Kristianiaforslaget


Vedtatt på Det norske arbeiderpartis landsmøte 1923


I
Arbeidernes frigjørelse maa være deres eget verk. Derfor maa tyngden i vor virksomhet lægges i at organisere arbeiderne for denne opgave. En revolutionær klassekamp som skal lede til arbeidernes erobring av den politiske og økonomiske magt i samfundet er betinget av at arbeidet koncentreres om dannelsen av kamporanisationer som naar magten er erobret kan omdannes til samfunds-mæssige organer (arbeider-, bonde- og fiskerraad). Arbeiderne maa selv gjennem masseaktion og ved hjælp av sine egne organisationer sætte seg i besiddelse av samfundsmagten.

II
Vort partis parlamentariske arbeide er ikke et maal i sig selv. Sterke og kampføre arbeiderorganisationer betyr mere for opnaaelse av positive parlamentariske resultater end repræsentanternes antal og manøvredygtighet. Derfor er de politiske repræsentanters opgave i første række agitatorisk og maa ta sigte paa at styrke arbeidernes egne kamporganisationer utenfor de parlamentariske forsamlinger.

Ved paa denne maate at øke arbeidernes reelle magt vil ogsaa arbeidernes repræsentanter i storting og kommunestyre faa øket indflydelse.

Stortingsgruppen, skal paa forstaaelig maate ved sine taler og sin stemmegivning klarlægge arbeidernes dagsaktuelle og revolutionære krav, og samtidig avsløre de borgerlige partiers arbeiderfiendtlige politik. Ved en fast og retlinjet parlamentarisk virksomhet skal skillelinjerne mellem borgerpartierne og arbeiderpartiet gjøres skarpe og klare.

Det er stortingsgruppens oppgave at bringe det arbeidende folk til at forstaa at i hovedsaken er alle borgerlige partier arbeiderfiendtlige. Denne opportunistiske manøvrepolitik er egnet til at forvirre begreperne og utslette skillelinjerne mellem arbeiderpartiet og borgerpartierne og er derfor forkastelig.

III
Bestemmeslesretten ligger hos medlemmerne. Derfor maa organisationerne være slik opbygget at medlemmerne har fuld kontrol over sine tillidsmænd. Arbeiderne maa til enhver tid ha anledning til at trække sine tillidsmænd tilbake og vælge nye, saaledes at styrerne stadig kan forbli i overensstemmelse med medlemmerne. Ved besættelsen av tillidshverv bør man altid ha for øie at ledelsen skal ligge hos arbeiderne selv og ikke hos intellektuelle og halvintellektuelle. Den centrale ledelse skal være saa sterk som mulig, men da dette er betinget av at den er i kontakt med medlemmerne, maa dens myndighet ikke utøves paa bekostning av medlemmernes ret til kontrol over ledelsen. De lokale avdelingers selvbestemmelsesret skal opretholdes i den utstrækning som det er forenlig med fællesskapet og enheten. Det maa arbeides for at skape et tillids- og ikke et lydighetsforhold mellem de forskjellige instanser. Man maa derfor baade i nationale og internationale forhold motabeide den tiltagende tendens til at samle magten paa et faatals hænder.

IV
Bevarelse av størst mulig selvstændighet i alle indre anliggender er det princip som ogsaa bør raade i organisationsmæssige forhold mellem de nationale partier og International. I overensstemmelse hermed skal det norske partis internationale repræsentanter arbeide for en tilsvarende ændring i Internationalens organisationsmæssige praksis. Partiets repræsentanter skal principielt hævde at Internationalens myndighet bør være absolut med hensyn til alle intenationale aktioner og med hensyn til spørsmaal hvis betydning rækker ut over det enkelte partis rammer, men Internationalen bør ikke gripe ind i lokale spørsmaal. Eksekutivkomiteens medlemmer bør vælges av de nationale partier.

V
Det intime samarbeide mellem partiet og fagbevægelsen maa opretholdes og styrkes. Dette samarbeide maa - som uttrykt i landsmøtebeslutningen av 1921 - være betinget av et gjensidig tillids- og likestillethetsforhold. De to bevægelser har fuldt anerkjendt hinandens organisations- og aktionsmæssige uavhængighet og suverænitet. Dette forhold maa fremdeles anerkjendes og opretholdes som et ufravikelig grundlag for det fortsatte samarbeide. Partiet skal "ikke opfatte sig som fagbevægelsens overordnede". Det skal søke stadig at øke sin tillid og indflydelse indenfor fagbevægelsen ved altid at tjene de revolutionære fagorganisationer og deres medlemmers interesser.


09 / 30 / 2006
fastylegar@marxists.org