opløsningsprocessen, en ekstrem langsom proces i den asiatiske produktionszone. Udviklingen af klassespaltningen mellem lønarbejde og kapital har i dette område specifikke overgange.
[57] Marx-Engels-Arkiv (Udgivet af Rjasanov), Moskva-Frankfurt, Bd. I, s. 237. Racismespørgsmålet åbenbarer sig for Marx og Engels som et objektivt natur-, et historisk produktions- og kulturspørgsmål, hvorigennem egalitetsretten historisk for alle racer materialistisk begrundes.
Last updated on: 8.22.2008