Dansk afdeling: Lenin: "Venstre"-kommunismen – en børnesygdom (1920)

IV. I kamp mod hvilke fjender inden for arbejderbevægelsen har bolsjevismen udviklet, styrket og stålsat sig?

Først og fremmest i kamp mod opportunismen, som i 1914 definitivt voksede over i socialchauvinisme, definitivt gik over på bourgeoisiets side mod proletariatet. Den var naturligvis bolsjevismens hovedfjende inden for arbejderbevægelsen. Denne fjende er stadig den vigtigste i international målestok. Denne fjende har bolsjevismen altid viet den største opmærksomhed, og det gør den stadig. Denne side af bolsjevikkernes virksomhed er allerede nu ret godt kendt også i udlandet.

Anderledes forholder det sig derimod med en anden af bolsjevismens fjender inden for arbejderbevægelsen. I udlandet er det endnu alt for lidt kendt, at bolsjevismen er vokset op og har fået form og fasthed i en mangeårig kamp mod den småborgerlige revolutionisme, som minder om anarkismen eller låner et og andet fra den, og som på intet væsentligt punkt opfylder de betingelser og krav, en konsekvent proletarisk klassekamp stiller. For marxisterne står det teoretisk helt fast – og det er fuldt ud bekræftet gennem erfaringerne fra alle europæiske revolutioner og revolutionære bevægelser – at den lille ejendomsbesidder, den lille næringsdrivende (en social type, der i mange europæiske lande repræsenterer meget brede masser), som under kapitalismen hjemsøges af stadig undertrykkelse og meget ofte udsættes for en utrolig voldsom og hurtig forringelse af levevilkår og for at blive ruineret, let forfalder til en yderliggående revolutionisme, men er ude af stand til at vise udholdenhed, organiseret optræden, disciplin og fasthed. Småborgeren, der er blevet "desperat" på grund af kapitalismens rædsler, er et socialt fænomen der, ligesom anarkismen, er karakteristisk for alle kapitalistiske lande. Denne revolutionismes ubestandighed, dens goldhed og tilbøjelighed til hurtigt at gå over i underdanighed, apati, fantasterier eller endog i "rasende" begejstring for en eller anden borgerlig "mode"strømning - alt dette er almindelig kendt. Men den teoretiske abstrakte anerkendelse af disse sandheder har langtfra endnu befriet de revolutionære partier for de gamle fejl, som altid dukker op ved overraskende anledninger i lidt ny form, i en forklædning eller i omgivelser, der ikke er set før i en original - mere eller mindre original – situation.

Anarkismen har ofte været en slags straf for arbejderbevægelsens opportunistiske synder. Disse to misdannelser kompletterede hinanden. Og når anarkismen i Rusland, til trods for at småborgerskabet dér udgør en forholdsvis større del af befolkningen end i de europæiske lande, spillede en forholdsvis underordnet rolle i de to revolutioner (1905 og 1917) og under forberedelserne til dem, så må æren herfor utvivlsomt til dels tillægges bolsjevismen, som altid har ført en aldeles skånselsløs og uforsonlig kamp mod opportunismen. Jeg siger "til dels", for det har haft endnu større betydning for svækkelsen af anarkismen i Rusland, at den i fortiden (1870'erne) havde lejlighed til at udvikle sig usædvanlig prangende og til grundigt at afsløre sin urigtighed og uegnethed som vejledende teori for den revolutionære klasse.

Bolsjevismen overtog ved sin opståen i 1903 en tradition for skånselsløs kamp mod den småborgerlige, halvanarkistiske (eller let anarkistvenlige) revolutionisme, en tradition, der altid har eksisteret i det revolutionære socialdemokrati og især havde fæstnet sig hos os i årene 1900-1903, da grundlaget for det revolutionære proletariats masseparti i Rusland blev lagt. Bolsjevismen overtog og fortsatte kampen mod det parti, som stærkest gav udtryk for den småborgerlige revolutionismes tendenser, nemlig de socialrevolutionære, på tre hovedpunkter. For det første ville (man må nok hellere sige kunne) dette parti, der afviste marxismen, absolut Ikke begribe nødvendigheden af en strengt objektiv vurdering af klassekræfterne og deres indbyrdes forhold forud for enhver politisk aktion. For det andet så dette parti sin egen særlige "revolutionisme" eller "venstreorientering" i, at det anerkendte den individuelle terror, attentaterne, som vi marxister bestemt afviste. Vi afviste naturligvis kun den individuelle terror af hensigtsmæssighedsgrunde. Folk, som kan få sig selv til "principielt" at fordømme den store franske revolutions terror eller overhovedet terror udøvet af et revolutionært parti, som har sejret, men belejres af hele verdens bourgeoisi, sådanne folk har allerede Plekhanov i 1900-1903, da han var marxist og revolutionær, udleveret til latteren og foragten. For det tredje anså de socialrevolutionære det for "venstreorienteret" at grine ad de tyske socialdemokraters forholdsvis små opportunistiske synder, samtidig med at de efterlignede det samme partis mest yderliggående opportunister for eksempel i agrarspørgsmålet .eller i spørgsmålet om proletariatets diktatur.

Historien har nu, i forbigående sagt, i stor, verdenshistorisk målestok bekræftet rigtigheden af den opfattelse, vi altid har forfægtet, at det revolutionære tyske socialdemokrati (læg mærke til, at allerede Plekhanov i 1900-1903 krævede Bernstein ekskluderet af partiet, og at bolsjevikkerne, som altid har fortsat denne tradition, i 1913 afslørede Legiens (14) hele nederdrægtighed, skamløshed og forræderi) - at det revolutionære tyske socialdemokrati var det, der var nærmest ved at være det parti, det revolutionære proletariat skulle bruge for at sejre. Nu, i 1920, efter alle krigstidens og de første efterkrigsårs skammelige sammenbrud og kriser, står det klart, at det af alle vesteuropæiske partier netop var det tyske revolutionære socialdemokrati, som gav de bedste førere, og som også rettede sig, kom til kræfter og blev stærkt igen før de andre. Dette ses både i spartakisternes parti (15) og på den proletariske venstre fløj af Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, som fører en støt kamp mod opportunismen og karakterløsheden hos folk som Kautsky, Hilferding, Ledebour og Crispien. Kaster man nu et blik ud over en helt afsluttet historisk periode, nemlig perioden fra Pariserkommunen til den første socialistiske sovjetrepublik, tegner marxismens forhold til anarkismen sig i det store og hele med ganske bestemte, uomtvistelige omrids. Marxismen viste sig til slut at have ret, og når anarkisterne med rette henviste til, at flertallet af socialistiske partier nærede opportunistiske meninger om staten, så hang denne opportunisme for det første sammen med en forvrængning eller direkte undertrykkelse af Marx' anskuelser om staten (i min bog: Staten og Revolutionen har jeg gjort opmærksom på, at Bebel i 36 år fra 1875 til 1911 tilbageholdt det brev, hvori Engels (16) særlig plastisk, skarpt, direkte og afslørede opportunismen i de gængse socialdemokratiske anskuelser om staten), for det andet var det netop de bedste marxistiske strømninger inden for de europæiske og amerikanske socialistiske partier, som hurtigst og grundigst rettede disse opportunistiske anskuelser og anerkendte sovjetmagten og dens fortrin frem for det borgerlige parlamentariske demokrati.

I to tilfælde antog bolsjevismens kamp mod afvigelser til "venstre" inden for dens eget parti særlig stort omfang: i 1908 i spørgsmålet om deltagelse i det yderst reaktionære "parlament" og i de med ærkereaktionære love omgærdede legale arbejderforeninger, og i 1918 (Brestfreden) (17) i spørgsmålet om tilladeligheden af dette eller hint "kompromis".

I 1908 blev "venstre"-bolsjevikkerne ekskluderet af vort parti, fordi de hårdnakket vægrede sig ved at indse nødvendigheden af at deltage i det ærkereaktionære "parlament" (18). "Venstre"-bolsjevikkerne - mellem hvilke der var mange fortrinlige revolutionære, som senere med ære blev genoptaget i (og stadig er medlemmer af) det kommunistiske parti – påberåbte sig især de vellykkede erfaringer med boykotten i 1905. Da tsaren i august 1905 sammenkaldte det rådgivende "parlament" (19), erklærede bolsjevikkerne boykot mod det, i modsætning til alle oppositionelle partier og i modsætning til mensjevikkerne, og revolutionen i oktober 1905 fejede det faktisk bort (20). Dengang viste boykotten sig rigtig, ikke fordi det altid er rigtigt at afvise deltagelse i reaktionære parlamenter, men fordi vurderingen af den objektive situation var rigtig, den udviklede sig således, at massestrejkerne hurtigt forvandledes til en politisk strejke, dernæst til en revolutionær strejke og endelig til opstand. Desuden drejede kampen sig dengang om, hvorvidt man skulle overlade det til tsaren at indkalde det første repræsentative organ, eller om man skulle søge af fravriste de gamle magthavere dette initiativ. Efterhånden som der ikke var og ikke kunne være sikkerhed for tilstedeværelse af en analog objektiv situation med tilsvarende udviklingsretning og -tempo, ophørte boykot at være rigtig.

Bolsjevikkernes boykot at parlamentet i 1905 berigede det revolutionære proletariat med en overordentlig værdifuld politisk erfaring, idet den viste, at når legale og illegale, parlamentariske og ikke-parlamentariske kampformer er for hånden, kan det undertiden være nyttigt, ja nødvendigt, at forstå at give afkald på de parlamentariske. Men blind efteraben og ukritisk overføring af denne erfaring på andre forhold, i en anden situation, er en grov fejl. En fejl, om end en lille fejl, som var let at korrigere *), var allerede bolsjevikkernes boykot af "dumaen" i 1906. En meget alvorlig og svært oprettelig fejl var allerede boykotten i 1907 og 1908 og følgende år, da man på den ene side ikke kunne regne med, at en revolutionær bølge ville rejse sig særligt hurtigt og gå over i opstand, og da det på den anden side klart fremgik af hele den historiske situation under det genoppudsede borgerlige monarki, at legalt og illegalt arbejde måtte kombineres. Nu, hvor man ser tilbage på en fuldt afsluttet historisk periode, hvis sammenhæng med de følgende perioder er blevet helt klar, er det særligt indlysende, at bolsjevikkerne ikke havde kunnet bevare (og da slet ikke konsolidere, udvikle og styrke) den faste kerne i proletariatets revolutionære parti i 1908-1914, hvis de ikke i den hårdeste kamp havde hævdet pligten til at forbinde illegale kampformer med legale, pligten til at deltage i det ærkereaktionære parlament og i en række andre, af reaktionære love omgærdede institutioner (forsikringskasser o.a.).

I 1918 kom det ikke til brud. "Venstre"-kommunisterne dannede dengang kun en særlig gruppe eller "fraktion" inden for vort parti, og den havde tilmed ingen lang levetid. Endnu samme år, 1918, erkendte "Venstrekommunismen"s mest fremtrædende repræsentanter, f.eks. kammeraterne Radek og Bukharin, åbent deres fejl. De havde ment, at Brestfreden var et for det revolutionære proletariats parti principielt utilladeligt og skadeligt kompromis med imperialisterne. Det var virkelig et kompromis med imperialisterne, men netop af en sådan art og i en sådan situation, at det var en pligt.

Når jeg nu hører f.eks. de socialrevolutionære angribe den taktik, vi fulgte, da vi underskrev Brestfreden, eller når jeg hører en bemærkning som den, kammerat Lansbury kom med under en samtale med mig: "Vore engelske fagforeningsledere siger, at de også må have lov at lave kompromisser, når bolsjevikkerne har lov til det," så plejer jeg først og fremmest at svare med en jævn og "populær" lignelse:

Tænk Dem, at Deres bil blev standset af bevæbnede banditter. De giver dem pengene, passet, revolveren og bilen. De slipper for banditternes behagelige selskab. Der foreligger utvivlsomt et kompromis. "Do ut des." ("Jeg giver" dig penge, våben, bil, "for at du skal give" mig lejlighed til at komme helskindet væk.) Men det ville være svært at finde et menneske ved sine fulde fem, som ville erklære et sådant kompromis for "principielt utilladeligt", eller erklære den, som indgik et sådant kompromis, for banditternes håndlanger (skønt banditterne i bilen kan bruge den og våbnene til nye røverier). Vort kompromis med den tyske imperialismes banditter var at ligne ved et sådant kompromis.

Men da mensjevikkerne og de socialrevolutionære i Rusland, Scheidemann'erne (og i vidt omfang kautskyanerne) i Tyskland, Otto Bauer og Friedrich Adler (for slet ikke at tale om de herrer Renner og co.) i Østrig, Renaudel og Longuet og co. i Frankrig, fabianerne, de "uafhængige" og "trudovikkerne" ("labouristerne" (21)) i England i 1914-1918 og i 1918-1920 indgik kompromisser med deres eget bourgeoisis og undertiden med det "allierede" bourgeoisis banditter imod deres eget lands revolutionære proletariat, se da optrådte alle disse herrer som banditternes håndlangere.

Konklusionen er ligetil: "principielt" at forkaste kompromiser, at bestride tilladeligheden af ethvert kompromis overhovedet, hvordan det end er beskaffent, det er en barnagtighed, som det ligefrem er svært at tage alvorligt. En politiker, som ønsker at være til nytte for det revolutionære proletariat, må forstå at udskille netop de konkrete kompromisser, der er utilladelige, og som er udtryk for opportunisme og forræderi, og vende hele sin kritik, hele skarpheden i sin skånselsløse afsløring og uforsonlige krig imod disse konkrete kompromisser, han må ikke lade drevne "realpolitiske" socialister og parlamentariske jesuitter smutte udenom og slippe væk fra ansvaret ved snak om "kompromisser overhovedet". De herrer engelske fagforenings-"ledere" og med dem det fabianske selskab og det Uafhængige Arbejderparti smutter netop på denne måde uden om ansvaret for det forræderi, de har begået, for netop det kompromis, de har lavet, og som virkelig er ensbetydende med den værste opportunisme, med bedrag og forræderi.

Der er flere slags kompromisser. Man må forstå at analysere situationen og de konkrete betingelser for hvert enkelt kompromis eller for hver slags kompromisser. Man må lære at skelne mellem den mand, som giver banditterne penge og våben for at begrænse den skade, banditterne kan forvolde, og gøre det lettere at få banditterne fanget og skudt, og så den, som giver banditterne penge og våben for at få del i banditternes bytte. I politik er dette altid langtfra så let som i dette lille barnligt-enkle eksempel. Men den, som vil opfinde en recept, der skal give arbejderne forud tilrettelagte løsninger for alle livets muligheder eller stille i udsigt, at det revolutionære proletariats politik ikke vil komme ud for nogen som helst genvordigheder og nogen som helst komplicerede situationer, han er simpelthen en charlatan.

For at undgå fejlagtige udlægninger skal jeg forsøge, omend i største korthed, at anføre nogle hovedteser for en analyse af konkrete kompromisser.

Det parti, som indgik på et kompromis med de tyske imperialister ved at underskrive Brestfreden, havde udviklet sin internationalisme i gerning siden slutningen af 1914. Det var ikke veget tilbage for at proklamere, at det tsaristiske monarki skulle lide nederlag, og at brændemærke "fædrelandsforsvaret" i kampen mellem de to grupper af imperialistiske røvere. Dette partis parlamentsmedlemmer var havnet i Sibirien i stedet for at følge den vej, der førte til ministertaburetter i en borgerlig regering. Da revolutionen havde styrtet tsarismen og skabt den demokratiske republik, satte den dette parti på en ny og yderst betydningsfuld prøve: partiet gik ikke med til nogen som helst overenskomster med "sine egne" imperialister, men forberedte deres fald og fældede dem. Efter at have grebet den politiske magt lod dette parti ikke sten på sten tilbage hverken af godsejer- eller af kapitalistejendommen. Efter at have offentliggjort og sønderrevet imperialisternes hemmelige traktater tilbød dette parti alle nationer fred, og det gav først efter for Brest-røvernes vold, efter at de fransk-engelske imperialister havde forpurret en fred, og der blev fra bolsjevikkernes side gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt, for at fremskynde revolutionen i Tyskland og i andre lande. For hver dag, der går, bliver den fuldkomne berettigelse af et sådant kompromis, indgået af et sådant parti i en sådan situation, klarere og mere indlysende for alle.

Ruslands mensjevikker og socialrevolutionære (ligesom alle II Internationales førere i hele verden 1914-1920) begyndte med et forræderi, idet de direkte eller indirekte søgte at retfærdiggøre "fædrelandsforsvaret", d.v.s. forsvaret for deres eget røveriske bourgeoisi. De fortsatte forræderiet ved at gå i koalition med bourgeoisiet i deres land og sammen med deres bourgeoisi bekæmpe det revolutionære proletariat i deres land. Deres blok, først med Kerenskij og kadetterne, senere med Koltjak og Denikin i Rusland, betød, ligesom deres udenlandske meningsfællers blok med bourgeoisiet i deres lande, at de gik over på bourgeoisiets side mod proletariatet. Deres kompromis med imperialismens banditter betød fra først til sidst, at de gjorde sig til de imperialistiske banditters medskyldige.

 

Noter

*) For politik og partier gælder – med passende modifikation – det samme som for det enkelte menneske: Klog er ikke den, der ikke begår fejl. Sådanne mennesker eksisterer ikke og kan ikke eksistere. Klog er den, hvis fejl ikke er særligt væsentlige, og som forstår at rette dem let og hurtigt.