Leon Trotskij: Læren fra Spanien
Den sidste advarsel (1937)
Alle generalstabe studerer nøje de militære operationer i Etiopien, i Spanien, i Det fjerne Østen, som forberedelse til den store fremtidige krig. Det spanske proletariats kampe, voldsomme lysglimt af den kommende verdensrevolution, burde ikke studeres mindre opmærksomt af de revolutionære stabe. På denne betingelse og kun på denne betingelse vil kommende begivenheder ikke komme bag på os.
Tre ideologier sloges - med ulige styrker - i den såkaldte republikanske lejr, nemlig mensjevisme, bolsjevisme og anarkisme. Hvad angår de borgerlige republikanske partier, havde de enten ingen selvstændige ideer eller selvstændig politisk betydning og var kun i stand til at opretholde sig selv ved at ride på ryggen af anarkisterne og reformisterne. Endvidere, det er ingen overdrivelse at sige, at lederne af spansk anarko-syndikalisme gjorde alt for at fornægte deres doktrin og faktisk reducere dens betydning til nul. I virkeligheden var det to doktriner, der sloges i den såkaldte republikanske lejr - mensjevisme og bolsjevisme.
Ifølge socialisterne og stalinisterne, dvs. mensjevikkerne af første og andet tilfælde, var den spanske revolution fremkaldt for blot at løse sine "demokratiske" opgaver, hvortil en enhedsfront med det "demokratiske" borgerskab var uundgåelig. Fra dette synspunkt er alle og ethvert forsøg fra proletariatets side på at gå ud over det borgerlige demokratis grænser ikke alene forhastet, men også skæbnesvangert. Desuden er det ikke revolutionen, der står på dagsordenen, men kampen mod den oprørske Franco.
Fascismen er imidlertid ikke feudal, men borgerlig reaktion. En heldig gennemført kamp mod borgerlig reaktion kan kun føres med den proletariske revolutions kræfter og metoder. Mensjevisme, som selv er en gren af borgerlig tænkning, har ingen og kan ikke have nogen anelse om disse kendsgerninger.
Bolsjevik-synspunktet, som kun blev udtrykt klart af den unge sektion af 4. Internationale, tager udgangspunkt i teorien om den permanente revolution; nemlig, at selv rent demokratiske problemer, som likvideringen af halv-feudal jordejendom, ikke kan løses uden proletariatets erobring af magten; men det stiller så igen den socialistiske revolution på dagsordenen. Endvidere rejste de spanske arbejdere selv under de allerførste stadier af revolutionen i praksis ikke blot demokratiske problemer, men også klart socialistiske. Kravet om ikke at overtræde det borgerlige demokratis skranker betegner i praksis ikke et forsvar af den demokratiske revolution, men en fornægtelse af den. Kun gennem en omvæltning i de agrariske relationer kunne bønderne, den store masse af befolkningen, være blevet forvandlet til et magtfuldt bolværk mod fascismen. Men jordbesidderne er intimt forbundet med handels-, industri- og bankborgerskabet og den borgerlige intelligens, som afhænger af dem. Proletariatets parti stod således over for et valg mellem at gå med bøndernes masser eller med det liberale borgerskab. Der kunne kun være én grund til at indbefatte bønderne og det liberale borgerskab i den samme koalition på samme tidspunkt: at hjælpe borgerskabet med at bedrage bønderne og således isolere arbejderne. Den agrariske revolution kunne kun være blevet fuldført imod borgerskabet og derfor kun i kraft af proletariatets diktatur. Der findes ikke nogen tredje mellemliggende styreform.
Fra teoriens standpunkt er den mest forbløffende ting ved Stalins spanske politik den fuldstændige ignoreren af Leninismens ABC. Efter en forsinkelse på flere årtier - og hvilke årtier! - har Komintern fuldkommen rehabiliteret mensjevismens doktrin. Mere end det, Komintern har fundet ud af at gøre denne doktrin mere "konsistent" og fremdeles mere absurd. I det zaristiske Rusland, på tærskelen af 1905, havde formlen om "rent demokratisk revolution" i hvert tilfælde umådeligt flere argumenter bag sig end i 1937 i Spanien. Det er næppe forbavsende, at mensjevismens "liberale arbejderpolitik" i det moderne Spanien er blevet forvandlet til stalinismens reaktionære anti-arbejderpolitik. Samtidig er mensjevikkernes doktrin, denne karikatur af marxismen, blevet forvandlet til en karikatur af sig selv.
Det ville imidlertid være naivt at tro, at Kominterns politik i Spanien udspringer af en teoretisk "fejltagelse". Stalinisme er ikke vejledt af marxistisk teori, eller for den sags skyld af nogen teori overhovedet, men af Sovjet-bureaukratiets empiriske interesser. I deres inderste kredse håner de sovjetiske kynikere Dimitrovs "filosofi" om Folkefronten. Men de har til deres disposition for at bedrage masserne store kadrer af propagandister af denne hellige formel, oprigtige og bedrageriske, tåber og svindlere. Louis Fischer med sin ignorans og selvglæde, med sin provinsielle rationalisme og medfødte døvhed for revolution, er den mest frastødende repræsentant for dette utiltrækkende broderskab. "Foreningen af progressive kræfter"!, "Folkefrontsideens triumf!", "Trotskisternes angreb mod de anti-fascistiske rækkers enhed!" ... Hvem vil tro, at Det kommunistiske Manifest blev skrevet for halvfems år siden?
Folkefrontens teoretikere når egentlig ikke videre end aritmetikkens første regel, det vil sige addition: "Kommunister" plus socialister plus anarkister plus liberale giver sammenlagt en sum, der er større end deres respektive isolerede antal. Det er hele deres visdom. Aritmetik alene er imidlertid ikke tilstrækkeligt her. Der er i lige så høj grad brug for i det mindste mekanik. Loven om kræfternes parallelogram passer lige så vel til politik. I et sådant parallelogram ved vi, at resultanten er kortere, jo mere de sammensatte kræfter afviger fra hinanden. Når politiske allierede er tilbøjelige til at trække i modsatte retninger, kan resultanten vise sig at være lig nul.
En blok af forskellige politiske grupperinger i arbejderklasse er nogen gange fuldstændig uundværlig for løsningen af fælles praktiske problemer. Under visse historiske omstændigheder er sådan en blok i stand til at tiltrække de undertrykte småborgerlige masser, hvis interesser er knyttet til proletariatets interesser. En sådan bloks forenede styrke kan vise sig at være langt stærkere end summen af hver af dens bestanddeles styrker. Modsat er den politiske alliance mellem proletariatet og borgerskabet, hvis interesser på fundamentale spørgsmål i den nuværende epoke afviger i en vinkel på 180 grader, som en generel regel kun i stand til at lamme proletariatets revolutionære kraft.
Borgerkrig, hvori magten af åben tvang næppe er effektiv, kræver af sine deltagere en ånd af den yderste selvfornægtelse. Arbejderne og bønderne kan kun sikre sejren, hvis de er engageret i en kamp for deres egen frigørelse. Under disse betingelser betyder det at underordne proletariatet under borgerskabets lederskab på forhånd at sikre nederlaget i borgerkrigen.
Disse simple sandheder er mindst af alt produktet af ren teoretisk analyse. Tværtimod, de repræsenterer den uangribelige udledning af al historisk erfaring, begyndende fra i hvert fald 1848. Det borgerlige samfunds nyere historie er fyldt med alle slags folkefronter, dvs. de mest forskellige politiske kombinationer med henblik på at bedrage det arbejdende folk. Den spanske erfaring er blot et nyt og tragisk led i denne kæde af forbrydelse og forræderi.
Politisk mest slående er det forhold, at den spanske Folkefront i realiteten manglede selv et kræfternes parallelogram. Borgerskabets plads var taget af dets skygge. Formidlet gennem socialister, stalinister og anarkister underordnede det spanske borgerskab proletariatet under sig selv uden bare at bekymre sig om at deltage i Folkefronten. Den overvældende majoritet af udbytterne af alle politiske afskygninger gik åbent over i Francos lejr. Uden nogen teori om "permanent revolution" forstod det spanske borgerskab fra starten, at den revolutionære massebevægelse, ligegyldigt hvordan den starter, er rettet mod den private ejendomsret til jord og produktionsmidlerne, og at det er aldeles umuligt at klare denne bevægelse med demokratiske forholdsregler.
Det er derfor, at kun ubetydelige stumper af de besiddende klasser forblev i den republikanske lejr: D'herrer Azaña, Companys og den slags - politiske advokater for borgerskabet, men ikke borgerskabet selv. Idet de havde satset alt på et militært diktatur, var de besiddende klasser i stand til samtidig at gøre brug af deres politiske repræsentanter af i går til at lamme, desorganisere og bagefter kvæle massernes socialistiske bevægelse på "republikansk" territorium.
Uden i ringeste grad at repræsentere det spanske borgerskab, repræsenterede venstre-republikanerne endnu mindre arbejderne og bønderne. De repræsenterede ingen andre end sig selv. Men takket være deres allierede - socialisterne, stalinisterne og anarkisterne - spillede disse politiske fantomer den afgørende rolle i revolutionen. Hvorledes? Meget simpelt. Ved at legemliggøre princippet om den "demokratiske revolution", det vil sige ukrænkeligheden af den private ejendomsret.
Grundene til den spanske folkefronts oprindelse og dens indre mekanik er fuldstændig klare. For venstre-borgerskabets afgåede ledere bestod opgaven i at holde massernes revolution i skak og på den måde genvinde udbytternes tabte tillid til sig: "Hvad behøver I Franco for, hvis vi, republikanerne, kan gøre det samme?". Azañas og Companys' interesser faldt på dette punkt helt sammen med Stalins interesser, der havde brug for at vinde de franske og britiske borgerskabers tillid ved at bevise for dem i handling sin evne til at bevare "orden" imod "anarki". Stalin havde brug for Azaña og Companys som et påskud over for arbejderne: Stalin er selvfølgelig selv for socialismen; men man må passe på ikke at afstøde det republikanske borgerskab! Azaña og Companys havde brug for Stalin som en erfaren bøddel, med en revolutionærs autoritet. Uden ham hverken kunne eller ville en så ubetydelig besætning have vovet at angribe arbejderne.
Anden Internationales klassiske reformister, for længe siden afsporet af klassekampens bane, begyndte at føle en ny strømning af tillid takket være Moskvas støtte. Denne støtte blev tilfældigvis ikke givet til alle reformister, men kun til de mest reaktionære. Caballero repræsenterede den side af Socialistpartiet, som var vendt mod arbejderaristokratiet. Negrin og Prieto så altid i retning af borgerskabet. Negrin vandt Caballero for sig med Moskvas hjælp. Venstre-socialisterne og anarkisterne, Folkefrontens fanger, prøvede sandt nok at redde, hvad reddes kunne af demokratiet. Men for så vidt som de ikke turde mobilisere masserne mod Folkefrontens gendarmer, indskrænkede deres anstrengelser sig til slut til jamren og klagen. Stalinisterne var således allieret med den ekstreme højre-, erklæret borgerlige, fløj af Socialistpartiet. De rettede deres undertrykkelse mod venstre - mod POUM, anarkisterne, "venstre"-socialisterne - med andre ord mod centrist-grupperingerne, som afspejlede, omend i allerfjerneste grad, de revolutionære massers tryk.
Denne politiske kendsgerning, meget sigende i sig selv, frembyder samtidig en målestok for Kominterns degeneration igennem de sidste få år. Jeg definerede engang stalinisme som bureaukratisk centrisme, og begivenhederne bragte en række bekræftelser på korrektheden af denne definition. Men den er åbenbart forældet i dag. Det bonapartistiske bureaukratis interesser kan ikke længere forliges med centristisk nølen og vaklen. I søgen efter forsoning med borgerskabet er den stalinistiske klike kun i stand til at indtræde i en alliance med de mest konservative grupperinger blandt det internationale arbejderaristokrati. Dette har virket til definitivt at fastslå stalinismens kontrarevolutionære karakter på den internationale arena.
Dette fører os lige til løsningen af gåden om, hvordan og hvorfor Spaniens Kommunistiske Parti, så ubetydeligt i antal og med et lederskab af så ringe kaliber, viste sig i stand til at samle alle tråde til magt i sine hænder, på trods af socialisternes og anarkisternes uforholdsmæssigt mere magtfulde organisationer. Den sædvanlige forklaring, at stalinisterne simpelthen byttede med sovjetiske våben for magt er alt for overfladisk. Til gengæld for udrustning modtog Moskva spansk guld. I overensstemmelse med de kapitalistiske markedslove omfatter dette det hele. Hvorledes sørgede Stalin da for at opnå magt i handelen?
Det almindelige svar er, at Sovjetregeringen, efter at have forhøjet sin autoritet i massernes øjne ved at levere militære forsyninger, som en betingelse for sit "samarbejde" krævede drastiske forholdsregler mod revolutionære og derved fjernede farlige modstandere fra sin vej. Alt dette er helt ubestrideligt; men det er kun én side af sagen og dertil kun den mindst vigtige.
Til trods for "autoriteten", som de sovjetiske ladninger skabte, forblev det spanske kommunistparti en lille minoritet og blev mødt med stadigt stigende had fra arbejdernes side. På den anden side, det var ikke tilstrækkeligt for Moskva at stille betingelser; Valencia måtte gå ind på dem. Dette er sagens kerne. Ikke alene Zamora, Companys og Negrin, men også Caballero, under sin forpligtelse som regeringschef, var mere eller mindre rede til at gå ind på Moskvas krav. Hvorfor? Fordi disse herrer selv ønskede at holde revolutionen inden for borgerlige grænser. Hverken socialisterne eller anarkisterne gjorde oprigtig modstand mod det stalinistiske program. De frygtede et brud med borgerskabet. De var dødsens ræd for ethvert revolutionært stormløb fra arbejderne.
Stalin var med sin udrustning og med sit kontrarevolutionære ultimatum en frelser for alle disse grupper. Han garanterede dem, det håbede de i hvert fald, militær sejr over Franco, og samtidig befriede han dem for ethvert ansvar for revolutionens forløb. De skyndte sig at gemme deres socialistiske og anarkistiske masker i skabet i håbet om at kunne gøre brug af dem igen, efter at Moskva havde genoprettet det borgerlige demokrati for dem. Som det endelige strøg til deres veltilpashed, kunne disse herrer for fremtiden retfærdiggøre deres forræderi over for arbejderne med nødvendigheden af en militær overenskomst med Stalin. Stalin på sin side retfærdiggjorde sin kontrarevolutionære politik med nødvendigheden af at opretholde en alliance med det republikanske borgerskab.
Kun ud fra dette bredere synspunkt kan vi få et klart billede af den engleblide tolerance, som disse forkæmpere for retfærdighed og frihed, Azaña, Negrin, Companys, Caballero, Garcia Oliver og andre viste over for GPU's forbrydelser. Hvis de ikke havde noget andet valg, som de påstår, var det på ingen måde, fordi de ikke havde andre midler til at betale for flyvemaskiner og tanks end med de revolutionæres hoveder og arbejdernes rettigheder; men fordi deres eget "rent demokratiske", dvs. anti-socialistiske, program ikke kunne realiseres ved nogen andre midler bortset fra terror. Når arbejderne og bønderne træder ind på vejen for deres revolution - når de bemægtiger sig fabrikker og godser, uddriver de gamle ejere, erobrer magten i provinserne - så har den borgerlige kontrarevolution - demokratisk, fascistisk eller stalinistisk i samme grad - ingen midler at magte denne bevægelse med, undtagen med blodig tvang suppleret med løgn og bedrag. Den stalinistiske klikes overlegenhed på dette felt bestod i dens evne til øjeblikkeligt at anvende fremgangsmåder, som overskred Azañas, Companys' og Negrins og deres venstre-allieredes formåen.
To uforsonlige programmer stod således over for hinanden på det republikanske Spaniens territorium. På den ene side programmet for for enhver pris at redde den private ejendom fra proletariatet, og så vidt muligt at redde demokratiet fra Franco; på den anden side programmet for at afskaffe den private ejendomsret gennem proletariatets erobring af magten. Det første program udtrykte kapitalismens interesser formidlet gennem arbejderaristokratiet, de øverste småborgerlige kredse og i særdeleshed Sovjet-bureaukratiet. Det andet program oversatte til marxismens sprog den revolutionære massebevægelses tendenser, der ikke var fuldt bevidst, men magtfulde. Til alt uheld for revolutionen stod Folkefrontens kontrarevolutionære mur mellem den nævefuld af bolsjevikker, der var, og det revolutionære proletariat.
Folkefrontens politik var på sin side langt fra bestemt af Stalins afpresning som våbenleverandør. Der var selvfølgelig ingen mangel på afpresning. Men årsagen til, at denne afpresning lykkedes, var indbygget i selve revolutionens indre betingelser. Igennem seks år havde dens sociale ramme været massernes tiltagende angreb mod den halvfeudale og borgerlige ejendoms herredømme. Behovet for at forsvare denne ejendom med de mest ekstreme metoder kastede borgerskabet i armene på Franco. Den republikanske regering havde lovet borgerskabet at forsvare ejendomsretten med "demokratiske" midler, men afslørede, navnlig i juli 1936, sin totale fallit. Da situationen på ejendomsfronten blev endnu mere truende end på den militære front, bøjede demokraterne af alle kulører sig, også anarkisterne, for Stalin; og han fandt ingen andre metoder i sit eget arsenal end Francos metoder.
Jagten på "trotskister", POUM-ister, revolutionære anarkister og venstre-socialister; den beskidte bagvaskelse; de falske beviser; torturen i stalinistiske fængsler; bagholdsmordene - uden alt dette kunne det borgerlige herredømme under republikansk flag ikke have vedvaret i bare to måneder. GPU viste sig kun at være situationens herre i kraft af at det forsvarede borgerskabets interesser imod proletariatet mere konsekvent end de andre, dvs. med den største primitivitet og blodtørst.
I bekæmpelsen af den socialistiske revolution søgte "demokraten" Kerenskij først støtte i Kornilovs militærdiktatur og prøvede senere at trænge ind i Petrograd i den monarkistiske general Krasnovs bagagetog. På den anden side var bolsjevikkerne tvunget til for at føre den demokratiske revolution igennem til enden at styrte regeringen af "demokratiske" svindlere og sludrehoveder. I denne proces satte de dermed en stopper for forsøg af enhver art på militært (eller "fascistisk") diktatur.
Den spanske revolution demonstrerer endnu en gang, at det er umuligt at forsvare demokratiet imod de revolutionære masser på anden måde end gennem den fascistiske reaktions metoder. Og omvendt, det er umuligt at lede en ægte kamp mod fascismens på anden måde end gennem den proletariske revolutions metoder. Stalin førte krig mod "trotskisme" (proletarisk revolution), idet han tilintetgjorde demokratiet med GPU's bonapartistiske fremgangsmåder. Dette gendriver endnu en gang og én gang for alle den gamle mensjevik-teori, antaget af Komintern, ifølge hvilken de demokratiske og socialistiske revolutioner er forvandlet til to uafhængige kapitler i historien, adskilt fra hinanden i tidspunkt. Moskva-bødlernes ugerninger bekræfter på egen vis korrektheden af teorien om den permanente revolution.
Anarkisterne havde ingen selvstændig placering af nogen art i den spanske revolution. Alt, hvad de gjorde, var at vakle mellem bolsjevisme og mensjevisme. Mere præcist, de anarkistiske arbejdere længtes instinktivt efter at træde ind på bolsjevismens vej (19. juli 1936 og maj-dagene i 1937), mens deres ledere tværtimod af al magt drev masserne ind i Folkefronten, dvs. det borgerlige herredømmes lejr.
Anarkisterne afslørede en skæbnesvanger mangel på forståelse af revolutionens love og dens opgaver ved at søge at begrænse sig selv til deres egne fagforeninger, altså til organisationer, der var gennemtrængt af fredelige tiders rutine, og ved at ignorere, hvad der foregik uden for fagforeningernes rammer, blandt masserne, blandt de politiske partier og i regeringsapparatet. Havde anarkisterne været revolutionære, ville de først af alt have råbt på dannelsen af sovjetter, som forener repræsentanterne for alle de arbejdende fra by og land, iberegnet de mest undertrykte lag, der aldrig var indtrådt i fagforeningerne. De revolutionære arbejdere ville naturligt have optaget den dominerende stilling i disse sovjetter. Stalinisterne ville være forblevet en ubetydelig minoritet. Proletariatet ville have overbevist sig selv om dets egen uovervindelige styrke. Den borgerlige stats apparat ville have hængt udspændt i luften. Bare ét kraftigt stød ville have været tilstrækkeligt til at smadre dette apparat. Den socialistiske revolution ville have fået et mægtigt skub.
Det franske proletariat ville ikke i længden have tilladt Leon Blum at blokere den proletariske revolution på den anden side af Pyrenæerne. Heller ikke Moskva-bureaukratiet kunne have tilladt sig selv en sådan luksus. De sværeste spørgsmål ville være blevet løst, som de rejste sig.
I stedet for dette og til hele verdens og deres egen store overraskelse viste det sig, at anarko-syndikalisterne, idet de søgte at gemme sig fra "politik" i fagforeningerne, blev et femte hjul på det borgerlige demokratis karet. Men ikke længe; et femte hjul er overflødigt. Efter Garcia Oliver og hans kohorter havde hjulpet Stalin og hans håndlangere til at fjerne magten fra arbejderne, blev anarkisterne selv jaget ud af Folkefrontens regering. Selv da kunne de ikke finde på bedre end at springe på sejrherrens galej og forsikre ham om deres hengivenhed. Småborgerens frygt for storborgeren, den lille bureaukrats for den store bureaukrat, tildækkede de med tårepersende taler om den forenede fronts hellighed (mellem et offer og bødlerne) og om utilladeligheden af enhver form for diktatur, iberegnet deres eget. "Når alt kommer til alt, kunne vi have taget magten i juli 1936 ..." "Når alt kommer til alt, kunne vi have taget magten i maj 1937 ..." Anarkisterne tiggede Stalin-Negrin om at indse og belønne deres forræderi mod revolutionen. Et oprørende billede!
I sig selv indeholder denne selvretfærdiggørelse, at "vi greb ikke magten, ikke fordi vi var ude af stand til det; men fordi vi ikke ønskede det, fordi vi var imod enhver form for diktatur" og lignende, en uigenkaldelig fordømmelse af anarkismen som en totalt anti-revolutionær doktrin. At give afkald på erobring af magten er det samme som frivilligt at lade magten forblive hos dem som bruger den, udbytterne. Kernen i enhver revolution bestod i og består i at bringe en ny klasse til magten og derved sætte den i stand til at føre sit eget program ud i livet. Det er umuligt at føre krig og afslå sejr. Det er umuligt at lede masserne mod opstand uden forberedelse på erobring af magten.
Ingen kunne have forhindret anarkisterne i efter erobringen af magten at indføre den slags styre, de anser for nødvendigt, forudsat selvfølgelig, at deres program er realiserbart. Men anarkist-lederne mistede selv troen på det. De skjulte sig fra magten, ikke fordi de er imod "enhver form for diktatur" - i virkeligheden støttede de og støtter stadig, brummende og klynkende, Stalin-Negrins diktatur - men fordi de fuldstændigt mistede deres principper og mod, hvis de nogen sinde har haft det. De var bange for alt: "isolation", "indblanding", "fascisme". De var bange for Stalin. De var bange for Negrin. De var bange for Frankrig og England. mere end noget andet frygtede disse frasemagere de revolutionære masser.
At give afkald på at erobre magten driver uundgåeligt enhver arbejderorganisation ned i reformismens sump og forvandler den til legetøj for borgerskabet; det kan ikke være anderledes i betragtning af samfundets klassestruktur. Ved at modsætte sig målet, erobring af magten, kunne anarkisterne til slut ikke undgå at modsætte sig midlet, revolutionen. Lederne af CNT og FAI hjalp ikke bare borgerskabet med at holde fast ved skyggen af magt i juli 1936; de hjalp det også med skridt for skridt at genoprette, hvad det havde mistet med ét slag. I maj 1937 saboterede de arbejdernes opstand og reddede dermed borgerskabets diktatur. Således viste anarkismen sig, som blot ønskede at være anti-politisk, i virkeligheden som anti-revolutionær, og i de mere kritiske øjeblikke - kontrarevolutionær.
De anarkistiske teoretikere, som efter den store prøve fra 1931-37 vedbliver med at gentage det gamle reaktionære sludder om Kronstadt, og som erklærer, at "Stalinisme er det uundgåelige resultat af marxisme og bolsjevisme", demonstrerer dermed simpelthen, at de for altid er døde for revolutionen.
I siger, at marxisme i sig selv er fordærvet og stalinisme dens retmæssige afkom? Men hvorfor er vi revolutionære marxister engageret i dødelig kamp mod stalinisme over hele verden? Hvorfor ser den stalinistiske bande sin hovedfjende i trotskismen? Hvorfor tvinger enhver tilnærmelse til vores synspunkter eller vores aktionsmetoder (Durruti, Andrés Nin, Landau og andre) de stalinistiske gangstere til at søge tilflugt til blodige hævnakter? Hvorfor, på den anden side, tjente lederne af spansk anarkisme i tiden for GPU's Moskva- og Madrid-forbrydelser som ministre under Caballero-Negrin, det vil sige som tjenere for borgerskabet og Stalin? Hvorfor bliver anarkisterne selv nu, under påskuddet af at bekæmpe fascismen, ved med at være frivillige slaver af Stalin-Negrin, revolutionens bødler, som har bevist deres uduelighed til at bekæmpe fascismen?
Ved at skjule sig bag Kronstadt og Makhno kan anarkismens forsvarere ikke narre nogen. I Kronstadt-episoden og i striden med Makhno forsvarede vi den proletariske revolution mod den bondske kontrarevolution. De spanske anarkister forsvarede og vedbliver at forsvare den borgerlige kontrarevolution mod den proletariske revolution. Intet sofisteri kan slette den kendsgerning fra historiens annaler, at anarkisme og stalinisme i den spanske revolution befandt sig på den ene side af barrikaderne, mens de arbejdende masser med de revolutionære marxister befandt sig på den anden side. Sådan er den sandhed, som for altid vil blive i proletariatets bevidsthed.
Protokollen over POUM er ikke meget bedre. Med hensyn til teorien forsøgte den ganske vist at basere sig på formlen om den permanente revolution (på denne grund kaldte stalinisterne POUM-isterne for trotskister). Men for revolutionen er teoretiske bekendelser ikke tilfredsstillende. I stedet for at mobilisere masserne mod de reformistiske ledere, iberegnet anarkisterne, prøvede POUM at overbevise disse herrer om socialismens fortræffeligheder frem for kapitalismen. Denne stemmegaffel slog tonen an for alle artikler og taler af POUM-lederne. For ikke at få vrøvl med anarkist-lederne dannede de ikke deres egen celle inden for CNT og drev generelt set ingen form for virksomhed der. For at undgå skarpe konflikter udførte de ikke revolutionært arbejde i den republikanske hær. De dannede i stedet "deres egen" milits, som bevogtede "deres egne" institutioner eller besatte "deres eget" afsnit af fronten.
Ved at isolere den revolutionære avantgarde fra klassen, gjorde POUM avantgarden impotent og lod klassen være uden lederskab. Politisk forblev POUM helt igennem tættere knyttet til Folkefronten, for hvis venstrefløj den ydede dækning, end til bolsjevismen. Når POUM ikke desto mindre blev offer for blodig og primitiv undertrykkelse, skyldtes det Folkefrontens fiasko med at opfylde sin mission, nemlig at kvæle den socialistiske revolution - undtagen ved bid for bid at afhugge sin egen venstre flanke.
I modsætning til dens egne hensigter viste POUM sig i den endelige analyse som den væsentligste forhindring på vejen mod dannelsen af et revolutionært parti. Fjerde Internationales platoniske eller diplomatiske tilhængere, så som Sneevliet, lederen af Hollands Revolutionære Socialistiske Arbejderparti, som demonstrativt støttede POUM i dens halve foranstaltninger, dens ubeslutsomhed og undvigelser, kort sagt i dens centrisme, påtog sig selv det største ansvar. Revolution afskyr centrisme. Revolution udstiller og tilintetgør centrisme. I forbifarten bringer revolutionen venner og forsvarere af centrismen i miskredit. Det er en af de vigtigste lærer af den spanske revolution.
Socialisterne og anarkisterne, som forsøger at retfærdiggøre deres kapitulation til Stalin ved nødvendigheden af at betale for Moskvas våben med principper og samvittighed, lyver simpelthen og lyver dårligt. Selvfølgelig ville mange af dem have foretrukket at trække sig ud uden mord og sammensværgelser. Men ethvert mål kræver tilsvarende midler. Fra begyndelsen med april 1931, dvs. længe før Moskvas militære indblanding, gjorde socialisterne og anarkisterne alt i deres vold for at bremse den proletariske revolution. Stalin lærte dem at føre dette værk til ende. De blev kun Stalins kriminelle medskyldige, fordi de politisk tænkte som han.
Havde de anarkistiske ledere på mindste måde mindet om revolutionære, ville de have besvaret den første smule afpresning fra Moskva med ikke alene at fortsætte den socialistiske offensiv, men også ved at stille Stalins kontrarevolutionære betingelser til skue for verdens arbejderklasse. De ville således have tvunget Moskva-bureaukratiet til at vælge åbenlyst mellem den socialistiske revolution og Francos diktatur. Det Thermidorske bureaukrati frygter og hader revolution. Men det frygter også at blive kvalt i den fascistiske indkredsning. Desuden er det afhængigt af arbejderne. Alt peger på, at Moskva ville være tvunget til at forsyne våben, og muligvis til mere rimelige priser.
Men verden roterer ikke omkring det stalinistiske Moskva. I løbet af halvandet års borgerkrig kunne og burde den spanske krigsindustri være blevet styrket og udviklet ved at omdanne et antal civile virksomheder til krigsproduktion. Dette arbejde blev ikke udført alene af den grund, at Stalin og hans spanske allierede i lige høj grad frygtede arbejdernes organisationers initiativ. En stærk krigsindustri ville være blevet et mægtigt instrument i arbejdernes hænder. Folkefrontens ledere foretrak at være afhængige af Moskva.
Det er præcist på dette punkt, at Folkefrontens falske rolle meget slående blev afsløret. Den lagde ansvaret for borgerskabets forræderiske handel med Stalin over på arbejdernes organisationer. For så vidt som anarkisterne forblev i mindretal kunne de selvfølgelig ikke umiddelbart forhindre den herskende blok i at påtage sig hvilke forpligtelser, den fandt for godt over for Moskva og Moskvas herrer: Paris og London. Men uden at ophøre med at være de bedst kæmpende på fronten kunne og burde de åbent have taget afstand fra bedragerierne og bedragerne; de kunne og burde have forklaret den virkelige situation for masserne, mobiliseret dem mod den borgerlige regering og forøget deres egne styrker fra dag til dag for til sidst at erobre magten og dermed de russiske våben.
Og hvad nu hvis Moskva, i fraværet af en Folkefront, skulle have afslået at give våben i det hele taget? Og hvad nu, svarer vi hertil, hvis Sovjetunionen i det hele taget ikke eksisterede? Revolutioner har op til i dag været sejrrige, overhovedet ikke bare takket være høje og mægtige fremmede beskyttere, som forsynede dem med våben. Som regel nød kontrarevolutionen fremmed beskyttelse. Skal vi genkalde erindringen om de franske, engelske, amerikanske, japanske og andre hæres intervention mod sovjetterne? Ruslands proletariat besejrede hjemlig reaktion og fremmede interventionister uden militær støtte udefra. Revolutioner lykkes først og fremmest ved hjælp af et dristigt socialt program, som giver masserne mulighed for at bemægtige sig våben, som findes på deres territorium og desorganisere fjendens hær. Den Røde Hær bemægtigede sig franske, engelske og amerikanske militære forsyninger og smed de fremmede ekspeditionskorps i havet. Er dette virkelig allerede glemt?
Hvis der i spidsen for de bevæbnede arbejdere og bønder, det vil sige i spidsen for det såkaldte republikanske Spanien, var revolutionære og ikke kujonagtige agenter for borgerskabet, ville problemet om bevæbning aldrig være blevet altoverskyggende. Francos hær iberegnet Rifferne fra kolonien og Mussolinis soldater var på ingen måde immun over for revolutionær smitte. Omringet af den socialistiske opstands kæmpebrand ville det have vist sig, at fascismens soldater var et ubetydeligt antal. Våben og militære "genier" skortede det ikke på i Madrid og Barcelona; hvad der manglede var et revolutionært parti.
Betingelserne for massernes sejr i en borgerkrig mod udbytternes hær er meget simple i deres væsen.
1. De kæmpende i en revolutionær hær må være helt klare over det forhold, at de kæmper for deres fulde sociale befrielse og ikke for genoprettelse af de gamle ("demokratiske") former for udbytning.
2. Arbejderne og bønderne i den revolutionære hærs bagtrop såvel som i fjendens bagtrop må vide og forstå den samme ting.
3. Propagandaen på deres egen front såvel som på fjendens front må være fuldstændig gennemtrængt af den sociale revolutions ånd. Parolen "Først sejr, siden reformer" er alle undertrykkeres og udbytteres parole, fra bibelkongerne ned til Stalin.
4. Politik afgøres af de klasser og lag, som deltager i kampen. De revolutionære masser må have et statsapparat, som direkte og umiddelbart udtrykker deres vilje. Kun sovjetter af arbejder-, soldater- og bondedeputerede kan handle som sådan et apparat.
5. Den revolutionære hær skal ikke blot proklamere, men også umiddelbart føre de mere presserende af den sociale revolutions mål ud i livet i de provinser, de har vundet: Ekspropriation af forråd, fremstillede varer og andre lagre ved hånden og overdragelsen af disse til de trængende; omfordelingen af husly og boliger i de arbejdendes interesse og særlig de kæmpendes familier; ekspropriationen af jord og landbrugsmæssige beholdninger i bøndernes interesse; oprettelsen af arbejderkontrol og sovjetmagt i stedet for det tidligere bureaukrati.
6. Fjender af den socialistiske revolution, dvs. udbyttende elementer og deres agenter, må, selv om de er maskerede som "demokrater", "republikanere", "socialister" og "anarkister", nådesløst drives ud af hæren.
7. I spidsen for enhver militær enhed må der anbringes kommissærer, der besidder ulastelig autoritet som revolutionære og soldater.
8. I hver militær enhed må der være en fast sammensvejset kerne af de mest selvopofrende kæmpende, anbefalet af arbejdernes organisationer. Medlemmerne af denne kerne har kun ét privilegium: At være de første under ild.
9. Befalingsmandskorpset indeholder nødvendigvis i begyndelsen mange fremmede og upålidelige elementer blandt personellet. Deres afprøvning, efterprøvning og frasortering må gennemføres på basis af kamperfaring, henstillinger fra kommissærer og vidnesbyrd fra menige kæmpende. Sammenfald hermed må der vedvarende foregå en intens træning af befalingsmænd taget fra de revolutionære arbejderes rækker.
10. Strategien for borgerkrig må forbinde militærkunstens regler med den sociale revolutions opgaver. Ikke blot i propaganda, men også i militære operationer er det nødvendigt at tage den sociale sammensætning af fjendens forskellige militære enheder i betragtning (borgerlige frivillige, mobiliserede bønder eller, som i Francos tilfælde, kolonislaver); og ved valget at retningslinier for operationerne er det nødvendigt strengt at tage den sociale struktur i de relevante områder i betragtning (industrielle regioner, bonderegioner, revolutionære eller reaktionære, regioner med undertrykte nationaliteter etc.). Kort sagt, den revolutionære politik dominerer strategien.
11. Både den revolutionære regering og arbejdernes og bøndernes udøvende organ må vide at vinde hærens og den arbejdende befolknings fulde tillid.
12. Udenrigspolitikken må som sit hovedmål have vækkelsen af den revolutionære bevidsthed hos arbejderne, de udbyttede bønder og undertrykte nationaliteter i hele verden.
Betingelserne for sejr er, som vi ser, helt ligetil. Samlet kaldes de for den socialistiske revolution. Ikke en eneste af disse betingelser fandtes i Spanien. Den grundlæggende årsag er - fraværet af et revolutionært parti. Stalin forsøgte ganske vist at overføre bolsjevismens ydre praksis til Spaniens jord: Politbureauet, kommissærer, celler, GPU etc.. Men han blottede disse former for deres sociale indhold. Han fornægtede bolsjevik-programmet og dermed sovjetterne som den nødvendige form for massernes revolutionære initiativ. Han stillede bolsjevismens teknik til tjeneste for borgerlig besiddelse. I sin bureaukratiske snæversynethed forestillede han sig, at "kommissærer" i sig selv kunne garantere for sejren. Men den private ejendomsrets kommissærer viste sig kun i stand til at garantere nederlaget.
Det spanske proletariat udviste førsteklasses militære kvaliteter. Med dets særlige betydning i landets økonomiske liv, med dets politiske og kulturelle niveau stod det spanske proletariat på revolutionens første dag ikke under, men over det russiske proletariat ved begyndelsen af 1917. På vejen mod dets sejr stod dets egne organisationer som de største forhindringer. Den dominerende klike af stalinister bestod, i overensstemmelse med deres kontrarevolutionære funktion, af lejesvende, karrieremagere, deklasserede elementer og i almindelighed alle typer af socialt udskud. Repræsentanterne for andre arbejderorganisationer - uhelbredelige reformister, anarkistiske frasemagere, POUM's hjælpeløse centrister - knurrede, brummede, svajede og manøvrerede, men indrettede sig, når det kom til stykket, efter stalinisterne. Som resultat af deres fælles aktivitet viste det sig, at den sociale revolutions lejr - arbejdere og bønder - blev underordnet borgerskabet, eller mere korrekt, dets skygge. Den blev åreladet og dens karakter nedbrudt.
Der var ingen mangel på heltemod hos masserne eller mod hos individuelle revolutionære. Men masserne blev overladt til deres egne ressourcer, mens de revolutionære forblev splittede, uden et program, uden en aktionsplan. De "republikanske" militære ledere var mere optaget af at knuse den sociale revolution end af at vinde militære sejre. Soldaterne tabte tilliden til deres officerer; masserne til regeringen; bønderne trak sig tilbage; arbejderne blev udmattede; nederlag fulgte på nederlag; demoralisering bredte sig raskt. Alt dette var ikke svært at forudse fra begyndelsen af borgerkrigen. Ved at stille sig selv den opgave at redde det kapitalistiske herredømme dømte Folkefronten sig selv til militært nederlag. Ved at vende bolsjevismen på hovedet lykkedes det Stalin fuldstændigt at opfylde rollen som revolutionens banemand.
Det bør tilføjes, at den spanske erfaring endnu en gang demonstrerer, at det overhovedet ikke lykkedes for Stalin at forstå hverken Oktoberrevolutionen eller den russiske borgerkrig. Hans træge, provinsielle hjerne sakkede håbløst bagud for begivenhedernes stormfulde gang i 1917-21. I de af hans taler og artikler fra 1917, hvor han udtrykte sine egne ideer, er hans senere Thermidorske "doktrin" fuldstændig indgroet. I denne forstand er Stalin i Spanien i 1937 fortsætteren af Stalin fra bolsjevikkernes konference, marts 1917. Men i 1917 blot frygtede han de revolutionære arbejdere; i 1937 kvalte han dem. Opportunisten var blevet til bøddelen.
Men, når alt kommer til alt, ville en sejr over Caballeros og Negrins regeringer have nødvendiggjort borgerkrig i den republikanske hærs bagtrop! - udbryder den demokratiske spidsborger med rædsel. Som om der bortset herfra aldrig har eksisteret nogen borgerkrig i det republikanske Spanien, og dertil den mest nedrige og forræderiske - de besiddendes og udbytternes krig mod arbejderne og bønderne. Denne uafbrudte krig finder udtryk i arrestationerne og mordene på revolutionære, knusningen af massebevægelsen, afvæbningen af arbejderne, bevæbningen af borgerligt politi, svigtelsen af arbejdernes delinger uden våben og uden hjælp på fronten, og endelig, den kunstige begrænsning af udviklingen af krigsindustrien.
Enhver af disse handlinger er et grusomt slag mod fronten, direkte militært forræderi, dikteret af borgerskabets klasseinteresser. Men "demokratiske" filistre - iberegnet stalinister, socialister og anarkister - betragter borgerskabets krig mod proletariatet, selv i områder, der støder allernærmest op til fronten, som en naturlig og uundgåelig krig, der har til opgave at beskytte "Folkefrontens enhed". På den anden side er proletariatets borgerkrig mod den "republikanske" kontrarevolution i de samme filistres øjne en forbryderisk, "fascistisk", trotskistisk krig, der forstyrrer ... "de antifascistiske styrkers enhed". Snesevis af Norman Thomas'er, Major Attlee'er, Otto Bauer'e, Zyromsky'er, Malraux'er og sådan nogle småkræmmere af løgn som Duranty og Louis Fischer spreder denne slaviske visdom over hele vores klode. I mellemtiden flytter Folkefrontens regering fra Madrid til Valencia, fra Valencia til Barcelona.
Hvis det kun, som kendsgerningerne bærer vidne om, er den socialistiske revolution, der er i stand til at knuse fascisme, så er en heldig opstand for proletariatet på den anden side kun mulig, når de herskende klasser er fanget i en skruestik af de største vanskeligheder. De demokratiske filistre anråbte imidlertid præcis disse vanskeligheder som bevis for utilstedeligheden af den proletariske opstand. Skulle proletariatet afvente, at de demokratiske filistre fortalte dem tidspunktet for deres befrielse, ville de for altid forblive slaver.
At lære arbejderne at genkende reaktionære spidsborgere under alle deres forklædninger og at foragte dem uden hensyn til forklædningen er den revolutionæres første og vigtigste pligt.
Stalinisternes diktatur over den republikanske lejr er i sit væsen ikke sejlivet. Skulle nederlagene, begrundet i Folkefrontens politik, nok en gang tilskynde det spanske proletariat til et revolutionært stormangreb, denne gang med held, vil den stalinistiske klike blive fejet væk med en stålkost. Men skulle Stalin - som det desværre lader til - få held med at bringe arbejdet med at kule revolutionen i jorden til en afslutning, vil han ikke en gang i dette tilfælde få tak. Det spanske borgerskab havde brug for ham som bøddel; men det har ingen brug for ham overhovedet som beskytter eller lærer. London og Paris på den ene side og Berlin og Rom på den anden er i dets øjne betydeligt mere solvente firmaer end Moskva. Det er muligt, at Stalin selv ønsker at slette sine spor i Spanien før den endelige katastrofe; han håber derved at læsse ansvaret for nederlaget over på sine nærmeste allierede. Derefter vil Litvinov anmode Franco om genoprettelsen af diplomatiske forbindelser. Det har vi altsammen set mere end én gang.
Selv en total militær sejr for den såkaldte republikanske hær over general Franco ville imidlertid ikke betegne "demokratiets" triumf. Arbejderne og bønderne har to gange bragt borgerlige republikanere og deres venstre-agenter til magten: i april 1931 og i februar 1936. Begge gange overgav Folkefrontens helte folkets sejr til de mest reaktionære og de mest oprigtige repræsentanter for borgerskabet. En tredje sejr, vundet af Folkefrontens generaler, ville betegne deres uundgåelige overenskomst med det fascistiske borgerskab på nakken af arbejderne og bønderne. Et sådant regime vil ikke være andet end en anderledes form for militært diktatur, måske uden monarki og uden den katolske kirkes utilslørede herredømme.
Endelig er det muligt, at republikanernes delvise sejre vil blive udnyttet af den "uhildede" anglo-franske mæglere for at forlige de stridende lejre. Det er ikke vanskeligt at indse, at i tilfældet af denne variant, vil de sidste rester af "demokratiet" blive kvalt i den broderlige omfavnelse mellem generalerne Miaja (kommunist!) og Franco (fascist!). Lad mig gentage endnu en gang: Sejren vil tilfalde enten den socialistiske revolution eller fascismen.
Det er i øvrigt ikke udelukket, at tragedie i sidste øjeblik kunne give plads for farce. Når Folkefrontens helte må flygte fra deres sidste hovedstad, kunne de måske finde på, før de gik om bord i dampere og flyvemaskine, at proklamere en række "socialistiske" reformer med henblik på at efterlade et "godt minde" hos folket. Men intet vil nytte. Arbejderne i hele verden vil huske de partier med had og foragt, som styrtede den heltemodige revolution i fordærv.
Spaniens tragiske erfaring er en forfærdelig - måske afsluttende - advarsel før endnu større begivenheder, en advarsel henvendt til alle fremskredne arbejdere i hele verden. "Revolutioner", sagde Marx, "er historiens lokomotiver." De bevæger sig hurtigere end halv- eller kvart-revolutionære partiers tanke. Hvem, der end sakker bagud, falder under lokomotivets hjul, og følgelig - og dette er den største fare - bliver lokomotivet heller ikke sjældent slået til vrag.
Det er nødvendigt at tænke problemet om revolutionen igennem til enden, til dets endelige konkrete konklusioner. Det er nødvendigt at indrette politik efter revolutionens fundamentale love, dvs. efter de kampklare klassers bevægelse og ikke fordommene og frygten hos de overfladiske småborgerlige grupper, som kalder sig selv "Folke"fronter og alle andre slags fronter. Under revolution er linien for mindst modstand linien for størst ulykke. At frygte "isolation" fra borgerskabet er at pådrage sig isolation fra masserne. Tilpasning til arbejder-aristokratiets konservative fordomme er forræderi over for arbejderne og revolutionen. En overdreven "varsomhed" er den mest skadelige mangel på varsomhed. Dette er den vigtigste lære fra destruktionen af den mest ærlige politiske organisation i Spanien, nemlig det centristiske POUM. London-bureau'ets partier og grupper ønsker tilsyneladende enten ikke at drage de nødvendige slutninger af historiens sidste advarsel eller er ikke i stand til at gøre det. Med dette bevis dømmer de sig selv.
Som kompensation bliver en ny generation af revolutionære nu uddannet gennem læren fra nederlagene. Denne generation har i handling bekræftet Anden Internationales forsmædelige rygte. Den har loddet dybden af Tredje Internationales fald. Den har lært at bedømme anarkisterne, ikke efter deres ord, men efter deres gerningerne. Det er en stor uvurderlig skole betalt med talløse kæmpendes blod! De revolutionære kadrer samles nu kun under Fjerde Internationales banner. Født midt iblandt brølet af nederlag, vil Fjerde Internationale lede de arbejdende til sejr.